Sauna, smøger og sejlivede rygter: Vi tog fra Aalborg til Manhattan med den uopslidelige Lars Løkke Rasmussen

FORESTIL DIG, at du skulle bruge seks dage – to i Jylland, fire i New York – med Lars Løkke Rasmussen. Hvordan ville det blive? Mange ser nok for sig – jeg ved det faktisk, for jeg har spurgt – noget i retning af: fadøl og smøger i ét væk, arbejdsraseri til langt ud på natten, ætsende karaktermord på journalister og politikerkollegaer på bagsædet af ministerbiler, morgensurhed, diplomati efter solnedgang, snarrådige manøvrer på det politiske taktikbræt.

Noget af det er i overensstemmelse med virkeligheden, noget af det er ikke. Det skriver jeg med sikker hånd, for jeg har klynget mig fast til Lars Løkke Rasmussen og hans hektiske arbejdsdage. Fra tidlig morgen til sen aften. Her er, hvad der skete.

DEL 1

NEW YORK → 17.-18. september

FOR AT ARBEJDE for Lars Løkke Rasmussen må man besidde mange kompetencer. Én af de mest væsentlige er evnen til at holde sin mund. Det viste sig tydeligt en lummer og regntung aften på det merkantile Manhattan, hvor udenrigsministeren sjoskede gennem byen under en sort hotelparaply.

Alle hans kropsdele pegede mod fortovet, og foran ham førtes vejen an af fem kompetente mennesker. Typer, der aldrig glemmer at tage bæltet af i lufthavnssecurity. Typer, enhver mor ville overlade sin nyfødte i armene på.

Med sig bar de pligt og pli, bunker af papirer, sikkerhedskrypterede telefoner og tocifrede universitetskarakterer. De var delegationen, udenrigsministeren havde taget med sig til New York.

Delegationen snoede sig ubesværet gennem mylderet af turister og tæt trafik, hele tiden med et halvt øje reserveret til én mand: ham, de kalder ministeren. Og tydeligt for dem alle var det, at hvad end der måtte trænge sig på af spørgsmål, mødebriefinger og pressehenvendelser, ville det blive taget bedre imod i morgen.

Kort forinden havde de med jetlagkvalme tygget sig igennem burgere og pommes fritter, mens de sendte medfølende tanker til deres chef. Han sad med slipseknuden mast mod strubehovedet på 12. sal i en nærliggende skyskraber og holdt ministermiddag med kollegaer fra EU og Mellemøsten.

Ministrene sad i et diplomatisk hesteskosmønster og spiste en forret, der lignede noget, man ville få på Oslofærgens dyreste restaurant. I Danmark var klokken to om natten.

Da Løkke og hans medarbejdere langt om længe nåede hotellet, løsnede han sit slips, lænede hovedet tilbage og pustede cigaretrøg i en hård stråle lige op i New Yorks forurenede nattehimmel. Batteriet var tomt. Delegationen stod i indgangen til lobbyen og kiggede på ham, uden at kigge på ham.

DET GIVER DÅRLIGT mening at præsentere Lars Løkke Rasmussen, for hvem er mere kendt her til lands end ham? Dronningen? Kronprinsen? Han kan nok slås med statsministeren og Michael Laudrup om tredjepladsen. Danskerne ved ikke blot, hvad han laver, de føler også, de ved, hvem han er. Nok er han en kalkuleret taktiker, men på følelsesniveau opererer han med åbne skodder.

Måske er det derfor, at de fortællinger, der hober sig op rundt om Lars Løkke Rasmussen – politikeren, der efter 30 år i Venstre forlod sin ideologiske hjemstavn for at etablere en ny politisk afsats, Moderaterne, for hvem han nu agerer formand og udenrigsminister – altid synes særdeles sejlivede.

For tiden er en af de mest gængse fortællinger, at han som udenrigsminister har sporet sig ind på sin drømmetjans. Fortællingen gentages igen og igen af alle fra politiske mandagstrænere til hans medarbejderstab. At det passer ham perfekt at give den som berejst statsmand, former prime minister of Denmark og pragmatisk diplomat. Lille Lars på den store scene.

Men læs så, hvad han på en bænk i Central Park svarede på spørgsmålet om, hvorvidt udenrigsministerposten havde overrasket ham positivt.

”Naaarj.”

Hvad er det bedste ved at være udenrigsminister?

Lang pause.

”Jamen, helt ærligt, jeg kæmpede mig jo ikke ind i politik igen for at revolutionere vores udenrigspolitik, det gjorde jeg altså ikke.”

Hvorfor blev du så udenrigsminister?

”Der var sgu ikke rigtig andre muligheder. Mette” – altså, Frederiksen – ”bad mig egentlig om at tage den. Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til.”

Det lød, som om han gerne en dag ville være finansminister. Ligesom han var mellem 2007 og 2009. Han konstaterede i al fald, at det, han kalder maskinmesterstillingen, er den ministerpost, han har været allergladest for i sin karriere.

Her sidder man med det forkromede overblik over statsfinanserne og støber samfundets velfærdskugler. Det virker så svært usandsynligt, at Socialdemokratiet skulle afvige fra princippet om, at stats- og finansministeren repræsenterer samme parti, men med Løkkes egne ord sidder han i en regering, ”der er åben for at gøre tingene på nye måder.”

Så det er bare helt rædselsfuldt at være udenrigsminister?

”Nej, nej, nej! Overhovedet ikke. Det var bare ikke den stilling, der var min drift for at kæmpe mig tilbage i politik, så det var først, da ministerposterne skulle fordeles, at det blev aktuelt. Og hvad skulle jeg ellers være? Det var jo ikke, fordi jeg så mig selv blive transportminister.”

Han sugede lidt luft ind.

