Han ved allerede, hvordan det føles at være blind.
Hver nat mister 30-årige Jeppe Foverskov nemlig sit syn, indtil dagslyset kommer igen. Natteblindheden har han haft, så længe han kan huske, og lige så længe har han vist, at hans dagssyn også kun er på lånt tid. En dag mister Jeppe Foverskov helt sit syn. Han ved bare ikke, om det bliver om fem eller 25 år.
Hans syn er allerede så svækket, at han ikke længere finder det forsvarligt at sætte sig på en cykel, en dag ved han, at han ikke længere kan lave sit nuværende arbejde, og måske får han aldrig sine kommende børn at se. Men reel panikangst for fremtiden har Jeppe Foverskov ikke.
Annonse
Her fortæller han om, hvordan det er at vide, at han mister sit syn en dag:
"Jeg har en tatovering på min arm af tre prikker. Den er et gammelt symbol for blindhed, og man kunne tro, det er for at være med i et fællesskab af 'os med synsvanskeligheder'. Det er det ikke. Jeg fik den lavet, fordi den minder mig om, at mit handikap ikke skal holde mig fra at leve det liv, jeg vil.
Mit syn er allerede dårligt. Jeg har mange blinde pletter; det føles, ligesom når normaltseende fører en finger ind mod deres næseryg, og fingeren forsvinder ud af deres synsfelt. Sådan har jeg det bare i mange retninger, og det gør det svært for mig at se en gren eller kantsten foran mig. Mine ben er oftest gule og blå af at gå ind i ting, og det kan føles nemmere bare at blive hjemme med computerspil og pizzabakker end for eksempel at tage til fester om natten, hvor der er så lidt lys, at mit syn sætter helt ud.
Jeg er flere gange blevet væk om natten. I Krakow. På andre udlandsrejser. Og på Roskilde Festival. Mine venner og jeg var til en The Streets-koncert, og jeg slap mit greb på min vens skulder, da alle gik amok, smed deres tøj og dansede rundt. Kort efter var jeg alene, og jeg måtte sætte mig og vente resten af natten på, at lyset kom igen. Når solen kommer igen om morgenen, er det som at blive lukket ind i verden igen.
Det er tre år siden, at jeg første gang hørte, at det for alvor gik ned ad bakke med mit syn, og for nylig måtte jeg indrømme, at jeg ikke længere kan cykle. Jeg burde måske være stoppet før. Men jo mindre jeg lader mig selv gøre, jo dårligere går det jo også, ikke? Jeg insisterer også på stadig at besøge mine venner om aftenen eller lignende, uden at min kæreste nødvendigvis skal være med.
Selvom det er en svær tur ind til tjek af mine øjne en gang om året, så er det ikke sådan, at jeg vågner hver morgen og lovpriser, at jeg kan se endnu en dag. Så hurtigt går det slet ikke.
Annonse
Der er ofte mange mennesker, der skal holde en medlidenhedstale på mine vegne. De spørger, hvordan jeg kan holde tanken om at blive blind ud. Jeg forstår godt, at de spørger, men enten bruger jeg mine dage meget lavpraktisk på ikke at tænke på det, eller også er det hverken en så stor frygt eller tabu for mig.
Mine forældre har altid vidst, at jeg havde øjensygdommen. Den er genetisk, og jeg har arvet den fra min morfar. En dag, da jeg som 10-årig kørte ind i en stillestående bil, tog de snakken med mig om, at der var en grund til, at det som regel var mig, der gik ind i bordkanter, og at et søm i dag kan blive væk på væggen foran mig.
Jeg har aldrig set stjerner, fordi de ikke lyser klart nok op.
Den største afmagt kommer, når jeg er på udebane. København kender jeg ud og ind, men i udlandet ser jeg som regel dårligere end herhjemme. Det får mig til at hige efter rutiner, og omvendt presser det mig også ud i verden, så længe jeg kan nå at se den.
Det kan være, at jeg ikke når at se mine børn og børnebørn. Men det får mig ikke til ikke at ville have dem, eller frygte at de også kan få mit syge gen. Tanken om at jeg kunne være en abort er absurd, det tror eller håber jeg da også, min omgangskreds synes.
Selvfølgelig vil det være rart slet ikke at have syge øjne. Men jeg vil ikke give alt for at komme af med dem. Hvis der en dag er en bioteknisk løsning, vil jeg prøve den, men jeg vil ikke melde mig som forsøgsperson. Tidligere forsøg på andre viser mig, at de ikke nødvendigvis er til det bedre. Og jeg har set andre blinde, der febrilsk forsøger at få synet tilbage. Det har jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for. Måske er det også fordi, jeg ikke har mistet det endnu.
Jeg kan allerede have svært ved at se, hvad der er på computerskærme. Det er et problem, for jeg er leder i en it-supportgruppe, og en da vil jeg ikke selv kunne se, hvilke problemer der står på skærmen. Det er pisseirriterende. Men hvad skal jeg gøre, sætte mig ned og sidde der? Ledervejen er en måde for mig stadig at arbejde, tage beslutninger og holde overblik.
Annonse
Min yndlingsdag på året er den 21. december, hvor dagene begynder at blive lysere, og jeg så småt kan begynde at løbe ture om morgenen, og når jeg har fri om aftenen. Jeg kan ikke længere se en fjerbold, en volleyball kan også blive væk for mig, men jeg løber, og jeg vil gerne blive ved med at løbe.
Så lyset betyder meget for mig. Men jeg så også engang en mand til et løb mellem klitter, strand og skov, der foregik over flere dage. Han var helt blind, men løb alligevel ved hjælp af en elastik i en mand, der løb med ham."
