Mens Soundboks vadede i succes, kæmpede stifter Hjalte Wieth med manier og depression: ”Jeg ønsker at aftabuisere psykiske lidelser, for tabuer gør, at mennesker som mig gemmer sig”

Perioden omkring foråret og sommeren i 2020 var generelt en mudret tid. Covid-19 havde sat en stopper for nye projekter og tømt den normalt befærdede Nørrebrogade for alt, hvad der mindede om liv. Der var helt stille, som Hjalte Wieth sad deroppe i sin penthouse med panorama-vue ud over Københavns tage. Klokken var måske 10 om formiddagen, vejret var muligvis fint.

Han husker det ikke klart. Han husker blot et gigantisk hul i maven og følelsen af, at alt var meningsløst. At alt føltes forkert. I hans hoved kørte en film med ham selv i hovedrollen, der sprang ud fra tagterrassen på femte sal og gik i stykker på den mennesketomme gade.

“Jeg følte, at depressionen langsomt åd mig op. Der var ingen fix tilbage, jeg havde givet afkald på al tryghed og kunne ikke komme i gang med nye projekter. Jeg blev tvunget til at se mig selv uden den eksterne anerkendelse, jeg havde været vant til.”

Ordene kommer fra Hjalte Wieth, mens vi sidder på selvsamme tagterrasse. Han gør sig umage, tager de nødvendige pauser og lukker øjnene for at fremkalde scenerne og følelserne. Det er to år siden, men det føles som et andet liv.

Hjalte Wieth er måske ikke et navn, der vækker den store genklang, men det gør hans produkt. Sammen med sine to ungdomsvenner, Christoffer Nyvold og Jesper Thomsen, stiftede han i 2015 Soundboks.

De tre venner gjorde sig hurtigt bemærkede som nogle af deres generations dygtigste iværksættere med den revolutionerende batteridrevne festhøjtaler, der kunne spille lidt højere og lidt bedre end konkurrenternes.

Sidenhen fulgte en himmelvækst for virksomheden. Millioninvesteringer, virksomhedsudvidelser og en plads på Forbes anerkendte ’Under 30’-liste, for lovende iværksættere under 30 år, ventede for Wieth, Nyvold og Thomsen.

Udadtil var Hjalte Wieth et eksempel på den forbilledlige iværksætterånd, vi danskere ynder at tilbede foran fjernsynet med et afsnit ’Løvens Hule’. Indadtil led Hjalte Wieth præg under et hashmisbrug, depressive og maniske tendenser samt en konstant frygt for at fejle.

Han har inviteret mig hjem i sin penthouselejlighed på Nørrebrogade. Her bor han sammen med sin kæreste gennem to år, Julie Dencher, med hvem han netop har startet sit nye forretningsprojekt ’Plugin’, der har til formål at skabe events og miljøer, der lader folk op gennem meditation og andre redskaber.

I dag har Hjalte Wieth det bedre end nogensinde, og derfor er han klar til at fortælle sin historie. En historie, der i sin essens handler om en ung mand med mentale problemer, som kæmper med at forstå sig selv og finde sin retning. Han gør det ikke for medlidenhedens skyld, men med et håb om, at andre kan lade sig inspirere. For selvom det til tider så sort ud, fandt han sin vej ud af de mørke tider.

”Jeg jagtede drømmene og millionerne, men jeg havde ikke lært at fylde mig selv op. Den her lejlighed er fed, men det betyder intet, hvis jeg har det forfærdeligt, ” siger han, mens han slår ud med armene i lejlighedens store køkkenalrum.

”Når man ligger alene en søndag aften, kommer alt lortet tilbage, og så er størrelsen på dit hus eller lejlighed ligegyldig.”

Hjalte Wieth er født og opvokset i Virum lidt uden for København. Her boede han sammen med sin storebror og sine to forældre, der begge er uddannede kemiingeniører.

