Martin Thorborg er iværksætter, til han dør

DET ER EN smuk og stille dag, vandspejlet på Øresund glimter roligt i vintersolen. Panoramaudsigten i Martin Thorborgs strandvejsvilla tillader, at man kan få det hele med. Han købte den af Brian Laudrup i 2016, og siden har han haft hjemme her. På disse kanter bor man kun, hvis man har sat sit aftryk, og det har han. Det vidner kaffekoppen med Jubiis logo på stuebordet om. Han er egentlig ikke nostalgisk anlagt, men da hans mor for nylig flyttede fra barndomshjemmet, og han i den forbindelse fandt en hel papkasse med kopper, kunne han ikke nænne, at de blev smidt ud. Det var trods alt her, det hele i sin tid startede, i hvert fald på den store scene. Siden har Martin Thorborg markeret sig som en af landets helt store iværksættere, der kan spinde guld på gode idéer. For tiden driver han regnskabprogramfirmaet Dinero med 60 ansatte og cirka 63.000 kunder i form af små, danske virksomheder. Et firma, han stiftede for otte år siden og solgte i 2016 til den norske virksomhed Visma for et ukendt millionbeløb, og hvor han samtidig blev siddende i stillingen som administrerende direktør.

Ved siden af har Martin Thorborg investeret i en række virksomheder. Igennem hans karriere er det blevet til mere end 35 i alt, men for tiden er han involveret i fem, blandt andet en bestyrelsesportal, et iværksætterforum og en kursusplatform for onlinekurser. Han holder også foredrag, og trods COVID-19-nedlukningen blev det til en hel del i 2020, hvor han også solgte knap 4.000 bøger om ledelse på sit eget forlag.

I weekenden forinden har han sammen med sin kæreste, Jannie Buch, været på Bornholm. De skulle inspicere nogle ejendomme, som de netop har overtaget. Blandt andet et erhvervslejemål i Gudhjem.

”Vi opdagede pludselig, at der var en butik til salg. Så købte vi den, og nu åbner Jannie en tøjbutik. Hun har været i Kolding, hentet 5.000 Pandorasmykker fra et eller andet konkursbo og flytter til Bornholm henover sommeren for at starte det op. Hun fik idéen, og hvis hun synes, det er sjovt, skal hun fandme bare gøre det,” siger Martin Thorborg.

I det hele taget hader både han og kæresten forudsigelighed. De har lavet en regel om, at de gerne må have drømme, men ikke lægge planer. Det er for Martin Thorborg det bedste ved at have mange penge på lommen. Han kan gøre, hvad han har lyst til, og når hans børn en dag er blevet voksne, håber han at leve en slags nomadetilværelse, hvor han er fri af tid og sted.

”Vi bor fint, det er slet ikke det, men jeg kører i en otte år gammel Audi, og bortset fra fjernsynet og stolen er hele lortet købt i Ikea. Jeg ejer ikke specielt mange dyre ting. Vi er ikke materialistiske på den måde. Jeg har et Rolex-ur, som jeg ikke går med, men som jeg købte, fordi jeg følte, jeg havde fortjent det, da jeg for mange år siden gjorde det godt. Det er mere en slags trofæ, som at vinde i stangspring eller noget i den stil.”

I DISSE DAGE arbejder Martin Thorborg hjemmefra. Som så mange andre arbejdspladser er også Dinero sendt hjem. Faktisk var han en af de første til at diktere hjemmearbejde for sine medarbejdere, da pandemien gjorde sin ankomst i begyndelsen af marts sidste år. Det var før Mette Frederiksens famøse pressemøde, hvor landet blev lukket ned, men da Martin Thorborg hver dag bruger adskillige timer på Twitter, følte han, at han havde en god mavefornemmelse i forhold til at tage beslutningen.

Da den officielle COVID-19-nedlukning var en realitet, gav han sig straks i kast med at læse alt, han kunne om fjernledelse. Han slugte bøger og artikler, han så TED Talks og tog en times onlinekursus i distanceledelse. Desuden bad han sine mellemledere og medarbejdere finde interessante artikler, de kunne dele med hinanden og lade sig inspirere af.

Siden har Martin Thorborg mest af alt været optaget af at holde sine medarbejdere motiverede. De har holdt online-madklubber, cocktailklubber, crossfit, begynderyoga og stand-up-shows med komikeren Torben Chris. Og mange, mange andre ting.

”På et eller andet tidspunkt blev det for meget. Timm Vladimir lavede online-bingo, og Annette Heick spillede guitar om onsdagen. For helvede, vi lavede mange mærkelige ting. Undervejs fandt jeg ud af, at man ikke skal blive skuffet, hvis alle mennesker ikke gider. Vi er jo allesammen forskellige, og 60 mennesker … I’m sorry, det er sgu ikke alle, der gider høre på Annette Heick. Hun var skide god, by the way,” siger han.

Selvom det er en frustrerende tid, er det også en spændende tid for Martin Thorborg. Det er ledelseseksperimentering på speed. En mulighed for at prøve alle mulige sindssyge ting af og måske samle guld op fra gaden undervejs, som han ellers ikke ville have fundet. Som han sagde til sine ansatte, da de blev sendt hjem, skal de efter nedlukningen ”være gået fra at have verdens bedste arbejdsplads til at have en endnu bedre arbejdsplads.”

For Martin Thorborg er ord som disse ikke kun tomme flosker. På mange måder er det hans vigtigste mission for Dinero. Da hans medarbejdere for et par år siden scorede over 80 på ePNS, skalaen for medarbejdertilfredshed, og dermed lagde sig klart i top i Visma-koncernen, hang han straks et diplom op på sit kontor. Da de for nylig gentog samme trivselsmåling, scorede Dineros ansatte hele 96 point ud af 100 på skalaen.

”Ud af Vismas 11.000 medarbejdere er mine 60 ultimativt de gladeste og mest loyale. Det er jeg selvfølgelig glad for. Nu har jeg også skrevet en bog om ledelse, og jeg interesserer mig enormt meget for det. Det er jo en passion, jeg har, og som jeg dyrker, fordi jeg var pissedårlig, da jeg startede ud med at være leder. Men stille og roligt har jeg fundet min egen måde at gøre det på,” siger han.

DER VAR ET underligt paradoks til stede i Martin Thorborgs barndom i 1970’erne. På den ene side havde familien hjemme i et arkitekt-tegnet hus ned til Bagsværd Sø, et af de mest priviligerede steder man kunne forestille sig at vokse op. På den anden side var der ikke for fem flade øre at rykke med. Faderen, der var civilingeniør, havde været gift før, men havde efter skilsmissen besluttet sig for at beholde huset, selvom han basalt set ikke havde råd til det. Det betød, at stort set hele husholdningen gik til at betale af på realkreditlånet. Moderen, der oprindelig kom fra Schweiz, var pædagoguddannet, og da hun ikke kunne finde et arbejde, forhørte hun sig, om hun måtte åbne en skolefritidsordning på Bagsværd Kostskole, hvor de ikke havde en sådan i forvejen. Det fik hun lov til, og det havde den sidegevinst, at sønnen fik fripas på den fornemme privatskole, som forældrene under ingen omstændigheder ellers ville have haft råd til at betale.

Det var ikke mindst i Martin Thorborgs omgang med sine jævnaldrende, at det bizarre modsætningsforhold kom til udtryk. For mens de andre elever flashede mærker som Lacoste og Salomon, gik han selv i lappede bukser, han havde arvet fra en eller anden fjern fætter. Mens de andre på kostskolen fik spritnye cykler med 12 gear, havde hans egen kun et enkelt. Og når de andres fædre ankom i tunge Audi’er til forældremødet, kom hans far tøffende i sin gamle Fiat 127.

Martin Thorborg var the odd one out, og han vidste det udmærket selv. Han kunne ikke blive en del af inderkredsen, så i stedet trak han sig helt fra den og skabte sin egen lille verden med søen som omdrejningspunkt. Hver dag efter skole fordrev han tiden med at fiske. For det meste sad han på badebroen foran sine forældres hus. Andre gange tog han familiens lille robåd og sejlede ned ad Mølleåen for at trolle gedder, som han solgte til sin far for 30 kroner kiloet. Det var ren meditation bare at sidde der og kigge på vandet og åkanderne og falde fuldstændig til ro. Der var ingen iPad eller iPhone, der var intet af noget som helst, der kunne forstyrre. Der var bare stille.

”Når man har gjort det i mange år, ender man nærmest med at være i pagt med naturen. Dengang vidste jeg, hvor fiskene var. Hvis jeg kiggede på søen, havde jeg fuldstændig på fornemmelsen, hvilke fisk der stod hvor. Det stemte næsten altid. Jeg kunne se det, når solen stod sådan, og åkanderne var der, og vinden kom fra vest, jamen okay, så skulle jeg derover. Det blev nærmest en form for sjette sans for mig.”

FORDI MODEREN VAR schweizer, kørte hans forældre hvert år den røde Fiat 127 til Alperne hos hendes familie for at stå på ski 14 dage i streg. I sommerferien stod den på teltture rundt om i Østeuropa. Det var en god opvækst, men jo ældre Martin Thorborg blev, jo tydeligere blev det for ham, at han halsede efter de andre elever på kostskolen. Det blev ikke mindst cementeret ved hans konfirmation, hvor den gennemsnitlige gavehøst i klassen lå på 15.000 kroner, mens han selv fik en fiskestang.