”Jeg synes da, det er et dødspændende arbejde, jeg har.” Ny pause. ”Jeg synes, det er dødspændende. Meget af det, jeg laver, er jo det samme, jeg lavede som statsminister. Der er bare skruet lidt mere op for rejserne.”

Og her sad han så på udlandstur nummer 37, siden han i december blev udenrigsminister (han havde sammenlagt brugt 10 hele døgn i luften).

Det var blevet mandag morgen i ugen, hvor New York skulle beværte FN’s årlige generalforsamling, så mens man i Danmark diskuterede fnidder i Alternativet og bandevold på Christiania, styrtede Løkke og hans medbragte delegation rundt på kryds og tværs af brede færdselsårer og op og ned med elevatorer, der transporterede deres kroppe så hurtigt, at flere af dem blev svimle.

Klokken kvart over 11 havde Løkke nået at løbe fem kilometer på et løbebånd i hotellets træningscenter, holde åbningstale til en erhvervsreception i den danske FN-mission, ventet forgæves på en bilateral samtale med Guinea-Bissaus udenrigsminister, ladet sig interviewe foran FN’s hovedkvarter af TV 2 – og alt derimellem. Næste punkt på dagsordenen hed ’alenetid’.

Sjaskvåde af den silende regn satte Løkke sig ind på en airconditionkold Starbucks med sin særlige rådgiver, ministersekretær og ministeriets pressechef. Ministeren hang jakken med de våde ærmer på en stol, gik op til køledisken med sandwich og salater og rynkede på næsen, og så satte han sig ned ved et langt bord og fandt sine læsebriller frem.

”Hvad skal du have?” spurgte hans ministersekretær, Louise Borchsenius Jensen. Hun har hele pakken: intellektuel spændstighed, praktisk overblik som en supercomputer, og så er hun, hvad enhver ville betragte som godt selskab – alle kvaliteterne er lige vitale, når man arbejder tæt på Løkke. Flere tidligere og nuværende medarbejdere havde nævnt for mig, hvordan Løkke går dårligt i spænd med dem, der er for kedelige, for tørre. Og dem, der er bange for ham.

”Så bliver man bare kørt over,” som én formulerede det.

I sine start-30’ere er Louise klatret derop i embedsværkets hakkeorden, hvor hun er den ene af to, der skiftevis står til rådighed for ministeren på alle tider af døgnet med alt fra sagsakter og talepapirer til en ostemad og en smøg. Mangler Løkke et visitkort til en udenrigsministerkollega, smyger Louise det ind i håndfladen på ham.

Normalt kløver hun døgnet over med den anden ministersekretær. Disse fire dage i New York var hun aldrig længere end et minut fra ministeren. Snart bliver de tre ministersekretærer – deler man Lars Løkke Rasmussens arbejdstid i to dele, bliver stykkerne stadig upassende store.

Løkke bad om en flat white og fik straks stukket en bunke papirer i hånden. Med en pause i det udenrigspolitiske program var der blevet tid til at vende blikket hjemad, hvor der også var et parti, Folketingets tredjestørste, at passe.

Mens hans medarbejdere kiggede på arbejde og drak deres kaffe – én fik chai latte, og Løkke sagde: ”Det drikker min datter også, det er alt for sødt” – sad udenrigsministeren lænet tilbage med Moderaternes iværksætterudspil i den ene hånd og en kuglepen i den anden.

Så gik den store dissekering i gang. Første overskrift: ’Iværksætteri … fra fødsel til grav.’ Løkke kiggede hånligt op over brillestellet med et indforstået smil og stregede den sidste del over. Sådan blev han ved med forbløffende hast. Satte hårde streger og sagde ”det her betyder jo ingenting” ud i rummet. Satte små flueben ved de velformulerede punkter som en eksaminator.

Er der én ting, nuværende medarbejdere, tidligere medarbejdere og den brede danske befolkning kan enes om, når det kommer til Lars Løkke Rasmussen, er det, at han ved, hvad han laver. Han er dygtig, både taktisk og substantielt.

I forhandlinger, til arrangementer og i det daglige arbejde er hans klæbehjerne en gunstig superkraft. En tidligere assistent husker forbavselsen, da han første gang så Løkke memorere en 30 minutter lang tale på baggrund af én gennemlæsning på bagsædet af en taxa.

”Og så kan han ofte detaljerne i sagerne bedre end de embedsmænd, der har siddet og udarbejdet notaterne,” fortalte assistenten.

I september blev Lars Løkke Rasmussen topscorer i en Megafon-måling, der kortlagde danskernes syn på de dygtigste partiledere. Til gengæld rangerede kun Pernille Vermund og Morten Messerschmidt lavere end Løkke på spørgsmålet om, hvem der er mest sympatisk.

MANDAGENS SKEMALAGTE ALENETID fortsatte på hotellets chikke frokostrestaurant, Serafina, Løkke var stadig i selskab med de tre nøglemedarbejdere fra Udenrigsministeriet. Han fik danskvand, spaghetti carbonara og en alkoholfri Heineken.

”Jeg holder lige en pause med alkoholen,” forklarede han sine kollegaer, inden de nåede at spørge. Nu ville de vide, hvor længe pausen havde stået på. ”Siden i fredags,” grinede han, og så grinede de også.

Knap var den sidste bid taget, før Louise kiggede på ham med et utålmodigt smil. Løkke forstod straks og skubbede sin tallerken ind på midten af det runde marmorbord, så ministersekretæren ved hans side kunne få plads til en ny stak papirer fra sin sirligt organiserede attachémappe.

At planlægge ministerens rejseprogram er en øvelse fuld af diplomatiske afvejninger. Nu sad Løkke, stadig med en serviet foldet fra kraven og ned over den hvide skjorte, ærmerne smøget løst op og med læsebrillerne i panden, og fik præsenteret de næste måneders rejsemuligheder af sin ministersekretær.

