Kristian og Lisa er unge og nyforelskede: "Det at elske er et valg, man tager. Men det er svært – særligt i vores alder"

Kristian: "Hvornår startede det rigtigt med dig og mig?"

Lisa: "Det må være den dag med tarteletterne."

Kristian: "Vi havde jo egentlig mødt hinanden før. Jeg var venner med din storebror …"

Lisa: "Ja, men det var bare en enkelt gang, vi havde mødtes. Jeg tror, at jeg lå og så fjernsyn på sofaen. Det var ikke noget, der gjorde et videre indtryk."

Kristian: "Der gik et år, og så var vi begge flyttet til Herning, hvor vi kom i den samme ungdomskirke, fordi vi begge er kristne. Vi havde ikke talt særlig meget sammen. Men en dag kom jeg cyklende i gågaden, og jeg så dig og en ven komme imod mig. Jeg sagde: ’Hey, hvad så, skal I med hjem og have tarteletter?’"

Lisa: "Vi kendte ikke hinanden særlig godt, så jeg syntes egentlig først, at det var noget mærkeligt noget at spørge om. Men jeg endte jo med at sige ja alligevel."

Kristian: "Min lillebror var næsten lige blevet konfirmeret, og der var vildt mange tarteletter i overskud, så min far havde spurgt, om jeg ville have nogen af dem med hjem. Der var alt for mange til, at jeg kunne spise dem selv. Efter jeg var flyttet til Herning, var det gået op for mig, at jeg ikke havde så mange venner her, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spørge, om I havde lyst til at komme med hjem."

Lisa: "Det var en virkelig god aften, men jeg havde en anden kæreste på det tidspunkt, så vi mødtes bare som venner. Efter den aften begyndte vi at skrive lidt sammen, og så begyndte vi at hænge sindssygt meget ud. Latterligt meget. Vi brugte rigtig meget tid på at snakke. Nogle gange kunne det være helt indtil klokken syv om morgenen."

Kristian: "Ja, så kunne jeg bare lige nå at cykle hjem og så skulle jeg direkte videre på arbejde. Det var virkelig dumt …"

Lisa: "Jeg havde bare evigt lyst til at snakke med dig. Det var altid nederen, når klokken blev syv."

Kristian: "Vi skraldede også meget sammen. Det var nok også en nem måde for os at være sammen på. Det var en god undskyldning. Så kunne jeg jo spørge, om vi skulle tage ud og skralde i stedet for at føle mig påtrængende og spørge, om vi bare skulle ses. Men jeg vidste jo godt, at vi ville ende med at sidde og snakke bagefter."

Lisa: "Du spurgte altid, om vi ikke lige skulle gå lidt længere ned ad gaden og kigge ved den næste butik. Jeg vidste, at vi aldrig fandt noget dernede, men det gav lige 10 minutter ekstra, hvor vi kunne hænge ud. Så vi gjorde det altid alligevel."

Kristian: "Var der ikke også nogle af dine andre venner, der sagde til dig, at du skulle passe på med mig, når du allerede havde en kæreste?"

Lisa: "Jo, de var sådan helt … ’I bruger godt nok sygt meget tid sammen’. Så jeg sagde til dig: ’Hey, vi er bare venner, ikke?’"

Kristian: "Og det svarede jeg jo ja til. Og så var vi stadig venner i lang tid efter."

Lisa: "Men så slog jeg op med min daværende kæreste. Det handlede ikke om dig. Jeg slog op med ham for at være alene. Fordi jeg lige skulle finde mig selv."

Kristian: "Der var det også kun venskabeligt, og der var intet fysisk imellem os."

Lisa: "Vi aftalte jo også, at vi skulle bo sammen i et kollektiv med to andre."

Kristian: "Altså bare som venner."

Lisa: "Præcis. Hver vores værelse selvfølgelig."

Kristian: "Ja. Vi skrev under på en kontrakt til et hus, og så gik der

noget tid, inden vi flyttede ind."

Lisa: "I mellemtiden var vi til en julefrokost, hvor vi var virkelig tæt på at kysse, men så skete det ikke. Det var første gang, hvor der virkelig skete noget mellem os. Det var helt mærkeligt."

Kristian: "Jeg tror, vi havde givet hinanden én krammer før …"

Lisa: "Nej, det havde vi ikke. For jeg kan nemlig huske, at da du gik ud af stuen, så gav vi hinanden et akavet kram, og så sagde vi til hinanden bagefter: ’What, vi har aldrig krammet før.’"

Kristian: "Efter den aften gik det op for mig, at jeg virkelig godt kunne lide dig, og at jeg gerne ville mere end at være venner. Men den var du slet ikke med på."

Lisa: "Der var vildt lang tid, hvor det bare kørte op og ned."

Kristian: "Mener du med os to? Det må man sige …"

Lisa: "Ah. Jeg ved, hvad du vil komme ind på nu."

