”Mange forfattere lider alverdens ensomme kvaler og gør derfor brug af deres redaktør, som måske er den eneste, der virkelig forstår, hvad de går igennem”

Stinne Lender, redaktør

For en forfatter er det en kraftanstrengelse at skrive en bog. Mange forfattere lider alverdens ensomme kvaler i processen og gør derfor brug af deres redaktør, som måske i virkeligheden er den eneste, der virkelig forstår, hvad forfatteren går igennem. Forfattere er forskellige, men mange har brug for en samtale i ny og næ i processen: En opmuntrende bemærkning, en bekræftelse af, at det ikke kun er forfatteren selv, der tror på projektet. Her er det min fornemste opgave at bakke op, indgyde mod og tale mig ind i teksten sammen med forfatteren – og disse samtaler kræver tillid. Man kan sammenligne processen med en fødsel. Selvfølgelig kan man som kvinde føde sin baby selv, og dybest set er man jo alene i hele forløbet, men det hjælper gevaldigt på humøret at have en engageret jordemoder, som ved en del om fødsler, ved sin side, som kan heppe og fortælle en, at alt er normalt, og at det nok skal gå.

Jeg tror, at man som forfatter er nødt til at have et stort ego for at bevare troen på, at man har ret til at skabe noget, som ikke var i verden før. Der er noget storhedsvanvittigt i at beslutte sig for at ville skabe et kunstværk. Mit arbejde som redaktør er en balancegang mellem at massere et stort ego, så jeg bringer det allerbedste frem i forfatteren, samtidig med at jeg skal stå fast på begge mine ben og stole på det, jeg mener som læser. Også selvom det, jeg mener, indimellem kolliderer med det, forfatteren selv mener om sin tekst.

En forfatter viser altid noget af sig selv i sit manuskript. Bogen er et lille kig ind til forfatteren. Derfor kræver det, at der er tillid mellem redaktør og forfatter. Det nytter ikke noget, at jeg læser et manuskript og griner ad det eller kritiserer det sønder og sammen. En redaktør behandler sine forfattere ordentligt og har respekt for den skabende proces. Det gælder også de mennesker, som sender uopfordrede manuskripter ind, for de har afleveret noget af deres sjæl, selv om de måske ikke skriver godt.

En god redaktør er en person, som er dygtig til at sætte sig ind i og være med til at undersøge, hvad forfatterens projekt er. Jesper havde skrevet ’Kvinde set fra ryggen’ nærmest færdig, da jeg fik manuskriptet i hånden. Det er første gang, vi arbejder sammen, så det, vi allerførst skulle, var at etablere et tillidsforhold, så det var muligt for ham at sætte sig selv i den sårbare position, det er at aflevere sin færdige tekst til mig og modtage kritik. For mig er det også følsomt at skulle give feedback til et menneske, jeg ikke kender, og som har brugt flere år på at skrive det manus, jeg skal forholde mig til. Vi skulle på rekordtid lære hinanden at kende fagligt og fornemme hinandens grænser, så det var muligt for os at lave bogen færdig på bedste vis. Det har været et forbilledligt samarbejde.

Jeg har været oppe at diskutere med forfattere, hvor vi har været rygende uenige, og hvor de ikke har kunnet holde min respons ud. Men det er virkelig sjældent. At være redaktør er blandt andet en form for psykologisk arbejde, hvor jeg må forsøge at fornemme den person, jeg er sammen med. Og det gør man også i forhold til en konflikt. Hvis man har været i en højrøstet diskussion, så bliver jeg nødt til at være hende, der får gemytterne gelejdet videre i processen. Det er mit ansvar at få samarbejdet til at glide.

Nogle forfattere har svært ved at give slip på deres manuskript, når afleveringen nærmer sig. Der må jeg nogle gange gå ind og sige: ’Nu er bogen færdig. Nu tager jeg den fra dig. Nu må du ikke skrive mere om.’ Men nogle forfattere bliver alligevel ved med at skrive om, nærmest i satskorrekturen, hvor bogen ligger færdig som en PDF, et låst dokument. Det er et udtryk for en perfektionisme – forfatteren bliver ved med at tænke videre på sin bog.

Jeg sætter mig ud på tømmerflåden sammen med mine forfattere. Hvis det begynder at storme, så sidder jeg der også. Hvis en af mine forfattere får dårlige anmeldelser, bliver jeg også ked af det, for selv om det ikke er min bog, så har jeg også en aktie i den. Jeg vågner om natten på udgivelsesdagen og læser anmeldelser. Og er spændt i flere dage op til en udgivelse. Jeg arbejder sammen med flere forfattere, som ikke læser anmeldelser af deres egne bøger, heller ikke selvom de er gode. De vil ikke læse den her til tider lidt hurtige vurdering af deres enorme arbejde. Det kan jeg egentlig godt forstå. De har lagt hele deres sjæl og al deres tid i at skabe et værk, som i værste fald kan blive affærdiget med et pennestrøg. Det føles ikke altid helt fair.

