Hvornår har du sidst grædt? Mandegrupper popper op overalt
De seneste år er såkaldte ’mandegrupper’ i stadig stigende grad begyndt at skyde op rundt om i verden. Mænd, der mødes i fællesskaber for at få hånd om det at være mand og blive bedre versioner af sig selv. Anders Ryehauge tog med til en mandegruppe i Danmark – og måtte sætte sig selv på spil på et niveau, han slet ikke havde forestillet sig.
PLUDSELIG PEGER flaskehalsen på mig.
Eller rettere sagt: Vi er nået dertil på aftenen, hvor det er min tur til at ’dele’, som det hedder, når man har 10 minutter til at fortælle de andre i mandegruppen om, hvad der for tiden rumsterer i ens liv. De fire andre mænd, der selv har delt deres mest intime tanker med mig, kigger nu afventende min vej.
De seneste timer er solen uden for loftsvinduet klatret langsomt ned over himlen, indtil bygningerne på den anden side af kanalen i København stod i flammer, men nu er den gået helt ned, og det bælgravende mørke har lagt sig som et tæppe om selskabet. Varmen fra brændeovnen har gjort mine håndflader fugtige. Jeg gruer for, hvad der skal ske.
Fra start har jeg været en anelse skeptisk. For hvad er det i det hele taget for et behov, som flere og flere mænd åbenbart har for at rende rundt og se deres liv udefra som et projekt, der løbende skal analyseres? Jeg er heller ikke kommet bedst fra land. Flere timer tidligere, før selve mandegruppen overhovedet er gået i gang, sidder jeg i en samtale med to af de andre, og den ene snakker stort set kun om, hvor meget fisse han næsten får, og den anden om det problematiske forhold til sin far, og jeg tænker, at mænd i bund og grund er utroligt simple. Så afbryder den ene af de to pludselig og siger så:
