Kamelæonens manual: I fodsporene på forføreren Mr. James

KUN DET BEDSTE er godt nok for Mr. James og hans venner. Han er en mand, der sætter pris på luksus, og at hans omgivelser føler sig godt tilpas. Derfor har han insisteret på, at vi mødes på Hotel Nimb, Tivolis femstjernede hotel med kuplerne midt i København.

”Havde du følt dig særlig, hvis jeg havde taget dig med på Baresso? Nej, vel,” siger han og peger mod vinduet, hvor vi fra vores bord har udsigt til plænen og springvand i Tivoli.

Mr. James er hjemmevant på Hotel Nimb. I receptionen genkender de ham med det samme, selvom han bærer mundbind, og de er på fornavn med hinanden. Da vi får sat os til rette i de bløde velourstole, bestiller Mr. James en cortado med havremælk, nogle skåle med mandler og oliven og anbefaler, at vi senere spiser deres salade niçoise, for ”den er faktisk røvgod,” siger han.

Mens vi sidder og venter på serveringen, kommer to herrer i jakkesæt pludselig over mod vores bord. Det viser sig, at det er underdirektøren for hotellet og direktøren for balletten i Tivoli.

”Vi kan jo ikke have hvem som helst siddende her, vel,” siger førstnævnte drillende til Mr. James, der afslappet svarer igen med et: ”Hva’ så, chef?”

”Jim, du er jo blevet en stjerne,” indskyder den anden med en vis forbløffelse i sin stemme.

Mr. James, der rigtigt hedder Jim Latrache-Qvortrup, er på kort tid kommet på alles læber. Ikke kun her på Hotel Nimb, men i hele mediedanmark. Det er sket på grund af en dokumentar om Nordkorea, der har titlen ’Muldvarpen’, og som journalist Mads Brügger har instrueret. I filmen så vi den på det tidspunkt ukendte Latrache-Qvortrup agere autodidakt undercoveragent på højeste CIA-niveau og manøvre sig rundt i det mest uhyggelige land, man kan forestille sig. Han satte livet på spil og maskerede sig som Mr. James, en ulastelig klædt og fiktiv oliemilliardær fra Skandinavien, der var villig til at lave big business med Nordkorea.

Før sin pludselige berømmelse havde Latrache-Qvortrup levet en tilværelse som jetset-kokainpusher i København, og fordi han havde begået sig i farlige og kriminelle miljøer, mente Brügger, at Latrache-Qvortrup var skræddersyet til ekstremt rollespil. Det må man sige, at Brügger fik ret i. Latrache-Qvortrup spillede højt spil, som det passede ham, og alle købte det.

I dokumentaren afslørede 48-årige Latrache-Qvortrup sammen med muldvarpen, den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, hvordan Nordkorea er klar til bryde internationale sanktioner ved ulovlig handel med våben og narkotika. Latrache-Qvortrup og Larsen blev præsenseret for en hel spiseseddel med våben, der var på niveauet lige under atomvåben, og som de kunne købe.

Afsløringerne har skabt genklang verden over. Sågar FN har sendt Brügger en invitation til et møde for at høre nærmere om hans viden. Og Mr. James er blevet årets antihelt. Latrache-Qvortrup, der har afsonet i alt otte år i fængsel for salg af kokain, føler, at filmen har renset hans navn.

”Alt falder i hak for mig nu. Jeg har gjort noget godt, synes folk pludselig,” siger han. ”Forældrene på min søns skole er også begyndt at kigge anderledes på mig, kan jeg mærke.”

MEN HVORDAN KUNNE en tidligere kriminel fra Holbæk tage fusen på nordkoreanske embedsmænd og overbevise dem om, at han var en rigmand, der ville investere millioner i diktaturet?

Latrache-Qvortrup må have en større indsigt i mennesker end de fleste. Det er det, jeg har sat mig for at undersøge de næste par dage i hans selskab. Han må kende til vores vaner og til vores svage sider. Han må vide, hvad vi ønsker at høre. Han må have en evne til at få os til at slappe af, så vi stoler på ham. Men egentlig er det ikke så kompliceret, siger han.

”Alle kan fucking gøre det her, hvis du bare sætter dig ned og kigger på folk. Kig på deres væremåder, hvordan de bevæger sig, og hvordan de går klædt,” siger han legende let og knaser i en lille håndfuld mandler med tænderne.

Underligt nok gør det ham kun endnu mere overbevisende og troværdig, at han bider demonstrativt i mandlerne for at understrege pointerne. Faktisk spiste han også mandler ved nogle af forretningsmøderne i dokumentaren. De fungerede som rekvisit i hans fupnummer.

Latrache-Qvortrup får også mig til at slappe af. Han skænker vand i mit glas uden at spørge. Han vil vide, hvad min kæreste laver. Og når han fortæller vilde historier, rejser han sig fra sin stol og sætter sig over til mig for at verificere, at de passer, ved at vise mig billeder og videoer. Han viser mig fx et foto af sin farfar, der står sammen med general Franco som soldat i den spanske legion. Han viser mig et brev, som Dronning Rania af Jordan har sendt til ham, fordi hun var interesseret i at investere i hans gamle firma, men mere om det senere. Og jeg ser en video af den vildeste penthouselejlighed med jacuzzi på tagterrassen og udsigt direkte til Christiansborg, som han låner, når han holder privatfester, og som koster 15.000 kroner i døgnet. Metoden virker på mig. Jeg tror på ham.

I det hele taget lytter man, når Latrache-Qvortrup fortæller historier. Man ser ikke, hvad der sker rundt om ham. Han ville kunne have vist mig et trylletrick, og jeg havde ikke luret ham. Halvt inde i vores interview spørger han mig forundret:

”Lagde du slet ikke mærke til, at det var Dronningen, som gik ind før?”

