Komikeren Geo: ”Jeg har altid troet, at det var gamle og tykke mennesker, der fik kræft”
Geo fik konstateret testikelkræft ved et tilfælde for seks år siden. Derfor støtter han op om velgørenhedsprojekter som Movember, der sætter fokus på mænds helbred i november, for vi er for langsomme til at komme til lægen.
En efterårsdag i 2011 modtager komikeren Christian 'Geo' Heltboe en sms fra en barndomsven. Han spørger, om de kan mødes, fordi han har noget, han gerne vil fortælle. Morten, som han hedder, har fået konstateret modermærkekræft.
”Da vi var børn, tog vores mødre os altid til Blokhus i Nordjylland, hvor vi smurte os ind i madolie, så jeg tænkte: ’Fuck, nu har jeg nok også modermærkekræft.”
Geo besøger derfor sin praktiserende læge for at få tjekket sine modermærker. Kort inden besøget har han tilfældigvis læst nogle brochurer om testikelkræft. Han tænker, at lægen da også lige kan undersøge ham for det, når nu han alligevel er kommet derind.
Modermærkekræft har Geo ikke. Men da lægen mærker efter på hans testikler, kan han med det samme sige, at der er noget galt.
”Jeg havde ikke selv mærket noget forkert. Som mand ved man jo, at hvis man presser hårdt nok, gør det ondt. Jeg spurgte lægen, om knuden ikke kunne være noget arvæv fra en ulykke, som jeg var involveret i som 12-årig. Det ville han ikke afvise, og han sendte mig til Frederiksberg Hospital for nærmere undersøgelser.”
To dage senere bliver det værste bekræftet. Geo har testikelkræft. Han er i chok og kan ikke forstå det. Han er 36 år, føler sig rask og løber endda marathon i sin fritid. Den næste tanke, der rammer ham, er, om han kommer til at dø.
”Sådan en tanke havde jeg aldrig haft i mit liv før. Jeg har altid levet efter den devise med, at hvis man ikke ryger og drikker for meget og motionerer, skal det nok gå. Det er jo altid gamle og tykke mennesker, der bliver syge, tænkte jeg.”
Efter han modtager diagnosen, fortæller lægerne ham, at der er risiko for, at han bliver steril af operationerne og kemoen. Mens han er bange for at død, deponerer han derfor sæd på Riget senere på ugen. En surrealistisk oplevelse for ham.
I det hele taget er det en vild uge for Geo. Den slutter med, at han kommer på operationsbordet og får fjernet den kræftramte testikel. Dagen efter bliver han erklæret rask. Det er kun lidt over en uge siden, at han stod og blev tjekket for modermærkekræft.
Han er lettet over at være kræftfri og tager det som en forskrækkelse.
Men allerede et halvt år senere skal han gennem hele turen igen – og den viser sig at blive meget mere omfattende og hård end første gang. Lægerne finder noget på hans ene lunge. Der er kræft i den.
”Jeg blev sur på lægerne, fordi de havde jo erklæret mig rask i første omgang. I dag føler jeg mig aldrig sikker på noget.”
I tre måneder tager han kemo via drops. Det tager ti timer hver gang, før alt er sluppet igennem slangerne. Første gang han modtager kemoen, er han sikker på, at han begynder at kaste blod op omgående. Men han kan ikke mærke noget anderledes.
”Jeg gik faktisk ud og løb otte kilometer rundt om søerne og tænkte, at det jo ikke var så slemt. Jeg løb med alle slangerne fra hospitalet og overhalede to kvinder på ruten, som jeg ville fortælle, at de altså løb langsommere end en syg mand, der lige havde fået kemo i ti timer og fået fjernet sin ene testikel og halvdelen af lungen. Men jeg var så forpustet, at jeg kun fik stønnet. De må have tænkt, at jeg lige var sluppet ud af en psykiatrisk skadestue.”
Men Geos overskud forvandles hurtig til det modsatte. De første tegn på kemoens bivirkninger er, at vandet, han drikker, pludseligt smager af metal. Kemoen har ødelagt smagsløgene. Næste bivirkning er især hårdt for en komiker, hvis image har været at være langhåret i 20 år. Efter to uger begynder han at miste det.
Gradvist i forløbet bliver han tungere og tungere i kroppen. For som han siger: De skruer godt op for hanerne med kemoen, når du er ung. Til sidst orker og gider han ikke at tale.
”Jeg endte i det sorteste hul og ville ikke snakke med nogen – ikke engang min datter. Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke orkede mere kemo. Jeg kunne slet ikke overskue det.”
”Det er egentlig ret fascinerende, hvordan kemoen langsomt tager al din livsglæde fra dig. Du kan ikke rigtig forklare, hvordan det føles, hvis du ikke selv har prøvet det. Men hvis du tager de værste tømmermænd og den værste influenza, du nogensinde har haft og forestiller dig, at du er i 6000 meters højde og ikke kan få luft. Sådan har du det.”
