Jørgen Leth ved godt, at rejsen ender på et tidspunkt. Han håber bare virkelig ikke, den ender snart

JEG ER LIGE kommet tilbage fra Haiti. Der er fuldstændig kaos nu. Jeg har ikke været der i et par år, først kom corona, og så opstod der en voldsom uro i landet. Men sammen med min søn, Asger, besluttede jeg, at vi måtte derover igen.

Vi har et projekt derovre, en slags refugium, vi prøver at bygge op fra bunden. Det ligger på et fantastisk sted i Cap-Haïtien på nordkysten af Haiti. Der er jeg kommet siden jordskælvet i 2010, der ramte ved Jacmel, hvor jeg boede.

Siden har jeg ikke været på sydkysten på Haiti. Jeg har opgivet Jacmel. Det er meget smertefuldt for mig: at miste drømmen om det hus, jeg havde regnet med, jeg skulle bo i i resten af mit liv.

DET IRRITERER MIG, at jeg ikke kan rejse på den samme måde, som jeg kunne tidligere. Ubesværet. Jeg har ikke den samme energi længere. Engang satte jeg mig bare ind i et tog og mødte det hele med åben pande.

Så enkelt er det ikke længere. Jeg er heller ikke god til at pakke en kuffert. Måske jeg aldrig har været god til det. Men jeg får hjælp til det. Min producer og ven, Marianne, som jeg har kendt i en menneskealder, er vanvittigt dygtig til det. Hun gør det for mig.

Det er sindssygt vigtigt, hvordan tingene ligger. Jeg har nogle klare krav omkring, hvordan den kuffert skal pakkes. Og at jeg får alt det, jeg har brug for, med. At man dropper de overflødige ting. Det er et af de største problemer, der er.

Jeg glemmer tit ting, der nok burde have været med. Men passet, det rødbedefarvede pas, det er jeg trofast overfor. Det kommer altid med.

MIN FAR VAR en klog mand. Inden min første udlandsrejse sagde han: ’Husk nu at bruge dine øjne, søn.’ Man skal huske at opleve verden med sine øjne. Tage det, man ser og oplever, ind. Danne sig indtryk. Prøve at forstå det, man ser. Og så formidle det. Jeg satte mig for, at det ville jeg gøre i hele mit liv. Og det har jeg gjort.

i 1961 var jeg på min første professionelle rejse som journalist. Jeg var ansat for Aktuelt, og jeg foreslog dem, at jeg skulle rejse på fri fod. Bare ud, sydpå, ned til Afrika. Se et eller andet.

Før det, lige efter jeg var blevet student, rejste jeg på tommelfingeren ned gennem Tyskland og boede på vandrehjem. På en studenterfestival i Frankrig havde jeg mødt en tyrkisk pige, Alanguva Alinc. Et fantastisk navn. Jeg blev forelsket i hende, fik hendes adresse, og aftalte, at jeg skulle besøge hende.

Det gjorde jeg. Men det varede ikke længe. Kort efter sørgede en god ven for, at jeg kunne få et lift med et skib fra Genova til Alexandria. Det var sådan, det startede. Jagten på det eksotiske.

JEG VIL MED DET SAMME SIGE, at jeg ikke orker at tale om alt det med kokkens datter igen. Det er lukket land. Jeg orker ikke at rive op i det. Men at rejse handler selvfølgelig også om kærlighed.

Jeg har haft mange, mange kærlighedsoplevelser på mine rejser. Jeg har været meget forelsket mange forskellige steder i verden. Det ville være mærkeligt for mig at skulle tage afstand fra det, og det gør jeg heller ikke.

Når man er ude at rejse, er man mere åben. Man skifter ham. Jeg taler med alle, jeg møder, også kvinderne. Det er en måde at leve på, en måde at kende et land på.

Jørgen Leth

(f. 1937) Opvokset i Aarhus. Begyndte sin karriere som journalist på den hedengangne avis Aktuelt og var siden i en årrække tilknyttet Politiken som kulturjournalist. I 1962 debuterede han med digtsamlingen ’Gult lys’, og i 1964 udkom hans første film, ’Stopforbud’.

Siden har han som manuskriptforfatter og instruktør lavet over 40 film, heriblandt ’Det perfekte menneske’ (1967), ’En forårsdag i helvede’ (1976) og ’De fem benspænd’ (2003). Har desuden udgivet et hav af bøger og digtsamlinger og blandt meget andet været cykelekspert under Tour de France i en årrække på TV 2 og lavet programmet ’Spørge Jørgen’ på det oprindelige Radio24syv.