Jeg ænsede overhovedet ikke, at Dronning Magrethe kom gående en meter forbi vores bord i restauranten med sit store entourage af sikkerhedsfolk og mennesker, der er højt på strå. Mit blik var kun på Latrache-Qvortrup.

Jo mere, vi snakker, jo mere kommer hans rastløse energi dog frem i lyset. Han kan ikke lægge telefonen fra sig, og den ringer konstant. Benene er heller ikke længere kun over kors, nu klasker han det ene over armlænet på den flotte velourstol. Dronningen havde nok fundet det upassende. Men i dag er Mr. James kongen på Hotel Nimb.

Vi aftaler et nyt møde. Om tre dage skal han spise på en restaurant, der hedder Punk Royale i indre København, sammen med sin kone, sin nabo, advokaten og nogle forretningsforbindelser. Det skal jeg da også med til, synes han, og siger, at jeg skal aflyse alle mine aftaler dagen efter indtil middag.

”For du bliver teenagestiv,” advarer han mig.

ALLEREDE SOM BARN lærte Jim Latrache-Qvortrup at begå sig og navigere rundt under svære vilkår. Faren var fra Marokko, moren fra Vestsjælland, og de blev skilt, da han var syv år gammel. Latrache-Qvortrup flyttede med moren til Ladegårdsparken, et socialt boligbyggeri af beton i Holbæk. På skolen blev han set som det, man dengang kaldte for et problembarn, og han var et så forstyrrende element, at klasselæreren mente, at han skulle på en kostskole for adfærdsvanskelige børn. Latrache-Qvortrup var kun 12 år, da han med egne ord blev sendt fra reden, og den familiære symbiose blev brudt. Et livsvilkår, der igangsatte hans kamæleoniseringsproces, som han selv formulerer det.

”Når du i en så tidlig alder bliver taget væk fra dine forældre, som er dem, du normalt spejler dig i, er du nødt til at skabe din egen identitet. Jeg måtte selv lære, hvordan jeg kreativt kunne glide ind i en ny og stram struktur.”

På kostskolen var der få elever og til gengæld mange lærere i klassen. Tit skulle de have gruppesamtaler allesammen, hvor børnene skulle fortælle om deres problemer. Latrache-Qvortrup følte ikke, at han havde de store problemer at slås med – kun at han havde svært ved at koncentrere sig i timerne. Men han lurede hurtigt, hvordan han kunne gøre lærerne glade og få samtalerne overstået på kort tid. Det gjaldt om at smøre ekstra på historierne, vise selverkendelse og så ellers sætte remsen i gang med: ’Jeg skal nok blive bedre og stramme op.’ En taktik, der virkede som planlagt.

”Lærerne nød ligefrem, når man bekræftede dem i deres fordomme om én,” siger han.

Selvom han lærte at tilpasse sig, var prædikatet som problembarn ikke til at komme af med. Efter et år på kostskolen kom han på et børnehjem i Undløse nær Holbæk, men Latrache-Qvortrup fik dog lov til at komme hjem om aftenen og sove hos sin mor. Hun havde på dette tidspunkt mødt en ny mand, som gav den halvmarokkanske dreng øgenavnet ’Araber-Larsen’.

Også på børnehjemmet lærte han at glide ind, men det var bestemt ikke uden udfordringer. Han begynder at fortælle om en konkret episode, der fandt sted, og som endte med at få betydning for hans syn på autoriteter og samfundet. En dag fik Latrache-Qvortrup som sædvanlig lyst til at fyre en kommentar af til læreren midt i undervisningen. I dag kan han ikke helt huske sammenhængen. Han kan kun huske, at han sagde i noget i retning af: ’Nå, så det er vel derfor, at din kone ikke er tilfredsstillet?’ Læreren gik amok, husker Latrache-Qvortrup. Læreren flåede drengen ned på gulvet, råbte ham ind i hovedet og tog førergreb. Pludselig kom to andre lærere løbende og fik hevet manden væk fra Latrache-Qvortrup. Men i stedet for at spørge drengen, hvordan han havde det, spurgte de omsorgsfuldt deres kollega: ’Er du okay? Er du okay?’

Hvad Latrache-Qvortrup ikke vidste, var, at lærerens kone havde født to dødfødte tvillinger.

”Men hvor fanden skulle jeg vide det fra? Hvor vanvittigt er det ikke, at de mennesker, som skal passe på mig, viser mere omsorg for deres kollega i sådan en situation?”

Overfaldet satte sine spor i Latrache-Qvortrup, han mistede troen på uddannelsessystemet og følte, at det var ham mod hele verden. Noget, der forklarer, hvorfor han valgte en kriminel løbebane senere i livet, mener han.

”For hvis du føler, at du er taget ud af den samfundsmæssige kontekst og hele tiden har fået at vide, at du ikke er en del af noget, hvorfor skulle du så følge de andres regler og normer? Så finder du nogle mennesker, som minder om dig selv, og så følger du deres regler og normer,” siger han og fortsætter: ”I det kriminelle miljø er der jo mange, som minder om dig selv og din fortid, og så lærer man deres kodeks at kende, og de er langt mere familiære. Det er ikke så kompliceret. Man ryger bare over i en rytme og finder nogle mennesker og typer, som har det på samme måde.”

Som ung havde Jim Latrache-Qvortrup ingen drømme og ambitioner for sit liv. Kun at komme væk fra den ’lorteskole’. Efter børnehjemmet flyttede han hjem til en plejefamilie nær Assens på Vestfyn og kom i lære som bager, hvilket var kedeligt, og hvis arbejdstider om natten ikke var forenelige med at kunne feste. Han flyttede til København med en ven og havde forskellige småjobs, blandt andet solgte han reklamer til tekst-tv. Og så fik han pludselig lyst til at teste sine grænser af og meldte sig som 19-årig til den franske militærenhed Fremmedlegionen, der har hvervekontor i Aubagne nær Marseille. På vej hjem fra en rejse til Marokko med sin far besluttede han sig for at stå af i Paris og tage til optagelsesprøven. ’Du er bindegal,’ sagde faren, da han satte ham af ved en tankstation i den franske hovedstad. Men det føltes rigtigt at melde sig ind i ’verdens hårdeste hær’, og her lærte han aldrig at give op.

