Jonas og Marcel er stilladsarbejdere: ”Man skriver lige til sin makker først, inden man melder sig syg til chefen”

”Vi bruger mere tid sammen med hinanden, end vi gør med vores koner, ikke Jones?” lyder det på klingende jysk.

Marcel Malmkvist og Jonas Nørskov er netop hoppet ud af førerhuset i deres lastbil. Det er meningen, at jeg skal med dem på arbejde, og jeg har sat dem stævne på den stejle Ny Munkegade i midten af Aarhus. Men ved ankomsten ser jeg, at stilladset allerede er sat op. Et banner med et firmanavn blafrer voldsomt i vinden.

”Vi skyndte os at sætte det op, så det ikke begyndte at blæse for meget,” informerer Jonas Nørskov mig om, da jeg spørger, hvor meget de mangler at sætte op af dagens stillads.

”Men der er en tom lejlighed inde i bygningen, hvor vi kan snakke.”

Det var ellers lige før, at interviewet slet ikke blev til noget. Tre dage tidligere tikkede en SMS ind: ’Marcel er blevet syg, og han ved ikke, hvornår han er rask igen.’

Heldigvis er sygdommen hurtigt overstået, og nu står vi altså her.

Godt at se, at du er blevet rask igen, Marcel. Hvordan foregår det egentlig, når en af jer bliver syge?

”Man skriver lige til sin makker først, inden man melder sig syg til chefen,” siger Marcel Malmkvist og kigger over på Jonas Nørskov, der nikker bekræftende tilbage.

”Ja, det er rart at vide. For man ved, at det bliver en dårlig dag, når ens makker ikke kommer, og så kan man lige indstille sig på det,” siger han.

Jonas Nørskov og Marcel Malmkvist er begge iført arbejdstøj. Sko med kraftig snude, praktisk jakke, bukser med reflekser, halsedisse og hue.

”Og hvis nu en af os ikke er mødt op klokken 05.30, så skriver man lige: ’Hvor fanden bliver du af?’, også selvom vi egentlig først møder lidt senere,” siger Marcel Malmkvist.

”Ja, for det er jo der, vi plejer at møde, og så skal man sgu også være der,” tilføjer makkeren.

Hvorfor er I blevet stilladsarbejdere?

”Jeg er egentlig uddannet tømrer, men under finanskrisen var der ikke en skid at lave, så jeg valgte at blive stilladsarbejder i stedet, fordi min far også har været det, og han skaffede mig et arbejde. Det er fedt, fordi du ikke er afhængig af nogen andre end din makker, og du får lov til at være meget udenfor,” siger Jonas Nørskov.

”Der er også mange i vores omgangskreds og familie, der arbejder og har arbejdet som stilladsarbejdere – så det kom meget naturligt,” tilføjer Marcel Malmkvist.

Hvordan blev I makkere?

”Vi arbejdede begge i et andet firma før, hvor vi blev enige om, at vi gerne ville køre sammen. Det er tre år siden. Vi er jævnaldrende, hvilket er fedt, for så slipper man for at køre med nogle af de gamle røvhuller. Vi har meget at snakke om, også selvom vi nogle gange kommer til at råbe lidt ad hinanden,” siger Jonas Nørskov.

”Ja, men det går hurtigt over, når vi gør det, vil jeg sige,” indskyder Marcel Malmkvist.

Hvad taler I så om i pauserne?

De kigger smågrinende på hinanden og ser ud til at overveje, hvor meget de skal afsløre.

”Altså, vi kan da tale om det hele. Det kan sagtens være, hvis man er lidt irriteret på konen derhjemme, eller...” starter Marcel Malmkvist.

”Tit sidder vi også i lastbilen og kigger på folk, der går forbi,” afbryder Jonas Nørskov og fortsætter.

”Så snakker vi lidt om dem. Vi laver også meget sjov internt og laver parodier på vores kollegaer, hvis de har sagt noget sjovt.”

”Jeg tror, at vores kærester derhjemme nogle gange kan være lidt trætte af det, fordi vi kommer til at tage den humor med hjem, og så aner de ikke, hvad vi snakker om,” tilføjer Marcel Malmkvist.

Bliver I aldrig trætte af hinanden, når I er så meget sammen?

”Det her kan nok godt beskrives som et parforhold. Nogle gange går vi da og vrisser lidt ad hinanden, uden at vi ved hvorfor. Man har bare lyst til at provokere hinanden lidt,” siger Jonas Nørskov.

Marcel Malmkvist sparker lidt i gulvet med den tunge støvlesnude, mens han griner. ”Men så klarer vi den altid med at drikke en Monster sammen,” siger han.

”Ja, en energidrik, så kører den igen,” tilslutter Jonas Nørskov sig.

