Kristian Ibler mistede sin kone til kræft: ”Folk skal lade være med at prøve at løse problemet, for mit problem kan ikke løses. Ida er død”

Min kone Ida blev terminalt syg i januar 2018. Hun levede præcist ét år derefter, selvom lægerne kun havde givet hende 3-4 måneder. Lægerne havde tilbudt hende stråling med risiko for, at hun ville blive hjerneskadet, så det sagde hun nej til.

Hun blev syg med brystkræft for første gang for syv år siden. Hun blev meldt rask dengang, men den forebyggende medicin virkede tilsyneladende ikke. Vi opdagede, at hun var syg igen, fordi hun havde ekstremt ondt i maven. Vi troede, det var stress på grund af arbejde, men en mave-tarm-kirurg fandt kræft i hele hendes mave og omkring bugspytkirtlen, hvor der lå store mængder af knuder. ”Det er sgu ikke godt det her,” sagde de. ”Vi kan ikke gøre noget.” Derefter fik hun livsforlængende medicin.

Hun var ikke bange for at dø. Men en nat, mens hun lå på hospice, sagde hun til mig, at hun pludselig var rigtig bange for, hvad der skulle ske. Vi snakkede om det og ringede også til en god bekendt, som ikke var bange for at tale om liv og død. Midt i al Idas egen tvivl, havde hun brug for at tale med en, som ikke vaklede, og han fik skubbet hende tilbage på sporet og hjalp hende af med den angst, der fyldte hende. Det gav hende en ro, og frygten forsvandt lige så stille. Da tiden kom, valgte hun selv at sige, at hun ikke ville have mere medicin. Hun gik ind i døden med et åbent sind.

En dag ville hun smage alle kager nede fra Hart Bageri, så jeg købte en af hver. Hende, der betjente mig, var møgsur, og jeg tænkte på, at hun dog bare skulle vide, hvorfor jeg var blevet sendt ned for at købe kager. Hun havde en arrogant attitude, og det var så absurd, at vi kom op at skændtes over navnene på kagerne. Ida havde galoperende sukkersyge som følge af canceren, så hun kunne slet ikke tåle at spise kage. Men lægerne sagde, at det skulle hun være ligeglad med, og så stod de klar til at styre og regulere hende. Ida smagte, og jeg åd det meste.

”Jeg er så træt. Kan du ikke hente nogle pomfritter,” sagde hun en dag, hvor hun helt uventet vågnede fra sin koma. Jeg kørte ned og hentede en stor bakke, som vi delte. Hun havde lyst til at nyde til det sidste. Det var ejendommeligt, men også så dejligt, at hun stadig var her bare lidt endnu, og at jeg skulle gøre noget så uhøjtidelig som at hente pomfritter til hende.

Efter hun havde spist pomfritterne, fortalte hun, at hun simpelthen var så træt. Jeg spurgte hende, om det ikke var rart bare at kunne sove. Så svarede hun ”Jo, jeg har det simpelthen så fedt”. Hun faldt i søvn, vågnede ikke mere, og døde fem dage efter.

Det var en stressfaktor ikke at have nogen indtægt. Jeg blev nødt til at begynde at skrive filmmanuskripter, da Ida blev syg første gang, fordi jeg måtte stoppe som skuespiller for at kunne være der for mine børn. Jeg kunne ikke længere tage et job i Aarhus eller lave en tv-serie i Tyskland. Jeg blev tvunget til at revurdere, hvordan jeg skulle få en indtægt, så i dag laver jeg begge dele. Det fylder meget i min hverdag at få tingene til at hænge sammen, og jeg ville ønske, at telefonen ringede noget mere.

Når man er selvstændig, bliver man ikke grebet af samfundets sikkerhedsnet på samme måde, som hvis man er fastansat. Nogle af mine venner og kollegaer ville hjælpe økonomisk. Det startede med, at de lavede en lille symbolsk indsamling, for at sætte fokus på, at det offentlige system svigtede mig og min familie.