”Det er jo sjovt, for når jeg ser på min barndom, har jeg været vanvittigt priviligeret. Men som barn måler man sig med de andre omkring én, og de havde swimmingpool i baghaven og gik i modetøj. Det blev en dum ting i mit liv i rigtig mange år, at jeg følte mig mindre værd,” siger han.

Det gik op for Martin Thorborg, at han selv blev nødt til at tage affære. Som 11-årig fik han lokket sin mor til at skrive under på, at han måtte få sit første fritidsjob som avisbud for Gladsaxe Folkeblad. Senere opdagede han, at han kunne tjene endnu mere ved at gå med morgenaviser. Så var det ganske vist op klokken 04 om morgenen, hvilket især ikke var nogen fornøjelse i de kolde vintermåneder, men de ekstra kroner var det hele værd.

”Mine forældre var totalt ligeglade med penge, men meget tidligt begyndte jeg selv at se en sammenhæng mellem økonomi og selvværd. Økonomi var muligheder og frihed, og det har fulgt mig lige siden. Det gav mig en helt enorm sult efter at tjene penge.”

Han blev næsten besat af, hvordan han kunne øge indtjeningen og på den måde matche de andre kostskoleelevers lommepenge. Når der var loppemarkeder ved Bagsværd Sø, troppede han op med egen stand og solgte gamle ting og sager, han havde samlet ind hos naboerne. Han købte akvariefisk med henblik på at opdrætte dem og sælge videre, hvilket dog viste sig at være en knap så lukrativ forretning. Han skiftede jobbet som avisbud ud med et som babysitter, der blev til bogopsætter, der blev til et opvaskerjob på Sophienholm Cafeteria i Lyngby. Han måtte frem, han skulle nå op til de andre.

DA MARTIN THORBORG var 10 år gammel, i 1980, fik hans far besøg af en ingeniør ved navn Mr. Tsurushima. Faderens højtalerfabrik leverede enheder til en række japanske firmaer, heriblandt Sony, så japaneren var i Danmark for at diskutere nogle leverancer.

Efter besøget på fabrikken blev Mr. Tsurushima inviteret med hjem i privaten. Her ville han vise dem sin nyeste opfindelse, en lille mærkelig maskine. Martin Thorborg måtte ned i kælderen for at hente transformatoren til sin racerbane, og med hjælp fra den fik den japanske ingeniør gang i maskinen, der pludselig begyndte at spille musik.

Sådan stiftede Martin Thorborg for første gang bekendtskab med CD-afspilleren.

”Når der kommer sådan en mand med en totalt cyberagtig maskine, der spiller musik med laser … Hvor vildt kan det lige være? Det viste sig, at der var tre CD-afspillere i verden. Ikke tre forskellige typer, men tre forskellige CD-afspillere i alt. Det her var den ene, så det var helt, helt uvirkeligt,” siger han.

Så snart den kommercielle CD-afspiller kom på markedet, købte hans far en af de første i Danmark. Martin Thorborg købte i samme omgang sin første CD, en udgivelse med den franske keyboard-ekvilibrist Jean-Michel Jarre, og lod sig indfange af magien af laserlys og elektronisk musik i smuk forening. Som søn af en højtalerudvikler havde han en naturlig interesse for lyd, musik og elektronik. Når faderen stod i kælderen og loddede delefiltre og andet, var han ofte med på sidelinjen. Han fik også sin egen loddekolbe og spenderede lommepengene hos Brinck Elektronik inde i København, hvor han købte små sæt, som han kunne forvandle til primitive radioer, fugtmålere og lignende.

Da han, også som 10-årig, fik 3.500 kroner i arveforskud af sine bedsteforældre, brugte han rub og stub på sin første computer, en Commodore VIC-20. I Den Blå Avis opstøvede han et ældre, døvt ægtepar, der som sidegesjæft i weekenderne piratkopierede spil som ’Space Invaders’, ’Donkey Kong’ og ’Moon Patrol’. Med jævne mellemrum cyklede han forbi ægteparret med 100 kroner på lommen, forsøgte sig frem på tegnsprog og vendte hjem med en håndfuld nye kassettebåndsspil. Han lærte også sig selv at programmere, omend på et beskedent plan, og lavede blandt andet sit eget lille Yatzy-program, hvor han kunne få terningerne til at slå. Langsomt fik han en grundforståelse af, hvordan teknikken hang sammen.

Dengang var Martin Thorborg ikke det mindste i tvivl om, hvad der ventede ham forude. Det var kun blevet yderligere bestyrket af mødet med Mr. Tsurushima. I døren på vej ud havde den japanske ingeniør sagt: ”Martin, if you become an engineer, you can go and work for me at Sony.”

”Med de ord faldt min verden i hak. Jeg vidste allerede, at jeg skulle være ingeniør som min far, men nu stod det helt klart, hvad fremtiden bød på. Jeg skulle selvfølgelig til Japan og arbejde for Mr. Tsurushima.”

DER VAR BARE lige et problem. Martin Thorborg kedede sig bravt på skolebænken. Engelsktimerne, der altid stod på højtlæsning, fordrev han med at holde vejrtrækningskonkurrencer med sig selv. Med tiden nåede hans personlige rekord helt op på tre minutter. Men kedsomheden blev hurtigt den mindste udfordring. I de ældre klasser begyndte karakterbogen at hobe sig op med middelmådige tal, og i fag som matematik, kemi og fysik, dem man gerne skulle brillere i, når man ville være ingeniør, blev det konsekvent til dumpekarakterer. For Martin Thorborg var det som brudstykker af Biblen, det var for ham rent pladder, som han på ingen måde forstod.

På den måde adskilte han sig fra sine ældre halvsøskende, der var akademisk anlagt, og ikke mindst sin far, der var et logisk tænkende og intellektuelt menneske. Det førte til flere opgør. For mens hans far på den ene side var en frigjort mand, en gammel VS’er, der havde læst Information siden krigen, så var han også en mand af den gamle skole, en knudemand, for hvem følelsesmæssige udgydelser var en umulighed.

”Jeg var slet ikke på hans niveau. Vi var nat og dag, simpelthen, og han var ikke skide empatisk, lad mig sige det sådan. Han var meget reaktionær og gammeldags på mange måder, så sådan noget som at sige, at man elsker sit barn, det brugte han sgu ikke,” siger Martin Thorborg.

Faderen interesserede sig ikke for, hvad sønnen lavede, medmindre han altså lavede fejl. Så tøvede han ikke med at kommentere, at det ikke var godt nok. Han var på nakken af ham med alt det, sønnen ikke kunne. Det blev en evindelig byrde på Martin Thorborgs skuldre, at han aldrig blev anerkendt, uanset hvor hårdt han forsøgte at leve op til forventningerne.

”Hvis man har gjort en god indsats, må man gerne få et ’hold kæft, det er godt gået’ en gang i mellem, uden at der behøver følge et ’men’ med. Det er ikke motiverende på nogen som helst måde.”

I begyndelsen af gymnasiet fyldte Martin Thorborgs drømme om at følge i sin fars fodspor en del, men hen imod slutningen af 1.g. kunne han godt selv se, hvor det bar hen. Og da han tilmed fik et vink med en vognstang af en studievejleder, droppede han helt ud. Han var mere forvirret, end han nogensinde havde været. Han manglede sejre på livets vej, ikke kritiske bemærkninger. Men hans far gjorde ikke noget for at skjule sin udtalte skuffelse.

En eftermiddag, da Martin Thorborg var 16 år, kom han op at skændes med sin mor. Da faderen i selvsamme øjeblik kom hjem fra arbejde, hidsede faderen sig voldsomt op. Da den første stikpille kom, flød bægeret over. Martin Thorborg tog fat i sin far, væltede ham ned på gulvet og satte sig oven på ham. Og råbte ham ind i ansigtet: ”Nu stopper du!”

Magtbalancen var tippet. Det var flovt for dem begge, og da de rejste sig igen, gik de hvert til sit uden et ord.

MIDT I STUEN i villaen på Strandvejen står der røg ud af ørerne på Martin Thorborg. Et par dage forinden har han været involveret i en heftig debat med en voksende skare af konspirationsteoretikere på Facebook. Som regel bruger han mindst et par timer dagligt på socale medier. Han sørger for hele tiden at søge inspiration, følge personer, der interesserer ham, og læse tech-blogs. Han lægger også selv videoer op på YouTube og skriver opslag på Facebook og Twitter, når han har noget på hjerte. Og så diskuterer han, når han finder trang til det, hvad han gjorde for nylig og netop er ved at genopfriske.

”Jeg fik bare nok af de der sølvpapirshatte, og fordi jeg har en ret stor platform, tog jeg et opgør med dem. Trust me, hver en 5G-Bill Gates-antivaccine-satan kastede sig over mig. Hvis man læser beskederne, er det hele sådan noget: ’Jeg kommer aldrig til at købe dine bøger.’ ’Jeg opsiger mit abonnement på Dinero’ og alt muligt andet lort. Og ved du hvad, jeg vil ikke engang have deres penge. De kan tage og stikke dem op, hvor vaccinen burde have været, go fuck yourself!”

Netop som Martin Thorborg har talt sig op i tempo, zoner han ud af sit indre Facebook-skænderi og bliver igen mere rolig.

”Jeg skriver det selvfølgelig ikke helt så hårdt. Det ville være uhøfligt. Men helt generelt nyder jeg friheden til at kunne sige, hvad jeg vil.”