Sin gymnasietid forbinder han med gode minder. Det var en blanding af hårdt arbejde, flid, fest og farver. Han havde let ved alle fagene – lige med undtagelse af fransk. Det gik dog, for han drømte om at blive kiropraktor, og det krævede ikke de store franskkundskaber, men blot et snit på 9,8. Selvom skolen fyldte meget, var der også plads til at ryge joints og spille trommer.

”Jeg syntes, jeg lærte meget af at ryge joints i gymnasiet, fordi det fjernede min sociale usikkerhed. Det var ikke, fordi jeg sad og kogte, men det fik mig til at slappe af og føle mig fri, og gav mig et klarsyn over tilværelsen. Jeg vidste godt, at det ikke var holdbart, men jeg havde ikke andre redskaber dengang,” fortæller Hjalte Wieth.

Hjalte Wieth gik i gymnasiet med Christoffer Nyvold og Jesper Thomsen. Ved siden af holdt drengenes vennegrupper ofte fest hjemme ved Hjalte Wieth, og her var det ikke unormalt, at 50-100 mennesker meldte deres entré. Derfor var det vigtigt med god lyd, og i den anledning havde Christoffer Nyvold og Jesper Thomsen bygget en højtaler op omkring et bilbatteri.

”Drømmen om at være selvstændig startede under en innovationsundervisning i 3.g. Idéen til Soundboks opstod lidt af sig selv og udsprang af en fælles glæde ved at feste. Det var ikke noget, som vi fremprovokerede,” siger Hjalte Wieth, mens han smiler over minderne.

I gymnasiet lagde Christoffer Nyvold og Jesper Thomsen en annonce op på ’Den Blå Avis’, hvor de havde tre af deres hjemmebyggede højtalere til salg. Højtalerne kostede 6.000 kroner, og interessen var fuldstændigt overvældende. Det væltede ind med opkald, mails og sms’er fra folk, der gerne ville købe deres trækasser med et bilbatteri i.

På det tidspunkt var tanken, at Soundboks mest af alt var en lille hobbyvirksomhed. Men det skulle ændre sig.

Hjalte Wieth glædes, når han tænker tilbage på Soundboks’ spæde år, og hvor vildt det var. Det er som at åbne en hengemt boks, der har stået på loftet og samlet støv. Tankerne kører derudaf, og det gør mundtøjet og historierne også.

Han viser mig en video, som TV2 Echo lavede om Soundboks, hvor han selv medvirker. Den er fra Distortion i 2016. Dét år, hvor alle render rundt med Soundboks-klistermærker på kroppen. Der gik sport i at få Soundboks-holdet til at klistre et klistermærke hen over brystet eller på bagdelen af de feststemte unge.

På det her tidspunkt tog alting virkelig fart, og man kunne ikke sige fest uden Soundboks. Han griner over at se sig selv på videoen. At han kunne mønstre dét gear.

”Hvad var det nu, du spurgte om?” spørger Hjalte Wieth efter en håndfuld Soundboks-anekdoter.

Hvornår fik du fornemmelsen af, at Soundboks kunne blive en stor ting?

”Det var, da Jesper (Thomsen, red.) og Nyvold (Christoffer Nyvold, red.) fandt ud af, at vi kunne bruge lithium-batteriet i stedet for bilbatteriet. Da havde vi pludselig noget teknologi, som ingen andre havde. Der eksploderede mit hoved, for det var virkelig en gamechanger.”

Lithiumbatteriet var på størrelse med en knytnæve og meget mindre end bilbatteriet, mens det samtidig kunne holde strøm i længere tid. Og han vidste, at hvis salget kom i gang inden Roskilde Festival syv måneder senere, ville det hele tage fart.

I marts 2015 lancerede drengene de første officielle Soundboks-højtalere, og derfra gik det hele slag for slag. På andet år tolv-doblede de omsætningen og gik fra at sælge 400 højttalere til 5.500 højtalere. Tingene tog fart, og med Hjaltes Wieths egne ord føltes det, som om at de kørte, mens de asfalterede.

