Jeg har altid været bange for at blive hjemløs. Grænsen mellem at være inde og ude er smal, hvis man ikke har nogen til at fange sig, og jeg er ikke typen, der opsøger myndigheder, hvis der er problemer. Jeg lægger mig bare i fosterstilling i Sydhavnen. Derfor var jeg ikke i tvivl om, hvad temaet skulle være, da jeg blev inviteret til at medvirke på en udstilling, der hed ’Penge uden grænser’. Jeg ville lave det, jeg kunne, nemlig markedsføring, over det tema, jeg var mest bange for: hjemløshed. Jeg ringede til ’Projekt udenfor’, fordi jeg ville i kontakt med en hjemløs, købe alle hans ting og udstille dem sådan, at de blev forvandlet til luksusvarer. På den måde ville de få en værdi og symbolsk optage den hjemløse i det menneskelige fællesskab i stedet for at udstøde ham.
’Projekt udenfor’ garanterede, at de ville give vedkommende noget nyt grej, hvis han solgte sine ting til mig, og de satte mig i forbindelse med en hjemløs, som jeg skulle møde en decemberaften på Købmagergade i København. Det var snevejr, og folk var i gang med juleindkøb. Op ad gaden kom en mand med stor frakke, uldhue og kæmpe hvidt skæg. Han var en barnlig forestilling om, hvordan Gud ser ud. Han gik bag sin indkøbsvogn fyldt med poser. Manden så gammel ud, men det var svært at sige hvor gammel, for han havde levet et hårdt liv. Han havde en smuk glød og ørnenæse. Han var fra Grækenland og talte et slags svensk-græsk, men sagde meget lidt. Jeg sagde: ”Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men jeg vil gerne købe alle dine ejendele, og jeg kan give dig 10.000 kr. Det er, hvad jeg har tilbage fra min tid i reklamebranchen.”
Kort forinden havde jeg sagt mit job op. Jeg havde haft et forbrug på en flaske vodka om dagen og var blevet smidt ud af min lejlighed, fordi der var skadedyr. Jeg har som regel kedet mig i de job, jeg har haft, og kombineret med et genetisk anlæg for misbrug betød det, at jeg drak for meget og tog stoffer. Jeg var blevet reddet af at møde min kone, som skyllede min kokain ud i toilettet og fortyndede min vodka med vand.
LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Morten Lund
Jeg sagde til den hjemløse, at han kunne få pengene, når banken åbnede næste dag. Så sagde han: ”I morgen findes ikke, det er nu.” Jeg forklarede, at jeg højst kunne hæve 4.000 med det samme. Så sagde han: ”Halvdelen.” ”2.000?” spurgte jeg. ”Halvdelen,” sagde han igen. Jeg forstod det ikke og havde det dårligt med situationen, så jeg sagde: ”4.000, ikke en krone under eller over.” Vi hentede pengene, og jeg spurgte ham så, hvordan han var endt på gaden. Han sagde: ”Kanuut, jeg troede, du købte mine ting, ikke min historie.” Men jeg fik at vide, han hed Xenos, og det betød ’den fremmede’.
Så gik jeg gennem gaderne med den her indkøbsvogn ud til Øksnehallen, hvor de skulle udstilles. Der var kun ting til at overleve. Liggeunderlag, en spritkoger, et ødelagt plastickrus, en ødelagt paraply. Ingen personlige ting som en bog eller billeder.
Tre-fire år gik. Min roman var udkommet, jeg var blevet gift og var blevet far. Jeg kom gående med barnevognen og min kone på Købmagergade. Pludselig kom Xenos gående med en indkøbsvogn. Jeg løb hen og omfavnede ham. Han sagde: ’Kanuut, du gjorde det! Din roman, tillykke.” Han havde læst den. Jeg fik kuldegysninger. Jeg sagde: ”I morgen skal du gå hen til boghandelen derhenne, så skal jeg sørge for, at der ligger et signeret eksemplar.” Jeg nåede ikke ned i boghandelen. Han er gået derind, uden at der har ligget en bog, og så har de formentlig set på ham som et udskud. Min karma var svinet til. Jeg ledte efter ham i gaderne og gik rundt med frivillige fra ’Det mobile køkken’. Men jeg kunne ikke finde ham og gøre det godt igen. Jeg er lidt overtroisk, så fra da af, når noget gik galt, tænkte jeg: ”Selvfølgelig, dit dumme svin. Hvorfor kunne du ikke sørge for, at den bog lå der?”