Han skulle besøge Ukraines danske venskabsby Mykolaiv, men ikke for tæt op ad en allerede planlagt tur til Kyiv. Han skulle formentlig åbne en dansk ambassade et sted i Østeuropa.

Og så var der et højstemt arrangement med Aspen Ministers Forum i København, hvor The Clintons og andre pinger ville komme på besøg, men Løkke ville egentlig foretrække, hvis statsministeren kunne tage sig af det lørdagsarrangement.

Det var ikke ud af dovenskab. Lars Løkke Rasmussen arbejder hele tiden. Når han i New York tog en pause fra arbejdet, så han nyheder. Når han havde ’alenetid’, forberedte han næste punkt på dagsordenen eller talte i telefon med håbefulde partifæller, der ville repræsentere Moderaterne til sommerens Europa-Parlamentsvalg. Alt, han gør, gøder jorden under det enorme, knoklede træ, der er Lars Løkke Rasmussens politiske karriere.

Spørger man folk i hans nærhed, beskrives han som en udpræget arbejdsnarkoman, der evner at blive ved og blive ved og blive ved, mens andre må give sig hen til basale, fysiske behov som mad og søvn.

Gadedrengen Løkke har ikke været for fin til, som en taktisk manøvre, at placere forhandlinger sent på dagen, for jo tungere øjenlågene bliver på hans kollegaer, jo større bliver hans vinderchancer.

”Jeg ved godt selv, at jeg er en fighter. Og jeg er vedholdende,” fortalte han på bænken i Central Park, mens han slubrede en sen efter-middagskaffe i sig.

”Men jeg er altså også rimelig opmærksom på mine egne grænser. Man skal jo ikke køre sig selv i hegnet.”

Den offentlige debat er mere end nogensinde præget af historier om politikere, der arbejder sig selv ud over kanten. Alex Vanopslagh, Jakob Mark, Jakob Ellemann-Jensen. Yngre, moderne mænd, der måtte have et ordentligt rap over nallerne, før de lærte at mærke efter. Hvornår ved den gamle hanelefant, at han skal træde et skridt væk fra skrænten?

”Så skal jeg afsløre en kæmpestor hemmelighed, som det egentlig kun er min familie og måske en enkelt sekretær eller to, der kender til,” sagde Løkke og satte kaffekoppen forsigtigt ned ved siden af sin venstre fod.

”Det er, når jeg begynder at stamme. Jeg stammer jo ikke normalt, slet ikke, men hvis jeg kommer helt ud og snuse til grænsen, kan jeg godt få sådan en … ”

Han pegede med fire fingre ind på sine blottede tænder og rystede på hånden som for at vise, hvordan ordene kan sætte sig fast. Det var ikke mere end et par uger siden, det sidst var sket.

”Så ved jeg godt, at nu, Lars.”

Det er ikke antallet af arbejdstimer, der nødvendigvis er udslagsgivende, fortalte han. Det sker nærmere, når planerne for udenrigsminister og partiformand Løkke er på kollisionskurs med planerne for far og ægtefælle Lars.

”Så driller min familie mig og siger ’for fanden, Lars, du fiser rundt og træffer beslutninger hele tiden, og så sidder du her og stammer, fordi du skal ordne et eller andet privat.’”

Han sover mere, end han gjorde førhen. Tanken om det arbejdsliv, han levede, da han var amtsborgmester, folketingsmedlem og næstformand i Venstre med tre små børn derhjemme, kan stadig give ham åndenød. Dengang gik han ikke i seng, før alt var klappet og klar til næste dag.

”Jeg sover stadig ikke så forfærdeligt meget,” indrømmede han. ”Men én gang om ugen forsøger jeg at gå tidligt i seng, måske klokken 22, og få en lang én. Det ville jeg aldrig have gjort for 10 år siden. Nu vil jeg hellere være veludhvilet end velforberedt.”

Mette Frederiksen, Løkkes regeringschef, er lidt ligesom ham. Det siger folk omkring ham, og det sagde Løkke også flere gange selv i New York. Hun er heller ikke et ”8-16-menneske,” og det er godt, når man som udenrigsminister bevæger sig på tværs af tidszoner og bedst kan pleje regeringens indenrigspolitiske liv, mens det øvrige diplomati holder fri.

Men det rejser et spørgsmål: Er det virkelig for det bedste, at vores toppolitikere aldrig får en pause? Er det bare det, det kræver, hvis man vil drive det vidt i dansk politik?

”Det vil jeg jo mene,” svarede Løkke. ”Det kan godt være, det er upopulært at sige.”

Det har han måske ret i, at det er. I takt med at Christiansborg udbygger lazarettet af stresssygemeldte politikere, er en modbevægelse opstået. ’Tag tempoet ud af politik,’ er det grundlæggende budskab, blandt andet fremført af Løkkes tidligere Venstre-partifælle Karsten Lauritzen i bogen ’Lad det gå langsomt’.

”Jeg har altid selv advokeret for at tage tempoet ud af politik. Det var hele idéen med Moderaterne, at vi skulle tage os god tid til at finde langtidsholdbare løsninger,” sagde Løkke i et toneleje, der signalerede, at det siger da sig selv.

”Det rokker ikke ved, at der stadig er meget at lave. At bruge hele dagen og aftenen, synes jeg jo ikke, er noget problem. Måske er det bare mig, der ikke er dygtig nok, men jeg ved, at med den emnekreds, jeg gerne vil mene noget om, så kan jeg ikke nå det hele på 37 timer.”

Han reflekterede over, at han selvfølgelig kunne vælge kun at mene noget om udenrigspolitik. Det ville der sikkert være mange – hvis man skal tro den brede Christiansborg-presse – i særligt Socialdemokratiet, der ville synes var alletiders.

Skriverierne fortæller, at flere i regeringen er blevet stødt på manchetterne over, at Løkke mener noget om alting, hele tiden. Et renere udenrigspolitisk fokus ville give flere fritimer og måske en mere munter regeringspartner.