For Hjalte Wieth var det også her, at de første advarselslamper begyndte at blinke. Men med euforiens lyserøde briller på, var det svært at se de røde flag, der begyndte at vise sig omkring ham. Succeserne stod i kø, og selve Soundboks-produktet voksede sig stort og fedt. Fans skabte sågar netværk og fællesskaber, hvor de kunne dyrke deres fælles højtaler - og festpassion.

Det var aldrig en mulighed at kaste håndklædet i ringen, og for Hjalte Wieth var Soundboks mere en identitet og en livsstil, end det var arbejde.

”Dengang følte jeg ikke, at jeg arbejdede særligt meget. Men sandheden var, at vi arbejdede konstant og var stressede. Min personlighed blev nærmest Soundboks. Jeg mistede fuldstændigt mig selv i det. Jeg følte ikke, at jeg var noget, hvis jeg ikke havde Soundboks. Jeg glemte, hvordan jeg snakkede med mennesker om andet end Soundboks, og der satte jeg bare en mundtlig pladespiller på. Jeg glemte totalt, hvem jeg var,” siger Hjalte Wieth.

Hans tankemylder voksede. Det gjorde hans hashmisbrug også. Fra han var 18 til 21 år var han decideret afhængig, siger han.

Hjalte Wieth

Født i 1995. Opvokset i den københavnske forstad Virum. Stiftede i 2014 Soundboks med gymnasievennerne Jesper Thomsen og Christoffer Nyvold. Trådte ud af sit daglige ansvar i Soundboks i 2020, men er stadig medejer. Stiftede i 2021 virksomheden Plugin med sin kæreste Julie Dencher, sammen bor de på Indre Nørrebro. Plugin har til formål at skabe events og miljøer, der lader folk op gennem meditation og andre redskaber.

Mens vi sidder og taler, finder han et stykke papir frem, hvor han tegner nogle bølger. De skal illustrere, hvordan hans humør gik op og ned fra den ene yderlighed til den anden. Han tegner, hvordan bølgerne forskubbede sig, og afstanden mellem hans mentale top- og bundniveau gradvist voksede sig større. Ubalancen skabte en angst i ham, der gjorde ham usikker på, hvorvidt han var god nok. Han frygtede, at folk ville se igennem ham, og at han ikke var dygtig nok.

”Når de gode idéer og visionerne ramte plet, var det vanvittigt fedt. Men jeg fik kun løftet mit mentale topniveau, og bundniveauet blev ikke hævet, og så er det, problemerne opstår. Jeg kiggede kun på at jagte succeserne. Det betød, at mit liv enten var virkelig fedt eller en kæmpe nedtur.”

Hvornår var det en kæmpe nedtur?

”Jeg fik rosende ord med mig fra nærmest alle på min vej, men når det blev efterfulgt af et kæmpe ansvar, hvor jeg som 21-årig havde 25 ansatte under mig, var det svært at leve op til. Jeg ville føle mig som verdens største idiot, hvis Soundboks ikke blev en succes. Vi havde opskriften til at lave en af Danmarks vildeste startups. Slog det fejl, var det udelukkende på grund af dårlig eksekvering. Og så var det bare ekstremt at drive en virksomhed med store udsving og samtidig være en pålidelig chef. På bunden handlede det nok om, at der var en skævvridning i måden, jeg så virkeligheden og fremtiden på. Det var også her, jeg besluttede mig for at begynde i terapi og afvænning.”

Hvad var skævvridningen?

”Jeg gjorde mit bedste ud fra de elendige vilkår, som jeg gav mig selv med joints og alkohol hver weekend. Det efterlod en følelse i mig af, at jeg ikke fortjente det, og hellere måtte ødelægge det for mig selv, inden nogle andre gennemskuede mig.”

En morgen faldt tingene sammen for ham. Han stod i sit badeværelse og kiggede sig selv i spejlet. I afmagt rev han sig i håret, mens han stod og græd. Han var fyldt med indre konflikter, som var resultatet af fem års flugt, som blandet med et stort ansvar og en bevidsthed om, hvad han befandt sig i, fik glasset til at flyde over.

