”Jeg vil gerne have den ro, som Marlon Brando har, da han dør med appelsinen og barnebarnet i ’The Godfather’”

Hvordan har du det?

”Det er svært at svare på. Altså, jeg kan ikke brokke mig. I en tid med corona kan man ikke være bekendt at gå og brokke sig. Jeg har det blandet, op og ned. Der er meget at glæde sig over, fx filmskolen (Ecole de Leth, Jørgen Leths private filmskole, red.), det er en stor glæde. Men jeg har også et vist aldersbetinget mismod. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor livet skal fortsætte – Haiti, Mallorca eller Danmark. Det kæmper jeg en del med i hovedet. Det er ikke afklaret. Som du kan se, bor jeg som sædvanlig i en midlertidig bolig, godt nok et udmærket hotel med en god udsigt over havnen, men alligevel er det en mærkelig fornemmelse. Jeg er én, der samler mange ting omkring mig, så hvis jeg bor på et værelse – selv om det er et stort værelse – bliver det et kaos til sidst. Foreløbig kan jeg koncentrere mig om at undervise. Det tager min fulde tid. Det kan ikke nytte, at jeg lader mine problemer komme ind over det. Jeg tænker kun på at lave et godt arbejde med de unge mennesker, som har betroet sig til mig, at bruge mine egne film som en slags master class og forklare, hvad jeg har stået for af valg. Det er meget inspirerende. Meget inspirerende. Det har også direkte noget at gøre med min nye film.”

Hvordan?

”Det, jeg er mest glad for, er, at jeg altid har været optaget af at forny filmsproget, at skabe noget nyt, at finde en ny vej frem. Det glæder mig, når jeg kan se, hvordan vi kom fra den film til den film til den film. Når jeg kan se, at der er en udvikling hele tiden. Det er jeg meget glad for. Hvis der ikke var en udvikling, ville jeg blive deprimeret. Den nye film er absolut et stærkt udsagn om det. Den hedder, jeg går, ’I Walk’. Det kommer af noget elementært, en fod foran den anden. Symbolet på udvikling er at gå, at tage et skridt frem. Det kan også være helt konkret som i ’Det perfekte menneske’ fra 1967. Der havde jeg jo et menneske, der gik i studiet. Et menneske, jeg studerede. En æstetisk antropologi. Jeg observerer, hvordan mennesker er, hvad de gør, hvad de siger. Så enkelt som muligt. Som et laboratorium. Den idé fulgte jeg op mange gange siden i andre film, uden at gentage.”

Hvad betyder ’æstetisk antropologi’?

”Jeg har en antropologisk baggrund. Jeg kan godt lide at notere ned, hvad jeg ser. Det, der undrer mig. Det, jeg synes, er smukt. Eller grimt, for den sags skyld. Jeg kigger på overfladen. Der er jeg meget inspireret af Andy Warhol og hans interesse for overflader. Jeg kigger på vidt forskellige skæbnefællesskaber, set fra ydersiden, hvordan de er, hvordan de spiser og drikker. Kroppe. Seksualitet. Det er en æstetisk tilgang til at finde orden i livet på, at finde en mening, noget, der hænger sammen. Og for mig hænger det mest sammen, når jeg kan se, at elementer, bevægelser, handlinger flugter med hinanden. Det er det, jeg søger. Der er et element af vanvid i det. Men jeg kan godt lide at søge orden i den der store uordentlige verden, som ligger omkring os.”

Det lyder nærmest, som om ’I Walk’ er et svar på ’Det perfekte menneske’, nu med kameraet vendt om. Hvordan vil du selv beskrive den?