”Men den tilgang har jeg bare ikke til det.”

DEL 2

JYLLAND → 13.-14. september

JONAS VINGEGAARD VAR I færd med at mosle op ad det urimelige Angliru i Primož Roglič’ baghjul, og meget tydede på, at den vestjyske cykelkonge var ved at flå den røde førertrøje i Vuelta a España af sin holdkammerat Sepp Kuss, men alt det var der ingen i Musikkens Hus i Aalborg, der vidste.

Her sad almindeligt udseende nordjyder i alle aldre og kiggede op mod scenen, hvor Mette Frederiksen – flankeret af Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen – i grundige vendinger fortalte om problemerne i det danske sundhedsvæsen.

Nordjyderne lyttede og stillede spørgsmål over sms, der blev gennemtygget af Socialdemokratiets kampagnechef bag scenen og senere overleveret til partilederne af den oversjove moderator Anders Breinholt.

Men Lars Løkke Rasmussen vidste godt, at Jonas Vingegaard nærmede sig endnu et hak i bæltet. For mens statsministeren fabulerede og forklarede på hjemmebanenordjysk, sad Løkke nedsunken på sin taburet med armene over kors og nikkede langsomt med hovedet som for at give chefen for det hele ret, men hans øjne havde fundet et fast holdepunkt i bordet foran de tre partiledere: en lille, lysende telefon, der lå fladt bag hans vandflaske.

”Ej. Sidder Lars og ser cykelløb?” hviskede Karen Clement til en kollega oppe på balkonen, så de to entusiastiske kvinder med rødt nissehår på rækken foran ikke hørte det.

Clement (der udtales på fransk, så det rimer på accent) er Lars Løkkes særlige rådgiver – eller det, der hed en spindoktor, indtil spindoktorerne blev trætte af det navn og opfandt et mindre slibrigt af slagsen.

Om særlige rådgivere forestiller de fleste sig måske en selvhøjtidelig akademikertype med smalle briller og en kropstemperatur på 36 grader, men sådan er Karen Clement ikke. Hun er et storsmilende energibundt med korte ben og en udstråling, der lige så godt kunne have sikret hende en stor karriere som spinninginstruktør eller naturvejleder.

I stedet bruger hun 10 arbejdsdage om ugen på at give udenrigsministeren optimale betingelser for at passe sit arbejde.

Og nu konstaterede hun med en blanding af forargelse og hengivenhed i stemmen, at ministeren var to steder på én gang: på scenen i Aalborg under SVM-regeringens selvproklamerede charmeoffensiv, men også, billedligt talt, på en stejl, spansk bjergtinde. Hun kunne ikke lade være med at grine.

Det var anden og sidste etape af regeringstoppens danmarksturné, og første etape ugen forinden var landet lidt fladt. I Berlingske var de borgerlige avisholdere blevet præsenteret for en overskrift om, at Løkke havde lignet en, der fortrød, at han var der, og halvtomme sale havde fyldt mere i mediebilledet end det glade budskab om sammenholdet i den moderat populære midterregering.

Men nu skulle det blive godt at komme over Lillebælt og rundt til de jyske vælgere. De parti-ansatte fra de førhen konkurrerende partier havde ligefrem glædet sig til at komme på bustur med hinanden igen, og Anders Breinholt havde fået ”en masse konstruktiv efterkritik siden sidst,” som en rådgiver tørt formulerede det, mens de tre partiledere med påtaget klar røst sang ’Jeg ved en lærkerede’ med beboerne på et friplejehjem lidt uden for Viborg.

PÅ ET HOTELVÆRELSE i den pæne del af Randers stod Lars Løkke Rasmussen og strøg en skjorte. Det var blevet aften, og dagens program var gennemført. Under anden udgave af Breinholt-showet havde den mest opsigtsvækkende episode fundet sted backstage, hvor en af Mette Frederiksens PET-agenter var kommet til at sprøjte en ordentlig stråle karrydressing fra en sandwich på tværs hen over sine sorte bukser. Resten var forløbet som planlagt.

Klokken 21 var de ankommet til hotellet, og Løkke syntes, at arbejdsdagen havde været mild.

”Jeg laver jo ikke en skid. Tager fire selfies og fortæller et par anekdoter.”

Så meget desto mere var der grobund for en fyraftensøl, så mens Ellemann og Frederiksen låste døren til deres hotelværelser, fulgtes Løkke med statsministerens stabschef, Martin Justesen, ned foran den lokale beværtning Bykroen, hvor den ungdommelige forsamling af rådgivere og pressefolk havde forskanset sig. Hele dagen havde Løkke lignet en, der var, ja, på arbejde. Nu lignede han en, der havde fri og lyst til at fortælle røverhistorier.

”Det blev sgu sent i går,” sagde han med sit mest indforståede drilleblik ude foran værtshuset. Han løftede øjenbrynene og trak sin hage ned mod brystet.

Aftenen forinden havde Løkke været til en erhvervsmiddag på festrestauranten Pluto i det indre København. Middagen var fortsat på en nærliggende bar, og da han kom hjem til lejligheden i Nyhavn, lå der en spritny avis i postkassen. Den læste han, inden han gik i seng. Næste morgen – eller samme morgen, om man vil – var det op på arbejde igen.

På opfordring fra Euromans udsendte fotograf stillede Løkke sig nu op foran værtshusets duggede ruder og poserede for kameraet. Så piblede en hurtig skikkelse ud ad døråbningen med hovedet på skrå. Det var Karen Clement.

”Arh, kan vi måske lade være med tage billeder lige her?” bad hun.

Martin Justesen, der betjener en lignende stilling for statsministeren, grinede i skægget: ”Jeg stod bare og talte sekunderne til, at du ville komme ud.”