Kristian: "Du var lidt en idiot over for mig, fordi du blev ved med at sige, at vi ikke skulle være kærester, men så kom du nogle gange til at vise noget lidt andet over for mig. Det stod på i et halvt år, og jeg kunne slet ikke finde rundt i det."

Lisa: "Det blev lidt dramatisk til tider."

Kristian: "Tænker du på festen herhjemme?"

Lisa: "Ja. Selvom jeg ikke kan lide den historie."

Kristian: "Man siger jo, at alkohol slukker for ens følelser, men til den fest følte jeg, at det rev op i det hele. Alt blev forstærket, og jeg kunne slet ikke være i mit eget hoved. Jeg ville snakke med dig, men jeg kunne ikke finde dig. Jeg tror, jeg bare lagde mig op i min seng. Jeg kan ikke helt huske det. Men til sidst endte vi ude på gaden."

Lisa: "Du var virkelig ked af det. Jeg har aldrig set nogen, der var så ked af det."

Kristian: "Jeg tror bare, at det var alt, der var sket de sidste fem måneder op til da. Det gik op for mig, at jeg var helt smadret indeni. Jeg ville snakke med dig om det, men du gad ikke snakke."

Lisa: "Alle til festen sagde, at du ledte efter mig. At du var fuld og ked af det. Da jeg kom op til dig på værelset, forstod jeg nærmest ikke, hvad du sagde. Så sagde du: ’Du forstår ikke noget, jeg forstår ikke noget.’ Og så skubbede du til mig, fordi du var så frustreret. Så gik jeg, for det gad jeg ikke finde mig i."

Kristian: "Så råbte jeg: ’Kom tilbage.’"

Lisa: "Men jeg gik ud på gaden for at få noget luft og lige tænke lidt."

Kristian: "Jeg fulgte efter dig, og jeg endte med at stå derude i bare tæer og shorts."

Lisa: "Så blev det rigtig dramatisk, for jeg begyndte at løbe væk fra dig, for jeg havde ikke lyst til at tale med dig."

Kristian: "Du vendte dig om og råbte: ’Du kan bare fucke op på dit værelse og spille på din guitar.’"

Lisa: "Jeg synes virkelig ikke, du var særlig nice lige der."

Kristian: "Jeg løb efter dig, og så løb du væk. Vi var rimeligt berusede begge to. Vi nåede lidt op ad gaden, og så ville jeg tage fat i dig, så vi kunne snakke sammen. Men så i al vores fuldskab ender vi med at vælte. Jeg tacklede dig næsten."

Lisa: "Ja, vi faceplantede nærmest ned i noget grus. Jeg råbte, at du skulle fjerne dig."

Kristian: "Det så nok ret voldsomt ud for de andre, fordi jeg nærmest ikke havde noget tøj på, og vi lå der og rodede rundt."

Lisa: "Der kom folk hen for at hjælpe mig og spurgte, hvad du havde gjort ved mig. Jeg sagde, at du ikke havde gjort noget, men jeg havde brug for at komme væk fra dig, fordi du var pisseirriterende."

Kristian: "Ja, de holdt fast i mig."

Lisa: "Og så begyndte jeg at løbe væk igen."

Kristian: "På det tidspunkt begyndte jeg at tænke, at vi bare skulle hjem igen. Jeg kunne ikke lide, at du skulle løbe rundt alene der midt om natten."

Lisa: "Jeg løb ned mod en gade, hvor min veninde bor."

Kristian: "Det kan jeg ikke huske. Men jeg tænkte, at du bare skulle et eller andet sted hen, der ikke var ude på gaden, så du ikke var alene. Jeg løb efter dig."

Lisa: "Ja, og så fandt du mig igen."

Kristian: "Så sagde vi en masse grimme ting til hinanden. Du spyttede endda på mig."

Lisa: "Men det hele endte med, at du fik lov til at følge mig hjem. Hvis du lukkede røven."

Kristian: "Det gjorde jeg, og så gik vi hjem i stilhed."

Lisa: "Den aften var virkelig ikke en særlig sjov oplevelse for nogen af os."

Kristian: "Jeg vidste jo godt, du holdt af mig. Men det føltes for mig, som om du legede rundt med mig. Så ville du, så ville du ikke. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg var ved at være afklaret med, at vi ikke skulle være noget, fordi du blev ved med at sige, at det skulle vi ikke. Men så gik der ikke særlig lang tid …"

Lisa: "Lige inden vi blev kærester, havde jeg snakket med nogle af mine venner om, at det var svært med os. De var begyndt at sige, at vi måske skulle droppe det helt. Jeg tror jo på gud, og jeg havde brug for, at han gav et tegn om, at det var rigtigt, at vi skulle være sammen eller ej. Dagen efter lå jeg inde på mit værelse. Jeg havde ligget i min seng hele dagen og været rigtig uproduktiv. Der var ret mørkt derinde, men jeg havde min gamle lavalampe tændt, og den gav hele rummet sådan et grønt skær. Du kom hjem fra arbejde, og så kom du ind på mit værelse. Vi sagde ingenting, men vi havde bare øjenkontakt i virkelig lang tid. Jeg fik helt tårer i øjnene, fordi jeg blev så glad. Vi kyssede. Og der var mit tegn så. Grønt lys."