Det er faktisk noget af det, han vægter højest ved at være i en velstillet position. Han behøver ikke at please nogen eller at klappe de rigtige på skuldrene. Han kan give den fuld gas, når han føler for det. Og det gør han relativt hyppigt, hvad ikke kun alskens konspirationsteoretikere får at mærke. Da socialdemokraten Simon Kollerup i 2019 blev præsenteret som erhvervsminister, udtalte Martin Thorborg, at det for ham var som at blive spyttet i hovedet, at en person, der aldrig havde haft et job, blev udnævnt til en sådan post.

”Det gør jo, at jeg ikke har et særligt godt forhold til den siddende regering. Det skaber hele tiden problemer for mig, men det slår ikke fornøjelsen ved bare at sige, hvad fanden jeg vil. Jeg kan godt sige undskyld, hvis jeg har taget fejl eller har såret nogen, men jeg kommer aldrig nogensinde til at holde min kæft af økonomiske grunde. Jeg siger lige, hvad der passer mig, når det passer mig, til hvem det passer mig.”

For Martin Thorborg er det slet ikke en mulighed at melde sig ud af den offentlige debat. Faktisk forundres han over, at så mange i samme situation som ham selv konsekvent holder sig fra rampelyset i stedet for at bruge deres position til at skabe forandringer.

”Jeg ved ikke, om man er forpligtet til det, men jeg synes, man er en bangebuks, hvis man ikke gør det. Jeg har mange kolleger, der ikke tør, fordi de er bange for, hvad deres chef, kunder eller aktionærer siger, men jeg synes, det er vattet. Jeg er godt klar over, at hvis man som topchef siger et eller andet helt vildt, så risikerer man at blive fyret. Men man kan jo godt skubbe tingene en smule. Der bliver ikke skubbet en skid. Hvis man kigger på, hvor mange erhvervsfolk, der tør stille sig op ...”

Et øjeblik ser Martin Thorborg helt opgivende ud.

”Altså, det er jo kun Asger Aamund og mig, ikke? Og han og jeg er ikke enige i særlig mange ting. Jeg bliver helt overrasket, hvis en erhvervsperson i Børsen kommer med et politisk statement eller bare en mening om andet end lige akkurat aktiemarkedet eller noget andet røvkedeligt erhvervsmæssigt, der allerede er totalt konsensus om. Hos 99 procent af alle erhvervsfolk er modet til at blande sig ikke-eksisterende. Vi har toperhvervsledere med kæmpe netværk, enorm økonomisk formåen og stor troværdighed at tale ud fra, men de bruger det ikke. I stedet deltager de i et eller andet åndssvagt cykelløb til Paris og samler 12.000 kroner sammen til Scleroseforeningen. Undskyld, jeg siger det, men det kan enhver støttepædagog da gøre. Når man som topchef er i en position, hvor man kan få 10.000 mennesker til at give 10.000 kroner hver, eller hvad ved jeg, så synes jeg fandme, det er svagt at putte sig i hjørnet og være apolitisk og ikke turde mene noget om noget som helst. For: ’Åh nej, hvad mon aktionærerne vil sige.’ Jeg synes, der mangler noget mod til at være med til at rykke samfundet.”

OM NOGEN VED Martin Thorborg dog også, at det ikke er omkostningsfrit at blande sig i den offentlige debat. Hver gang han lægger noget ud, er der folk i kommentarsporet, der lige vil sørge for at slå fast, hvor stor en idiot han er. Derfor sørger han også for at docere sit debatbehov, for det er voldsomt, når 100 mennesker går amok og skriver, at de har mistet alt for én.

Den stærkeste reaktion oplevede han, da han for nogle år siden uploadede en video med titlen ’Fuck Holger’. Ved lidt af en tilfældighed havde han læst en pressemeddelse om, at det skulle til at koste 1.500 kroner at stifte virksomhed i Danmark. Samtidig gik den daværende regering ud og proklamerede, at dansk iværksætteri var for nedadgående. For Martin Thorborg hang det på ingen måde sammen, og til hans store frustration blev dette knap gengivet i notitsform i medierne. I stedet stjal en dreng ved navn Holger, der var blevet væk i Nordjylland, rampelyset.

”Holger blev fundet efter 10 timer, men pressen fortsatte en hel uge med at fortælle, at: ’Holger fik pizza i aften’, og ’Hvad skal lille Holger mon i næste uge.’ Jeg sad bare og tænkte: ’Det er fandeme løgn, mand!’ Pressen gad ikke skrive en linje om regeringens dobbeltmoralske lort, og samtidig fyldte hele pressekorpset, inklusiv Berlingske, ugens spalter med lille Holger, og hvad han skulle have at spise, og at han ikke var dehydreret, og at der i øvrigt ikke var sket ham noget som helst.”

Martin Thorborg fik nok, lavede videoen og lagde den ud med den førnævnte, provokerende titel. Ikke længe efter var videoen gået viralt, og så gik det ellers amok.

”Den ramte mainstream-Ekstra Bladet-læseren, der troede, jeg havde lavet den, mens han var væk, og så stak det fuldstændig af med dødstrusler. Folk skrev, at de håbede, mine børn fik cancer og døde. Det var simpelthen så vildt. Jeg møder den dag i dag folk, der mener, jeg er et skrækkeligt menneske, fordi jeg var så følelseskold over for lille Holger.”

SOM 18-ÅRIG FIK Martin Thorborg job på en tankstation. Han var god til at ekspedere og servicere, fik hurtigt ansvaret for vagtplanen, men han følte sig også desillusioneret. Drømmen om at blive ingeniør var definitivt brast. Hvad skulle der ske? Da han på et tidspunkt fik til opgave at vaske patruljevognene fra Gladsaxe Politi, meldte svaret sig højest overraskende. Han skulle hente bilerne på stationen, køre dem til tanken og tilbage igen. Det trickede noget i ham. For når han sad bag rattet, kunne han se, hvordan respekten lyste ud af de forbipasserende. Hvis nogen var på vej over for rødt, stoppede de, hvis de cyklede på fortovet, hoppede de straks af.

”Det var ikke, fordi jeg ligefrem solede mig i respekt. Jeg følte, jeg havde fejlet på så mange områder. Jeg var et drop-out med dårlige karakterer, og jeg havde en far, der var skuffet. Men lige pludselig sad jeg i en patruljevogn og oplevede en enorm autoritet.”

Løsningen lå lige for, og da Martin Thorborg endelig var gammel nok til at søge ind på politiskolen, gik han til de forskellige prøver med stort engagement. Til sidst stod han som en af de 100 – ud af 1.000 ansøgere – der havde bestået samtlige prøver. Men så kom det næste benspænd. For det år skulle politiet kun bruge 30, og resten blev sorteret fra – med en opfordring til at prøve igen året efter. Thorborg kom ikke ind.

”Så blev jeg eddermame sur. Jeg havde ventet fire år på at søge og brugt tre måneder på prøverne, og så kunne de ikke engang håndtere en venteliste. Der tænkte jeg: ’Fuck jer!’”

På ny var Martin Thorborg slået ud af kurs. Han tog et job som taxachauffør, kørte rundt om natten i København og følte sig som den største taber på planeten. Han søgte ind på HF, men fandt det præcis lige så kedeligt, som han altid havde syntes, og fortsatte med at høste elendige karakter i det meste. I baghovedet havde en lille tanke om at blive psykolog dog meldt sig, men det ville kræve seks års uddannelse på universitetet, hvilket virkede komplet urealistisk. Han var godt og grundigt stuck. Medmindre han altså skabte sit eget arbejdsliv. Derfor spekulerede han over, hvad han var god til. Hvad var han egentlig god til?

I BEGYNDELSEN AF 1990'erne købte Martin Thorborg jævnligt tyske computermagasiner. Ikke for at læse dem, men for at få fat i de gratis prøvebaner til nye spil, der var vedlagt på en diskette. Efter tre-fire timer var han dog igennem og måtte købe et nyt magasin.

Det fandt han helt grundlæggende tåbeligt. Hvorfor skulle han bruge penge på et blad, som han alligevel bare smed i skraldespanden, når han kun var interesseret i banerne? Derfor gik han i gang med at ringe til de forskellige danske computerfirmaer. Da han havde fået aftaler i hus med 10 firmaer, som han så kunne kopiere og markedsføre for, købte han 600 disketter, og så gik han ellers igang med at laserprinte spillene, lave labels og lægge dem i plastiklommer. Derfra tog han på rundtur til hovedstadens på daværende tidspunkt få spilbutikker og solgte disketterne med en større samling af nye gratisbaner videre.

Men der gik ikke længe, før han fandt et hul i sin egen salgsstrategi. For det kostede ham omkring tre kroner pr. diskette, som han så solgte for en 10’er til butikkerne, der solgte dem videre for 60 kroner. Så mens han selv tjente omkring en femmer, tjente butikkerne det seksdobbelte. Hvor var logikken i det?

Med 20.000 kroner på lommen, som han havde sparet op ved at køre taxa, gik han i gang med at finde et lokale. Han fik lokket en af sine kammerater, der heller ikke gad at studere på HF, med på projektet. Snart efter overtog de en gammel fjernvarmebutik på Frederiksberg. De malede den selv og lavede hylder, som de satte op, og på døren satte de skiltet med den nye butiks navn: CyberCom.