Men det ville Løkke ikke høre tale om.

”Hold nu op,” sagde han og gestikulerede som en italiensk grønthandler, ”jeg er blevet for gammel til at gå op i den slags.” Clement himlede overbærende med øjnene og gik tilbage indenfor med uforrettet sag.

Det lille optrin reflekterede en gordisk imageknude, der gennem årene har udfordret mange rådgivere på deres faglige stolthed: Lars Løkke Rasmussen har et fastfrossent renommé som en, der sætter endog meget stor pris på en kold fadøl. Sådan har det været i 15 år, og sådan er det stadig, uanset hvor mange gange han eller hans medarbejdere troligt gentager, at han faktisk meget bedre kan lide rødvin.

Ude foran Bykroen i Randers kæmpede Karen Clement et lille, men symbolsk slag i en krig, Lars Løkke Rasmussen selv har opgivet for længst:

”Jeg ville da også helst have et ry for at være afholdende og respekteret. Men sådan kan det ikke være,” fortalte han.

”Og ja, så skriver folk ’dit fede, fordrukne svin’, og hvad fanden ved jeg. Jeg ved nogenlunde, hvad der passer om mig selv. Og jeg gider ikke at tage mig af resten.”

Kort tid senere stod Løkke lænet op ad bardisken på det tilrøgede værtshus og konverserede med stamgæsterne Snabs og My, der havde gang i et drabeligt spil billard, mens fotografen knipsede løs. Løkke vendte blikket mod barmutteren bag disken, en spinkel spilopmager af en kvinde med ét ben og cornrows.

”Hvad har I af alkoholfri øl?” spurgte han.

Hun så lidt skuffet ud.

”Ej!” råbte han og klaskede en hånd i bordet. Det var bare for sjov, og Bykroens værtinde kiggede nærmest forelsket på landets udenrigsminister.

MORGENEN EFTER KØRTE det politiske cirkus videre rundt i landet. Karen Clement havde siddet i morgenmadsbuffeten og jongleret to telefoner, en arbejdscomputer og nogle røræg, mens Løkke mere eller mindre var slimet direkte fra hotelværelset og ned i bussen. Det er noget af det første, alle lærer om ham: I morgenstund har Løkke en smøg i munden, og ikke så meget andet end det.

Bussens chauffør, Hans, der med sine guldringe og sin slipsekæde lignede verdens mest succesfulde af slagsen, og muligvis også er det (under folketingsvalgkampen ville Mette Frederiksen kun køre med ham. Når han ikke kunne, måtte de planlægge uden om at køre i bus), havde tidligere på turen bemærket, hvordan Løkke aldrig kom for sent, men heller aldrig et sekund for tidligt.

Både i pressen og på busturens stoppesteder – blandt ældre, sosu-studerende og tilskuere til aftenarrangementerne – var en af de mest hyppige kommentarer: Det virker, som om de – de tre partiledere – har det virkelig godt sammen. Det var muligvis sandt, men var der nogen, der virkelig havde det godt sammen, var det de mange partiansatte, der var med på turen.

De havde afvænnet sig smagen af den politiske brystmælk, der havde lært dem at bekrige hinanden fra morgen til aften, og nu sad de rådgivere, SoMe-folk og praktikanter, der ikke var plads til i bussen, i de samme biler og formede nye venskaber.

Socialdemokraterne talte om, at Venstre-folkene jo faktisk var virkelig sjove, og Venstre-folkene skrev note efter note bag øret efter et kig ind i maskinrummet på Socialdemokratiets berømte (og berygtede) kampagnemaskine. Nogle af dem var begyndt at kalde hinanden for ”skat.”

Lars Løkke Rasmussen må have beskuet den uhørt vellykkede teambuilding-øvelse med blandede følelser. På den ene side var det en nærmest rørende legemliggørelse af hans politiske vision om at nedrive den åndelige mur mellem de to blokke i dansk politik. På den anden side ved han bedre end de fleste, og helt sikkert bedre end de unge kampagnedyr, at relationer i politik er en lunefuld størrelse.

Efter Løkke mere eller mindre frivilligt forlod posten som Venstre-formand i 2019 og året efter forlod partiet helt, stoppede telefonen med at ringe. Som løsgænger holdt den nu tidligere statsminister en tale under afslutningsdebatten i folketingssalen, der kastede lige akkurat nul opfølgende spørgsmål af sig. Den nuværende statsminister? Hun var, hvad flere medier hurtigt bemærkede, tilfældigvis på toilettet under Løkkes tale (de to har ikke siden haft lejlighed til at diskutere sammentræffet).

Han beskrev over for mig, hvordan han i perioden følte sig totalt isoleret. ”Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde en lille smule ondt.”

Ja, for det er vel reelle venskaber, der er gået tabt?

”Reelle venskaber har jeg prøvet at holde mig fra.”

Det var ikke første gang, han koketterede med, at hvis man vil have en ven i politik, skal man få sig en hund – og han har to. Men kan man virkelig lykkes med at holde relationerne ud i strakt arm, når man gennem årtier gnubber skuldre og jagter et fælles mål med de samme partifæller?

”Jeg har prøvet at holde mit privatliv privat. Selvfølgelig er der nogen, jeg har haft en god relation til. Hvor jeg har været til runde fødselsdage og sølvbryllupper. Men lad os sige, at Sólrun gik fra mig, eller jeg fik konstateret kræft, og jeg virkelig havde brug for at tale med en ven. Så ville jeg aldrig ringe til nogen, jeg kender gennem politik.”

Han huskede tilbage på en tid, hvor Sólrun og han overvejede at dele deres sommerhus i Sverige med en politisk kollega og dennes ægtefælle. Parret blev frasorteret, fordi Løkke frygtede, at han senere ville blive nødt til at foretage en politisk degradering af sin kollega. Og så er det pludselig ikke så sjovt at stå og flække brænde sammen.

