Kaos er uundgåeligt i livet. Livet er kaos. Jeg forsøger at få kontrol over min del af det ved at skrive. Selve det at skrive er en måde at få orden i sit liv. En måde at forklare sig selv frem i livet. Efter jordskælvet i Haiti skrev jeg et kapitel om mine oplevelser. Det var en måde at overvinde det kaos, der opstod i mig og den efterfølgende depression. Litteratur kan være en slags terapi.
Jeg startede på min nye bog i Rom i foråret. Jeg har et slogan, der hedder: Se, hvad der sker. Se, hvad der sker. Det er en enkelt sætning, som alligevel er svær. Når jeg skriver, ønsker jeg at forvandle ingenting til noget. At forvandle ingenting til noget er alkymi. Når jeg skriver, skal jeg være i balance. Jeg skal være klar, når jeg sætter mig til at skrive. Jeg skriver ikke, når jeg er ude af balance. Jeg skriver på en blanding af kølig betragtning og ukontrollabel indre energi.
Man skal give plads til det uordentlige og det kaotiske. Både i samfundet og hos sig selv. Det er ofte i de mest uventede situationer, at god kunst opstår. Jeg har stor respekt for de selvdestruktive kunstnere. Dem, der går i stykker. Jeg har stor respekt for det at betale en pris. Det er også det, jeg tager op i forbindelse med cykelløb. Jeg er mere forstående over for doping end de fleste, fordi jeg har set, at man somme tider betaler en høj pris for at skabe noget stort. Vanviddet kan være lige i nærheden af det kunstneriske, skabende øjeblik.
Annonse
På et tidspunkt tiltrak destruktiviteten mig direkte, og jeg har skabt én film i en tilstand af vanvid. Det er min anden film, ’Se frem til en tryg tid’. Den er ikke mere intens eller bedre end nogle af de film, jeg efterfølgende lavede under mere kontrollerede forhold. Jeg blev klar over, at destruktiviteten rummede en absolut afgørende fare for mit liv, så jeg gled udenom den. Ikke på en fej måde, men på en bevidst måde. Myten om den selvdestruktive kunstner hænger fast, fordi der har været et absolut interessant mindretal, som har skabt deres kunst igennem selvdestruktiv adfærd. De brænder op inden for deres levetid. De går op i flammer. Det er umuligt at sige, om den kunst, der kommer ud den slags skæbner, er større end den, der kommer ud af andre. Selvoffer og selvdestruktivitet er en del af arvegodset i kunsten. Dem, der har krydset den linje, er kommet meget langt frem i indsigter og givet os værdifuld viden, som vi må tage imod.
Der er altid rodet omkring mig. Jeg er en samler, og jeg er flov over mit rod. Jeg vil ikke smide ting ud. Når jeg falder over noget interessant, så gemmer jeg det. Det kan i princippet smides ud, men jeg gør det ikke. Når jeg skriver, får jeg orden i mit rod, og mine mange noter bliver sat i en sammenhæng. Processen foregår mellem to poler. Den ene er den uorden, som jeg ufrivilligt har skabt omkring mig. Den anden er den følelse af kontrol og orden, når det er lykkes mig at fremkalde noget sammenhængende nyt. At leve langsomt er en måde at bevare kontrollen. Jeg forsøger at være langsom. Det er mit projekt. At leve langsomt. Det er et vigtigt projekt, synes jeg. Det er ikke noget, jeg siger, fordi det lyder interessant. Det er noget, jeg har besluttet mig for, og som falder mig naturligt.
Jeg kan ikke lide at se, når nogle digtere svækkes med alderen. Det sker nok ikke for mig. Alderen er kun en fordel. Så længe sprogets friskhed er der, og det er det jo i den grad hos mig, så bidrager alderen med en ny tone. Hvis intensiteten gik væk, så var det en skam. Jeg har stadigvæk lyst til at udforske. Selvom min krop forfalder, så vil jeg i overført betydning gerne tage flere skridt. Gå ud til grænsen. Kaosset bliver også mindre, men jeg bliver lettere forvirret, og jeg skal passe på for ikke at blive forvirret over de små ting i hverdagen.
I virkeligheden var jeg rasende over at være i Rom og skrive, fordi byen er så påtrængende, og hele tiden kræver min opmærksomhed. Det var nødvendigt at sætte rammer op for mig selv. Jeg ville ikke opsøge noget spektakulært. Kun bevæge mig i en lille radius og få mig nogle faste rutiner. De første ni dage skrev jeg intet. Der var intet. Afgrund. Så kom inspirationen på 10. dagen. Det er nærmest bibelsk. Pludselig synger teksten. Det er den lykke, man kan opnå som forfatter. At ens tekst begynder at synge. Det kan jeg enormt godt lide. Det sker heldigvis stadigvæk for mig. Jeg læser op af den her særligt dristige passage:
Nu er klokken 10.45, jeg har lige siddet og sovet over computeren. Gider ikke at gå ud. Gider ikke at blive her.
10.49: Det samme. Har sovet igen. Bemærker, at jeg har klædt mig på til at gå ud. Men gider ikke. Dagslys filtreret til grå hinde. Drikker lidt vand af et lille grønt plastikbæger.
Annonse
Nu er den 10.56. Jeg sidder her. Tænker på at rejse mig og gå ud. Min venstre hånd hvilede for et øjeblik siden tungt på tastaturet. Nu ikke mere.
Den er 10.59. Og nu endelig 11.00. Jeg tror, jeg rejser mig og går ud. Ville det ikke være en klog handling? En måde at komme i gang på.
11.02: Tiden tikker. Det er en gyser. Kan jeg komme op og ud?
11:04: Statement. Beslutning. Jeg sidder i mit værelse i det store hus.
11:07: Nu bryder jeg ud af det.
11:08: Nu. Jeg hører skridt på gangen. Der er nogen, der er i gang.
11:10: Jeg vil også gerne. Noget. Har jeg en plan? Nej. Ikke rigtig. Jeg gider ikke de ting, der er foreslået. Jeg tænker, at alt hvad jeg gider, er at gå over på museets café. Få en kop kaffe og en kedelig, hvid sandwich med kulørt skinke og salat.
Annonse
Jeg gider ikke skrive en roman. Jeg gider ikke plot. Overhovedet ikke. Det har aldrig interesseret mig. Jeg føler sanseligt, hvordan man bedst beskriver en tilstand. Det lyder kedeligt, men det er det jo ikke. Overhovedet ikke. Det her er et drama, og du vil gerne høre fortsættelsen, ikke? Men den får du ikke nu. Det kan du godt se.
Jørgen Leth har instrueret en lang række film, bl.a. ’Det perfekte menneske’, ’Stjernerne og vandbærerne’, ’Nye scener fra Amerika’ og ’De fem benspænd’. Han har bl.a. skrevet den selvbiografiske trilogi ’Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv’, ’Guldet på havets bund’ og ’Et hus er mere end en ting’. Er fast kommentator på TV 2 under Tour de France.