Foruden disketterne spækket med prøvespil satte de alle deres gamle computerspil til salg. De forsvandt på ingen tid, og folk begyndte at komme med deres egne brugte spil, som Thorborg og hans makker købte og solgte videre med profit. Martin Thorborg skrev rundt til de forskellige aviser, og på mirakuløs vis fik han lokket Berlingske forbi til at skrive en artikel om dem. Dagen efter var der kø foran butikken.

For at udnytte succesen arrangerede Martin Thorborg landets første reelle e-sports-turnering i Falkoner Centret. 250 mennesker dukkede op for at kæmpe om titlen i DM i ’Doom’. Selv stod han med en dommerfløjte i hånden gennem hele arrangementet, der varede fra klokken ni om morgenen til 21 om aftenen, hvor det sluttede af med en finale på storskærm.

”Dengang betragtede man computerspil som noget for nørder og psykisk svage børn. Eksperter fortalte om, at man fik traumer og sådan noget af at spille ’Doom’. Så der kom en masse journalister for at se 250 idioter, men i stedet blev de mødt af en form for landsholdsstemning.”

Herfra vidste alle, at Martin Thorborgs butik var stedet for computerentusiaster i hovedstadsområdet. Da flere og flere af dem, der lagde vejen forbi, også kom for at få løst problemer med deres computeropsætning, opstod pludselig en ny idé.

I langt de fleste tilfælde drejede det sig nemlig om problemer med internetadgangen. Dengang var der to internetudbydere i Danmark, UNI C og DK-Net. Hvis man købte en internetforbindelse, fik man et brev med brugernavn og password, men der var ingen vejledning med. Hvis det ikke virkede, måtte man finde ud af resten selv.

”Men hvordan skulle man kunne finde ud af det, hvis man ikke var på nettet? ’Det kan du finde på nettet,’ sagde de. ’Jamen, jeg er jo netop ikke på nettet …’ Lang historie kort, jeg tænkte, at det måtte kunne gøres bedre,” siger Martin Thorborg.

Han lod makkeren beholde spilbutikken og åbnede selv sammen med to bekendte Danmarks første kommercielle internetudbyder, Cybernet, der ovenikøbet tilbød telefonisk support. Det benyttede deres kunder flittigt, også når de ville have hjælp til at komme ind på en bestemt hjemmeside.

På den tid eksisterede der blot omkring 25 danske domænenavne, så Thorborg og hans bekendte fik en idé til at lave en oversigt over navnene på hjemmesider. Da de i 1995 rundede 100 danske hjemmesider, begyndte det at blive bøvlet at scrolle ned gennem oversigten. Derfor foreslog en af programmørerne at lave en regulær søgemaskine. Seks måneder tidligere var Yahoo startet op med amerikanske hjemmesider, så det virkede nærliggende at lægge sig i slipstrømmen og døbe deres danske version Jubii.

”Jeg syntes, det lød åndssvagt, men jeg var ærlig talt bedøvende ligeglad. Skulle det overhovedet have et navn? Jeg koncentrerede mig om at sælge adgang til internettet, for det var det, vi tjente penge på. Vores kunder havde dog et behov, så det var jo bare at løse det. Til at starte med så jeg faktisk ikke det store potentiale i Jubii. Det gjorde jeg så ret kort tid efter.”

DER GIK IKKE længe, før Martin Thorborg begyndte at turnere landet rundt med et foredrag om det nye internets mange lyksagligheder. Selv var han blevet overbevist, da han første gang sendte en mail til Australien og fik svar 12 timer senere. Internettet var stadig ret primitivt og fyldt med børnefejl, og da der på et tidspunkt var én, der downloadede en Rolling Stones-koncert, blev hele den nordeuropæiske båndbredde midlertidigt lagt ned. Men alene det, at man kunne begynde at kommunikere med folk på den anden side af kloden, varslede spændende tider.

”Det var umuligt at forudse, at internettet ville blive tilnærmelsesvis så altopslugende, som det er blevet, men jeg synes ikke, man behøvede at være særlig visionær for at se potentialet. Som noget af det første begyndte pornobranchen at blive digitaliseret. Det er jo en gigantisk branche. Det var indlysende, at det ville blive stort,” siger han.

Det var dog langt fra alle, der var lige så imponerede. Til sine foredrag sad hovedparten af de fremmødte med armene over kors, og stadig i dag kan Martin Thorborg huske, da en chefredaktør for et af de store, danske dagblade i en leder skrev, at internettet næppe havde potentiale til at blive kommercielt.

”Mange syntes, det var idiotisk. Folk grinede af det, når man fortalte om mulighederne. Men i dag er det jo 1.000 gange vildere, end selv de vildeste visionære forudså dengang.”

Intet opsummerer tiden bedre, end da Bill Gates, Steve Ballmer og flere andre lancerede Windows 95 og hæmningsløst fyrede den af på scenen med verdenshistoriens mest akavede dad dance. Men folk kunne grine så meget, som de ville, for mere end noget andet årti var 1990’erne nørdernes hævn. Ikke mindst i 1998 og de efterfølgende to år eksploderede det, og dem, der havde været med fra starten, begyndte at skovle penge ind. Det samme gjorde sig gældende for Jubii, der buldrede frem, både i størrelse og i omdømme.

Nu kunne alt pludselig lade sig gøre. Thorborgs firma fik nyt hovedkvarter i Carlsberg Siloen med softicemaskiner, bordfodboldborde og flippermaskiner. Der blev stillet senge op, som de ansatte kunne overnatte i, og der blev serveret både morgenmad, frokost og aftensmad, så man ikke behøvede at tage hjem. Det var som at være en del af en revolution, man for alt i verden ikke ville gå glip af. Til de store møder fik Jubii fløjet levende hummere ind fra USA, og når de afholdt julefrokoster på Oslofærgen, kom navne som Aqua, DJ Alligator og Shu-bi-dua og spillede. På Søpavillonen i København afholdt de byens vildeste fester med fri sprut, og Martin Thorborg sørgede for at invitere sladderpressen med, dog med den betingelse, at kameraerne og notesblokkene blev lagt væk efter klokken 20.

I det hele taget havde han og Jubii sans for at skabe opmærksomhed. Radioværten Dan Rach-lin blev hyret ind som underholdningschef, nøgen-modellen Kira Eggers som erotikredaktør og dj’en Joakim Hediger som festarrangør, der med et enkelt opkald kunne lokke byens hotteste navne forbi.

”Det var en sindssyg tid, der bare blev vildere og vildere. Kira Eggers sad ofte i chatten, og hver gang hun svarede en ny bruger, tog hun et nyt stykke tøj af. Til sidst sad hun nøgen, og sådan blev hun ellers siddende resten af dagen. Da Lina Rafn fra Infernal kom forbi, fandt hun straks kameraet og løftede op i sin nederdel. Det var et fuldstændig crazy sted på det tidspunkt. Hvis TV 2 var et horehus, kan du gange det med to på Jubii,” siger han.

Hvad Martin Thorborg selv angik, fik han anskaffet sig en Porsche, der kunne trække 250 kilometer i timen. Det var fuld fart frem.

HANS TEENAGEDATTER tøffer gennem stuen med et imødekommende smil. Hun går i gymnasiet og er netop blevet færdig med dagens onlineundervisning.

”Hey skat,” siger Martin Thorborg, da datteren passerer, og nikker efterfølgende mod den ende af huset, hvor hans teenagesøn har forskanset sig på sit værelse.

”Det er sjovt, min datter er efterhånden over de værste teenageår, så nu er hun til at snakke med igen. Nu er det mere ham derinde …”

Lige siden børnene var små, har Martin Thorborg fortalt dem, at de bliver arveløse. Han ved godt, det ikke passer, men det er vigtigt for ham, at de lærer at klare sig selv. Til gengæld tog han tidligt en beslutning om at bakke fuldstændig op om deres hobbyer.

”Da jeg fik børn, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig må misse noget, de laver. Jeg vil ikke misse skolekoncert, ekskursioner eller forældrenisseklippearrangementer i december. Jeg har altid meldt mig som chauffør, kok og alt muligt idiotisk, hvor jeg har stået og skrællet kartofler eller bagt pandekager til en million unger. Det er et princip. Jeg siger bare ja, og så får jeg det til at passe ind,” siger han.

Hver dag fortæller han også sine børn, at han elsker dem. Han ved godt, at det næsten kan blive for meget af det gode, men han kan ikke lade være. Men det er vigtigt for ham, at de ikke er i tvivl. I det hele taget går han op i at rose dem for det gode og sige skidt pyt med det dårlige.

For nylig kom hans datter hjem og havde fået fire i matematik. Det var ikke dumpekarakter, men heller ikke specielt godt. Så meget vidste Martin Thorborg.

”Så sagde jeg: ’Fuck det skat, ved du hvad, det er godt nok. Du kan den lille tabel og de der ting, og du bliver nok ikke matematiker, så prøv at få det helt basic med og så brug i stedet energien på at give den fuld smadder på dansk, geografi, samfundsfag og sådan noget,’” siger han.

Senere samme dag kom sønnen hjem og havde fået 12 i matematik. Til gengæld havde han fået en lav karakter i engelsk og fransk.

”Så sagde jeg: ’Ved du hvad, fuck that shit, du kan jo snakke med alle dine venner i Counterstrike, og du kommer jo alligevel aldrig til at snakke fransk, for helvede, jeg har også haft fransk i gymnasiet, jeg kan ikke sige et pløk. Hvis du endelig skal bruge det, så flyt til Frankrig i et år. Giv den gas på matematikken, for du er god til det.’ Det handler jo om at finde passionen, glæden og talentet et sted og så give den gas der, i stedet for at slå sig oven i hovedet med alt det andet, man ikke kan finde ud af.”

