Jonas Hecksher var stofmisbruger som 10-årig. I dag driver han typografibureauet e-Types og står bag nogle af Københavns mest populære restauranter

Jeg er ordblind. Jeg kan godt se forskel på bogstaver og læse, men nogle gange bliver det hele til små tissemyrer, der stikker af. Det er en af grundene til, at jeg altid har fundet det fascinerende at tegne bogstaver og alfabeter. Jeg kan godt lide, at man kan sætte bogstaverne sammen og få en betydning ud af det.

Når du tegner en skrifttype, tegner du ikke det sorte, altså selve bogstaverne. Du tegner alt omkring. Det hvide. Hvis de hvide rum ikke er behagelige, fungerer det ikke.

Det sværeste ved at lave skrifttyper er, at andre skal synes, deres ord ser fede ud. Det er jeg lykkedes med med skrifttyperne ’Berlingske’, der i første omgang blev lavet til avisen, og ’Italian Plate’, der er inspireret af italienske nummerplader fra 60’erne. Med dem har jeg ramt et eller andet. Ligemeget hvad du skriver, så ser det fedt ud.

Min far havde sit eget reklamebureau, da jeg var barn, og jeg designede mit første bogstav som 8-årig. Men alt det forsvandt hurtigt ud af mit liv, for jeg var ret vild, da jeg var helt ung. Da jeg var 10, røg jeg ud i et stofmisbrug. Det var ikke et oprør mod mine forældre, de var fantastiske og har givet mig en god opdragelse. Jeg ville bare prøve det hele. Det var jo skidesjovt at være skæv og male graffiti.

Jeg stak ret meget ud i forhold til resten af min vennegruppe. Jeg havde pli og talte affekteret. Jeg er opvokset i Gentofte og lød som en, der havde en golfbold i munden.

Da jeg var 12, stak jeg af hjemmefra, og så gik det fuldstændig galt. En af mine venners mor var dranker, og vi flyttede ind i hendes kælder i Hvidovre, hvor vi hang ud og lavede en masse ballade. Der var ingen konsekvenser.

En dag lavede politiet en razzia i kælderen, og jeg røg direkte på en døgninstitution. Min sagsbehandler gav mig to valg: Sct. Hans (psykiatrisk hospital, red.) eller ud og sejle med et skoleskib. Jeg valgte skoleskibet. Kaptajnen, Flemming, betragtede os som voksne mennesker og gav os pligter. Det reddede mig.

Efter skoleskibet kom jeg i lære som kok. Vores italienske familievenner spurgte, om jeg ville hjælpe på deres restaurant en sæson. Jeg sagde ja og fløj til Sardinien. Min kokketid i Italien er en af grundene til, at jeg aldrig får stress. Vi arbejdede så fucking hårdt.

Vi startede tidligt om morgenen med at preppe til frokost og aften. Når frokosten var færdig, havde vi siesta på stranden — uden solcreme, så vi blev helt bankede — og så tilbage på restauranten for at køre aftenholdet, inden vi sluttede af på diskotek. Og så op igen næste morgen og gentage det hele.

Da jeg kom hjem til København, lavede jeg ingenting. Jeg drak vin og sprut, gik i byen, var mærkelig og malede oliemalerier. Jeg var livsnyder. Når jeg manglede penge, tog jeg weekendvagter som kok eller hjalp min far med at tegne tilbudsaviser til Irma.

I al hemmelighed lavede min far et portfolio af mine skrifttyper og sendte det afsted til designskolen (Det Kongelige Danske Kunstakademi, red.). Jeg kom ind, selvom jeg ikke engang havde en 9. klasses eksamen. Det sagde vi ikke til nogen.

På designskolen mødte jeg en masse drenge, der også interesserede sig for typografi, og vi slog os sammen og skabte e-Types i 1997. Vi arbejdede konstant, og når vi ikke arbejdede, festede vi. Designbranchen var så fucking kedelig, og vi var de vilde unge, der var ligeglade med de ældres normer. Det behøvede ikke være ordentligt og pænt.

Vi ville smadre verden, finde på nye systemer og måder at arbejde med identitet på. Dengang var vi fem partnere og en masse hangarounds. Men vi havde kun to computere, som vi deltes om. Det første, vi brugte penge på, var en pinball-maskine. I dag er vi kun to af de oprindelige partnere tilbage. Nogle er gået i fordragelighed, andre har smækket med døren og svinet os til. Penge mellem venner kan være altødelæggende.

Under finanskrisen var vi tæt på at lukke og slukke e-Types. Næsten alle blev fyret. Det hårdeste var dog at fyre min far, der havde arbejdet for os en del år. Jeg havde så dårlig samvittighed og ville gøre det selv. Vi mødtes hos ham, åbnede noget vin og snakkede og snakkede om Italien, tennis og skiferier. Jeg kunne ikke få ordene ud. Efter den femte flaske krøb jeg til korset.

Min fars eneste kommentar var, at jeg godt kunne have ventet i to år, så han kunne have fået den store pension. Vores forhold er godt i dag, men der var et par år, hvor det var anspændt.

I 2016 åbnede jeg restauranten Mangia med Philip Skovgaard (ejer også BEVI BEVI og Bar la Una, red.). Jeg har altid drømt om at have mit eget sted, men jeg gjorde det mest for at redde min passion for design. Jeg var kørt fuldstændig død i mit arbejde. Jeg følte, at jeg sad og lavede ligegyldige logoer til ligegyldige virksomheder bare for at tjene penge. Det føltes som en fabrik.

Philip og jeg deler en passion for italiensk mad. En aften var vi mega stive, og der gik pasta i den. Vi mente begge, at det var umuligt at opdrive dejlig pasta i Danmark, så vi besluttede at skabe Mangia, der laver rigtig italiensk mad.

Det første halve år stod jeg bag baren, og jeg følte virkelig, at jeg levede. Alle, jeg kendte, kom ned, og der skulle være god stemning, så jeg var hele tiden beruset. Det var fandme sjovt, men til sidst måtte jeg også sige stop, for jeg brændte mit lys i begge ender.

Jeg hader det lunkne, jeg fucking hader det ligegyldige, jeg gider ikke arbejde med det. Jeg er i konstant jagt efter de her aha-oplevelser. Om det så er at sejle over Atlanten, åbne en italiensk restaurant eller blive skudt ud i rummet, som jeg går og drømmer om. Jeg gider ikke sidde som gammel og ikke have nået alt, jeg ville. Livet skal sættes på spidsen.