”Ja, nu er det mig, det handler om. Og dramaet, som udløser filmen, er jordskælvet i Haiti (i 2010, red.). Der ændrede mit liv sig, rent fysisk. I høj grad. Jeg mistede mit hjem, som jeg egentlig havde indstillet mig på at blive i til min ende. Det var et godt hjem for mig. Jeg så mine børn og mine venner, og jeg kom til Danmark for at lave cykelløb. Pludselig blev det revet væk. Det havde jeg meget svært ved at fordøje. Jeg begyndte at dokumentere, hvad jeg så omkring mig, dels ødelæggelsen, dels mine egne sonderinger, mine egne handlinger og tanker i den periode. Jeg rejste og begyndte at dokumentere, hvad jeg gjorde. Som en slags dagbog. Jeg vidste ikke, hvor det førte hen. Det kan jeg meget godt lide. Jeg går i gang med en aktivitet, fordi den viser mig noget, den lærer mig noget. Og det er vigtigt for mig at føre en slags dagbog, jeg har altid en notesbog med. Jeg vidste ikke, at de optagelser ville blive til en film. Det var private notater på min mobiltelefon. Men jeg har jo en søn, som er filmskaber (Ager Leth, red.) og meget godt forstår, hvad jeg kan og vil. Han sagde: ’Bliv ved med det, far.’ Det gjorde jeg så. Optagelserne fortsætter, mens jeg begynder at finde ud af, hvad fanden jeg skal beskæftige mig med. Jeg prøver at finde ud af, hvad det hele er værd. Det er en eksistentiel kamp.”

Du siger i filmen, at du kunne gå før jordskælvet, men ikke efter. Hvad er det konkret, der sker?

”Der sker et eller andet chok. I en periode kunne jeg ikke gå. Jeg havde balanceproblemer. Dem har jeg først rigtigt fået styr på i oktober sidste år, hvor jeg blev opereret i hjernen og fik lagt et dræn ind, som hjalp. Problemet opstod lige efter jordskælvet. Jeg kan ikke forklare det, og heller ingen læger har kunnet forklare det.”

Du sidder med sår på hånden. Hvad er det sket?

”Jeg er lige faldet. Jeg faldt pladask forover. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg slog mig meget, og jeg måtte ind på Rigshospitalet og blive syet. Det var en forskrækkelse. Jeg bliver meget chokeret og bange. Jeg er en ældre herre på 83. Jeg går med forsigtighed og helst uden stok, men det er jo et forfængelighedsproblem. Jeg burde have stok. Jeg prøver at klare mig, men jeg er konstant bange for at falde. Det har noget at gøre med at løfte fødderne. Det er sindssygt vigtigt. I min alder gør man det ikke automatisk. Det fik jeg en reminder om.”

Vi kommer ekstremt tæt på dig i ’I Walk’. Hvorfor har du valgt at tage os med i seng og i bad?

”Filmen overskrider alle grænser, sådan set. Det var jeg indstillet på, og det blev jeg opmuntret til af Asger. Det følte jeg på en mærkelig måde stor frihed ved. Så syntes jeg også, det var meget inspirerende at opdage, hvad man kunne lave med en iPhone. Det er nogle helt andre billeder end dem, man normalt laver. Fuldstændigt anderledes. Man kan have den med i sengen fx. Det er jo helt vildt. Det bliver meget ekspressivt. Det bliver også meget fyldt med fejl. Det kan jeg også godt lide. Jeg følte en ekstrem frihed. Det er noget, man altid søger, når man laver film. Arbejdet med ’I Walk’ ligger i forlængelse af min seneste digtsamling ’Det bliver ikke væk’. De er begge et forsøg på at holde fast i noget, som er svært at holde fast i. Det er svært at sætte ord på, for det er ikke så konkret. Men det handler om, at det ikke skal blive væk.”

Du taler om orden og mening, men samtidig er ’I Walk’ en film, som ikke giver meget mening i traditionel forstand. Meningen bliver i hvert fald ikke formuleret ...

”Det er rigtigt. Det vil jeg meget gerne stå ved. Jeg er ikke en, der har svar. Jeg er en, der har følsomhed over for at undersøge. Det er min vigtigste drift som kunstner: At undersøge, at være bevæbnet med spørgsmål, elementære spørgsmål som hvordan går et menneske? Jeg forsøger at forstå det, der ikke synes at kunne gå ind i nogen orden. Det er jeg meget interesseret i. Hvad var dit spørgsmål? Det var et godt spørgsmål ...”

Jeg ved ikke, om jeg rigtigt fik stillet noget spørgsmål. Jeg talte vist lidt om, at jeg i ’I Walk’ fornemmede en accept af, at meningen ikke kan formuleres?