I SLUTNINGEN AF Jubii-tiden tog tingene en drejning. Freelancere, Martin Thorborg havde tilknyttet, forsvandt fra jordens overflade. Medarbejdere begyndte at knække sammen af stress for øjnene af ham. Der var folk, der endte på den lukkede afdeling. En af hans dygtigste teknikere blev nærmest en grøntsag fra den ene dag til den anden. Midt i det hele stod Martin Thorborg og tænkte: ’Hvor kom det fra?’ Han havde altid troet, at stress var noget, der opstod, hvis man råbte af folk og læssede for meget arbejde på deres bord. Han anede ikke, at folk kunne være så motiverede, at de ikke havde lyst til at tage hjem, for så lige pludselig bare at knække fra det ene øjeblik til det næste.

”Jeg har haft medarbejdere, der måtte tage pause fra arbejdsmarkedet et år eller to, fordi de simpelthen var kørt ned. Ikke fordi jeg stod og råbte af dem, men fordi vi skabte en arbejdsplads, der var så sjov at være på, at ingen opdagede, at der var nogle blandt os, som var ved at arbejde sig selv ihjel. Det var vel og mærke med et smil på læben. Hvis de havde fået en medarbejdermåling stukket i ansigtet, minuttet før de knækkede, havde de sikkert svaret helt i top. Det gav mig en bevidsthed om det enorme ansvar, man har som leder. For det var mit ansvar, og det skammer jeg mig over i dag,” siger han.

For Martin Thorborg var det et kæmpe wake-up-call, og oplevelserne fra dengang har lagt kimen til, hvordan han agerer som leder i dag. Under COVID-19-nedlukningen har han først og fremmest brugt sin energi på hele tiden at sørge for, at hans medarbejdere får sovet, holder fri og i det hele taget er ved godt mod. På Dinero har han indført en regel, der hedder maksimalt 37 timers arbejde om ugen. Han ved udmærket godt, at der på en typisk arbejdsdag går et par timer med at spille bordfodbold, spise frokost, ryge smøger eller kigge ud i luften. Men hvis han kan få fem knivskarpe timer ud af folk, er det mere end rigeligt. På Jubii fik han nemlig skabt et arbejdsmiljø, hvor folk sad på kontoret døgnet rundt. De så ikke andre. Hverken venner, familie eller noget som helst.

”Prøv at forestille dig at blive fyret fra sådan noget. Man kan lige så godt gå ud i garagen, for så har man mistet alt. Hele ens identitet er væk. Jeg synes simpelthen ikke, at ens arbejdsplads skal være en identitet. Det skal være en del af din identitet, at du er stolt af din arbejdsplads, men det er fandme også vigtigt at komme hjem og have nogle venner og noget familie. For en dag skal du videre. Enten bliver du fyret, siger op, virksomheden lukker, eller du går på pension. Derfor er det vigtigt, at du har et godt fundament ude i den virkelige verden. Der er stadig i dag mange arbejdspladser, der ligesom Jubii nærmest opsluger mennesker på en måde. Det er ikke særlig sundt for folks helbred, og det er i øvrigt heller ikke særlig sundt for arbejdspladsen.”

JUBII-EVENTYRET sluttede bizart for Martin Thorborgs vedkommende. I år 2000 lykkedes det ham at sælge firmaet til Lycos Europe for et beløb i omegnen af 800 millioner kroner. Det betød, at han selv og de to medstiftere pludselig var gode for mere end 100 millioner kroner. For at fejre sin nyvundne frihed tog han kort efter til Las Vegas. Men da han en aften efter at have tabt 1.000 kroner på rouletten gik op på sit hotelværelse, så han, at han havde mistet fem millioner kroner i aktieværdi.

De forgangne år havde været et langt triumftog for de førende IT-virksomheder i Danmark, heriblandt Jubii, der på rekordtid var mangedoblet i værdi. Det var gået hæsblæsende stærkt, men også for stærkt, for markedet kunne ikke længere følge trop.

Til sidst bristede dotcom-boblen. Som det var kutyme, var Martin Thorborgs penge for salget blevet udbetalt i aktiser, som først kunne omsættes efter en bindingsperiode. Derfor kunne han blot se til, mens hans aktier i den efterfølgende tid styrtdykkede på daglig basis. Da lock-up-perioden omsider var udløbet, var beløbet svundet ind til 20 millioner kroner.

Han var rasende, han havde knoklet i årevis for endelig at kunne høste goderne, og så var størstedelen forduftet. Ovenikøbet blev han kastet ud i en indædt kamp med skattevæsenet, der ville have ham til at betale skat af det oprindelige beløb. Med et fingerknips var han gået fra at være økonomisk uafhængig for livet til i stedet at risikere at stå i gæld til op over begge ører.

I sidste ende sluttede fejden med skattevæsenet i Ligningsrådet, hvor han slap med at betale omkring 10 millioner kroner i skat. Det betød, at han havde cirka halvdelen tilbage til sig selv. Det var ikke, fordi det var helt skidt. Han kunne købe et lækkert hus, en lækker bil og i det hele taget leve en tilværelse, hvor han ikke ligefrem skulle frygte for, om han havde råd til dagen og vejen. Men han var ikke mangemillionær, som han oprindelig havde troet.

På sin egen obskure måde viste det sig at føre noget godt med sig. For i den periode, hvor Martin Thorborg havde gået rundt og ventet, havde han for første gang i sit liv følt sig underligt hul indeni, ja nærmest ulykkelig.

”Jeg havde arbejdet så længe og så hårdt, og lige pludselig stod jeg på toppen og kiggede ud, og så … Ja, hvad så? Hvad skulle jeg så? Lige pludselig virkede det hele så utroligt meningsløst.”

STRANDVEJEN TAGER SIG ud, som Strandvejen gør. Flotte biler og midaldrende mænd, der pisker afsted i lycra med sammenbidte ansigter. På himlen uden for glaspartiet i stuen trækker en ensom flyvemaskine på vej henover Øresund en lyserød streg efter sig i eftermiddagssolen.

Da Martin Thorborg var teenager, kunne man være to ting: Disker eller flipper. De populære drenge og piger var diskere, men selv blev han flipper. Det betød ring i øret og så ellers at lade være med at gå i bad, så man fik langt, tjavset hår. Det blev hele hans identitet at rende rundt og være ligeglad.

Det var ikke, fordi han var uinteresseret i piger, tværtimod bladrede han sig lystigt gennem samtlige udgaver af Ugens Rapport. Det var mere det, at pigerne ikke var særligt interesserede i ham. For selvom han knoklede med at skrabe penge sammen på sine fritidsjobs, var det svært at følge trop med de seje drenge, der omgav ham. Ikke mindst til festerne, hvor lækkert tøj og høj status var en afgørende faktor, blev det tydeligt.

Så i stedet for at være den, der blev valgt fra, valgte Martin Thorborg de andre fra. Han endte i den helt modsatte grøft og blev besat af al uretfærdighed i verden. Han blev lokalsælger for Greenpeace, solgte Rainbow Warrior-badges og samlede penge ind for at redde sælerne. Han begyndte at flirte med den yderste venstrefløj, og før han så sig om, var han parat til at deltage i aktioner, hvor de skulle lænke sig til den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

”Da jeg for nogle år siden læste bogen om Blekingegadebanden, fik jeg koldsved ned ad ryggen, for jeg tænkte: ’Det kunne lige så godt have været mig.’ Det var tilfældigheder, der gjorde, at det ikke endte sådan. Jeg var virkelig opslugt af uretfærdigheden i verden og palæstinensernes frihedskamp og den slags. Jeg begyndte at gå i en retning, der kunne være blevet ekstrem. Hvis jeg havde mødt de forkerte mennesker, som havde været meget idealistiske, kunne det være endt galt.”

Selvom Martin Thorborg i dag har hjemme blandt overklassen og har stemt til højre for midten de seneste mange år, kan han stadig mærke rester af ungdommens indignation banke i brystkassen. I virkeligheden betragter han sig som socialliberal, og det går ham på, at den borgerlige fløj har fået et ry som nogle, der er ligeglade med både fattige og syge.

”Billedet af det almindelige, liberale menneske er blevet fuldstændig forvansket, og det ærgrer mig så meget. Jeg bliver tit kaldt neoliberal,” siger han, og gentager det med udtalt foragt:

”Neoliberal? Jeg ved ikke engang, hvad det er. Det er åbenbart noget, hvor man er fuldstændig ligeglad med andre mennesker. Det ligger så fjernt fra min tankegang. Jeg er liberal, fordi jeg som udgangspunkt mener, at hvis man kan klare sig selv, skal man gøre det. Men hvis man har behov for hjælp, jamen, selvfølgelig skal man have den hjælp. Jeg går ind for vores generelle velfærdssystem og er stolt af den måde, Danmark er bygget på. Det ægte liberale er jo ikke ’hvad der ikke kan stå, må falde’. Det er noget fuldstændig vrøvl. Det handler tværtimod om den grundopfattelse, at staten ikke skal omklamre sunde, raske mennesker. Det vil enhver normal liberal sige. Jeg er udmærket klar over, at der findes ultraliberale helt derude, men der findes også folk på den yderste venstrefløj, der vil omstyrte staten, uden at det er en tankegang, som det almindelige venstrefløjsmenneske sympatiserer med.”

