"Som barn betragtede jeg min far Poul-Erik som et slags orakel. Der var ikke den ting, han ikke vidste. Jeg kan ikke huske, min far har sagt, ”det ved jeg ikke”, med mindre jeg spurgte om klokken, og han ikke havde ur på, og skyerne var for tætte til, at han kunne se det ud fra solens placering.
Så blev jeg voksen og fandt lidt efter lidt ud af, at det hele var et fupnummer.
Min far vidste slet ikke alt. Illusionen brast, og det samme kommer sikkert til at ske for min søn om en 15-20 år.
Jeg er nemlig røget i samme fælde. Af en eller anden grund vil jeg også gerne være den, der har svaret på alt.
For ikke så længe siden var jeg på Den Blå Planet med min søn, og hver gang han spurgte, hvilken slags fisk der var i akvariet, læste jeg det på skiltet og sagde så, som om jeg allerede vidste det, ”hvidstribet prinse-sugemalle” eller ”rød tiger-cichlide”. Det var ikke noget, jeg gjorde bevidst. Men jeg svarede aldrig, ”det ved jeg ikke”.
Alle mine søns ’hvad er det’-er og ’hvorfor’-er har gjort, at jeg har fundet ud af, hvor dum jeg faktisk er – og hvor lidt jeg har lyst til at afsløre det. Er det en ubevidst magtkamp, der allerede er startet, hvor jeg altid skal være ovenpå, så han ikke kommer til at dominere mig? Eller forsøger jeg bare at spille den far, jeg tror, en søn skal have? Den urokkelige klippe, man altid kan komme til for vejledning og fiske-navne.
Lige meget hvad er det lidt dumt. For når min søn står som 20-årig og finder ud af, at man slet ikke kan hænge malerier op med gaffatape, mens hans nye kæreste står og griner af ham, bliver han så utroligt skuffet. Hans far har snydt og bedraget ham.
Hvis nogen spørger mig til råds om, hvordan man er en god far til sin søn, siger jeg altid, at man må være et godt forbillede. Hvis han hele tiden kigger på én, der er høflig, én, der fortæller sandheden, og én, der vasker fingre efter toiletbesøg, kommer han rigtigt langt. Men hvad sker der så, når han finder ud af, at halvdelen var skuespil?
Jeg overvejer, om jeg skal begynde at være mere ærlig allerede nu. Ligesom sørge for en blød landing. Jeg kan starte med at indrømme, at jeg spiser is, når han er lagt i seng. Lige nu siger min søn tit, at hans far kan løfte en bil.
Men måske skulle jeg fortælle ham, at mine brystmuskler kramper, hvis jeg skal mase en lidt for stor skraldepose i affaldsskakten. Måske skal han se mig græde til ’Sporløs’. Måske skal jeg fortælle, at de eneste akvariefisk, jeg kender, er neonfisk og helt almindelige sugemaller … i stedet for at spille så skide far-sej.
På den anden side har min søn måske brug for mig som sit forbillede. Måske skal han ikke se sin far vise al for meget svaghed. Når jeg tænker tilbage på tiden som barn, så var min far faktisk et forbillede, jeg havde brug for.
Han var mit moralske kompas, der lærte mig at opføre mig ordentligt, og så er det vel i orden, at han lige snuppede lidt shine med i købet? Oplevede tilbedelsen lidt. For mange fædre bliver det vel det tætteste, man kommer på at være en rockstjerne. ”Hvad så Roskildeeeeeeee!!! Vidste I, at løvpjaltefisk lever af små krebsdyyyyyyyr!!??”’
Hvis jeg skulle nå en eller anden konklusion, må det vel være, at man som far skal stræbe efter den perfekte balance mellem på den ene side at spille herreklog far og lyve og på den anden side at vise sine svagheder. På den måde får din søn et godt forbillede, og samtidigt bliver han ikke alt for skuffet, når realiteterne går op for ham.
En sidste ting, man skal huske, er, at det jo faktisk er med til at holde én skarp. Det konstant at skulle være et forbillede gør, at man kæmper for at være et godt menneske. Man skal så nok bare acceptere, at der ryger en finke af fadet i ny og næ. Jeg er vist eksempelvis kommet til at fortælle min søn, at jeg kan løfte en bil." ■
LÆS MERE: Oliver Bjerrehuus: ”Jeg er verdens bedste dårlige far”
LÆS MERE: Far og søn-tema: Da min far lærte mig at heade
LÆS MERE: Stort portræt og modeserie med Prins Nikolai: Hvordan føles det at være født ind i en verden af privilegier og pligter?