Da han er allermest syg, spiser han kun mælkechokolade, piratos og frosne ærter.
”Hvis du lige tager et par frosne ærter, får du nogle kuldegysninger, der gør, at du i et sekund glemmer, at du har det skidt.”
Geo vinder over kræften. Igen.
Men han er usikker på, hvad der venter ham i fremtiden. Han har fået sceneskræk efter sygdomsforløbet og er blevet nulstillet i sit liv.
”Jeg havde professionelt i 12 år været kendt for at være den vilde, skøre og fulde på en scene, men var pludselig blevet voksen på én nat og havde ikke lyst til at løbe rundt og sige som en påfugl længere. Men hvad skulle jeg så lave?”
Han tager stadig ud og ser kollegaerne optræde, og en dag overtaler de ham til at optræde igen på Comedy Zoo. Der er gået halvandet år, siden han sidst stod på en scene, og han har aldrig været så nervøs for at optræde. Ikke engang ved hans allerførste show. På det tidspunkt går han stadig rundt med hue på, og han viser ikke engang sin kone eller datter, hvordan han ser ud under.
Da han kommer op scenen, råber en blandt publikum: ’Det er sgu da ikke Geo. Hvor er det lange hår henne?’
”Showet gik rigtig godt, og jeg lavede sjov med, at jeg mangler en testikel, og folk grinte af det. Men på et tidspunkt fik jeg lavet en bevægelse med hovedet, så min hue røg af, og jeg blev bange for publikums reaktion. Jeg lukkede øjnene og kunne mærke, at en tåre løb ned ad kinden på mig. Jeg var sikker på, at de syntes, at jeg var ulækker og så ud som Quasimodo, og at de begyndte at kaste frugt efter mig.”
”Men da jeg åbnede øjnene, sad de bare stille og roligt og ventede på min næste punchline. Jeg fortalte dem om alt det, jeg lige havde forestillet mig i hovedet, og de grinede. Dér gik det op for mig, at jeg også kunne være alvorlig og personlig i min comedy.”
Den humor har Geo dyrket siden. Og til januar i 2018 er han aktuel med comedyshowet ’Hva’ så nu?’, som han laver sammen med Thomas Skov.
Han er selv blevet meget bedre til at snakke om kræft og sygdom med andre og kan ikke opfordre pårørende nok til at stille alle de dumme spørgsmål, de har, hvis de kender en kræftramt.
”Det er faktisk værre ikke at spørge om noget. Spørg, om du kan hjælpe med noget. Slå græs, gøre rent eller om du kan hjælpe med penge til huslejen.”
Geo mærker stadig til kræftens omkostninger i dag. Han har ingen følelse i tre fingre i sin venstre hånd, han halter, har tinnitus og er blevet steril. Derfor ville han gerne have været kræften foruden.
”Mange tidligere kræftramte siger, at de ikke ville være sygdomsforløbet foruden, fordi det har givet dem et nyt syn på livet. Det får man også. Men jeg ville for alt i verden gerne have undværet den. Kræften satte flere dårlige ringe i vandet end gode.”
I hele november har velgørenhedsprojektet Movember Foundation haft fokus på testikel- og prostatakræft og har opfordret mændene til at gro et overskæg for at samle penge til forskning og oplysning om mænds sundhed. Geo har tidligere deltaget i Movember, og selvom overskægget ikke var kønt til ham, er han tilhænger af projektet.
”Jeg synes, at alle projekter, der støtter kræftforskning og gør opmærksom på problematikker for mænd er vigtige. Mænd er tit dem, der er svære at få ud af busken og blive tjekket, når det gør ondt forskellige steder.”
”Det er statistisk bevist, at dødeligheden er meget højere hos mænd, fordi vi ikke går til lægen. Vi skal nok komme til lægen, når fingeren falder af, men der er det ofte for sent. Det kæmper sundhedsvæsnet meget med. Mænd prøver at løbe symptomerne væk i stedet.”
Geos kollega Christian Fuhlendorff deltager i øjeblikket i Movember sammen med tusindvis af andre danske mænd.
Foto: Tor Jørgensen | ORIS har designet et Movember-ur
Til kampagnen har den schweiziske urproducent ORIS designet en specieludgave af det succesrige heritage model-ur, Divers Sixty-Five. Modellen er en 40 mm automatisk model med drejekrans og buet safirglas i retro-stil. Uret leveres med en grov læderrem og en stribet natorem, så du selv kan skifte look. ORIS Movember-modellen knytter sig kampagnen ved at have et moustache-logo lagt ind i begge remme og graveret ind i urets bagkasse.
Uret koster 17.500 kroner og kommer til salg hos autoriserede ORIS-forhandlere i løbet af november. Pengene fra salget af uret vil ORIS donere til Movember Foundation.
Derudover stiller ORIS Movember-modellen på højkant i en konkurrence, som du finder på Euromans Facebook-side i november måned.
