Stinne Lender, redaktør
For en forfatter er det en kraftanstrengelse at skrive en bog. Mange forfattere lider alverdens ensomme kvaler i processen og gør derfor brug af deres redaktør, som måske i virkeligheden er den eneste, der virkelig forstår, hvad forfatteren går igennem. Forfattere er forskellige, men mange har brug for en samtale i ny og næ i processen: En opmuntrende bemærkning, en bekræftelse af, at det ikke kun er forfatteren selv, der tror på projektet. Her er det min fornemste opgave at bakke op, indgyde mod og tale mig ind i teksten sammen med forfatteren – og disse samtaler kræver tillid. Man kan sammenligne processen med en fødsel. Selvfølgelig kan man som kvinde føde sin baby selv, og dybest set er man jo alene i hele forløbet, men det hjælper gevaldigt på humøret at have en engageret jordemoder, som ved en del om fødsler, ved sin side, som kan heppe og fortælle en, at alt er normalt, og at det nok skal gå.
Jeg tror, at man som forfatter er nødt til at have et stort ego for at bevare troen på, at man har ret til at skabe noget, som ikke var i verden før. Der er noget storhedsvanvittigt i at beslutte sig for at ville skabe et kunstværk. Mit arbejde som redaktør er en balancegang mellem at massere et stort ego, så jeg bringer det allerbedste frem i forfatteren, samtidig med at jeg skal stå fast på begge mine ben og stole på det, jeg mener som læser. Også selvom det, jeg mener, indimellem kolliderer med det, forfatteren selv mener om sin tekst.
En forfatter viser altid noget af sig selv i sit manuskript. Bogen er et lille kig ind til forfatteren. Derfor kræver det, at der er tillid mellem redaktør og forfatter. Det nytter ikke noget, at jeg læser et manuskript og griner ad det eller kritiserer det sønder og sammen. En redaktør behandler sine forfattere ordentligt og har respekt for den skabende proces. Det gælder også de mennesker, som sender uopfordrede manuskripter ind, for de har afleveret noget af deres sjæl, selv om de måske ikke skriver godt.