”Jeg vejede 69 kilo, da jeg startede i Fremmedlegionen og tog omkring 20 kilo på, mens jeg var der. Det var mest muskler, men også fordi jeg lige var i de sidste år af puberteten,” siger han.

Efter to år som faldskærmssoldat på Korsika havde han job forskellige steder i verden, han bestyrede en natklub i Spanien, og senere passede han børn i Californien. Og da han kom hjem til København i midten af 1990’erne, var techno-miljøet eksploderet på klubber som Nasa og Konrad. Han havde selv prøvet amfetamin nogle gange og blev fortalt af en bekendt, at folk var villige til at betale kassen for kokain. Han opdagede et uforløst marked.

”Jeg så nogle i min optik ikke særligt kompetente mennesker lave seriøse penge, og så tænkte jeg: ’Det burde jeg kunne gøre bedre.’”

For første gang i sit liv gjorde Jim Latrache-Qvortrup noget, han for alvor var god til: Han solgte kokain.

DRONNINGENS TVÆRGADE i det centrale København er mennesketom og november-dunkel. Punk Royale ser diskret ud, men da jeg bevæger mig nærmere hoveddøren, kan jeg spotte neongrønt diskotekslys, tåger fra en røgmaskine og høre det moldoviske popband O-Zone på anlægget med en sang, som de fleste har glemt for længst. Hvad er det for det sted, det her? Hvad skal vi dog her, Mr. James?

Det er torsdag aften, tre dage efter vores første møde. Om 10 minutter skal jeg igennem 16 retter og vodka i lange baner med Jim Latrache-Qvortrup og hans private selskab. Først ankommer to af hans forretningsforbindelser. En kvindelig direktør i Lars Seiers nye podcastplatform SpeakerBee og en af stifterne af højttalervirksomheden Soundboks. Begge ligger i forhandlinger med Mr. James om et samarbejde. Han er brandvarm for tiden.

”Vi er her med Mr. James,” forklarer de til dørmanden og bevæger sig indenfor.

Klokken slår 18, men Latrache-Qvortrup er ikke kommet til syne endnu. Fem minutter senere kommer han gående med raske skridt iklædt et skotskternet træningssæt og et par knaldrøde Puma-sneakers.

Han er omgivet af to kvinder, konen Nicoline og naboen Stephanie. Han giver mig en krammer og fører os ind på Punk Royale. Et sted, som han har forklaret mig, minder om Ungdomshuset eller et snusket værtshus, men hvor de to svenske gourmetkokke, der har restauranten, serverer den vildeste mad. Det skulle være en syret helhedsoplevelse og er Mr. James’ yndlingsrestaurant i København. Han har både spist her med svigermoren og dj’en Be Svendsen.

Det er halvsvært at orientere sig indenfor, for røgmaskinen har gjort det meget tåget, men jeg kan ane to andre selskaber i lokalet, der er fyldt med graffiti på væggene. Latrache-Qvortrup sætter sig ved siden af stifteren af Soundboks og gør plads på sin anden side til sin advokat, der er forsinket. Først får vi muslinger, og ved næste servering bliver vi udsat for en gimmick. Vi skal indtage kaviar på samme måde, som man gør det med et tequila-shot. Tjeneren placerer en god klat kaviar på hver vores hånd, som vi så spiser direkte af, og bagefter skyller vi ned med vodka. Der kommer også østers ind. Lidt senere drikker vi lys portvin fra en kanyle. Latrache-Qvortrup foreslår sin advokat, at de drikker dus, mens de sprøjter portvin ind i munden på hinanden. Alle morer sig i Latrache-Qvortrups selskab. Han introducerer hver enkel for hinanden og husker konsekvent, at han ikke må misse nogen af vores glas, når han skåler med os. Og han udbringer tit en skål og kan tilsyneladende tåle store mængder alkohol. I ’Muldvarpen’ så vi også, hvordan han drak to embedsmænd fra Nordkorea under bordet, mens de var på besøg i København.

På et tidspunkt lyser han ekstra op, da han præsenterer os for en leg og siger til tjeneren, at vi skal have ’Lykkehjulet’ på bordet. Det er en strafleg og en gimmick, som restauranten tilbyder mod betaling. Hvert felt i lykkehjulet rummer en straf, som man skal udsættes for, og alle otte personer i selskabet skal lege med, fastslår Latrache-Qvortrup.

”Kan I huske den barnlige glæde, når man så andre pisse på et stødhegn som lille? Det er samme glæde og samme dumme leg,” forklarer han os.

Latrache-Qvortrup melder sig som første mand. Han drejer på lykkehjulet, som stopper midt i feltet ’Naked’. Hermed skal han smide alt sit tøj inde i restauranten. En udfordring, der ikke skræmmer ham. Et halvt minut senere står Mr. James i bar røv og holder sig kun for de ædlere dele med et plastikforklæde.

Så bliver det min tur. Jeg lander på ’Russian cocain’. En straf, der lyder, at jeg først skal spise en lime med kaffegrums, så drikke et vodkashot og til sidst modtage en lussing af tjeneren. Tjeneren skåner mig ikke. Jeg får en syngende lussing. Alligevel kan jeg ikke andet end at grine, og Mr. James sidder også og hopper i sin stol af grin.

Jeg tænker, at Mr. James må være verdens bedste wingman. Du vil kunne gå ind på en bar med ham, udpege dig en kvinde, som du vil i snak med, og så vil han gå direkte over til hende og tale dig op til et helt urimeligt højt niveau. Problemet er nok bare, at kvinden formentlig hellere vil tale med Mr. James end med dig.

