Aarhus' mest omdiskuterede bydel begynder at blive populær: ”Om sommeren er udendørspladserne smækfyldte”
Jonas Kring, der er kommerciel direktør (og pedel) i markedshallen Nicolinehus på Aarhus Ø, guider til de bedste spots på den omdiskuterede ø, der efter en række udfordrende opstartsår for alvor er ved at være oppe i omdrejninger. Fra afhængighedsskabende dumplings til Danmarks højeste punkt.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Visit Århus, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Det er en kold decemberdag, mens vi taler sammen. Hvad er det bedste at lave på Aarhus Ø lige nu?
”Når vejret er, som det er nu, er det i høj grad en gåtur rundt på øen, der trækker. Man starter måske langs lystbådehavnen og går ud til Aarhus Øje, Danmarks højeste punkt, som lige er blevet færdigt. Der kan man tage en tur op til toppen på 43. etage.
Annonse
Videre forbi Bassin 7, der er tegnet af Bjarke Ingels Group. Og så slutter man måske inde hos os, hvor vi har 700 siddepladser i markedshallen.
Det er øens store forsamlingshus. Sådan er der rigtig mange, der bruger øen. Ud at gå en tur og så lige ind og få varmen med en kop glögg.”
Hvad er der ellers at give sig til, når der er koldt?
”Badeklubber er jo blevet populært i hele landet. Også her. Vi har et havnebad, som – selv her i vinteren – er proppet med mennesker i weekenden. Der er virkelig mange vinterbadere herude.
Ofte hopper folk i sauna efterfølgende, hvorefter de så skal have noget at spise. Det er på mange måder blevet et gastro-turistmål. Der er flere restauranter end noget andet. Alt fra Michelin-restauranter til os, der har 13 restauranter i hallen.
Aarhus Øje har også lige åbnet en restaurant. Et af mine egne yndlingssteder er Vesterlauget, som er en totalt hyggelig madbodega. De har ikke lige så meget plads som os, men til gengæld har de en anden hygge. Det ligger lige ud til Bassin 7. Der kan jeg godt lide at gå over og få en kop hvid glögg.”
Annonse
Hvor lang tid har I været i gang i Nicolinehus?
”Vi åbnede i februar, så vi har eksisteret i lige knap et år.”
Og hvad er status egentlig i det hele taget på Aarhus Ø lige nu?
”I begyndelsen fik stedet en hel del hug både lokalt, nationalt og internationalt for ikke at have ægte byliv. Og for to år siden var det heller ikke lige så spændende at være herude.
Men nu er det virkelig ved at være fedt. Der er sket en hel masse, som har fokus på byliv i gadeniveau. Men det er stadigvæk nyt i folks bevidsthed. Jeg er selv vokset op i Aarhus, og i min barndom var det jo ikke et sted, jeg kom.
Hver dag møder vi mennesker, der aldrig har været herude før. På den måde er det stadigvæk noget, der er på vej.”
Har I kunnet mærke en forandring inde i Nicolinehus, efter der er blevet koldt udenfor?
Annonse
”I den grad. Om sommeren er udendørspladserne smækfyldte. Hver en solskinsplet indtages. Nu er der drønkoldt, og så søger folk indenfor. Det skaber en anden stemning. Vi er stadig ved at finde ud af, hvordan vi bedst griber de kolde måneder an.
Vi kan mærke, at vi i højere grad bliver et forsamlingshus, hvor man kan komme og spille banko, quizze, eller hvad det nu måtte være af folkelig aktivitet. Sidde indenfor og hygge og spise æbleskiver og drikke glögg. Gastro-delen træder endnu mere frem, når der er koldt udenfor.”
Har du en favoritret inde fra jeres eget hus til at lune dig på i vinteren?
”Uha, du beder mig om at vælge et af mine børn. Men vi har nogle håndlavede Sichuan dumplings. De er så afhængighedsskabende. Jeg kan spise dem igen og igen. Og fordi de ligger i en soya-chilisauce, så giver de lige varmen. Og en følelse af, at man pludselig er ude at rejse – bare ved smagsindtrykkene, de giver.”
Hvordan har du det selv i vintermånederne?
”Jeg kan ret godt lide det. For mig er det en hyggetid. Men jeg er også halv nordmand, så jeg kan godt lide sne og kulde og har stået langrend hele mit liv. Jeg cykler hver dag på arbejde, fordi jeg godt kan lide kulden i kinderne.
Men hvert år, når vi når februar, kan jeg godt mærke, at det gerne snart må blive Aperol Spritz-ude-på-terrassen-tid.
Også fordi: Hvis Aarhus Ø er fed om vinteren, er det en diamant om sommeren. Eller man kan måske sige, at Aarhus Ø om vinteren er små diamanter, der ligger under sneen, man lige skal finde frem.”
Hvis du trænger til at få løftet humøret i slutningen af februar, hvor går du så hen i Aarhus?
”Om vinteren har jeg om muligt endnu mere behov for de lidt eksotiske oplevelser, hvor jeg føler, at jeg kommer lidt væk. Der er et sted nede i Jægergårdsgade, der hedder Bar’ Habla. Du kommer ind, og du får ikke noget bestik, og hvis du gør, bliver det næsten kastet på bordet.
Der er en sydlandsk, næsten ubehøvlet stemning, samtidig med at stedet er supercharmerende. Du får tapas fra hele verden, der er høj musik. Når jeg sætter mig derind, så føler jeg, at jeg er et helt andet sted.
Og ellers får jeg virkelig meget energi om vinteren ved at dyrke noget sport. Mens resten af landet har fået øjnene op for padel, har jeg virkelig fået øjnene op for squash. Så et spil squash og så bagefter ned og få et glas på Bar’ Habla. Det gør mig sgu høj, det gør!
Og hvis det skal være noget med ungerne, så kan jeg godt lide at tage med dem ned i Den Gamle By. Det er et klassisk turistmål, men det er fuldstændig magisk.”
Aarhus Ø
Siden 2008 har Aarhus Ø skudt op lidt ad gangen ude ved Aarhus’ havnekaj. Igennem årene har projektet måttet stå på mål for en del kritik, men nu er bydelen for alvor ved at tage form.
Den byder bl.a. på iøjnefaldende byggerier som Lighthouse, Isbjerget, Nicolinehus, en hel del muligheder for vandaktivitet samt en stribe af restauranter – fra Michelin-restauranten Substans til madbodegaen Vesterlauget til de mange forskellige restauranter i markedshallen Nicolinehus.
Der er pr. 2023 over 5.000 indbyggere på Aarhus Ø. På sigt er ambitionen, at den skal kunne huse 12.000.