”Jeg vil gerne have den ro, som Marlon Brando har, da han dør med appelsinen og barnebarnet i ’The Godfather’”

Hvordan har du det?

”Det er svært at svare på. Altså, jeg kan ikke brokke mig. I en tid med corona kan man ikke være bekendt at gå og brokke sig. Jeg har det blandet, op og ned. Der er meget at glæde sig over, fx filmskolen (Ecole de Leth, Jørgen Leths private filmskole, red.), det er en stor glæde. Men jeg har også et vist aldersbetinget mismod. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor livet skal fortsætte – Haiti, Mallorca eller Danmark. Det kæmper jeg en del med i hovedet. Det er ikke afklaret. Som du kan se, bor jeg som sædvanlig i en midlertidig bolig, godt nok et udmærket hotel med en god udsigt over havnen, men alligevel er det en mærkelig fornemmelse. Jeg er én, der samler mange ting omkring mig, så hvis jeg bor på et værelse – selv om det er et stort værelse – bliver det et kaos til sidst. Foreløbig kan jeg koncentrere mig om at undervise. Det tager min fulde tid. Det kan ikke nytte, at jeg lader mine problemer komme ind over det. Jeg tænker kun på at lave et godt arbejde med de unge mennesker, som har betroet sig til mig, at bruge mine egne film som en slags master class og forklare, hvad jeg har stået for af valg. Det er meget inspirerende. Meget inspirerende. Det har også direkte noget at gøre med min nye film.”

Hvordan?

”Det, jeg er mest glad for, er, at jeg altid har været optaget af at forny filmsproget, at skabe noget nyt, at finde en ny vej frem. Det glæder mig, når jeg kan se, hvordan vi kom fra den film til den film til den film. Når jeg kan se, at der er en udvikling hele tiden. Det er jeg meget glad for. Hvis der ikke var en udvikling, ville jeg blive deprimeret. Den nye film er absolut et stærkt udsagn om det. Den hedder, jeg går, ’I Walk’. Det kommer af noget elementært, en fod foran den anden. Symbolet på udvikling er at gå, at tage et skridt frem. Det kan også være helt konkret som i ’Det perfekte menneske’ fra 1967. Der havde jeg jo et menneske, der gik i studiet. Et menneske, jeg studerede. En æstetisk antropologi. Jeg observerer, hvordan mennesker er, hvad de gør, hvad de siger. Så enkelt som muligt. Som et laboratorium. Den idé fulgte jeg op mange gange siden i andre film, uden at gentage.”