Der gik yderligere nogle år. Jeg havde svært ved at få skrevet min næste roman. Jeg drak og skændtes med min kone. Vi var blevet forældre igen, så jeg havde mindre og mindre tid, det blev dårligere og dårligere, det, jeg skrev, og jeg drak mere og mere vin og røg tjald hver dag.
LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Anders Lund Madsen
En dag gik jeg med en rød barnevogn med begge mine børn i op ad Borgergade. Hvem kom mig i møde? Xenos med en klapvogn med alt sit habengut. Jeg sagde undskyld, og at jeg virkelig var ked af det. Han var en mand af meget få ord, men jeg kunne se på ham, at det med bogen havde været en rigtig dårlig oplevelse. Jeg ville gøre det godt igen og spurgte, om han havde tid nu. Han kiggede på mig, som om jeg var idiot. Han skulle jo ikke nå noget. Jeg gik der med min barnevogn med børn i, og han med sin klapvogn med poser i. Folk havde virkelig noget at kigge på. Det var, som jeg gik ved siden af min skygge. Som om vi var to sider af samme sag.
Han standsede foran Garnisonskirken, og så kiggede den her mand, der lignede Gud, mig i øjnene og spurgte: ”Drikker du?” ”Ja ja, et par flasker vin, men det gør man også i Frankrig, og sådan er det at være forfatter.” Så slog han sig et par gange hårdt på leveren med kanten af hånden og rystede på hovedet. Vi gik tavst videre. Da vi kom hjem til mig, ville han ikke med ind, men jeg hentede en bog og skrev verdens længste dedikation. Han lagde bogen i klapvognen og gik af sted, mens jeg så efter ham oppe fra lejligheden og vinkede til ham. I det øjeblik fik jeg ondt i leveren. Det begyndte at dunke og smerte. Jeg tænkte: ”Det kan godt være, jeg ikke tror på Gud, men jeg tror på mennesket, og jeg har lige fået et vink med en vognstang af menneskeheden.”
I det sekund svor jeg, at jeg aldrig ville røre alkohol igen. Og jeg var slet ikke interesseret i det. Den der trang, der kan være, fx hvis man holder op med at ryge, var der slet ikke. Det var, som om Xenos tog dæmonen med sig. Jeg stod fuldstændig befriet over at have taget den beslutning. Det var ude af mit liv, og det var næsten en fysisk fornemmelse. Jeg følte mig som en 10-årig. Siden den dag har jeg ikke rørt alkohol, og jeg har ikke røget tjald. Før nød jeg tjald, stoffer og alkohol, nu nyder jeg livet.
En dag slog jeg navnet Xenos op. På græsk har mange ord en modsætning i sig. Xenos betyder både ’den fremmede’ og ’ven’. Jeg ved ikke, om han testede mig, da han forsøgte at gå ned i pris for sine ting, men det, at han fik nøjagtig, hvad jeg kunne give ham, gav et ligeværdigt bytte. Det gjorde, at jeg ikke fejlede, og jeg tror, det gjorde, at han 10 år senere gav mig den største gave: Han reddede mit liv.
Jeg vidste, han var plejebarn fra Grækenland, der var kommet til Sverige. Han havde været gift med en tysker og haft familie, men han havde gået rundt på gaden i København i 17 år. Jeg aner ikke, hvordan det er gået ham. Jeg tror ikke, det var meningen, at vi skulle lave aftaler om at mødes. Man må ikke lave aftaler med skæbnen, så holder det op med at være et eventyr. Han er der, når han er der, men jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg har set ham for sidste gang. Måske møder jeg ham igen, hvis jeg begynder at drikke. Så vil jeg sidde på bænken med langt skæg, og så kommer han gående barberet og i jakkesæt.
LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Bjarke Ingels
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