”Ja, det er der i høj grad. Jeg tvinger ikke en mening igennem. Jeg lader den hellere stå og vibrere. Jeg er meget stolt af den film. Den er meget sand for mig. Vi er nået meget langt ud. Jeg er meget stolt over, at jeg stadig har evnen og lysten til at eksperimentere med sproget, det er jeg sgu.”

Hvis vi alligevel skal tale om en handling i filmen, er det måske et forsøg på at finde netop den lyst til at fortsætte med at udforske. Det kan det at gå vel også være et billede på?

”Ja, for satan.”

Når jeg ser ’I Walk’, ser jeg nogle gange en depression eller en angst, og kampen for at genfinde evnen til at gå virker som et forsøg på …

”At overvinde! Jeg slås med alle de spøgelser, du kan drømme om. Det har jeg også skrevet om. Depression er det daglige miljø, som jeg prøver at bryde igennem hele tiden. Jeg slås med mange ting.”

Hvordan har det været at samarbejde med din søn, som er med i filmen, både bagved og foran kameraet?

”Det har været helt afgørende. Han kender mig nærmest bedre, end jeg kender mig selv, og han ved, at han kan få mig ud over den linje, hvor det er farligt. Han er den, der forstår de mest tossede ideer. Han er god til at sige: ’Du skal videre ud af det spor,’ og så har han altid ret. Og så er jeg den, der kører endnu længere ud. Han er selv en stor kunstner. Det er derfor, han kan.”

Du siger på et tidspunkt: ’Jeg vil hviske det til mine børn. Jeg håber de vil huske det.’ Hvad er det, du vil hviske?

”At de skal lade sig styre af sin nysgerrighed. Det er det vigtigste råd. Det mener jeg virkelig. Den målsætning kan bruges i mange af livets forhold, også politiske. Hvis man havde nysgerrigheden som noget, der lå foran alt andet, ville vi undgå hele den racisme, der plager vores debat i dag. Men jeg vil ikke blande mig i det. Jeg holder mig ude af politik.”

Du har jo nærmest demonstrativt holdt dig ude af politik siden 1970’erne. Hvorfor?

”Jeg har aldrig følt mig som medlem af ungdomsoprøret. Jeg var med til at gøre op med alt det, vi syntes var gammeldags og kedelig kunst, men jeg har ikke været aktiv som debattør. Jeg følger ekstremt meget med i politik, læser aviser og ser CNN, men jeg har ikke lyst til at kaste mig ud i den debat, der foregår, og som er enormt hadefuld. Jeg ser med stor væmmelse på de lave niveauer af debatten, det må jeg sige.”

Hvad gør dig glad?

”Det gør mig glad, når jeg ser en modig indsats i Tour de France. Det gør mig glad, når jeg kommer ned i Møntergade og ser et stykke med sild, som jeg får lov til at skære i og spise. Det gør mig glad at se de åbne ansigter på filmskolen eller som nu at give et interview. Hvis man kan fortælle noget, som kan bruges til noget, så er det klart, det er vigtigt. Jeg ville være gladere, hvis jeg var mere produktiv. Jeg er altid i underskud. Jeg synes altid, jeg ikke har lavet nok. Det er et vigtigt, gennemgående træk. Jeg synes altid, jeg skylder nogen noget. Jeg har altid dårlig samvittighed. Det er ikke rart. Derfor er det også en glæde at have lavet ’I Walk’. Der er der fuldt tryk på. Der er ikke noget med at holde tilbage. Det er 100 procent ærligt.”

Du nævnte cykelløb. Hvad er det, du får ud af at se 100 mænd cykle om kap?