Helt grundlæggende deler Martin Thorborg verdenssyn med sit ungdoms-jeg. Men med årene er han nået frem til, at man alt for ofte forsøger at hjælpe folk på en måde, som ikke er værdig.

”Hvis man ligger på hospitalet, skal man selvfølgelig bare have den bedste hjælp overhovedet. Men der er ufatteligt mange mennesker i det her land, der bliver efterladt af systemet, får stukket en håndfuld kroner op i røven én gang om måneden, og så skal de ellers bare holde deres kæft. Det, synes jeg, er forfærdeligt. Vi skal være meget, meget bedre til at stille krav til alle mennesker, uanset om de er syge eller dårlige. For et værdigt liv er, at andre forventer noget af dig,” siger han.

På Dinero har han ansat fire medarbejdere, de i firmaet kalder ’bedsteforældrene’. De har hver især udfordringer og kan ikke arbejde fuldtid. Derfor er de visiteret til cirka fem timers arbejde om ugen. Før de blev ansat, sad de bare derhjemme.

”Hvor værdigt er det bare at glo? Nu samler de kaffekopper, bager banankage og laver forskellige småting i det tempo, de kan klare. De er ubetinget de gladeste og stolteste medarbejdere, jeg har. Værdighed er ikke blot at parkere folk et eller andet sted med nogle penge. Det er der ingen lykke ved. Det er der derimod, hvis man vågner om morgenen og ved, at man gør en forskel for andre mennesker. Hvis ikke jeg rejser mig, bliver kattene ikke fodret, potteplanterne ikke vandet, eller nogle mennesker får ikke deres varer leveret, så jeg må hellere stå op. Det giver et værdigt liv.”

EN AFTEN i midten af 00’erne befandt Martin Thorborg sig i TV 2 News-studiet i Sydhavnen i København. Stationen var lige startet, og han skulle interviewes, fordi han var aktuel med sin nye bog ’Iværksætter til jeg dør’. Det var blot et af mange interviews og fotosessions i ugens løb. Han havde fået en af sine gode bekendte til at køre ham rundt, så det hele kunne hænge sammen.

Da værten i studiet begyndte at snakke, kunne Martin Thorborg se munden bevæge sig, men pludselig kunne han ingenting høre. Lyden var pist væk. Værtens ansigtsudtryk blev tiltagende desperat, men Martin Thorborg anede ikke, hvad han skulle gøre. Han sad bare der som en saltstøtte. Til sidst klippede de væk.

Backstage vendte lyden tilbage. ’Hvad fanden skete der?’ spurgte kammeraten. Martin Thorborg havde ingen anelse.

Da alarmen ringede tidligt næste morgen, var han fuldstændig baldret, men tog ind mod Hovedbanegården som aftalt. Han skulle interviewes i Go’ Morgen Danmark klokken 06. Det var et af landets mest sete tv-programmer, og interviewet skulle genudsendes tre gange samme morgen. Det var den perfekte promovering for en ny bog.

Han satte sig i stolen, og så skete det samme igen. Netop da studieværten begyndte at bevæge læberne. Som en støvsuger, der slukkes, sivede lyden bort.

Der var tidspunkter, hvor Martin Thorborg godt selv kunne se, at den var gal. Som den morgen på vej på arbejde, hvor han tog sig selv i at tænke: ’Kunne jeg ikke bare blive kørt ned af en bil?’ Det var ikke, fordi han ønskede at dø, men hvis han nu endte på hospitalet, kunne han i det mindste ligge der for en stund. Uden møder, uden forespørgsler, uden forpligtelser.

Næsten lige så længe, han kunne huske, havde han arbejdet som en sindssyg. Det var begyndt, da han åbnede sin computerbutik i 1993, som han passede i dagstimerne, mens han kørte taxa om natten for at kunne betale regningerne. Dengang var han 28 år, så det var ikke det store problem at slække på nattesøvnen. Da der kom fart på forretningen, og han stiftede Jubii, slap han tjansen som taxachauffør, men det gjorde ikke selve arbejdsbyrden mindre. I stedet fik han pludselig et kæmpe ansvar for de mange medarbejdere. Flere år i streg havde han og makkeren Henrik siddet på kontoret fra morgen til aften med fuld skrald på. Hvis en af dem gik klokken 23, blev det betragtet som en halv fridag.

Det var ikke, fordi det ikke var sjovt. Tværtimod. Det var ofte skide skægt, det havde været en fed og begivenhedsrig tid, hvor han selv var blevet en af pressens darlings. En ung fyr med masser af succes, der blev hevet ind i talkshows og prydede forsider. En vaskeægte A-liste-kendis, som danskerne var på fornavn med.

Men der var også efterhånden totalt overload på øverste etage. Han havde kronisk ondt i maven, en enerverende, knugende fornemmelse, og han havde skidt blod i et år. Han var blevet overvægtig og var i dårlig form. Han havde kørt sig selv alt for hårdt i alt for lang tid. Nu var hørelsen tilmed begyndt at forsvinde i tide og utide.

I Go’ Morgen-studiet gled studieværtens indledende sætninger ud i intetheden for øjnene af ham. Men så var der pludselig hul igennem igen. Da han ikke havde hørt spørgsmålet, kastede han sig ud i et svar uden at ane, om det var i øst eller vest. Det efterfølgende spørgsmål hørte han til gengæld, og resten af interviewet forløb fint. Men fint? Hvor fint var det egentlig forløbet?

”Da jeg kom ud derfra, rystede jeg af skræk. Det tog mig næsten et år, før jeg turde gå i studiet igen. Selve skrækken sad i mig længe, for det der var noget, der simpelthen var ude af min kontrol.”

PÅ NOGENLUNDE SAMME tid blev Martin Thorborg far for anden gang. Hans datter var blevet født et par år forinden, og nu havde han fået en søn. Det fik ham til at gøre sig nogle grundige overvejelser. Han tænkte på sin egen far og besluttede sig for ikke at ville risikere at stå en dag, når børnene var blevet voksne, og ikke kunne huske deres barndom, fordi han havde været fraværende. Han ville være en aktiv del af sine børns liv. Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.

”At arbejde for meget er jo ligesom at være narkoman eller ryger. Man er afhængig af det lort, så det var afsindigt svært. Men jeg var samtidig overbevist om, at det var den rigtige beslutning.”

Martin Thorborg kastede sig ud i en form for kold tyrker. Han skar sin arbejdsuge ned fra 75 timer til 40 timer, stoppede fra den ene dag til den anden med udlandsrejser og besluttede sig for konsekvent at tage hjem før klokken 17. Han købte sig også en babyjogger, så han kunne løbe rundt i Rude Skov med sine børn og samtidig komme i bedre form. Fordi hans søn havde kolik, begyndte han at gå lange ture med ham. Hver gang han stoppede, vågnede sønnen, så han blev bare ved med at gå. Langsomt men sikkert fandt han sig til rette i rollen som familiefar. Men i årenes løb er det bestemt ikke sådan, at Martin Thorborg helt har undgået, at arbejdet og familielivet har clashet. Der har været adskillige episoder, hvor han er kommet for sent til en konfirmation, eller hvor familien har siddet på en ferie, og noget pludselig er brændt sammen i firmaet derhjemme, så han har måttet sidde på netcafe fire dage i træk.

”Jeg synes egentlig, at jeg overordnet set har fået det til at fungere. Når man er på arbejde, har man dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, og når man er derhjemme, er det omvendt. Men jeg synes, jeg har fået tingene til at hænge nogenlunde sammen. Jeg har fundet en ro i, at jeg i det mindste har været en meget bedre far end min egen far.”

STILHEDEN I STUEN bliver afbrudt af en høj alarm. Som en politibil på fuld udrykning. Martin Thorborg kigger overrasket op. De seneste 20 år han haft sin telefon på lydløs, men han har til gengæld indstillet den, så de allernærmeste i nødstilfælde kan komme igennem. Så lyder alarmen, som den gør nu.

”Gad vide, hvem det er?” siger han med en snert af bekymring og snupper telefonen over kaminen. Straks forvandler hans ansigtsudtryk sig til en diffus blanding af lettelse og opgivenhed.

”Det er bare min kæreste, der vil have opmærksomhed. Hun er et tågehorn en gang i mellem,” siger han så og forsvinder ned ad gangen.

”Jamen, du laver bare noget mad, skat!” råber Martin Thorborg, da han nærmer sig den anden ende af villaen, hvor Jannie Buch befinder sig.

Støjen har vækket Bounty, en stor Grand Danois, der har ligget i hundekurven og fladet ud. Den er syv og et halvt år, og eftersom hunde af racen Grand Danois typisk bliver omkring otte, har den næppe så langt igen. Men det tager hverken Bounty eller Martin Thorborg så tungt. Bounty rejser sig søvnigt, tager en formålsløs æresrunde om sig selv og lægger sig igen. I vindueskarmen blinker en LED-bar. Et elektronisk display, man kan indstille til at vise hvad som helst. Lige for tiden viser den fx antallet af nye følgere på Jannie Buchs Instagram. Én blandt flere andre sælsomme genstande, hun har bragt ind i hjemmet.