”Nogen vil måske sige, det er kynisk, men jeg har virkelig tænkt meget over det. Vi politikere er jo ikke i det her for at være venner. Vi er her for at drive Danmark.”

I Slagelse, på det sidste stop på vej hjem fra Jylland, ville tilskuere af SVM-regeringens sidste aftenarrangement kunne bevidne, at Løkke talte sandt. Nok havde partilederne den seneste time gentaget de sædvanlige fælleskabsparoler fra scenen, men da showet var forbi, gik de ned gennem publikum med alt, hvad det medførte af håndtryk og billeder, ud til hovedudgangen og hen til hver sin ministerbil – nu skulle de bare hjem.

”Nå, så var de heller ikke mere tætte,” øffede en af gæsterne foran Slagelse Musikhus.

På bagsædet af den overdådige ministerbil, der holdt strategisk placeret oppe på fortovet, lå en stak papirer på højde med en lagkage klar til Løkke. Det var materiale til morgendagens program, der ville begynde klokken 9. Til venstre for ministerens faste plads på højre bagsæde hang tre nystrøgne skjorter klar på renseribøjler.

Ministerbilen ålede sig gennem den sjællandske nat i høj fart og stoppede kun på en tankstation i udkanten af København. Løkke havde forhørt sig på hjemmefronten, hvad der manglede af aftenforsyninger, og mens han stod ved kassen, fik han en sms fra Karen Clement. ”Når de voksne er taget hjem,” stod der.

Hun sendte en video inde fra bussen, der kørte mod Christiansborg, hvorfra de partiansatte kunne kramme farvel. Som overtrætte fjerdeklasser, der klemmer den sidste energi ud af årets lejrtur, sang de inderlig fællessang med teatralske, lukkede øjne.

Løkke slog en ru latter op, betalte og gik ud i ministerbilen. Sólrun ventede derhjemme.

DEL 3

NEW YORK → 19.-21. september

LARS LØKKE HAR faktisk ganske store hænder. Ikke store som en landmands grove lapper, men det er heller ikke små papirnusserhænder. Neglene er lange og sunde. Han må være glad for sine store hænder af mindst to årsager: For det første er det lettere at gemme den sidste del af en cigaret i en stor hånd.

Tommelfingeren og pegefingeren klemmer om filteret, mens gløden brænder videre i håndfladens ly. For det andet udtrykker det en vis myndighed, når man giver et håndtryk med en stor, blød hånd, og det gør Lars Løkke Rasmussen tusindvis af gange på et kalenderår.

Så kan det godt være, at han tjener halvanden million om året og kunne skride fra det hele og tage til Sydkorea og holde en kort tale om grøn omstilling og se, hvad der svarer til statsministerens månedsløn, tikke ind på sin konto.

Det kan godt være, han er omgivet af højtlønnede intellektuelle, der ville sortere Smarties for ham, hvis han bad dem om det, og det kan godt være, at han kom for sent til et møde med en masse danske folketingsmedlemmer i går, fordi han hellere ville sidde 20 minutter på bagsædet af en stor benzinsluger i Manhattans forstoppede trafiksystem end at gå i 10 minutter.

Men i det mindste kan han give et ordentligt håndtryk, og mens diplomater fra hele verden hastede rundt i FN-byen, stive som strygebrætter, stod Lars Løkke en solrig tirsdag morgen og smøgede den i smug i De Forenede Nationers fine rosenhave.

”Jeg møder stadig folk, der spørger ’ryger du?’ Øh, ja?”

Det var dagen for den officielle åbning af FN’s årlige generalforsamling, hvor verdenssituationen bogstaveligt talt vendes, og Danmark havde sendt ikke færre end seks ministre afsted.

Biden skulle tale, Zelenskyy skulle tale, om fredagen skulle Dan Jørgensen tale, og Løkke stod med sin delegation i solen med udsigt til Hudson River og var nærmest barnligt glad for det varme vejr.

Når Løkke er i det humør, suger han al opmærksomhed til sig. Flere i delegationen har ikke deres daglige gang med ministeren i Danmark, så de greb enhver chance for at se giraffen og glædede sig nok til at fortælle familie og venner, hvordan Løkke rigtigt er.

Pauserne var korte, nu skulle Løkke ind og føre en af mange bilaterale samtaler, og Louise overleverede ham et papir med baggrundsinformationer og diplomatiske målsætninger. Han tog det i hånden og kiggede på det i tre sekunder.

”Det ser sgu fint ud. Jeg vil hellere overraskes,” og delegationen grinede og kiggede på hinanden med et blik, der sagde ”åh, Lars altså.”

Inde i den kedsommeligt indrettede FN-bygning var Løkkes politiske dagsorden – groft forkortet – denne: Forstærk de diplomatiske bånd til så mange lande som muligt, og allerhelst dem fra det globale syd. Og parallelt hermed: Skaf opbakning til Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd.

I Udenrigsministeriet, hvor folk hellere vil spise jord end at fortælle noget til citat, kan alle mærke forskellen fra at have haft Anders Samuelsen eller Jeppe Kofod som ministeriets spydspids, til nu at have en magtfuld stemme i det interne regeringshierarki og tidligere statsleder, med alt hvad det fører med sig af netværk og international anerkendelse.

”Det er, som om der bare er lidt mere, der kan lade sig gøre nu,” som en formulerede det under en reception med pindemadder og hvidvin i vandglas.

Mens Løkke med selskab fra de mest betroede medarbejdere speeddatede repræsentanter fra Kirgisistan, Indonesien og Saudi-Arabien i FN-bygningen, sad en kommunikationsmedarbejder fra Udenrigsministeriet på en bænk i solen og surmulede.

Hun var blevet lovet, at ministeren ville medvirke i en kort video til de sociale kanaler om den forkromede FN-dagsorden. Men ministeren blev ved med at finde på undskyldninger, hvis han ikke blot forsvandt.