Jeg var flov og skammede mig over indsamlingen, fordi jeg ser mig selv som en, der ikke har brug for hjælp. Det er forkert at tænke sådan, fordi ingen kan klare sig selv. Vi har brug for hinanden. Jeg kan se i dag, hvor fucked vi var, og jeg ved ikke, hvordan vi ellers skulle have klaret den.

Indsamlingen gik viralt, og efter et døgn var der allerede indsamlet 350.000 kroner. Efter fem dage stoppede vi, da der var indsamlet 450.000 kroner. Jeg kunne ikke håndtere al den medieopmærksomhed, der kom. Jeg stod alene med en døende kone og to små børn, så jeg var helt overrumplet og kunne ikke overskue også at være genstand for en potentiel politisk kamp midt i det hele.

Det er tankevækkende at opleve, at der er så mange mennesker, der vil en det godt. Mennesket er jo overordnet set et godt væsen på tværs af alt. Før var jeg mere tilbøjelig til at affeje folk som selviske idioter, der kæmper om en plads i verden på bekostning af andre. Den her tsunami af medfølelse rystede mig i en sådan grad, at jeg har åbnet mine øjne for, at vi alle har godhed i os. Måske en banal barnlig opdagelse, men når man virkelig oplever det, er det ikke noget, man glemmer.

I løbet af de sidste 14 dage, vi havde sammen, trak vi os mere og mere fra hinanden. Hun sagde, at hun blev nødt til at give slip på børnene, og at de nu var mit ansvar. Hun var sikker på, at jeg kunne klare det, og det tænker jeg tit på, når jeg ikke har så meget overskud. Hun så dem kun én time om dagen de sidste par uger. Mere magtede hun ikke. Jeg kunne vænne mig til at være alene med børnene, mens hun var på hospice, og det hjalp os alle sammen.

Jeg spurgte hende på et tidspunkt, om hun følte, at vi var ved at give slip på hinanden, og der sagde hun ja. Det var nok med til at gøre, at smerten ved at dø fra sine børn og familien trådte mere i baggrunden for hende. Det gjorde det også nemmere for mig. Jeg kunne langsomt vænne mig til tanken om et liv efter hende, efter vi havde kendt hinanden i tyve år. Havde hun ikke givet slip, havde det også være sværere for mig at give slip.

Jeg følte, Ida holdt os i hånden i lang tid, efter hun døde. Det, at vi fik talt ud og ikke blev afbrudt i vores samtaler, gjorde, at vi blev afsluttet. Jeg ved, hvad hun ville mene, synes og gøre i alle situationer. Det gav os ro til at sige ordentligt farvel, at hun var så afklaret med, at hun skulle dø. Jeg har levet den første halvdel af mit liv med hende, og den er nu afsluttet. Det er det liv, jeg har fået, og det er sådan, det skal være.

Børnene er begyndt at glemme hende en smule. Da hun lå på hospice, brugte hun tre måneder på at lave videoer og to store, tykke bøger til dem. Hun printede billeder og skrev breve. Hun skrev om, hvad hun synes var spændende og hvorfor.

Det handlede om, at drengene skulle vide, hvem hun var. Hun lavede dem, fordi hun var bange for at blive glemt af børnene. Det er derfor mit og min families ansvar, at de ikke glemmer hende helt. Jo mere de trods alt kan huske, jo bedre vil de kunne forholde sig til traumet gennem livet.

Jeg vil beskrive mig selv som midlertidig manisk, lige efter hun døde. Jeg følte mig som en teenager. Jeg havde en kæmpe livslyst, og alting var så intenst. Jeg havde en ekstrem lyst til at leve, og jeg udrettede så meget. Slog vægge ned og lavede en ny indkørsel.

Jeg havde brug for at lave noget, så jeg spurgte drengene, om de helst ville have en tennisbane eller en pool i haven. Derefter googlede jeg ’How to make a pool in the backyard’ og gik i gang. Hvis jeg ikke havde haft alt den energi, så var jeg gået ned med flaget. Jeg havde forventet, at jeg ville blive deprimeret, og jeg har tænkt på, om det var en flugt, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle flygte fra. Jeg var jo midt i det hele, talte om det og tudede en masse.

