Klaus Lynggaard: ”Pludselig lå jeg fladt på ryggen. Med tre slag havde han fældet mig. Bam, bam, bam”

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Ja! Det har jeg gjort et par gange. Hvor jeg simpelthen er blevet behandlet så dårligt, og betjeningen har været så ringe, at jeg har rejst mig og sagt: ’Rend mig i røven!’ Det er ved at være et par år siden sidst. Engang i Frankrig var jeg afsted med en ven, hvor tjeneren virkelig havde en attitude. Det var sådan en franskmand, der syntes, at folk, der ikke snakkede fornemt fransk, var under hans værdighed. Det var hele den foragt, hvormed han betjente os. Og ikke reagerede, når man sagde: ’Må vi bede om noget mere vin?’ Han ignorerede os bevidst. Min ven og jeg kiggede på hinanden og sagde: ’Okay, we’re out of here.’ Så skred vi bare.”

Hvad er din arbejdsrutine?

”Min hustru og jeg vågner ved 07-tiden, hvorefter vi sætter os og drikker en kop kaffe. Så går vi i skoven med hundene i en lille time, og bagefter laver jeg morgenmad. Det er altid mig, der står for den. Jeg spiser stort set altid et stykke ristet brød med spejlæg og et glas juice til. Og kaffe. Hvis jeg bliver træt af spejlæg, tager jeg et stykke ost. Derefter går min hustru på arbejde, og jeg går på mit arbejdsværelse. Mandag, tirsdag og onsdag bruger jeg meget på mine deadlines ved Weekendavisen, og om tirsdagen optager jeg ’Rockhistorier’, som jeg typisk forbereder om torsdagen. Fredag er til diverse kontorting. På den måde er ugen rimelig fast. Men selvfølgelig sejler det hele tiden. Så skal hunden til dyrlæge, eller bilen skal på værkstedet. Der er altid et eller andet, der får det til at skride. Det lyder jo ellers så smukt. Som om jeg har fuldkomment tjek på det. Men præcis ligesom alle andre balancerer jeg konstant på kanten til katastrofen. Som ung var jeg fuldstændig kaosmenneske. Det var faktisk først, da jeg i en alder af 37 blev fastansat på Dagbladet Information i 1992, at jeg kom ind i nogle rutiner. Det var simpelthen nødvendigt for at overholde mine deadlines.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Tag den med ro med sprutten, Lynggaard. Lad den nu ikke overtage dit liv. Det er så fucking trivielt at være alkoholiker. Det ville jeg sige: Prøv at styre din brandert, min ven. Så får du nok et bedre liv på den lange bane.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Jeg var i hvert fald ihærdig, når jeg var forelsket i nogen. Så gjorde jeg stort set alt, hvad jeg kunne, for at de også skulle forelske sig i mig. Og jeg var åbenbart heldig. I puberteten var jeg forelsket i tre, og jeg endte med at blive kærester med dem alle tre. Jeg fik et råd af min mor. Hun sagde: ’Prøv nu at høre, hvad pigerne har at sige. Hør efter, Klaus. Så kan det være, at de også synes, at du er interessant.’ Sproget stod ud af begge ender på mig, så det var ret svært for mig, men jeg gjorde mig virkelig umage med at lytte til dem. Og så kan det nok ikke skjules, at det gjorde indtryk hos pigerne, at jeg skrev digte til dem. Ikke særligt gode digte, men digte. Det kan piger godt lide.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Jeg var en meget ivrig danser, da jeg var yngre. Jeg kan huske engang på Montmartres natdiskotek i Indre København. Jeg kom ikke til skade, men jeg tabte min kontaktlinse på dansegulvet, og med mig havde jeg en ven, der hed Carl, som var sådan en type, der virkelig var en solidarisk kammerat. Jeg sagde til ham: ’Carl, jeg har tabt min kontaktlinse.’ Så ryddede Carl simpelthen dansegulvet, hvordan han så end bar sig ad med det, og fandt min kontaktlinse. Det må jeg sige, at jeg var meget, meget imponeret over. Han fik det til at lyde, som om det var en national katastrofe, og nu måtte folk træde tilbage, for nu skulle han finde den her kontaktlinse. Jeg glemmer aldrig billedet af Carl, der kravlede rundt på gulvet efter min kontaktlinse, og mig, der stod og kiggede undskyldende på de andre gæster, der stod og trippede, mens Earth, Wind & Fire brølede ud af højtalerne. Jeg har også engang fået tæsk på et dansegulv. Vi var på Korfu, nogle venner og jeg, og vi havde gået ret hårdt til ouzoen. På det lokale diskotek kastede jeg mig ud i en fuldemandssolodans. Der var så en newzealandsk fyr, der troede, jeg flirtede med hans kæreste, hvad jeg slet ikke kan forstå, fordi jeg var enormt gone. Og han kunne altså judo eller karate, fordi lige pludselig lå jeg simpelthen fladt på ryggen. Med tre slag havde han fældet mig: Bam, bam, bam. Så lå jeg der.”

Hvornår blev du en mand?

”Da jeg var 33 og holdt op med at drikke. Som ung var jeg fuldstændig uansvarlig. Med penge, alkohol, speed, tjald, forhold og aftaler. Jeg levede den helt ud. Jeg flyttede til København i 1977, samtidig med at punken kom. Og jeg opfattede punken som en billet til en form for uansvarlighed. I 1989 gik jeg i behandling for mit alkohol-misbrug, og da jeg kom ud og skulle møde verden ædru, var jeg nødt til at udvikle en ansvarlighed, så jeg ikke faldt tilbage. For at blive voksen skal man kunne tage ansvar for sine handlinger.”

Hvad er det optimale soundtrack til elskov?

”Det skal i hvert fald være noget latin. Noget brasiliansk, måske? Hvis det skal være hedt og lidenskabeligt, så kunne det jo være Tito Puente. Hvis det skal være mere i den blide afdeling, kunne det være João Gilberto. Det skal være musik, der er rytmisk … interessant. Hvis du forstår, hvad jeg mener. Det skal ikke være sådan noget: Donk, donk, donk, donk, donk. Det går ikke. Det skal være subtile rytmer. Måske lidt salsa til at varme op med. Jeg er dog for gammel til at køre den hele vejen igennem på salsa.”

Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?

”Det kunne egentlig godt være en rigtigt god medister med kartofler, brun sovs og rødbeder. Jeg har en ven, der hedder Peter, og når jeg besøger ham, laver han altid medister til mig, for det kan vi begge to godt lide. Det ville være meget passende at få en af mine livretter – lige dér på falderebet.”