Han forsøgte sig med diverse former for terapi, coaching, meditation, yoga, Body SDS og selvhjælpsbøger. Han skulle finde noget at fordybe sig i. Gradvist fik han det bedre, men alligevel tog det ham flere år at komme på rette kurs.

Meditationen har Hjalte Wieth taget til sig. Og netop som vi sidder og taler om fordybelsesmetoder, spørger han, om jeg vil være med til at meditere. Han er i gang med at uddanne sig til meditationslærer. Det bruger han ofte i sit virke i sin virksomhed Plugin, som blev rullet ud 31. maj i år.

Derfor er det heller ikke fjernt for Hjalte at sætte sig ned og meditere, hvis han føler en indre uro. Vores samtale var trukket ud, og derfor havde han brug for en kalibrering. Jeg sætter mig derfor også til at meditere, mens han guider mig på vej. Jeg skal huske at trække vejret dybt ned i maven. Puste langsomt ud. Fokusere på luftens rislen i næsen. Og så sidder vi ellers der og mediterer på tagterrassen, mens vi svagt kan ane det pulserende gadeliv med udrykninger, dytten og det, der nu ellers udspiller sig nede på gaden. Sådan fortsætter vi i fem minutter.

Mens selvhjælpen begyndte at virke for Hjalte Wieth, begyndte uenigheder til gengæld at ulme internt i Soundboks. Hjalte Wieth og de andre ejere ville i forskellige retninger og med nye bestyrelsesfolk, var der mange hensyn, der skulle tages. Hjalte Wieth var selv begyndt at tage afstand fra de vilde fester og var kommet ud af sit misbrug. Det betød, at det var svært for ham at forene sig med de vilde fester, Soundboks var synonym med.

Nu ville han vise, hvordan man lavede en sund og bæredygtig fest, og det drømte han om at implementere i Soundboks. Han havde oplevet denne type fest i forbindelse med noget arbejde i Californien, hvor han var blevet inspireret af en mere åben og fri festkultur uden alkohol som samlingspunkt.

”Det blev mit eget projekt at skabe den fede fest på en sund måde. Altså at feste uden store mængder alkohol eller stoffer. Det er også de værdier, Plugin er bygget på,” fortæller Hjalte Wieth.

Det resterende Soundboks-hold var dog ikke med på retningen og ønskede at fortsætte i den hidtidige retning, mens Hjalte Wieth samtidigt følte, at projektet gled væk fra hans værdier. I over et år kredsede hans tanker om, hvorvidt han skulle sige farvel og tak til sit iværksætterbarn.

Det hele kulminerede til et møde tilbage i 2019, hvor interne uenigheder betød, at Hjalte Wieth tog en pause fra kontoret og testede idéer af til det, som i dag danner rammer om Plugin.

Føler du, at du begik nogen fejl i den proces?

Han rejser sig op og går lidt rundt i cirkler. Det er tydeligt at se på ham, at situationen skaber en uro i ham og vækker frustration.

”Ja, jeg har lavet masser af fejl. Hvis jeg kunne gøre noget om, skulle det være at acceptere, at for resten af ledelsen er Soundboks er en forretning, der skal tjene penge. Det var alle andre indforstået med, og det skulle jeg bare have accepteret i stedet for at være så idealistisk. Jeg skulle have haft min passion ud et andet sted tidligere og have adskilt de to ting.

Samtidig prøvede jeg at tilpasse mig et miljø, som jeg ikke havde lyst til at være en del af. Men ville jeg have været det foruden? Helt oprigtigt nej. For jeg har lært af det, og jeg har lært af den smerte, som jeg har været igennem sidenhen.”

Pausen brugte Hjalte Wieth også til at tænke over, hvad der skulle ske. Han var fortsat i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte eller sige farvel. For der var trods alt en økonomisk sikkerhed i at fortsætte, og risikoen ved at starte noget nyt virkede uoverskuelig.