”Jeg har sagt til dig, at du ikke skal have nogen aftaler før middag i morgen,” minder han mig om og fortæller, at vi her klokken 22 fortsætter festen i en suite på Hotel d’Angleterre, som han har lejet for en nat. I mellemtiden drager vi i Netto lige før corona-lukketid og fylder poserne med energidrikke, rød sodavand, vodka, gin og tonic.

Jeg har aldrig før befundet mig i en suite på d’Angleterre, men de mondæne omgivelser kommer hurtigt til at ligne en hvilken som helst anden og rodet privatfest med flasker, glas og tilfældige jakker over det hele. Latrache-Qvortrups kone blander en brandbil sammen til mig, og jeg sætter mig i sofaen, hvor Latrache-Qvortrup gør mig selskab. Jeg må sidde lidt foroverbøjet og i en halvdårlig stilling, for han spørger, om jeg nogensinde har oplevet problemer med min nakke og begynder betænksomt at give mig en massage. I dag driver han sit eget massagefirma.

Der kommer flere personer til festen, men klokken 23 beslutter jeg mig for at tage hjem. Han havde ret, jeg er blevet teenagefuld, og fordi vi har aftalt at lave et nyt interview på hotellet klokken 12 i morgen, må jeg hellere komme hjem i seng.

”Går du allerede,” spørger han mig og får lige tilføjet, inden jeg går ud ad døren:

”Jeg har i øvrigt et par badebukser klar til dig i morgen.”

”Hvad skal jeg bruge dem til,” spørger jeg.

”Vi skal da i spa.”

JIM LATRACHE-QVORTRUP solgte kokain til jetsetterne i det københavnske natteliv. Kunderne var alt fra politikere og skuespillere til forretningsmænd, og det foregik typisk på natklubberne Nasa og Konrad.

”De her steder havde valgmuligheden mellem, om det var mig, der var der, eller nogle rockerlignende typer. Og der var det jo klart, at de valgte mig. Jeg havde altid pænt tøj på, var vellidt derinde, og jeg kunne ’blende’ ind, uden at der skete de store ting.”

Det var dog aldrig Latrache-Qvortrup, som henvendte sig til kokainkunderne, forklarer han. De kom altid til ham. Sådan skulle det være for at gøre det eksklusivt. Det handlede om at sige til folk, at de ikke måtte give hans nummer videre til andre, og så tog han med til morgenfester, hvor han sørgede for at line et par streger op til en ven på tidspunkter, hvor potentielle og interessante kunder lagde mærke til det, så de kom til ham og spurgte, om de kunne købe noget.

”Der er mange, som har sagt til mig: ’Du sælger død’. Men min forklaring har altid været, at jeg aldrig har solgt kokain til folk, der skulle struggle for at få råd til det. Jeg var engang oppe hos en mand, der lige skulle have en streg for at fejre, at han netop havde landet en deal til en million kroner,” siger han og uddyber:

”Når du ser folk, der er på toppen af verden, så tænker du ikke over, at du fucker deres liv op. Jeg har aldrig villet sælge heroin eller crack. Alle de folk, jeg solgte kokain til, havde succes, og så er konsekvenserne svære at få øje på.”

Men det retfærdiggør vel ikke at sælge coke? Det er et farligt stof at indtage…

”Ingen tvivl om, at kokain er pisse farligt og pisse vanedannende. Jeg har også selv prøvet kokain og amfetamin, men jeg har ADHD, så lortet virker jo ikke på mig. Hvis jeg tager amfetamin, så bliver jeg træt. Det er også derfor, at det har taget mange år for mig at erkende, hvor farligt kokain egentlig er. Når jeg har taget kokain, så har det været, fordi jeg har været for fuld. Jeg får ikke det der high og har aldrig forstået, hvordan folk kunne blive afhængige af det af den grund.”

Hvad fik du ud af at være cokedealer? Penge? Spænding?

”Jeg var der hverken for spændingen eller for pengenes skyld. Det var et arbejde for at have et okay liv, og jeg havde ingen plan B. Jeg kunne have tjent langt flere penge, hvis jeg havde taget langt højere risici. Men jeg ville hellere køre på et niveau, hvor jeg lå rimelig sikkert i svinget og ikke blev for grådig, men gik under radaren.”

Han tjente alligevel nok til at have en stor lejlighed på Store Kongensgade og køre rundt i en Land Rover Freelander. Der er dog ting, som Jim Latrache-Qvortrup ikke kan og vil snakke om i forhold til sin cokedealer-fortid.

”Jeg gider ikke forklare om hele opbygningen eller udlevere nogen, for så begynder jeg også at gøre det lidt spændende, og det sidste, jeg ønsker, er, at der pludselig er mennesker, som synes, at det er spændende at sælge kokain. Hvis du ser film som ’Blow’ og ’Scarface’, så er det jo den bedste reklamesøjle for at blive drugdealer, selvom de film altid ender dårligt. Jeg har set ’Blow’ mange gange og fik tårer i øjnene, da han fik taget alle sine penge. Men de film glorificerer noget, som er et problem, og derfor prøver jeg ikke at fortælle alt for meget, så folk sidder og taber næse og mund.”

Selvom Latrache-Qvortrup havde sit eget sikkerhedsparameter, kom politiet på sporet af ham i 2005. Netop som han havde oprettet en ny virksomhed og skulle til at sælge lowrider-cykler sammen med rapperen Jokeren, stod Rigspolitiets Rejsehold klar og ventede på ham i Københavns Lufthavn, da han landede efter en rejse til Taiwan. Det blev hans første fængselsdom for salg af kokain, og han blev afsløret i sit dobbeltliv. Forældrene anede ikke, at han var drugdealer.