Jesper Wung-Sung, forfatter

Jeg har i mange år været fascineret af Vilhelm Hammershøi og af det spørgsmål, der trænger sig på: Hvem er den kvinde, der står gengivet med ryggen til på hans billeder? Kvinden er Vilhelms hustru, Ida. Jeg fik lyst til at undersøge, hvordan det var for Ida at leve sammen en mand, hvis liv kun drejede sig om én ting: At male. Jeg fik lyst til at vende hende 180 grader og fortælle hendes historie. Romanen er fiktion, baseret på det, jeg har kunnet researche mig frem til i blandt andet breve og notater fra familiens dagbøger.

Jeg lægger vægt på en redaktørs evne til at lytte til en tekst. Alle de bøger, jeg har skrevet, har jeg skrevet færdig, inden de blev afleveret. Min redaktør, lige meget hvem det har været, har ikke set manuskriptet undervejs i processen. Jeg afleverer noget, jeg har arbejdet på i flere år, en stak på 450 sider, som skal bedømmes. Det er en stor tillidssag fra både forfatterens og redaktørens side. Jeg lægger vægt på, at redaktøren har en evne til at lytte til den tone og stemme, som jeg har prøvet at skrive frem.

Når jeg skriver, øver jeg mig i at stille en redaktørs spørgsmål til mig selv undervejs. Jeg er kritisk over for mig selv og forsøger at finde ud af, hvorfor jeg fx ikke er lige så glad for kapitel syv som for kapitel fire. I første omgang prøver jeg at undersøge det selv. På et tidspunkt kan jeg nå derud, hvor jeg ikke er klar over, hvorfor jeg ikke er tilfreds. Ulempen ved at leve i lang tid alene med en tekst er, at man til sidst ser sig blind på den. Så jeg har brug for min redaktør, og forhåbentlig kan denne sætte fingeren på, hvor problemerne er.

Jeg isolerer mig, når jeg skriver. Men jeg sætter pris på de gange, hvor der kommer et pip fra redaktøren, der siger: ’Vi ved, du sidder derhjemme i arbejdsværelset og skriver. Jeg glæder mig til at høre fra dig.’ Jeg ved, at der er en derude, der venter. Det er en del af mit virke, at jeg ved, at bogen skal lande på redaktørens bord.

Jeg arbejder bedst fra morgenstunden. Jeg står op, og hvis jeg selv kunne bestemme, så talte jeg hverken med min familie eller med nogen andre, men det kan jeg ikke helt undgå. Jeg skynder mig at afvikle den del, der har med dem at gøre. Jeg tjekker hverken mail eller min mobil, men sætter mig ind og skriver. Jeg skriver typisk fra klokken otte om morgenen og nogle timer frem, hvor jeg befinder mig inde i denne her lille fiktive verden, jeg har skabt. Ved 11.30-tiden holder jeg en pause, laver noget andet, løber en tur, går i bad, spiser frokost. Jeg åbner min mail, laver nogle praktiske ting. Bagefter skriver jeg igen i et par timer. Det gør jeg 365 dage om året. Jeg skriver juleaften. Min kone siger, at når vi er ude og rejse og ankommer på hotellet, så kigger jeg som det første rundt i lobbyen for at se, hvor jeg skal sidde med min computer.

Min bedste overspringshandling er at tjekke Manchester Uniteds hjemmeside og se gamle videoer med dem. Men jeg har lavet den regel for mig selv, at jeg ikke må gøre det inden klokken 12.

For en del år siden afleverede jeg et manuskript til en redaktør, som gav mig en respons, jeg ikke forstod. Vi tog en snak om det. Jeg måtte drage den konklusion, at redaktøren ikke forstod min tekst. Redaktørens forslag til rettelser var i virkeligheden ønsket om en helt anden tekst. I sidste ende måtte jeg tage konsekvensen og gå videre til et andet forlag. Den hårde udlægning af det er, at redaktøren ikke var dygtig nok i min optik. Den mere bløde version er, at vi så forskelligt på litteratur. Det var ubehageligt, men sådan måtte det være.

Jeg behøver ikke mange klap på vejen fra mine omgivelser hen mod det mål, en bog er. Jeg vil meget gerne have stående applaus, når jeg engang er færdig. Men undervejs kan jeg køre alene på mit eget ego og min tro på, at denne her historie vil noget. Jeg arbejder rimelig hårdt og laver ikke andet end at skrive. Dette, synes jeg, legitimerer den hybris, der ligger i at insistere på, at mit manuskript skal frem i verden.

Jeg tror, alle forfattere er forfængelige mennesker. Når man som forfatter har arbejdet længe og intenst på en bog, kan det stille krav til, hvordan ens redaktør formulerer en kritik. Formuleres kritikken for hårdt, kan forfatteren slå i bakgear. Stinne har en fin facon, hvor hun sætter post-it sedler ind i manuskriptet og skriver: ’Måske kunne man sige sådan her?’ Hun spørger på læserens vegne og siger: ’Hov, her troede jeg faktisk, at vi var et andet sted i historien.’ På et tidspunkt skrev hun om et afsnit i bogen, om det i virkeligheden skulle ligge et andet sted. Afsnittet var på fem linjer, hvor jeg forsøgte at sige noget om Vilhelm Hammershøis forhold til kirken og religion. At hans malerier har en åndelighed uden at være religiøse. Men det var klodset formuleret. Stinne havde en fin måde med kuglepen ude i margin at minde mig om noget, jeg godt vidste, nemlig at det afsnit skulle i papirkurven. Jeg var klar over det, lige så snart hun skrev det.