Ved årsskiftet mellem 2019 og 2020 trak han sig endegyldigt ud af Soundboks. Han stoppede med ni måneders løn og fik konverteret sine aktier til investoraktier. Den endelige afklaring fik han ved et ayahuasca retreat, en form en psykedelisk terapi, der ikke er lovligt i Danmark, men som er udbredt og anerkendt mange steder i verden. Oplevelsen, kalder han for livsændrende.

”Man plejer at beskrive et ayahuasca retreat som 10 års terapi. Man bliver revet fuldstændigt ud af egoet for en stund, og efter den oplevelse var jeg ikke i tvivl. For der så jeg for første gang det hele udefra. Ayahuascaen blev vendepunktet for mig, og den gjorde mig klar til at gå den hårde periode i møde, som ventede mig. Der vidste jeg vidste, at jeg skulle tage ansvar for mig selv,” siger han.

I 2020 var Hjalte Wieth en fri mand. Han følte en lettelse, som han ikke havde følt i lang tid. Han var klar til nye projekter og var allerede startet på det, der senere skulle blive Plugin.

Men da Covid-19 lagde landet i benlås, og Danmark blev lukket ned, skete det samme for Hjalte Wieths nye og eventbaserede projekt. For det var afhængigt af fysisk nærvær og fællesskab. Marts 2020 blev begyndelsen på en periode, som han beskriver som den værste i sit liv.

Han kunne ikke grave sig ned i arbejdet, som han havde gjort tidligere, når tankemylderet bankede på. Hans anden flugtkompagnon, hashen, var han også færdig med. Tilbage sad han blot med kernen af sine følelser, fast besluttet på at lære at rumme dem.

”Jeg kom virkelig ned i et hul og fik set de bipolare udsving, for der var ikke andet til at distrahere mig. Jeg havde intet ansvar for noget, men havde bare en masse penge. Jeg behøvede ikke gøre noget, hvilket bare fremavlede depressionen. Jeg blev totalt handlingslammet. Jeg havde intet at modbevise følelsen med. Jeg havde de sædvanlige lavpunkter, men der var ikke nogen højdepunkter at veje det op med. Det hjalp ikke at meditere, for depressionen fyldte for meget, og så blev det alt for voldsomt.”

Han fortæller, at det var her, de første selvmordstanker begyndte at vise sig. De kom med jævne mellemrum, og mens han gik i terapi, havde han en lille håndfuld venner, som han ringede til, når tingene spidsede til. Ligesom da han sad oppe på tagterrassen den formiddag.

Midt i Hjaltes Wieths mentale rod, mødte han Julie Dencher. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle blive til noget, men en Tinder-romance i første Covid-19-bølge voksede sig større og større. I starten fortalte Hjalte Wieth ikke noget til Julie om, hvordan selvmordstanker og indre uro fyldte i hans hoved. Selvom det kunne rumstere, mens han var sammen med hende, gemte han det væk. Til sidste kunne han ikke holde det hemmeligt for hende mere.

”Dét, at jeg mødte et menneske, der kunne rumme mig for den, jeg var, gjorde også, at selvmordstankerne kom endnu mere til overfladen, fordi jeg ikke blev betragtet som forkert. Følelsen har nok altid ligget der, men jeg har løbet fra de mørke tanker med alkohol, arbejde og joints. Det var rart endelig at blive forstået, og Julie var en kæmpe del af processen,” siger Hjalte Wieth, inden han holder en pause.

Han får tårer i øjnene, får kontrol over sin vejrtrækning og fortsætter lidt efter med en grødet stemme.

”Hun er det eneste menneske, der har set alt. Hun accepterede mig, for den jeg var, da jeg åbnede op for hende og fortalte om mine følelser. Jeg havde savnet at blive mødt med forståelse, og det gav hun mig.”

Hvad er det, der rammer dig nu?