Martin Thorborg har i det hele taget fået rigeligt at se til, siden han og Jannie Buch blev kærester for fire år siden. Sidste gang gik sommerferien på hendes ønske til Tjernobyl, og nu har hun sat næsen op mod Nordkorea. Selv kigger han altid på risiko-kontra-rewards, og eftersom han ikke er særlig interesseret, og det samtidig virker farligt, kunne han godt finde på et bedre forslag. Indtil videre har han forsøgt at imødekomme sin kæreste en smule ved at anskaffe sig en plakat af det kommunistiske diktatur, der er hængt op på væggen. Men han ved, hvilken vej pilen peger.

Et par minutter senere vender han tilbage og griner højt.

”Åh, for helvede, man. Hun har knald i bøtten. Hun sætter sikkert alarmen på, når hun vil have opmærksomhed om lidt igen.”

DET VAR IVÆRKSÆTTEN Jesper Buch, en af Martin Thorborgs gode bekendte, der for fem år siden spurgte, om han ikke ville med til dennes årlige iværksætterkonference i Spanien. På daværende tidspunkt var Thorborg netop kommet ud af en hård og opslidende skilsmisse, men det virkede fornuftigt at komme væk nogle dage, så han tog imod tilbuddet. På konferencen skulle de godt 25 foredragsholdere bo sammen i Jesper Buchs hus og på skift underholde de 400 iværksættere. Det var et stort arrangement, så Buch havde fået sin søster, Jannie, til at organisere alt det logistiske. Ligesom Martin Thorborg var hun lige kommet ud af et forhold.

”Så ja, det ene tog det andet. Vi fandt ud af, at vi supplerer hinanden ret godt. Altså, hun er skingrende sindssyg, men hun har en fed energi og er vildt sjov. Vi driver begge to forretning og bliver derfor ikke sure, hvis den anden har travlt,” siger Martin Thorborg.

Der gik ikke længe, før de slog pjalterne sammen. Det betød også, at hans to børn fra det tidligere ægteskab og Jannies søn skulle indgå i deres nye, sammenbragte familie.

”Der er vi fandme heldige, for det er gået overraskende godt. Mine børn er meget glade for hende. Hun tager dem med ud og finder forladte huse og sådan noget åndssvagt, som de synes, er skægt. Min datter synes, hun er cool og ser op til hende, for hun har fed tøjstil og hører musik, der er nyere, end hvad hun selv finder. Når der sker noget med min søns computer, går hun ind og disabler grafikkortet, fordi hun har regnet ud, at det konflikter på en af portene. Så sidder han der og er rimelig imponeret over den her blondine. Så det er egentlig meget harmonisk på den måde. Der er lidt knald på en gang imellem, for vi har begge to temperament, men altså, der er fred og ro det meste af tiden,” siger han.

I selvsamme øjeblik blinker LED-baren oppe i vindueskarmen. I stedet for Instagram-logoet kommer Martin Thorborgs eget navn pludselig frem på skærmen. Han begynder at læse højt, mens flere ord dukker op.

”Martin Thorborg … er en ego-nar … som sulter sin kæreste.”

Da han er færdig, slår han på ny en høj latter op.

”Åh, for helvede, skat!”

DET KOM MILDEST talt som et chok for Martin Thorborg, da hans daværende kone i 2016 fortalte ham, at hun ville skilles. Men der var ikke noget at gøre, han pakkede sine ting og flyttede ud af deres fælles hus. De første par måneder sad han alene på hotelværelser og stirrede ind i væggen. Det var en apatisk periode af Martin Thorborgs liv, hvor han ikke engang kunne overskue at se fjernsyn. Han fortalte ikke om skilsmissen til nogen. Hver morgen tog han på arbejde og lod som ingenting, og så tog han tilbage til hotellet igen. Han kunne ikke finde ud af at række ud og vidste i øvrigt heller ikke rigtigt, hvem han skulle række ud efter.

”Det var en frygtelig ensom periode. Frygtelig, frygtelig ensom og utroligt hård. Det har 100 procent været den største omkostning ved det liv, jeg har levet, at jeg har meget få venner. Jeg har mange bekendte, men jeg har meget, meget få nære venner. Jeg har egentlig ikke nogen, jeg ser regelmæssigt på den måde,” siger han.

Martin Thorborg tog et smut forbi sine forældre, men han var jo deres barn, så deres subjektive input kunne han ikke bruge til særlig meget. En enkelt gang spiste han frokost med en kvindelig bekendt. Men mest af alt gik han mange, lange ture for sig selv. Sådan forløb et par måneder.

Han forsøgte at få hånd om sin nye tilværelse. Han og hans daværende kone havde været sammen med i 19 år, fået to børn og et hus i Lyngby. Pludselig var det forduftet. For børnene var skilsmissen kommet som et chok. Han følte, han havde svigtet dem, og det havde han svært ved at kapere.

”Jeg var blevet skilt fra deres mor. Det var et kæmpe nederlag,” siger han og sætter ekstra tryk på: ”… et kæmpe nederlag, som jeg stadig sparker mig selv i røven over. Jeg voksede op i en kernefamilie, mine forældre var sammen til sidste. Det var ikke med min gode vilje. Det var en hård omgang. En meget, meget psykisk hård omgang.”

Som tiden gik, måtte Martin Thorborg erkende, at han havde brug for at snakke med nogen. Én, som ikke var part, én, der ikke ikke havde hele historikken på plads på forhånd. Derfor begyndte han til psykolog.

”Hvis man ikke har prøvet at gå til psykolog, når man har et problem, så ved man ikke, hvad man snakker om. Det er som at få trukket mentale visdomstænder ud. Det er en kraftanstrengelse, det er som at løbe et maraton, for man rykker op i alt. Der bliver spolet hele vejen tilbage, og lige pludselig er det jo relationer til ens søskende og forældre. Det er alt, og man bliver nødt til at være ærlig, også over for sig selv, for ellers er det spild af tid. Man må skrælle det hele fuldstændig af, og lige pludselig ender man med at sætte spørgsmålstegn ved, hvem fanden man i det hele taget selv er.”

I løbet af samtalerne begyndte Martin Thorborg så småt at kunne se det større billede. Han indså, at tingene i årenes løb havde forskudt sig med bittesmå skridt, uden at han selv havde opdaget det. Han var gået på kompromis med sine egne principper, havde solgt ud af sine standarder og var endt et sted, hvor han var blevet fremmedgjort over for sig selv.

”Hvordan fanden var jeg endt der? Jeg var jo på den her måde, og på arbejdet er jeg på den her måde, så hvordan fanden var mit ægteskab endt herovre, hvor jeg nærmest overhovedet ikke kunne kende mig selv? Som Winston Churchill engang sagde: ’Lad aldrig en god krise gå til spilde.’ En skilsmisse er edderfuckeme en krise, og det krævede nogle hardcore samtaler med min psykolog, men i sidste ende lærte det mig at være 100 procent tro mod mig selv. Når man er det, er man også en 10 gange federe partner. Hvis en kvinde forelsker sig i en fyr, der tager initiativ og det ene og det andet, og der så går 10 år, og så siger man undskyld, fordi man har brændt klejnerne på. I’m sorry, så har man spillet sig selv ud som en tøffelhelt, som man jo ikke kan undre sig over, at den anden part mister respekten for. Som mand bliver man kraftedme nødt til at kende sig selv, kende sine grænser og så stå ved dem. Koste hvad det vil.”

DER SKETE OGSÅ noget andet, mens Martin Thorborg gik til psykolog. Fordi der blev revet op i alt, gik det op for ham, hvor stor en indflydelse det havde haft på hans liv, at hans far aldrig havde sagt til ham, at han elskede ham. Det havde fulgt ham langt op i sin voksne tilværelse. Da han i 2000 havde solgt Jubii, ringede han som den første til sin far. Martin Thorborg var stolt. Han havde brugt årevis på at bygge sin egen virksomhed op, og nu var den indgået i en kæmpehandel.

”Hey far, vi har fandme solgt forretningen for 100 millioner euro,” sagde han, da røret blev taget.

”Nå, Martin, det var da flot,” svarede faderen i den anden ende. Og så slog hans far over i en anekdote om en niece i familien, der havde været på besøg et par dage forinden. Det var det. Så var samtalen om Jubii-salget overstået.

”Han kunne ikke engang give mig 10 sekunders anerkendelse. Dit barn ringer og har solgt en virksomhed til næsten en milliard, og du kan ikke engang bruge 30 sekunder af dit liv på det. Du kan ikke engang svinge dig op til at spørge: ’Nå, hvad så nu? Hvad skal der ske? Og bliver du i forretningen?’ Ikke nul og en skid!”

I tiden efter hørte Martin Thorborg tilfældigt fra andre, at faderen gik rundt og pralede med sønnens salg af sin virksomhed.

”Så hører jeg fra en eller anden nabo: ’Hvor er det flot med salget, din far snakkede om det en halv time i streg.’ Hvad fanden, mand? Han kan godt stå og rose mig til naboen, men ikke give mig et sekund i telefonen. Hvorfor var det altid noget, der skulle gå igennem tre-fire andre mennesker, før jeg fandt ud af, at min far syntes, det var flot, hvad jeg foretog mig? Jeg anede ikke engang, at han lyttede efter.”

Efter han havde gået i cirkler om sig selv nogle uger, samlede Martin Thorborg til sidst modet til at tage fat i sin far. En dag troppede han op i barndomshjemmet og sagde det, som det var: ’Vi har brug for at snakke sammen.’