Under næste sol-og-cigaret-pause måtte ministeriets 30-årige pressechef Victor Boysen gribe tøjlerne.

”Lars, jeg har et stort tilbud til dig,” sagde han. Løkke fik solen lige i øjnene, mens han kiggede nysgerrigt op på den høje mand foran ham.

”Kan vi ikke lige bruge to minutter på lave den der video til SoMe?”

Ministeren sank sammen i skuffelse. Der blev generelt brugt alt for lang tid på den slags, syntes han.

”De andre ministre har lavet 30 videoer, siden de kom herned,” opmuntrede et andet medlem af delegationen.

”Ja, og lige præcis af den grund syntes jeg, det var så fint, hvis jeg kunne holde mig på nul,” svarede Løkke. ”Men vi skal nok gøre det.”

Så gik han et par skridt væk for at tale i telefon. Der blev aldrig produceret nogen video.

MEGET ER SAGT og skrevet om Lars Løkke Rasmussen, af ham selv og af andre, heriblandt i portrætbogen ’For enhver pris’ fra 2018. Fire år tidligere var Løkke herostratisk kommet for skade at udtale, at han ikke ville være statsminister for enhver pris – at han kun ville gribe ud efter magten, hvis det var politisk meningsfyldt.

Portrætbogens forfattere, Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen, insinuerede allerede i titlen, at det stik modsatte gjorde sig gældende: at magtens lune var Lars Løkke Rasmussens primære drivkraft.

Det havde den været, da han i 2014 smøg sig uden om, hvad der lignede et uundgåeligt formandsskifte i Venstre. Det havde den været, da han i 2019 trak sin anden periode som statsminister i langdrag, selvom regeringen syntes handlingslammet.

Det klæber sig stadig til ham. Var påfundet under 2019-valget, om at Venstre og Socialdemokratiet pludselig burde gå i regering sammen, et forsøg på at klynge sig til indflydelsens trætop? Er Moderaterne født ud af politisk vision eller personlig desperation? Han bliver tit spurgt. Er hans magthungrende ry dybt urimeligt?

”Jeg synes, det er unuanceret,” sagde han selv fra bænken i Central Park.

”For det er klart, at jeg vil magten. Det, jeg reagerer negativt på, er det der med, at jeg vil have magten bare for at have den. Der er ikke så meget, der gør mig ked af det, men på sociale medier får den ikke for lidt. Det handler mest om, at jeg ikke kan finde et rigtigt arbejde, og der tænker jeg … come on.”

Han beskrev årene efter formandsafgangen fra Venstre i 2019 som sit livs bedste – rent økonomisk. Her tog han blandt andet en deltidsstilling i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Men bevidstheden om, at pengesedlerne beviseligt er grønnere på den anden side af Slotsholmskanalen, generede ham ikke.

”Jeg bruger det bare til at sige, at når de så kommer rendende med alt det pis om, at jeg kun bliver i politik, fordi der er ikke andet at lave, så ved jeg, at det er løgn.”

Bladrer man endnu en side i det bibeltykke hæfte af Lars Løkke-sagn, står der noget i retning af, at han har ni liv, finder vej til overfladen som en korkprop, er bedst med ryggen mod muren og har stået mere igennem end de fleste: formandsopgør i Venstre, bilagsskandaler (seks forskellige i 2008 alene), GGGI-sagen, kvotekongesagen, sagen om dengang, han som statsminister mødte op som bisidder på sin kones arbejde, og man kan blive ved. Ubønhørligt pres fra medier, bagland, regeringspartnere plus det løse.

”De fleste ville ligge grædende under dynen, hvis de havde stået det samme igennem som Lars,” fortalte en af hans tidligere medarbejdere, der i ånden stadig bekender sig til Team Løkke.

Så hvorfor vende tilbage? Pengene er større uden for politik. Der er mere fritid. Man er forskånet for møgsager og mediestøj.

Han har svaret mange gange og gjorde det igen i den tykke os fra Manhattans eftermiddagstrafik: Der er brug for en ny politisk vision for Danmark, hvis de unge i fremtiden skal have de samme muligheder, Løkke selv har haft. Man skal have boet i en drypstensgrotte for ikke at have hørt Løkke gentage præcis det budskab.

Men ingen mennesker knokler sig selv midt-over til en ringere løn udelukkende i fællesskabets tjeneste. Hvad handler det mere om?

”Jeg er ærekær. Det er jeg. Jeg har kæmpet mig frem. Min mor gik syv år i skole, og jeg blev cand.jur. og statsminister. Det er sgu da et ryk. Og så bliver gulvtæppet trukket væk. Det reagerer jeg på, fordi jeg er ærekær,” fortalte han, mens han kiggede på to skatere, der kørte så tæt på ham, at de næsten kørte hans tåspidser over.

”Mit budskab om, at Danmark har brug for samarbejde hen over midten, blev af nogle fortolket, som om at nu sidder Oberst Hachel på plejehjemmet og bliver ved med at tale om krigen i 1864, som er tabt for 100 år siden. Det ramte mig lidt. For jeg lever ikke i nogen fortid. Jeg synes selv, jeg prøver at have et friskt syn på, hvad Danmark er for noget.”

Nu havde han talt sig varm.

”Så det er en politisk vision, der driver værket. Men det andet er: Jeg har kraftedeme ret. Det, jeg mener, er rigtigt. Så står der nogen og siger, at jeg har misforstået det hele. Men nej. Fandeme nej. Man må ligesom …”

Hans ansigt blev lille og forknyttet, og så slog han med stor kraft en knytnæve ned i sin flade hånd.

”Ja. Det er det, man må.”