Kristian: "Vi kyssede i lang tid, og så snakkede vi om bagefter, at det havde været virkelig dejligt. Det er jo egentlig bare det, vi gør. Vi snakker om alting."

Lisa: "Det havde været det perfekte øjeblik for mig at sige, at jeg også godt kunne lide dig …"

Kristian: "Du var nok ikke helt klar endnu."

Lisa: "Første gang, jeg indrømmede rigtigt, at jeg også var vild med dig, var til min fødselsdagsfest lidt tid efter. Jeg sad og snakkede med din lillebror, og han sagde: ’Dude, man kan altså se det på jer. Skal I ikke bare blive kærester, Kristian kan megagodt lide dig.’"

Kristian: "Han var jo den vildeste wingman."

Lisa: "Jeg har aldrig rigtig snakket med din lillebror før, men da vi sad der, kunne jeg bare mærke, at jeg gerne ville fortælle, at jeg godt kunne lide dig."

Kristian: "Så lige pludselig kom du hen til mig og sagde, at vi skulle snakke sammen."

Lisa: "Og så sad vi ude på en kantsten, hvor jeg åbnede mit hjerte."

Kristian: "Det kom som en kæmpe overraskelse for mig, at du endelig gjorde det. Jeg blev vildt glad."

Lisa: "Men der gik alligevel lidt tid fra den aften, til vi blev kærester."

Kristian: "En eller anden dag var vi ude for at bestille noget mad. Mens vi sad og ventede på, at det blev

færdigt, spurgte jeg, hvornår vi egentlig skulle være kærester."

Lisa: "Det vidste jeg ikke lige …"

Kristian: "Så da vi kom hjem, spurgte jeg dig, om du ville være min kæreste. Og så sagde du bare nej."

Lisa: "Jeg ville jo faktisk gerne, men jeg gik i panik."

Kristian: "Jeg tror egentlig, at vi på det tidspunkt var ret afklarede med, at vi skulle være kærester. Du var bare ikke helt klar til, at hele verden skulle vide, at vi var kærester. Så du sagde nej."

Lisa: "Du spurgte endda flere gange, om vi ikke godt bare kunne være kærester …"

Kristian: "Men så gik du ud og ringede til din mor."

Lisa: "Ja, jeg ringede til hende og gik sygt meget i panik på ny. Da vi havde talt sammen, kom jeg frem til, at jeg nok bare skulle tage mig sammen. Så spurgte du mig igen, og så sagde jeg ja."

Kristian: "Og nu har vi været kærester i fem måneder."

Lisa: "Og det er bare gået virkelig godt. I mine tidligere forhold har jeg haft svært ved, at jeg gik glip af noget, når mine veninder tog i byen og scorede og kyssede med alle mulige. At tage i byen generelt handler jo sygt meget om at score. Jeg havde det sådan nogle gange, at jeg havde lyst til at slå op med min kæreste dengang, bare så jeg kunne opleve det. Men nu tænker jeg også, at det ikke er worth it. Så fedt er det jo heller ikke, og så er det meget mere nice at være sammen med dig."

Kristian: "Jeg tror, at når man er i et forhold, så vil de tanker altid komme om, at græsset er grønnere på den anden side. De tanker har jeg slet ikke haft endnu. Men det er jeg da næsten ikke i tvivl om, at de nok skal komme på et tidspunkt. Jeg tror på, at det at elske er et valg, man tager. Men det er svært – særligt i vores alder."

Lisa: "Ja. Man møder så mange mennesker overalt. Så starter man i gymnasiet, og så er der sindssygt mange nye mennesker. Så holder man sabbat-år og tager ud og rejser, og så er der endnu flere nice

mennesker …"

Kristian: "Præcis, og det står vi jo også over for nu."

Lisa: "Jeg er færdig med HF til sommer, og du skal jo nok flytte til Holstebro, fordi du går på MGK. Jeg vil gerne ud og rejse, men jeg har også lyst til at flytte til Holstebro, så jeg kan være hos dig. Du kan gå ud ad døren, og så kan jeg savne dig efter et minut. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal lave der, og jeg vil egentlig gerne noget, jeg har vildt meget lyst til. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er. Vi har talt om, at vi sygt gerne vil rejse på et tidspunkt."

Kristian: "Ja, vi vil gerne tage til Sydeuropa og være guider. Det kunne være meget fedt at arbejde det samme sted og bo i udlandet. Altså sammen, ikke?"