”De troede, jeg var key account manager, men du skal tænke på, at det jo ikke var sådan, at jeg var hjemme til søndagsmiddag hos mine forældre hver weekend, så det var begrænset, hvor meget og hvor tit jeg skulle lyve for dem. Det var nemt for mig at holde folk ude i armslængde og nødvendigt.”

Dommen lød på fem år i et åbent fængsel. Under en prøveløsladelse blev han præsenteret for den 22-årige Nicoline fra Jylland en aften på Nasa. Hun fandt ham interessant og utraditionel. Han bød hende på champagne, og da hun spurgte, hvad han lavede, fandt han på en dækhistorie. Han indrømmede, at han sad i fængsel, men fortalte hende, at det var en vennetjeneste, der var gået galt, og at han var stoppet med at sælge stoffer.

Den løgn blev han først afsløret i, da de begge blev lagt i håndjern på fortovet ved Nørrebro Bryghus i juli 2009. Latrache-Qvortrup var kommet hurtigere ud af fængslet på grund af god opførsel og havde været løsladt i et lille års tid efter sin første fængselsdom. Parret nåede i mellemtiden at blive gift på en strand i Goa, Nicoline var højgravid, og hun anede intet om, at hendes mand stadig solgte kokain.

Politiet løsladte hende dagen efter anholdelsen. En anholdelse, der blev et vendepunkt i Jim Latrache-Qvortrups liv. Han måtte love sin kone aldrig at begå kriminalitet igen, ellers ville hun forlade ham. Det løfte har han holdt, siger han. Nicoline blev hans redning.

VED SIN ANDEN afsoning valgte Jim Latrache-Qvortrup at komme på en fængselsgang med hovedsageligt mordere, hvilket han var blevet anbefalet. For folk, der sidder for mord, sidder på lange domme, og folk, der sidder på lange domme, ønsker at få en hverdag til at fungere. De kravler ikke på væggene, det er de mest rolige afdelinger i et fængsel, forklarer han mig. Og Latrache-Qvortrup havde brug for ro. Han havde lovet Nicoline at starte på HF inde i fængslet. Hun støttede ham så meget, at han nu selv troede på, at det kunne lade sig gøre at gennemføre en uddannelse og komme væk fra kriminaliteten. Der var dog et problem. Han er både ordblind og har ADHD og havde brug for hjælp. En hjælp, som undervisningsprogrammet Restudy kunne give ham. Restudy tilbyder korte undervisningsvideoer blandt andet på mobiltelefonen til folk, der har svært ved at læse og koncentrere sig i længere tid. Men man må ikke have nogen mobil i en fængselscelle. Det satte dog ikke en stopper for Latrache-Qvortrup. Han fik smuglet en mobil ind, anskaffede sig ligeledes en dåse flåede tomater og gik ud i køkkenet. Her tændte han for elkedlen, så han kunne dampe dåsens etikette af. Han skar dåsen op i siden, så den stadig var intakt i toppen og bunden og tog indmaden ud og udskiftede tomatsaucen med sand fra gården, som han havde samlet op i en pose på sine gåture. Han lagde mobilen ind sammen med sandet, så dåsen nu vejede nogenlunde det samme som før. Og så tapede han dåsen sammen igen og lagde op på sin hylde i cellen.

”Når fængselsbetjentene kom med deres scannere om aftenen, så slog metaldåsen ud. Men det var der ikke noget mistænkeligt ved, for scannerne reagerede på metal. Og når fængselsbetjentene på samme måde tjekkede for telefonsignal med en anden sender, slog dåsen ikke ud, fordi mobilen kun var sat på en internetforbindelse,” fortæller han.

På den måde kunne Latrache-Qvortrup sidde og i ro og fred med høretelefoner og se undervisningsvideoer i cellen på sin mobiltelefon om aftenen. Han blev så glad for hjælpeprogrammet til ordblinde og ADHD’ere, der hjalp ham til en HF-eksamen på hele 11,7 i karaksnit, at han inde i fængslet kontaktede den mand, som har stiftet Restudy. Da Latrache-Qvortrup kom på fri fod efter fem år og fire måneders afsoning, blev de to enige om, at de sammen skulle prøve at finde nye udenlandske investorer og gøre hjælpeprogrammet internationalt. De stiftede derfor pendanten Equal Learning, og det er nu, at Mads Brügger og dokumentaren ’Muldvarpen’ kommer ind i ligningen.

For på dette tidspunkt er Latrache-Qvortrup begyndt at forberede sig til rollen som Mr. James. Han var faldet i snak med Mads Brügger til en radioprisuddelingsfest i København, hvor en podcast om Latrache-Qvortrups vej ud af kriminalitet havde vundet en pris. De to holdt nogle kaffemøder efterfølgende på Radio24syv, og da Brügger i 2016 havde brug for en skuespiller, der kunne agere oliemilliardær i sin dokumentar om Nordkorea, tænkte han på Latrache-Qvortrup. Men for at kunne forberede sig bedst muligt til rollen brugte Latrache-Qvortrup den nystartede virksomhed Equal Learning som skalkeskjul. Med den virksomhed kunne han skaffe sig adgang til undervisningsmesser, som kostede kassen, og hvor han kunne møde andre investorer og se, hvordan de opførte sig. Han snød sig blandt andet med til en dyr messe i Dubai. Sågar Dronning Rania af Jordan og hendes foundation var han i dialog med angående Equal Learning.

Samtidig havde muldvarpen Ulrich Larsen brugt de sidste seks år på at infiltrere først den dansk-koreanske venskabsforening og sidenhen den internationale koreanske venskabsforening (KFA) og var nu blevet så gode venner med formanden, den våbengale spanier Alejandro Cao De Benós, at der skulle finde et forretningsmøde sted i Oslo i Norge i 2016. Cao De Benós havde bedt Larsen om at finde en investor til mødet, og så ville han forelægge ham konkrete forretningsplaner med Nordkorea. Hverken Ulrich Larsen, Mads Brügger eller Jim Latrache-Qvortrup anede, hvad der var i vente og havde næppe drømt om en så rygende pistol.