Sidste år udgav han ’Sidste Tour’ sammen med Jørn Mader. I år har han sammen med Andreas Koefoed været instruktør på filmen ’Music for Black Pigeons’ og har desuden udgivet et stort værk om cykelsportens helte, ’Der var engang en mand, som hed Fausto Coppi’.

FRA ALEXANDRIA TOG JEG VIDERE mod Sydsudan. Dengang var borgerkrigen ikke brudt ud endnu. Min metode i de år, som ung korrespondent, var at blive gode bekendte med nogen, der havde mange penge, som kunne sende mig videre.

Jeg kom ombord på et skib på Nilen, hvor jeg mødte jeg to arkæologer, en dansker og en franskmand. De var en del af arbejdet med at flytte dæmningen i Aswan-klippen, og de hjalp mig videre. Jeg mødte også endnu en mand, der sagde: ’Jeg kan godt skaffe dig til Sydsudan.’ ’Nå, ja tak, det vil jeg gerne,’ svarede jeg.

Han hjalp mig videre, til Juba, hovedstaden i Sydsudan, hvor jeg landede helt alene. Jeg indlogerede mig på Djuba Hotel. Jeg var den eneste, der var der, og hver eftermiddag sad jeg og drak te sammen med værten på hotellet.

En dag kom en høj, sort mand fra Dinka-stammen forbi hotellet. Han ville gerne fortælle mig noget. Om oprøret i landet. Om forståelse. Om støtte til deres oprør mod magthaverne i Khartoum. Swaka, hed han, og bar lange blå bukser og hvid skjorte. Han inviterede mig med til en fest i sin stamme. Jeg kørte derud i en lastbil, og det viste sig, at festen var en ofring til en ung mand. En af deres helte.

JEG HAR VÆRET meget heldig. Jeg kom ind i alt det stof på en meget direkte måde. Men man skal også opsøge heldet. Og oplevelsen.

JEG HAR ALTID FULGT min intuition. Jeg har ikke aktivt opsøgt farerne, men alligevel har det været tæt på nogle gange. Da jeg lavede filmen ’Udenrigskorrespondenten’ i begyndelsen af 80’erne, fløj vi fra Haiti til El Salvador.

Der var borgerkrig i det mellemamerikanske land dengang, men vi tog ud til fronten, selvom Henning Jensen, som spillede hovedrollen i filmen, ikke var meget for det. På et tidspunkt lykkedes det mig at få en aftale i stand med præsidenten Roberto D’Aubuisson. Han stod i spidsen for dødspatruljerne i El Salvador, og historierne gik om, at han skulle have givet ordren til at slå ærkebiskoppen i landet, Oscar Romero, og fire nonner ihjel.

Romero havde i en prædiken opfordret til et folkeligt oprør i El Salvador, og kort efter blev han dræbt, mens han holdt messe i et kapel. Det var vi jo nødt til at spørge D’Aubuisson ind til.

DET VAR DRISTIGT at mødes med ham. Vi troppede op i hans kontor i nationalpaladset. Det vrimlede med bevæbnede militærfolk. Men jeg ville have, at det skulle være så ægte som muligt.

Vi begyndte at optage, og Henning Jensen tog en dyb indånding og stillede spørgsmålet til præsidenten: ’Señor D’Aubuisson, jeg bliver nødt til at spørge. Er rygterne om, at det er dem, der står bag drabet på biskop Romero og fire nonner, sande?’

D’Aubuisson, som var en tynd, intens og meget farlig mand, affejede det og svarede: ’I skal ikke tro på alt, hvad I hører. Det er bare amerikansk propaganda.’

Det var stærkt gået af Henning, det må jeg sige. Vi fik scenen i kassen, og dagen efter fløj vi ud af landet.

SÅDAN NOGET kan jeg ikke lave længere, selvfølgelig. Jeg er ikke godt gående, jeg har problemer med ryggen, og min hukommelse er også begyndt at svigte mig. Det er forfærdeligt. Tanken om, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil, er forfærdelig. Men jeg er her jo stadig.

I PALMA DE MALLORCA bor jeg hos gode venner. Det er en skøn lejlighed, midt i den gamle bydel, højt oppe. Tæt på Plaza España. Jeg nyder den mad, jeg får der. Jeg tilbringer det meste af min tid der.

JEG ER IKKE GOD til at vågne om morgenen. Det er ikke det mest naturlige for mig. Der lægger sig en tristesse over mig. Jeg bliver faktisk deprimeret. Heldigvis bliver det bedre i løbet af dagen, meget bedre, ellers ville det være uudholdeligt. Da jeg boede i mit hus i Jacmel før jordskælvet, gik der også altid et godt stykke tid, før jeg bevægede mig fra soveværelset og nedenunder for at spise morgenmad.