Hvordan vil I beskrive jeres arbejde for en, der ikke aner, hvad en stilladsarbejder laver?

”Det er Lego for voksne, hvor brikkerne bare er lidt tungere. Der er en, der står i bunden og sender dele op, og så er der en, der står i toppen og samler det,” forklarer Marcel Malmkvist.

Han ser over på Jonas Nørskov, som nikker: ”Et stillads på en tre-etagers ejendom som denne her tager en dags tid at sætte op for os. Hvis man ikke kører med sin faste makker, kan det godt tage længere tid. Hvis man fx har en lærling med, hvor man ikke bare ved, hvad den anden vil have, men hele tiden skal stå og råbe ned fra stilladset – så går det bare lidt langsommere, ikke?”

Er det vigtigt i jeres fag at have en god makker?

”Selvfølgelig er det det. Man skal kunne stole på, at tingene bliver udført ordenligt, så der ikke pludselig er noget, der falder sammen om ørerne på en,” siger Marcel Malmkvist.

Har I stået i farlige situationer i jeres job?

”Nej, vi har aldrig været på et stillads, der er braset sammen. Og vi har heller ikke prøvet at falde ned. Men man får da nogle gange lige et sug i maven. Den anden dag tabte jeg et kødben, altså et lille jernrør, hvor Marcel var ved at få det i hovedet. Jeg nåede at råbe: ’Pas på,’ så han kunne hoppe til siden – og så har han jo også hjelm på,” siger Jonas Nørskov.

Kigger I nogle gange ind ad vinduerne til de hjem, I arbejder ved?

”Det er svært at undgå det, men det er ikke sådan, at vi står og lurer. Engang, mens vi gik på et stillads, brugte jeg et vindue som spejl, og stod og rettede på håret. Lige pludselig kiggede jeg ordenligt efter, og så kunne jeg se fire damer, der sad og spiste frokost inde i stuen. Det var lidt pinligt,” fortsætter han.

Hvad er det mærkeligste, I har set?

”Det kan være sjovt at gå forbi vinduerne på de forskellige etager og se, hvordan folk har indrettet sig. Så kan der være en topmoderne lejlighed på første sal og en lejlighed med tæpper og nikotingule vægge på anden sal. Det underligste er dog folk, der har sex eller er nøgne, mens vi arbejder lige udenfor. Men hvis man ser det, så lader man bare som ingenting og går videre,” siger Jonas Nørskov.

Hvad er det bedste og det værste ved jeres makkerskab?

”Jeg er lidt en hidsigprop, og Jonas er rigtig god til at sige til mig, at: ’Nu vi tager vi det lige stille og roligt og trækker vejret.’ Det er nok det, der både gør ham til den bedste og den værste makker for mig – for det er jo pisseirriterende i situationen, at han står og siger til mig, at jeg skal slappe af, når jeg er hidsig,” siger Marcel Malmkvist.

”Du kan godt blive lidt hidsig, når tingene driller, det er rigtigt. Jeg synes til gengæld, at den bedste ting ved Marcel er, at han ikke er så høj, og det er meget smart, når vi skal igennem en kælder …” griner Jonas Nørskov og fortsætter:

”Ej, det er gas. Det er fedt, at vi har den samme humor, og at vi, selvom vi gør tingene forskelligt, altid finder ud af det sammen. Marcel behøver heller ikke at fortælle mig, hvad jeg skal sende op til ham, når jeg står nede i bunden af stilladset. Vi behøver nærmest ikke snakke sammen udover i pauserne. Det spiller bare.”

”Jeg tror, det er svært for os at sige, at en af os har en virkelig dårlig egenskab – for så ville vi ikke være et makkerpar. Man kører ikke sammen ret længe, hvis det ikke fungerer, fordi vi ser hinanden så meget,” indskyder Marcel Malmkvist.

Hvad ville der skulle til for, at I gik hvert til sit?

De tygger begge længe på spørgsmålet.

”Det skulle nok være illoyalitet – altså hvis en stak den anden i ryggen. Det vigtigste er, at vi altid kan regne med hinanden. Så hvis Marcel har sagt noget til vores chef, som jeg måske ikke er helt enig i, så bakker jeg ham op alligevel,” siger Jonas Nørskov.

”Det er jeg helt enig i, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det kunne ske for os,” tilføjer Marcel Malmkvist.

Så I tænker, at I skal arbejde sammen, indtil I skal pensioneres?

”Ja. Hvis en af os blev fyret eller ikke vil være i det firma, vi arbejder for nu, så går vi begge to,” siger Marcel Malmkvist.

Jonas Nørskov stemmer i. ”Så finder vi et andet sted, hvor vi kan arbejde sammen. Sådan er det bare.”