Derfor forventede Latrache-Qvortrup bare, at der var tale om en engangsforestilling. Alligevel gik han grundigt til værks med sin forberedelse. Når han var til møder med investorer til undervisningsprogrammet Equal Learning, kiggede han efter, hvordan de bevægede sig, hvilket tøj de havde på, og hvordan deres status i virksomheden påvirkede deres væremåder. I dokumentaren så vi Mr. James skifte ham flere gange. Både i tøjet og ikke mindst på skægfronten, hvor han vekslede mellem fuldskæg, overskæg og glatbarberet. Han havde tænkt nøje over de forskellige udseender, intet var tilfældigt.

”Alle investorer har jakkesæt på, men hvis du er chef og ikke skal stå til ansvar for nogen, så er du også meget mere frit klædt. I den første scene i Oslo ved jeg egentlig ikke, hvad det er, jeg går ind til, og jeg siger faktisk til Alejandro Cao De Benós under optagelserne, at jeg repræsenterer en investorfamilie og ikke selv er chef. Derfor har jeg en lyseblå corporation-skjorte på og et slips og ligner en rigtig forretningsmand.”

Til de første skjulte optagelser på hotelværelset i Oslo planlagde Mr. James, at han skulle spille en travl mand og virke lidt ligeglad over for Alejandro Cao De Benós til at begynde med.

”Det handlede om at statuere, at det er mig, som er i kontrol. Jeg stod og talte i mobiltelefon, da han trådte ind i lokalet for ligesom at sige, ’vigtigere er du altså heller ikke.’”

De nåede ikke mange minutter ind i mødet, før Alejandro Cao De Benós bekendtgjorde, hvad hans planer var med Mr. James. Mads Brüggers fiktive oliemilliardær skulle investere i Nordkoreas våben- og narkoproduktion, og Cao De Benós stillede ham i udsigt, at han kunne sørge for, at Mr. James og Ulrich Larsen kunne møde de rigtige folk at forhandle med i Nordkorea. Næste forretningsmøde, hvor de tre drøftede våbensamarbejdet nærmere, foregik i Madrid, og her ændrede Mr. James lidt på sit udseende og sin facon, fordi han ikke længere talte om, at han repræsenterede en investorfamilie, men kun sig selv, og af den grund kunne han tillade sig at være afslappet klædt.

”I Madrid sad jeg mere henslængt end i Oslo. Jeg havde en åbenstående skjorte på og spiste mandler. Langt mere casual og sad og drak mig halvstiv.”

Hvorfor var det smart at gøre i den situation?

”Fordi hvis jeg er i kontrol over situationen, så får jeg ikke uncomfortable spørgsmål. Jeg var jo ikke ude på at blive udspurgt, for hvad fanden skulle jeg sige? Vi havde et okay forretningsgrundlag, men man skulle ikke grave mange lag ned, før min viden stoppede. Hvis du fortæller om ting, der er interessante nok for folk, så kommer der måske kun et enkelt spørgsmål, det kan du sagtens svare på. Du ved også godt selv fra dit eget liv, at hvis du sidder i et selskab, og der er en person, som underholder med en historie, så begynder du ikke fucking at afbryde. Så sidder du bare og lytter og er lidt fascineret.”

I JANUAR 2017 rejste Mr. James og Ulrich Larsen til Nordkorea, hvor de blev budt velkommen af to embedsmænd i lufthavnen, der førte dem gennem lufthavnens VIP-lounge og ud til en ventende Mercedes-Benz, der bragte dem hen til et sted med overdådig mad og underholdning. De næste par dage i landet gik med sightseeing. Undervejs kom Jim Latrache-Qvortrup blandt andet i operaen i hovedstaden Pyongyang, i et kæmpe badeland, og fordi han på et tidspunkt fortalte en af de nordkoreanske mænd, at hans søn dyrker taekwondo, fik de samlet hele det nordkoreanske landshold for at lave en opvisning kun for den danske forretningsmand, så han kunne tage billeder og vise dem til sønnen. Men der var ikke skyggen af våbenforhandlinger endnu, hvilket frustrerede Mr. James, da han var blevet stillet noget andet i udsigt. På tredjedagen blev det alvor. Her blev de to danskere kørt ud til et øde fabriksområde i et slumkvarter i Pyongyang, hvor turister normalt ikke har adgang, og blev vist ned i en kælder uden at vide, hvor nordkoreanerne førte dem hen. Var de blevet afsløret? Mr. James prøvede at holde fokus.

”Vi kunne jo ikke løbe væk, så da jeg stod ud af bilen, tænkte jeg: ’Okay, hvis the shit hits the fan, så er det eneste rigtige at spille pissesur og fornærmet,’” forklarer han.

Heldigvis var det falsk alarm. I kælderen i det forladte fabriksområde ventede blandt andre direktøren for våbenfabrikken og en repræsentant fra det nordkoreanske styre. Mødet resulterede i, at Mr. James skrev under på en kontrakt. Kontrakten lød, at parterne i fællesskab skulle fremstille militært udstyr og stoffer som metamfetamin og ritalin i et tredje land. Så langt kom de dog ikke. Mr. James måtte lave en brat forsvinden og gå under jorden i 2019 efter ordre fra filmens produktionshold, fordi de havde trukket maskespillet så langt, at næste step skulle være en egentlig pengeoverførsel.

Herhjemme er Jim Latrache-Qvortrup dog ikke gået under jorden. Han nægter at gemme sig og afviser, at han kigger sig over skulderen, når han bevæger sig udenfor. Hans adresse på Amager er ikke engang hemmelig.