JEG HAR JO VÆRET FAST på Haiti i over 30 år. Haiti overgår alt andet. Jeg var første gang i Port-au-Prince i 1982. Det var en eksplosion af indtryk. Farver, lyd, lys, musik. Jeg havde længe før det været draget af Haiti, efter jeg havde læst Graham Greenes bog om Hotel Olufsson, ’The Comedians’.

Dengang var landet ledet af Baby Doc (Jean-Claude Duvalier, Haitis præsident fra 1971-1986, red.), før Jean-Bertrand Aristides (Haitis første demokratisk valgte præsident, red.) tilbagevenden.

I de år skete nogle af de mest dramatiske episoder i Haitis historie. Jeg meldte mig under fanerne for Politiken og blev deres mand på stedet. Jeg fik mig etableret som professionel oplever, en rejsende på arbejde.

SELVOM ALLE hele tiden fraråder mig at tage derover, skal jeg snart tilbage til Haiti. Jeg læser dagligt en masse korrespondancer om landet. Det er ikke gode nyheder. Der er næsten borgerkrig.

Men det er stadig vigtigt for mig at tage derover, selvom det er farligt. Det refugium, Asger og jeg er ved at opbygge i Cap-Haïtien, er også vigtigt. Det handler om at dele ud af den kærlighed til Haiti, som vi har. Så også andre kan opleve det.

DET ER VED AT BLIVE SENT for mig at genopdage verden. Jeg har været i Kina én gang, det gider jeg ikke. Til gengæld kan jeg godt lide Indokina. Vietnam og Thailand og Laos har jeg kastet min kærlighed på. Men for det meste rejser jeg tilbage til de steder, jeg kender. Spanien. Frankrig. Paris. Normandiet. Der suger jeg livet til mig.

DEN BEDSTE RESTAURANT, jeg nogensinde har været på, ligger i den vestlige del af Frankrig, syd for Bordeaux. Det er den trestjernede Michelin-restaurant Les Prés d’Eugénie, som er ejet af Michel Guérard.

Alt på det sted er i fuldstændig symbiose. Det er så smukt på alle måder. Man bliver modtaget helt overstrømmende og installeret ved bordet med udsigt til himlen. Man bliver taget hånd om. Det er meget luksuriøst.

AT LANDE I DANMARK er stadig noget helt særligt for mig. Jeg kan godt lide at være her. Det betyder meget for mig at se alle folk. Jeg har travlt, når jeg er hjemme. Gamle venner, familie, aftaler. Normalt bor jeg hos Asger i hans lejlighed ud til Søerne. Morgenerne med lyset og brændingen i vandet er noget af det smukkeste, jeg har set.

NÅR JEG ER HJEMME, skal jeg ud at spise smørrebrød. Schønnemann er alle tiders. De har en sild, der er opkaldt efter mig. ’Jørgens syltede sild’ hedder den. Lumskebugten er også i orden. De laver altså god mad. Men Møntergade er det bedste. Der kommer jeg meget. Det er himmerige. Med snaps til. Det er helvedes godt.

MEN JEG SKAL IKKE have et fuldt måltid. Jeg gider ikke de der kæmpe frokoster, som man fx får i Spanien. Det kan jeg ikke. Der er jeg mere til den danske model. En kryddersild. En O.P. Andersson i glasset. Og så måske nybagte vafler med syltetøj. Ja tak.

JEG TROR, jeg altid vil arbejde. Jeg når aldrig hen til et punkt, hvor jeg ikke vil lave noget. Jeg er stadig nysgerrig. Selvom jeg har svært ved at få mine ben til at gå ordentligt.

TIDLIGERE I ÅR mistede vi Henrik Nordbrandt. Han var min ven. Jeg satte Henrik meget højt som digter. I sin tid mødte jeg ham i Fuengirola, hvor han var rejseguide for Spies. Det kan man godt have svært ved at forestille sig i dag. Vi boede på det samme hotel. Jeg lærte ham at kende, selvom han var lidt yngre end mig.

JEG ER HELE TIDEN bange for, at mine venner skal gå bort. At jeg skal miste dem.

DØDEN LIGGER og venter. Den er uomgængelig. Når det er sagt, så synes jeg, jeg har levet. Jeg har levet godt. Jeg fortryder ingenting. Jeg har fire fantastiske børn. Og et væld af børnebørn.

REJSEN ENDER på et tidspunkt. Det ved jeg godt. Jeg håber bare virkelig ikke, at den ender snart.