Det er kommet bag på mig, at jeg kunne blive vildt forelsket i min nye kæreste og stadigvæk savne Ida så meget på samme tid. Ida sagde til mig, at jeg skulle finde en anden, og det var vigtigt ikke at hænge fast. Men det var samtidig noget af det, der gjorde allermest ondt på hende. Hun var ikke jaloux anlagt, og hun ville være ligeglad, hvis det bare var et engangsknald. Men det gjorde ondt på hende at vide, at jeg skulle finde en ny kæreste en dag, selvom det var det, hun ønskede.

Jeg startede bloggen enkemand.dk for halvandet år siden, fordi jeg selv manglede noget at spejle mig i. Jeg prøver at gøre den relevant for andre ved at skrive om ting, man ikke må tale om, på en sort humoristisk måde, så tingene bliver lidt lettere. Mit formål er at trække døden ned og tale om det som en del af vores hverdag. Jeg vil gerne bryde et tabu, fordi det her er et emne, som er vigtigt at tale om.

For eksempel: Da Ida skulle have lavet bryster, fordi hun havde haft kræft og fået dem fjernet, tog lægen det tilsyneladende let og blinkede lummert til mig, da han spurgte, hvilken størrelse hun ville have. Pludselig var det som om, at jeg skulle have en mening om det, og noget i mig sagde, ’wauw, der kan komme fordele ud af det her!’ Så det blev en lidt mærkelig snak. Det var jo helt komplet idiotisk afskåret fra, hvad der var ved at ske, men det menneskelige og primitive var jo stadigvæk i mig, selvom vi stod i en gravalvorlig situation.

Jeg vil ikke pakke mine følelser ned, fordi vi er i en situation, der er helliggjort. Jeg havde behov for at se ting udefra, for at kunne være i det. Jeg fik så upassende tanker, og jeg følte en stor skam ved dem. Jeg kunne ligge og græde og samtidig komme til at tænke på, hvad der mon egentlig sker med silikonebryster, når de ryger ind i krematoriet. Eksploderer de mon?

Denne mærkelige svingen frem og tilbage mellem naiv barnlig undren over døden og sorgen ved at miste en livspartner og bedste ven. Alle tanker er vel okay i en sådan situation, for vi kan jo ikke gøre for dem. Et menneske er ved at dø, og vores hjerner og følelser gør deres bedste for at være i kontrol overfor det uforståelige. Det er ikke altid lige rationelt.

’Jeg forstår dig, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig’. Det er helt fint at sige som pårørende. Vi må være ærlige alle sammen og sige, at situationen er umulig. Lad være at sige ’bare ring’, fordi når man står og har virkelig meget brug for hjælp, kan man ikke overskue at bede om det. Venner er nødt til at træde til og hjælpe på eget initiativ. Hvis man er familie, kan man møde op og ordne vasketøj og lave mad. Hvis man er en fjern ven, er det nok bare med en sms. Man må da også gerne skrive, at man er der for en, men så lægger man ansvaret over på den sørgende, for hvad er man der med og hvornår? Det skal jeg selv tolke, og det orker jeg altså ikke. Det virker som en floskel, og så er et lille hjerte på Facebook bedre.

Når jeg taler med en ven om, hvordan jeg har det, og han slutter af med at spørge, om jeg har nogen at tale med, føles det som om, at alt det, jeg lige har sagt, ikke har nogen værdi, og at jeg bør tale med en anden, der kan sige noget klogt. Men vi har jo lige talt! Det har været fantastisk for mig. Men de fleste tænker, at der må en professionel til, og at de ikke er gode nok selv. Det er forkert. Jeg får noget ud af alle snakke.

Vi aner ikke, hvad vi skal gøre og sige, når vi møder døden. Det er lige præcis det, vi alle må erkende og sige højt. At vi er på usikker grund. Men så må vi finde ud af det sammen, og i det er der en kæmpe støtte i sig selv. Det hele er en proces, jeg har brug for at dele med andre. Folk skal lade være med at prøve at løse problemet, for mit problem kan ikke løses. Ida er død.