Mads Schytte om at drikke whiskey til 100.000 kroner: ”Jeg ved, at mindst én har været åbnet i Danmark, for den har jeg smagt”
Whiskyeksperten, der er aktuel med bogen ’Whisky’ og manden bag Instagram-profilen @whiskytossen, fortæller om sin fascination af whisky og om et særligt ritual i højtiden – og peger på det, han skal drikke til jul og nytår.
”Det begyndte i mine unge dage – i de tidlige 20’ere. Dengang syntes jeg, at det var utroligt fascinerende, når de lidt ældre skænkede sig en whisky og drak den rent. Hvordan kunne sådan en lille drink være så lækker for dem? Hvordan kunne hele oplevelsen være i et lille glas med tre centiliter spiritus i? Og så gik jeg ellers i gang.
I mine øjne er whisky også interessant, fordi det på den ene side er enormt enkelt: Det består af en kornsort, noget gær og noget vand. Men på den anden side er det også ekstremt komplekst: I 12 år, i 15, 20, 50, ja, sågar 81 år kan den ligge og leve sit eget liv på et fad. Den dualitet kan jeg virkelig godt lide. Whiskyen kan heller ikke gemme sig bag nogen sødme, som fx en rom kan. For mig er det så ædelt og rent, som noget spiritus kan blive.”
Annonse
Hvornår smager en whisky bedst?
”Når du selv finder en anledning til at åbne den. På den måde skal man vende tanken lidt på hovedet: Det skal ikke nødvendigvis være din 40-års fødselsdag eller en anden stor begivenhed. Lad whiskyen diktere anledningen.”
Hvordan gør man det?
”Det gør du ved altid at have et relativt åbent sind. Vær åben og ikke ærefrygtig over for whiskyen. Husk, at den er lavet til at blive nydt og drukket. Nogen har det sådan, at hvis de får fat i en særlig flaske, så skal den gemmes og gemmes og nogle gange blive ved med at være en lukket investering. Nej, få åbnet whiskyen, og sørg for, at der altid er en anledning til at smage på den.
Et glimrende eksempel er Macallans Distil Your World: London Edition (et samarbejde mellem den skotske whiskyproducent Macallan og de tre Roca-brødre, der står bag den trestjernede Michelin-restaurant El Celler de Can Roca – prisen for denne er over 100.000 kroner, red.), der udkom sidste år i 2.000 eksemplarer. Macallan anslår, at under én procent er åbnet. Det vil sige under 20 styk. Jeg ved, at mindst én har været åbnet i Danmark, for den har jeg smagt.”
Mads Schytte
Bor skiftevis i Storvorde i Nordjylland og på Vesterbro i København. Far til tre piger. Står bag Instagram-profilen @whiskytossen. Tidligere en del af madbloggen Gastromand. Udgav i efteråret bogen ’Whisky’ på Politikens Forlag, hvor han gennemgår whiskyens ABC og 45 nøje udvalgte whiskyer.
Hvis man nu er sådan én, der virkelig har svært ved at nyde en whisky, men gerne vil lukke op for universet, hvad skal man så gøre?
Annonse
”Der er tre gode råd. Først og fremmest: giv det en forsigtig opstart. Lad være med at begynde med de helt tunge og heller ikke de helt dyre. Kendskabet skal bygges relativt langsomt op. Stol på dine smagsløg; typisk vil man kunne finde noget, man godt kan lide, hvis man sammenligner med sine præferencer inden for fx mad og vin.
Det næste råd er dog, at man også skal turde tage chancer. Pludselig bliver man overrasket over, hvor godt det kan smage. Hvis man har lidt erfaring med at drikke rom, så kan en tør rom være et godt springbræt til whiskyen. Overvej så en whisky, der har været lagret på sherryfade, da de indeholder noget mere sødme. Hold generelt afstand til de røgede whiskyer i starten og kig i stedet efter whiskyer fra regionen Speyside i Skotland.
Det sidste råd er simpelthen: gå ind i en spiritusbutik. De har bare rigtig godt styr på det.”
Hvilken whisky drikker du juleaften?
”Macallan 12 Sherry Oak Cask. Mange vil sige, at Macallan er rasende dyrt, men det er det faktisk ikke. Denne 12-års kan erhverves for 600 kroner. Jo, det er da mange penge, men den holder altså også noget længere end en flaske vin. Det er en rund og lidt sødmefuld whisky, der simpelthen bare har rigtig meget karakter.
Og så er den et godt eksempel på, at du altså virkelig kan få noget god whisky til ikke alt for mange penge.”
Hvad med nytårsaften? Hvor bevæger du dig hen der?
Annonse
”Der vil jeg gerne have en whisky med en lille snert af røg. Derfor er det helt klart en Highland Park 18-års. Det var den første whisky, jeg smagte, da jeg besøgte Highland-destilleriet på Orkneyøerne i Skotland tilbage i 2013. Og det var den sidste whisky, jeg drak på den samme tur.
På samme måde kan jeg til nytår drikke den, netop som året slutter, og som det nye begynder. Det er en whisky med rigtig meget kompleksitet og altså en lille smule røg, men ikke for meget. Den står til omkring 1.000 kroner.
Hvis man også gerne vil prøve noget dansk whisky, så har Nordisk Brænderi i Fjerritslev en til hver side: De har både en sødmefuld whisky, der har ligget på sherryfade, og så har de en, der har en lille smule røg. De vil begge fungere rigtig, rigtig godt til nytårsaften.”
Har du en særlig tradition i højtiden?
”Jeg har en afslutningstradition. Den 26. december, om aftenen, når julefrokostgæsterne er taget hjem, sætter jeg mig altid foran juletræet med en enkelt dram og gennemgår dagene, der er gået. Så falder jeg helt ned. Det er ikke nogen bestemt dram, jeg får. Det kan være, jeg har fået en i gave, eller måske har jeg en, jeg har ventet lidt på at skulle smage. Det er et slags afslutningsritual på julen for mig.”
Hvis man som nybegynder skal have én whisky med under armen til nytårsfesten, hvad kan du så anbefale?
”Så skal det være noget fra Speyside-regionen. Og endnu en gang vil jeg pege på en Macallan. Hvis du ikke vil ofre helt så mange penge, som en Sherry Cask koster, har de også en Double Cask, hvor de blander et amerikansk og et spansk fad. En blød og rund whisky.
Jeg tror, at den vil få mange til at sige: ’Ej okay, hvis det er sådan, en whisky smager, så er jeg med.’”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.