”Det ved jeg ikke. Vi kan kun gøre det, vi føler trang til. Jeg kan ikke politisk eller psykologisk forklare hvorfor. Men det er, som om livet spilles fuldt ud i mange områder, og et af dem er udpræget cykelløb. Der ser man de klassiske dyder og synder. Jeg har gjort det til en livsmetafor at forstå cykelløb. Jeg hader almindeligheden i det. Jeg synes ikke om de middelmådige ryttere. Jo, jeg synes, de skal være der for at fylde op. Men jeg er mest interesseret i den store bedrift. Når det overgår virkeligheden. Jeg er interesseret, når det er for vildt, for sindssygt. Det irriterer mig stadig den dag i dag, at de kører med hjelme. Jeg kan godt forstå synspunktet, men jeg synes ikke, der er belæg for det. Jeg synes, det ødelægger det æstetiske, at de har de hjelme på. Det er noget pjat. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, de skal bruge fri doping. Der kommer jeg ikke ud, trods alt, men jeg er meget mere liberal over for at bevare det, som det var, end de fleste er. Der sætter jeg mig på et andet spor end mine kolleger. Det farlige følger jo med, når man taler om cykelløb. Det er noget pjat at lyve om det. Der er noget fuldstændigt selvmodsigende ved, at man lader, som om man gerne vil have, at cykelrytterne klarer sig sikkert igennem, mens man samtidig viser styrtene hele tiden. Hele tiden. Det hænger ikke sammen. Jeg vil da også gerne se styrtene, men jeg synes da ikke, det skal dyrkes som en attraktion. Der bliver lavet sammendrag, der kun viser styrtene. Hvad er det for noget? Jeg elsker at se billeder fra Tour de France før i tiden. Jeg synes, det var smukkere. Det er konservativt, det ved jeg, men jeg står ved det. Det, jeg godt kan lide, er, at følelserne og ambitionerne, lysten til at overgå sig selv, den er stadigvæk helt intakt. Det er det, jeg har lyst til at se. Jeg kan se nogle ting der, som er urmenneskelige og tydeligere i cykelsport end noget andet sted. Jeg bliver meget vred, når moralisterne forsøger at slå cykelsporten ihjel, som der har været mange forsøg på de senere år.”

Det er et andet spor i dit virke, en kamp mod en moralisme. Her tænker jeg selvfølgelig også på det berømte citat om kokkens datter, men det er jo i virkeligheden et gennemgående tema. Hvad er det i den moralisme, som får det til at stritte på dig?

”Jeg kan bare ikke tage moralister, det kan jeg sgu ikke. Hverken økologiske moralister eller veganermoralister. Jeg hader det der med, at de vil bestemme over andre.”

Du siger på et tidspunkt i filmen, at du går gennem dit eget liv, og du viser klip fra tidligere film og yngre tider. Er ’I Walk’ en form for testamente?

”Ja, men det betyder ikke, at jeg er færdig. Tværtimod. Jeg er i gang med et andet konkret projekt om jazzmusik, som kredser om jazz-guitaristen Jakob Bro. Jeg følger ham og nogle af de helt store jazznavne på en rejse til de arktiske egne. Det er nogle år siden, vi optog den rejse. Det er fantastisk godt stof, men der skal laves mere. Det knytter bånd til min allerførste film, som handlede om jazz. Det vil være godt at få lukket den cirkel.”

Du er ved at lukke nogle cirkler, trods alt?

”Ja, det er jeg. Men det er ikke helt slut. Jeg har ikke drejet knappen.”

’I Walk’ handler vel også om det at blive gammel og det forfald, der følger med. Hvordan har du det med at blive ældre?

”Jeg synes, at alderen trykker. Det foruroliger mig, for jeg synes, jeg har meget at lave endnu. Jeg er aktiv, synes jeg. Jeg tænker ikke meget på døden. Men det er, som om der skal være en udtoning i livet, som ikke er indtruffet for mig. Jeg kan ikke bare lige slukke. Jeg har hele tiden projekter, jeg gerne vil lave. Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg skal lave i morgen eller overmorgen. Jeg kunne godt forestille mig en roligere alderdom, en hvor jeg ikke hele tiden var jaget af min egen forfængelighed eller ambition. Jeg vil gerne have den ro, som Marlon Brando har, da han dør med appelsinen og barnebarnet i ’The Godfather’.”

Men den har du ikke fundet?

”Nej, der er stadig noget, der mangler.”

’I Walk’ bliver vist i Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus og har premiere 22. oktober.