”Jeg har holdt møder med PET, og de fortalte mig, at Nordkorea slet ikke har kultur for at lave den slags attentater uden for deres lands grænser, og hvis de laver dem, så er det kun på deres egne. Men som jeg siger: ’Hvis Mads (Brügger, red.) og Ulrich (Larsen, red.) bliver skudt, så kan det godt være, at jeg kigger mig om efter et hus i Spanien.’”

Hvorfor sagde du ja til at medvirke i filmen og sætte dig eget liv i fare?

”Avisen Information skrev i en artikel, at den eneste grund til, at jeg lavede ’Muldvarpen’, var for at få spænding i mit liv. De skulle prøve at opleve mit liv, jeg har fucking masser af spænding. Jeg prøver nogle gange at drosle ned for spænding i mit liv. Jeg sagde ja, fordi det rent psykologisk var en fed og spændende udfordring, hvor jeg kunne trække på min erfaring og mit talent for at glide ind. Noget af det mest interessante for mig er at hænge ud med de mest psykopatiske mennesker og se, om jeg personlighedsmæssigt kan falde ind i den sociale struktur, så de er afslappede, når jeg er der.”

Når Latrache-Qvortrup skal forklare sin hemmelighed, siger han, at man skal se verden i 1-taller og 0’er, for alt er bygget ud af nogle grundprincipper, og de er variable.

”Selv ham, der er toptjekket og direktør, er jo stadig kun et menneske med svage sider. Han er i den position, han er i, fordi han har dyrt tøj på. Hvis du fjerner de grundprincipper, ikke taler op til ham og kan owne den, så er der ingen i noget som helst lokale, der har en højere status end dig selv, og så slapper du jo af,” siger han.

Der er en grund til, at Latrache-Qvortrups yngste søn er opkaldt efter hovedpersonen Neo i ’The Matrix’. I science fiction-klassikeren fra 1999 bor Neo i en computersimuleret virkelighed, kaldet Matrix, skabt af kunstigt intelligente maskiner for at holde menneskeheden nede. Men Neo lærer at forstå koderne, at se 1-tallerne og 0’erne, så han kan hacke sig til at destruere Matrix og befri menneskeheden. Latrache-Qvortrup ønsker, at hans søn skal være fri og ikke være bundet af begrænsninger eller samfundets fastlåste strukturer. Hans søn skal følge sine egne spilleregler.

JEG HAR TØMMERMÆND. Det er dagen efter middagen på Punk Royale. Da jeg møder Jim Latrache-Qvortrup klokken 12 på Hotel d’Angleterre, kommer han gående i samme tøj som i går og med en grønlig smoothie fra Joe & The Juice i hånden. Han virker frisk.

”Hej, min ven,” siger han. Han har været tidligt oppe og fået god morgenmad med sin kone, selvom festen fortsatte til klokken 02 om natten. Oppe på hotelværelset roder der efter nattens fest, og han skynder sig at smide sine ting ned i en Gucci-taske.

”Her er badebukserne,” siger han og kaster dem hen til mig. Han mente det altså. Vi skal lave vores tredje interview nede i hotellets spa.

Jeg gruer lidt for dagens interview, må jeg tilstå. Det er ikke, fordi jeg er vandskræk. Nej, jeg er nødt til at stille Jim Latrache-Qvortrup et spørgsmål, som jeg kan mærke, føles ubehageligt. Jeg føler, at det er nødvendigt at spørge ham, om han på noget tidspunkt har løjet for mig under vores samtaler. Kan man overhovedet stole på en tidligere kriminel? Når han kunne tage fusen på nordkoreanerne, så kan han vel også narre mig? Problemet er bare, at han har taget så godt imod mig. Måske er jeg blevet forblændet af hans venlighed? Og så undrer det mig også en smule, at han tilsyneladende lever et luksuriøst liv, når han ankom med bussen til vores første møde på Hotel Nimb. Det undrer mig også hans livsstil taget i betragtning, at han bor i en lille lejlighed. Hvordan hænger det sammen?

Da vi er på vej ned i poolen, er jeg dog mest bekymret for, at jeg taber min diktafon i vandet. Seks-syv timers optagelser ville gå tabt. Mens vi smalltalker, og jeg tager mod til mig, kommer hans kone, Nicoline, forbi spaområdet. Latrache-Qvortrup beder hende om en tjeneste. Hun skal tage hjem i lejligheden og finde hans fine sko, som skal forbi en skomager og fikses. Han skal bruge skoene allerede om nogle timer. Han har nemlig parmiddag med Thomas Blachman i aften, viser det sig. De to mænds koner er gode veninder. Og i morgen formiddag har han en løbeaftale med Mads Brügger. En tilsyneladende helt almindelig weekend for Jim Latrache-Qvortrup.

Vi er tilbage for os selv i spaen, og hvis det her portræt havde været en spillefilm, så havde historien været ved sin afsluttende scene, hvor brikkerne falder på plads. Jeg står næsten helt afklædt i en pool og over for en tatoveret mand, der er dobbelt så bred over skuldrene som mig og skal nu til at stille ham interviewets sværeste spørgsmål. Jeg lægger lidt blødere ud og spørger, hvorfor han ankom til interviewet forleden i en bus:

”Jeg ved godt, det klinger hult, når vi står her i spaen på d’Angleterre, men jeg bestræber mig faktisk på at leve et ikke så materialistisk liv til hverdag. Jeg har ikke brug for en bil, så hvorfor skulle jeg købe en? Det samme gælder en større lejlighed,” forklarer han mig. Og så bevæger jeg mig på sporet af det egentlige spørgsmål:

Har du nogen skrupler ved at narre folk?

”Nej, nej, nej, prøv at høre her. Det eneste sted, jeg reelt har narret nogen, er i denne film. Jeg bruger min menneskelige viden mere til at skabe relationer og ved at prøve at positionere mig i det forum, jeg nu engang er i, og det er egentligt i takt med at imødekomme andre mennesker fremfor at bedrage dem. Jeg svindler ikke folk, og da jeg gik ind i filmprojektet, var det vigtigt for mig at vide, om det handlede om at stikke mennesker. Men jeg kunne hurtigt godt se, at det her var for the greater good.”