DE AMERIKANSKE PASSAGERER i gaten må have tænkt: ”Hvem er den mand, alle kigger på?” Og de danske passagerer må have tænkt: ”Hvorfor er Lars Løkke så glad?”

Klokken havde passeret midnat, og ruteflyet, der skulle flyve udenrigsministeren, finansministeren, erhvervsministeren og andet godtfolk hjem til København, var forsinket. Men Lars Løkke Rasmussen lignede ikke en, der havde været på arbejde i 16 timer og i løbet af de seneste fire dage talt Danmarks sag over for 60 – tres – repræsentanter fra andre lande.

Mens de øvrige passagerer smeltede opgivende ned i de hårde plastiksæder med døde blikke, puklede Løkke frem og tilbage mellem sin delegation og designeren Henrik Vibskov, af hvem han nogle dage forinden havde fået foræret en trøje, der er lavet af græssaft og derfor optager og lagrer CO2.

Vibskov sad i gaten i shorts og hue og lignede en almindelig dødelig, mens Løkke havde trukket den lysegrønne strik over hovedet og skjult skjorteflipperne med hjælp fra Karen Clement, ”så det ikke kommer til at ligne sådan et Brian Mikkelsen-billede.”

Med hele passagerlisten som tilskuere forevigede Vibskov og Løkke øjeblikket, og ministeren smed straks billedet på sine sociale kanaler. ”Så har de sure Facebook-brugere også noget at vågne op til,” ætsede han med et smil.

Det havde været en god aften. FN-ugen er juleaften for akronym-entusiaster, og på en rummelig tagterrasse havde Kronprinsen og Løkke budt velkommen til en reception for CARICOM – unionen for caribiske stater. Løkke syntes, det lød som et tandplejeprodukt.

”Ja, velkommen til CARICOM, De kan bare tage plads i vores venteværelse for enden af gangen,” havde han sagt, så mindst én medarbejder var ved at falde baglæns af grin.

Aftenen var fortsat på det eksklusive hotel The Lotte, hvor selv udtrækningsapperaturet på pissoiret er af guld. Her havde den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken (Løkke kalder ham bare ’Tony’) budt på ’transatlantisk middag’ for NATO-medlemslandene.

Ministeren var smyget uden om hotellets sikkerhedstjek, og ude foran sad hans ministersekretær og tjekkede hele delegationen ind på et fly, hun ikke selv skulle med på.

Delegationen havde gjort boet for turen op i en sort Chevrolet Suburban, mens ministeren i selskab med sin departementschef blev fragtet til lufthavnen. Særligt én episode blev de ligesom ved med at vende tilbage til: mødet mellem Løkke og den pakistanske udenrigsminister Jilani. Begge ministre var troppet op med en lille skare af medarbejdere, og mødet var forløbet fint og efter planen, men heller ikke mere end det.

Mod slutningen af mødet havde den pakistanske minister som en ren formssag inviteret Løkke til Pakistan, og den danske minister havde straks grebet muligheden for at fortælle levende om dengang, han i slut-80’erne red rundt på en hesteryg iført pakistansk klædedragt på grænsen til Afghanistan, der var under sovjetisk besættelse. (Du har måske set billedet af Løkke med et AK47-gevær i hånden – det stammer derfra).

Pludselig gik snakken om pakistansk abrikosbrændevin og den whisky, Løkke havde anskaffet sig i selskab med de afghanske mujahedinere.

Den pakistanske delegation havde hængt hen over bordet af grin. En ellers noget fåmælt embedsmandstype havde placeret sine briller i panden, så han kunne tørre sine trillende lattertårer bort. På 20 minutter var Løkke og Jilani gået fra kollegaer til venner.

”Aldrig er det dansk-pakistanske forhold blevet styrket så meget på så kort tid,” som en embedsmand formulerede det.

SYV TIMERS FLYVNING og tre timers søvn senere landede flyet i København. Løkke rejste sig fra sæde 2H, trykkede hånd med kabine-personalet og tumlede ned i den forreste af de to sortlakerede biler, der holdt parkeret på landingsbanen.

Han tændte for TV 2 News på en iPad, der hang på nakkestøtten foran ham. De øverste frekvenser af sin stemme havde han efterladt på flyet. Rejseforkølelsen havde ramt ham. Han gryntede, snøftede, beklagede sig.

”Karen?”

Pludselig var de høje frekvenser tilbage. Karen Clement vendte sig rundt fra sin plads på forsædet.

”Hvad fanden er det her for noget?”

To dage forinden var Dagbladet Politiken kommet for skade at skrive i en artikel, at Danmark havde genoptaget den humanitære bistand til det militærkuppede Niger.

Problemet var bare, at den humanitære bistand aldrig havde været suspenderet, hvad Politiken også senere havde berigtiget. Men nu blev misforståelsen gentaget i en leder på forsiden af dagens avis, mente Løkke.

Han gik i gang med at formulere en sms direkte til chefredaktør Christian Jensen, ”så bliver han så glad,” sagde han, og hans stemme fik et sadistisk strejf. Løkke var i tvivl om, hvordan Christian Jensens navn staves, og fik nær sendt beskeden til den forkerte Kristian Jensen.

Så skruede han ned for lyden på sin iPad og sukkede dybt.

”Kan jeg blive sat af foran DGI Byen?” spurgte han retorisk sin bredskuldrede ministerchauffør.

Han ville svømme et par baner og så en tur i sauna. Få kørt systemet igennem. Det forsøger han at gøre en gang om ugen, men det går ikke ret godt. Når kalenderen er stram, er det altid den slags, der bliver aflyst.

Torsdag eftermiddag var turen forbi. Løkke steg ud af bilen for at finde tasken med sit badetøj i bagagerummet.

”Hav det godt, Magnus,” sagde han med en hånd hvilende på bilens bagsmæk, og det var sjovt, for jeg var fuldkommen sikker på, at han ikke anede, hvad jeg hed.