DET VAR FRA en kollega, som havde snakket med forsangeren i det ene ud af de to Johnny Madsen coverbands, der eksisterer i Danmark, at jeg i foråret hørte, at Johnny Madsen måske ikke havde lang tid igen.
Hun fortalte det til mig, fordi hun vidste, at jeg elsker Johnny Madsen.
I løbet af sommeren skulle min kærestes farmor så til Fanø, øen, hvor Johnny Madsen i nu mange år har resideret. Jeg nævnte for farmoren, hvad jeg havde hørt, og jeg spurgte, om hun ikke lige kunne tjekke, om der var noget om snakken.
Nogle dage senere sendte hun mig en SMS. Hun havde forhørt sig i Madsens galleri – på sine ældre dage var han jo blevet en endog temmelig succesfuld maler – og jeg kunne godt tage det roligt. Godt nok var Madsen hårdt ramt af nogle forskellige ting, men døende var han ikke.
Den hvæsende spillemand havde alligevel ikke sunget sin sidste sang, ikke fortalt sin sidste vittighed. Nu var det, tænkte jeg, kun et spørgsmål om tid, før en omfattende Danmarksturné, gående igennem den ene mere aparte landsby efter den anden, ville blive annonceret.
Men så, i løbet af eftermiddagen mandag den 4. november, sov Johnny Madsen stille ind i sit hjem på Fanø.
JEG HAR INGEN anelse om, hvornår jeg blev introduceret til Johnny Madsen. Jeg har kendt til ham, så lang tid jeg kan huske. Når vi spiste aftensmad ude på det landsted, hvor min far boede, og vinden hev i træerne i mørket uden for de slidte vinduer, hørte vi Johnny Madsen. Når vi kørte i den gamle bil med musvågefjerene skubbet ind bag solskyggen, hørte vi Johnny Madsen.
Det var ikke, fordi Johnny Madsen var vores families åndelige anfører eller det ypperste musik, vi kunne komme i tanke om. Det passede bare altid godt ind. Som om han med sin tone midt imellem lethed og alvor altid kunne bruges.
Siden blev jeg voksen og fik min egen skrammelbil, hvori jeg udelukkende kunne høre CD’er. Jeg havde alt mulig uovertruffet, rockgudsagtigt liggende i bilen. ’Blonde On Blonde’, ’Exile On Main St.’ osv. Men hvis sandheden skal frem, og det skal den, nu hvor Madsen ufatteligt nok er død, så sled jeg allermest på den over en time lange liveplade ’De Tørre & De Bedste’ fra 2007.
Orkestret på den optagelse er trioen Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From. Det var Madsens indendørshold, og de var virkelig – og det skal man vide før noget som helst med shampooer mod træt og viljeløst hår – et formidabelt orkester. Jeg sidder og genhører det lige nu, og det svinger så fedt, mand.
Optagelsen er også et glimrende eksempel på Madsens anden virtuositet udover det rent musikalske, nemlig hans evner som humorist. Det er nok ikke for alle, men det er for alle, dér, hvor jeg kommer fra.
Mellem hver en sang lirer han den ene mere eller mindre sofistikerede vittighed af efter den anden. Som når han fortæller, at han udmærket ved, hvornår han mistede sin mødom. Han har nemlig stadig kvitteringen. Eller som når han fortæller, at man i hans familie altid har haft tradition for at bære fuldskæg. Også blandt mændene.
”Sådan er det,” siger han så. Ja, sådan var det.
Johnny Madsen sagde det, som det var. Det gjorde hans fans også. Jeg kan huske engang, jeg hørte ham spille under åben himmel i Aalborg. Det var sommer, og vennerne og jeg stod ret langt fremme og skrålede som tossede. På et tidspunkt prikkede en lavstammet kvinde mig på ryggen. Hun mente, at nu havde jeg nok stået dér længe nok, og hun kunne ingenting se for mine næsten to meter. Jeg grinede lidt ad hende. Men det var ikke for sjov. Jeg burde stå nede bagved, sagde hun, så folk, der ikke var lige så høje, også kunne se noget.
Sådan er det.
DET ER FØRST NU, hvor han er død, at det åbenbarer sig for mig, hvor genialt et navn Johnny Madsen var. Altså genialt for netop ham, den Johnny Madsen, der blev født en forårsdag i Thyborøn i 1951 og døde på Fanø en novemberdag 73 år senere.
Johnny, dette angelsaksiske spillemandsnavn, i ledtog med seks bogstavers dansk svinekotelet. Johnny. Madsen. Countrybluesen møder thybonismen, westernstrengenes twang henover et spil terninger. Og så én på kassen.
Og er det ikke alligevel to sider af samme mønt? Det var det i hvert fald for Johnny Madsen.
Med årene blev Johnny Madsen kult. Han sagde så mange sjove ting, at nogen oprettede en hjemmeside udelukkende bestående af dét. (En personlig favorit: ”Verden er uretfærdig: Man skyder Lennon, men lader Lilholt gå fri”). Han blev halvrig på at male billeder, og en nat – lige inden en vist nok ret væsentlig udstilling – malede han briller på alle sine motiver.
Og til sidst blev han også ikke bare randområdernes trubadur, men (næsten) hele Danmarks trubadur med aftener på Det Kongelige Teater og det hele.
HAN VAR EKSPONENT for en tid før reguleringernes indtog. Før korrektheden, før renheden. En frihedens fedtede bannerfører.
Han var også en sammensat skikkelse, der på en lidt mærkelig måde lod til at være ret bevidst om sin kost, spillede sindssygt meget golf (i Spanien) og var kæmpefan af Messi.
I 2016 – i forbindelse med et show på Det Kongelige Teater – fortalte han til BT, at han på en tur sammen med sin kæreste til Barcelona havde betalt 6.000 kroner per billet for at komme ind og se Messi og resten af byens hold. Men da han kom ind på stadionet, fandt han til sin uoverstigelige forskrækkelse ud af, at man ikke måtte ryge, og så skred han i raseri derfra og så kampen på en bar i stedet.
Jeg tror – mere end noget andet – at det altid har været Madsens krattede, bævrende, ufine stemme, jeg har holdt så pokkers meget af. Det er en velkendt, beroligende havn at ankomme til. En saltlakrids på en bølgefuld søfart. Et spændebånd henover en vakkelvorn lastvogn. En cigaret i min mors køkken.
Således er der også en tryghed i at vide, at jeg altid vil kunne sætte ’Bag bakken’ på, når jeg bevæger mig halv-/helfuld hjem fra en eller anden sammenkomst, sanseligt begrænset og udvidet. Og så kan jeg gå der og plaske rundt i aftenmelankolien, der strømmer ned fra den lange himmel.
Hvil i fred, Johnny Madsen. I nat lyser stjernen bag bakken, og menuen står på jordbær, hindbær og Carlsberg.