”Jeg tror … Tanken om, hvor tæt jeg var på selv at gøre en ende på det hele. Både min morfar og farfar begik selvmord, og jeg forstår dem godt. For jeg har oplevet, hvor umuligt livet kan føles, når tankerne og følelserne stikker af. Men jeg kan slet ikke forestille mig det nu, for det er så langt fra, hvor jeg er i dag, og det føles nærmest som et andet liv.”

Den 5. oktober 2020 fik Hjalte Wieth konstateret ’Bipolar Affektiv Sindslidelse’. Han finder diagnosen frem på en sundhedsapp på sin telefon og viser mig den. Det var Julie, der opfordrede ham til at blive udredt og finde ud af, hvad det var, der pressede på i ham. For han vidste, at der var noget, bare ikke, hvad det var.

“Jeg havde det svært med tanken om at have påklistret en diagnose på mig. Men til sidste nåede jeg til et sted, hvor jeg havde alle de rigtige redskaber, men manglede en accept af mig selv,” siger Hjalte Wieth.

Den bedste ord at beskrive diagnosen med er ’forløsende’, fortæller Hjalte Wieth. For det var netop forløsende at få lagt brikkerne på plads og lære at forstå sig selv. Det var også heromkring, at hans sorte periode begyndte at høre op. Han sluttede fred med sin indre uro.

”Jeg har brugt meget tid på at hade mig selv for at skifte person så meget, kommunikere skidt og være stresset. Hvorfor har jeg ikke kunne håndtere de givne situationer, når andre mennesker kunne? Diagnosen gav mig en accept af, at der var en grund til, at jeg altid havde kæmpet med mig selv.”

Hvorfor har du valgt at fortælle om det her?

Han lukker øjnene og bliver stille, som han har for vane at gøre, når han leder efter det rigtige svar. For ordene skal falde ordentligt.

”Noget af det, der hjalp mig på vej, var at høre andres historie. Og det håber jeg også, at min fortælling kan gøre for andre give andre. Jeg ønsker også at aftabuisere psykiske lidelser, for tabuer gør, at mennesker som mig gemmer os og ofte bliver endnu mere syge.”

Når Hjalte Wieth siger, at vi skal gøre op med kulturen, mener han, at vi på samfundsplan skal starte med et opgør mod perfekthedskulturen. For det er her, at problemerne starter, når man allerede i skolen får fortalt, hvad der er rigtigt og forkert.

Fokus bør i stedet rettes mod at skabe menneskeligt bæredygtigt samfund, hvor vi i højere grad, skal få folk til at acceptere sig selv og arbejde med sig selv i stedet for blot at medicinere folk ud af problemer. Her ser Hjalte Wieth gerne, at man fra det offentlige kigger mod mere holistiske behandlingsformer som eksempelvis meditation og kombinere det med de allerede anerkendte medicinske behandlingsformer.

Han anerkender medicinens virkning, som han også selv har haft succes med. Men det kan ikke stå alene, er hans erfaring. Han fremhæver kiropraktik som en behandlingsform, der for et par årtier siden også blev set som alternativ behandling.

”Vi skal lære at stå op for os selv og vælge materielle og relationelle ting fra, der ikke er opbyggende. På globalt plan har de dygtigste folk i verden forsket i at gøre menneskehjernen afhængig af ting, som vi ikke har brug for. Hvis vi ikke lærer at regulere vores impulser, bliver de offentlige tilbud bare lappeløsninger, hvor personer, der kæmper, bliver en kastebold i systemet. I stedet for kun at symptombehandle og give diagnoser, burde man normalisere holistiske behandlinger. Vi skal skabe miljøer, hvor vi kan rumme hinanden som vi er, og opfordre til sunde og langsigtede beslutninger. Det giver et grundlag for at komme ud af offerrollen, tage ansvar og løfte hinanden.”

Hvis du har selvmordstanker: Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker, er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende til en, der har taget sit eget liv. Ring 70 201 201 og få telefonrådgivning alle årets dage fra klokken 11 til 05 eller rådgivning via chat med Livslinien mandag og torsdag klokken 17 til 21 og lørdag og søndag klokken 13 til 17.