”Men normalt har jeg løgnen som en dødssynd i min bog. For hvis folk ikke kan stole på dig, så er al din værdi jo ingenting værd. Sandhed er noget af det vigtigste, jeg har det virkelig stramt med folk, der lyver. Jo ældre, jeg er blevet, des mere har jeg lært, hvor stor en problematik det er.”

Men du har jo løjet, da du var kriminel og levede et dobbeltliv?

”Jo, jo, jeg siger også, at det er nogle ting, som jeg har arbejdet på, men jeg løj kun i det omfang, det skulle holde mig sikker, fordi jeg ikke kunne fortælle folk, hvad jeg lavede. Det er selvfølgelig ikke ærligt, men der var en ret klar årsag til det.”

Og netop som jeg har lagt bolden til rette for at spørge, om han så også har taget fusen på mig undervejs, kommer receptionisten ind. Hun siger, at Ulrich Larsen står oppe i receptionen og venter på Latrache-Qvortrup. Altså, muldvarpen fra dokumentaren. De har en kaffeaftale nu her. Ingen forløsning på interviewet, en tam fornemmelse.

Jeg må vente tre dage, indtil vi holder vores fjerde og sidste møde på Hotel Nimb, hvor det hele startede. Da vi sætter os samme sted som sidst, har kunstner Kristian von Hornsleth taget plads på bordet bag os.

”Ej, hvor sjovt. Hornsleth er her,” siger Latrache-Qvortrup lettere opmuntret.

”Kender du da ham?”

”Nej.”

Kort efter går jeg på toilettet, og da jeg kommer tilbage, står Mr. James nu og tager selfies med Kristian von Hornsleth.

”Du kan bare finde mig på Facebook,” siger Latrache-Qvortrup. ”Jeg gemmer mig ikke.” De to aftaler at tales ved. Kristian von Hornsleth hyrer folk til at holde foredrag og vil gerne bruge Mr. James på et tidspunkt.

At holde foredrag er også, hvad Jim Latrache-Qvortrup ønsker at bruge fremtiden på. Han er spændt på at se, hvad hele Mr. James-rollen kan føre med sig. Han vil derfor i nær fremtid overdrage meget af sit direktøransvar i massørvirksomheden til konen Nicoline for at hellige sig rollen som Mr. James. Han er også klar på at lave skuespil, nævner han, men helst kun i udlandet.

Massagevirksomheden har Latrache-Qvortrup drevet siden 2019, og han har allerede 16 mennesker ansat. Det går så godt, at han skal ansætte flere. Og lige for at tage den i opløbet: Det er altså ikke sådan en lummer massageklinik, men en seriøs én af slagsen, hvor der også tilbydes fysioterapi. Han har lokaler tre steder i København, på luksushotellerne Skt. Petri, Manon Les Suites og Radisson Scandinavia, og han har kunder, der tæller fodboldspillere i FCK og OL-svømmeren Sarah Bro. Han vil dog ikke blande massagevirksomheden sammen med brandet Mr. James. Det vil være for reklamesøjleagtigt, mener han.

Vi har forladt Hotel Nimb, og Jim Latrache-Qvortrup har sagt, at han vil give mig en frokost på det lille sted Brændende Kærlighed nær Vesterport, hvor kokken Lennart serverer gammel dansk mad. Her får jeg den absolut sidste chance for at stille mit sidste spørgsmål. Der er ingen vej tilbage. Det allersidste møde bliver over en omgang stegt flæsk og en grøn sodavand. Og så springer jeg ud i det. Jeg spørger ham, om han på noget tidspunkt under vores møder har taget fusen på mig?

Latrache-Qvortrup griner. Et grin, jeg ikke opfatter som hverken afværgende eller latterliggørende. Det er mere et grin, der afslører, at det er to buddies, der sidder over for hinanden. Og så tager han hul på sit svar:

”Nej, et eller andet sted er jeg jo mest interesseret i, at folk lærer mig at kende. Altså, at prøve at afmystificere min fortid, hvis man kan det. Det får mig til at tænke på, om du har læst den artikel, hvor den tidligere norske efterretningsleder siger, at der må have været en efterretningstjeneste, der har været bag os i ’Muldvarpen’? For han mener ikke, at jeg kan spille så overbevisende uden at have været i træning. Det er jo egentlig en cadeau.”

Nej, den har jeg faktisk ikke læst. Men er jeg blevet forblændet af dig?

”Nej, det tænker jeg da ikke. Det er derfor, jeg synes, at det har været fedt, at du har været med ude og se mig privat, og når jeg hygger mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er mig, som har valgt, hvilke mennesker der skulle være med til middagen, men alligevel har du mødt den rigtige Jim. Der er hverken skruet op eller ned for noget ved min personlighed.”

Du har heller ikke overdrevet historierne?

”Nej, jeg synes faktisk, at jeg prøver at neddrosle dem lidt. Mine historier er så vilde i sig selv, at jeg ikke behøver at gøre dem vildere. Hvis jeg var interesseret i at lave glorificerende historier, så kunne jeg sagtens give dig vilde gangsteranekdoter, som folk ville synes, var skidespændende, men det er ikke det billede, jeg vil give til folk. Jeg gider ikke få min kriminelle fortid til at lyde enormt sej, tværtimod, så jeg har ikke overdramatiseret noget som helst.”

Vi tager afsked. Mr. James har på alle måder været fascinerende at tilbringe så mange dage med, og der gik flere uger, før min beruselse aftog sig. Han sms’er mig indimellem billeder. Jeg modtog et forleden, hvor han og konen testede et kurbad fyldt op med rødvin i stedet for vand og med teksten: ”Ja, vi bader i rødvin. Det er jo tirsdag.”