DER ER INGEN MENNESKER I VERDEN, jeg hellere vil tale med, end min hustru. Hun er den, der forstår mig bedst, og hun kan læse mig som ingen anden. Uanset om det er dybe samtaler om vores drømme eller korte snakke om, hvordan dagen er gået (eller elektriske skænderier, hvor bølgerne går højt), er det aldrig ikke interessant at snakke med hende.
Men der er et tidspunkt, hvor der er fuldstændig tavshed mellem os: om morgenen. Vi har aldrig italesat det, men der er en stiltiende enighed om, at vi nærmest ikke siger en lyd, når den ene smører madpakker, og den anden laver havregrød og dækker bord, mens børnene stadig vågner. Morgenkaffen bliver drukket i fred, det er vidunderligt.
Der er en helt genial dialog mellem Mia Wallace (Uma Thurman) og Vincent Vega (John Travolta) i ’Pulp Fiction’, hvor Vincent er endt på restaurant med Mia, og der pludselig opstår en stilhed mellem de to, som nogen vil betegne som akavet.
Annonse
Mia: ”Don’t you hate that?”
Vincent: ”What?”
Mia ”Uncomfortable silences. Why do we feel it’s necessary to yak about bullshit in order to be comfortable? ”
Vincent: ”I don't know. That's a good question.”
Mia: ”That's when you know you've found somebody special. When you can just shut the fuck up for a minute and comfortably share silence.”
Vi er knap så kriminelle og knap så fristede af heroin derhjemme, som Vincent Vega og Mia Wallace er, men jeg nyder at drage parallellen til samtalen mellem de to. Den retoriske angst for det tomme rum har forladt mig for længst, og jeg læner mig trygt ind i tavsheden uden behov for konstant at fylde den ud med tom snak.
Annonse
Et menneske, der i modsætning til mig taler konstant, er Thomas Blachman. Alle kender ham fra bedste sendetid på tv, hvor han som den længst siddende ’X Factor’-dommer i verden har tændt og slukket stjernedrømme i 15 år med sin hudløse ærlighed og sin bramfri tone. Blachman taler lige ud af posen, med ham er det råt for usødet, og han holder nøje regnskab med, at hans person gerne skal have både fjender såvel som venner.
Tomme tønder buldrer mest, og selvom Thomas Blachmans talestrøm er mere eller mindre konstant, så gælder det gamle ordsprog ikke, når det kommer til ham.
For Blachman har rent faktisk noget på hjerte. Han vil ungdommen, han vil den folkelige dannelse, han vil det smukke, musiske, æstetiske i livet, og det er der grund til at hylde.
Jeg tror, Thomas Blachman ville passe bedre ind, hvis han var født i USA, hvor man kun kommer frem i verden ved at tale i overskrifter, men jeg nyder, at han har valgt at bo i et land, der egentlig er for lille til hans måde at tænke på.
Normalt taler Thomas Blachman (nærmest) hele tiden, men i dette nummer af Euroman har vi forsøgt at tage mikrofonen delvist fra ham og i stedet givet den til alle de vigtigste mennesker, der er i hans liv: hans børn, hans nuværende og tidligere kolleger, hans bandmedlemmer, hans venner og hans manager.
Rigtig god fornøjelse med denne udgave af magasinet. Og husk, at hvis du har noget på hjerte, er jeg altid modtagelig for ideer og kritik på kristoffer@euroman.dk.
Tak for at bruge din tid på Euroman. Vi sætter mere pris på det, end du ved.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