Det blev en ekstremt hård omgang, men undervejs fik han sagt alt det, han så længe havde haft brug for at sige. Om hvordan han i løbet af sin opvækst havde oplevet det som, at faderen ikke interesserede sig for, hvad han foretog sig, og stadig i sit voksenliv helt grundlæggende følte sig mindre værd i hans nærvær, fordi han ikke nåede sin far til sokkeholderne, hvad angik det akademiske, og samtidig aldrig blev mødt med ros, men med kritisk fnysen, uanset hvilken vej i livet han gik, om det var Den Kongelige Livgarde, Politiskolen eller, senere, selvstændig iværksætter. Og ikke mindst, at han var ked af, at hans far aldrig havde sagt, at han elskede ham.

Da han til sidst var færdig, sad de begge to med våde øjne. Bagefter sagde faderen: ’Martin, jeg er sikker på, at det, du siger, er rigtigt. Men jeg synes, du skal vide lidt om min opvækst.’ Og så gik han ellers i gang med at fortælle om sit eget liv. Om hvordan han var vokset op i efterdønningerne af første verdenskrig og selv senere som ganske ung havde tomlet sig ned gennem et søndersmadret Europa, hvor utrygheden og usikkerheden hang i luften. Og ikke mindst om hvordan selvsamme følelser var så lette at genkende, fordi de for længst havde manifesteret sig i faderen selv. Martin Thorborgs fars forældre var kolde og stokkonservative, men hvor faderens søskende på hver sin måde fandt opskriften til at triumfere, blev hans far altid mødt af en kold skulder. Som venstreorienteret og musikinteresseret var han familiens sorte får, og i hele sit liv havde han følt, at han skrumpede i skyggen af sin far.

”Min far fortalte ikke det her for at undskylde, men for at forklare det,” siger Martin Thorborg. ”Undervejs gav alt bare mening. Jeg får helt gåse-hud af at tænke på det. Jeg kunne se, at han havde gjort sit bedste med de kort, han havde fået på hånden. Lige dér kom vi tættere på hinanden, end vi nogensinde havde været.”

På det tidspunkt havde Martin Thorborgs far fået konstateret prostatakræft, og i den efterfølgende tid blev faderen mere og mere syg. Han endte på Herlev Sygehus, og de vidste begge, at det kun var et spørgsmål om tid. Thorborg lagde sit arbejde til side for i stedet at være ved sin fars sygeseng. Fra tid til anden stak han ned for at købe is. Det var det eneste, faderen kunne få ned.

Når dagen var ved at gå på hæld, og han blev nødt til at tage hjem, sagde han som det sidste til sin far, at han elskede ham. En aften sagde faderen pludselig det samme. At han også elskede ham. Det var første gang nogensinde, Martin Thorborg hørte de ord.

”Det hele faldt på plads for mig i de uger. Da han til sidst døde, sad jeg tilbage og tænkte: ’Jeg har ikke mere, jeg skal spørge ham om. Jeg har ikke mere, jeg skal vide.’ I dag er jeg fuldstændig 100 procent at peace med ham og det menneske, han var. Jeg ved præcis, hvorfor han blev, som han blev. Der er intet, jeg mangler at få svar på. Jeg ved, at han elskede mig på sin egen måde.”

Den samtale, Martin Thorborg fik med sin far, betragter han som den største gave, han fik ud af sin skilsmisse. Han fik pludselig revet hul i nogle ting, som han ellers aldrig havde fået. Da faderen døde, holdt han ham i hånden, og til begravelsen var det ham, der holdt talen. Den efterfølgende tid var hård. Men da den største sorg havde lagt sig, forandrede noget sig.

”Efter det følte jeg, at jeg blev voksen på en anden måde. Jeg er helt afklaret med min far, og det har bragt en kæmpe ro i mit liv. Alle de små, ubekendte ting faldt på plads. Jeg har en fuldstændig positiv indstilling over for ham. Han har været en meget bedre far, end hans far var for ham. Mere kan man jo ikke forvente, mere kan man ikke forlange. Det er okay, at det er mig, der er den næste i rækken. Der sker en form for progression over generationer, der gør, at verden hele tiden bevæger sig i en bedre retning. Det finder jeg en stor meningsfuldhed i.”

PÅ DET SENESTE har Martin Thorborg haft en mærkelig følelse i kroppen. Den er gradvist kommet snigende henover de forgangne seks måneder.

”Krise er måske for meget sagt. Men jeg begynder nok at være der, hvor jeg mærker lidt metaltræthed med iværksætteri. Jeg har måske mistet det lidt, og det er skræmmende, for det er en passion, jeg har haft, siden jeg var 23. Jeg har elsket det, men … ja.”

For en sjælden gangs skyld går han i stå midt i sin egen sætning. Det er ikke, fordi han mangler noget. Han er glad for at være administrerende direktør i Dinero, men det har aldrig været hans drøm at være direktør i 20 år, så han ved, at der kommer en dag, hvor han skal videre.

”Hver eneste gang jeg er stoppet med noget, er det, fordi jeg hellere ville noget andet. Problemet er bare, at jeg for første gang i mange år er i tvivl om, hvor jeg skal videre hen. Det er første gang meget, meget længe, måske nogensinde, hvor jeg ikke har noget, jeg hellere vil. Jeg har ikke lyst til at starte en virksomhed. Det er underligt. Jeg ved ikke rigtigt. Jeg oplever ikke helt den samme passion, det må jeg indrømme. Måske er det også en COVID-19-træthed, men jeg står i hvert fald i en situation, hvor jeg ikke føler mig sikker på, hvad jeg vil. Det har jeg aldrig prøvet før. Det går jeg meget rundt og tænker over i de her dage. Jeg har ingenting at klage over. Måske oplever jeg en form for generel tilfredsstillelse. Det er bare … underligt.”

Han føler ikke længere noget behov for at skulle bevise sig selv. Faktisk har han ikke haft det sådan i mange år. Men det var hverken Jubii, Dinero eller de mange andre virksomheder, der blev udslagsgivende i den sammenhæng. Tværtimod var det, da han i begyndelsen af 00’erne blev optaget i Kraks Blå Bog over betydningsfulde danskere.

”Jeg ved, at det virker helt latterligt at sige, men det var den stolteste dag i mit liv. Det havde gibbet i mig i årevis, hver gang jeg så studenterne køre rundt i lastbiler, for jeg var aldrig rigtig lykkedes med at gøre noget færdigt. Det her var ligesom den studentereksamen, jeg aldrig fik. Det betyder mindre for mig i dag, men det betød meget for mig dengang. Der er over fem millioner danskere, men der står kun 10.000 navne i den bog, så det er en anerkendelse af, at man da har udrettet et eller andet. Det var sådan … ’Hvad har I andre udrettet? Hvor er jeres optagelse i Blå Bog?’ Jeg ved jo godt inderst inde, at alle andre er ligeglade, og at det sikkert kun betyder noget for mig selv. Men det gjorde det til gengæld også.”

MÅSKE ER DET slet ikke så skidt endda, at Martin Thorborg ikke er optaget af, hvad der venter ham i fremtiden. For i alt for mange år har han jagtet, hvad han troede, der lå og ventede, for så at opdage, at virkeligheden tegnede sig helt anderledes.

”Jeg har brugt ufattelige mængder energi på noget, som jeg alligevel mistede som resultat af tilfældigheder, der lå uden for min egen kontrol. Man kan knokle sig til det meste, men ikke til at afværge verdens uforudsigelighed. Jeg er ikke ydmyg, men det er gået op for mig, at der sker ting i tilværelsen, der er fuldstændig ude af mine hænder. I princippet kan jeg få en tagsten i hovedet i morgen, eller mine børn kan blive syge. Der kan ske hvad som helst. Jeg er nok blevet bedre til at være til stede i øjeblikket. Der, hvor man lige stopper sig selv, kigger ud på solen, der går ned bag havet, og tager det hele ind.”

På den måde dukker lykken hele tiden op i små glimt i Martin Thorborgs liv. Som når han finder ind i flowet, som når han står på snowboard og mærker den knitrende lyd af frossen sne. Når han befinder sig på arbejdet, og alting pludselig går op i en højere enhed. Når han kigger på sine børn, der er blevet store og fornuftige mennesker. Eller når han sidder i en rødvinsbrandert og kigger på sin kæreste og ikke kan ignorere stemmen fra sin indre drengerøv, der siger: ’Store bryster, lyst hår, lange ben og en IQ på 135, fuck me, man. Man plejer at skulle vælge, men jeg har fået det hele.’ Men mest af alt er det lykken, at fortiden ikke længere puster ham i nakken, og at han ikke behøver at frygte, hvad fremtiden kommer til at byde ham.

”Det værste, jeg kan forestille mig ved at dø, er, at jeg ikke ved, hvordan mine børn vokser op. De er fornuftige mennesker, de kan sagtens klare sig uden mig, det er ikke med den på, men hvordan kommer deres liv til at udfolde sig? Hvad skal de? Hvilke slags mennesker bliver de? Og hvad bliver deres mission? Det ville være frygteligt at misse. Det kapitel vil jeg have med,” siger Martin Thorborg og fortsætter: ”Og hvad angår mig selv, hvad har jeg til gode? Ikke en skid. Verden har på nuværende tidspunkt givet mig 10 gange mere, end alle mulige andre. Alt det, jeg ville, har jeg allerede krydset af. Der er ikke nogen, der skylder mig fem flade øre.”