”Den arrogance, de danske cykelejere udviser, når de lige skal markere, at de selvfølgelig har fortrinsret, irriterer mig”

Sidste gang, jeg kørte på cykel, svulmede min venstre testikel pludselig op. Jeg cyklede rundt på den japanske ø Hokkaido, og min testikel nåede efterhånden op i noget, der størrelsesmæssigt svarede til en mango. Konsekvenserne af dette var mange, og ingen af dem var videre behagelige.

De inkluderede blandt andet, at 1) mindst en håndfuld fremmede mennesker inspicerede mine ædleste dele tre gange over en periode på en måned, 2) min kønsbehåring blev barberet af en kvinde, hvis navn jeg aldrig fik fat i, 3) den nederste del af min krop blev afskærmet med et forhæng, lige som det man bruger, når vordende mødre får foretaget et kejsersnit, 4) lægerne og sygeplejerskerne talte om mig, som om jeg ikke rigtigt var til stede i rummet, 5) mine genitalier, omend i blot et par uger, antog en dyb, sort farve.

Jeg skal skynde mig at pointere, at hele hændelsesforløbet her ikke udløste nogen nævneværdig modstand i mig mod at cykle. Jeg har nemlig aldrig været særligt begejstret for at cykle. Ser vi bort fra de miljømæssige og helbredsmæssige aspekter i et øjeblik, er det jo et faktum, at meget få rejser bliver bedre af at cykle i stedet for at tage bilen. Hånden på hjertet: Du ved også godt, at det er sandheden.

Måske en trilletur i frigear ned over en eng i Alperne på en solrig sommerdag med en picnic-kurv bagpå ville være en okay ting at foretage sig på en cykel. Men jeg vil stadig foretrække en Range Rover any day.

Alt dette siger og skriver jeg, selvom jeg godt er klar over, at min modvilje mod tohjulet transport er ensbetydende med, at jeg nok kommer i strid modvind i mit adopterede hjemland, Danmark.

Danskerne er fanatiske, når det handler om at cykle.

Alle, lige fra direktører til skolelærere, professorer og politikere (i hvert fald dem, der ikke har en gratis Audi med chauffør), cykler konstant. Danmark er en nation af cyklende cyborgs, der er smeltet sammen med deres Kildemoes’er.

Jeg ved godt, at du formentlig tænker: ’Hvad rager det dig, om danskerne går op i cykling?’ Tja, det rager mig egentlig heller ikke så meget, ud over de utallige gange, danske cyklister har fået mit blodtryk i vejret, mens jeg blot har bevæget mig uskyldigt rundt i dette ellers frie og fine land: Fx når ubetænksomme cykelnarcissister parkerer på fortovet på Pilestræde og dermed omdanner denne ellers dejlige gade i København til en militær forhindringsbane.

Eller når selverklærede mountainbike-konger kører ræs ud af skoven med kurs mod mig og min aldrende labradoodle, Luna, mens vi spadserer lige så stille omkring den sø, vi bor ved, og de efterfølgende råber formaninger ad os, som feudalherrer siddende højt på deres heste, før de forsvinder ud af syne, svedende og trampende i pedalerne.

Eller når jeg og tre andre passagerer i S-toget tvinges til at afgive vores sæder, fordi cyklisterne har sat sig i hovedet, at de, uden at nogen ved hvorfor, har valgt at tage offentlig transport og tage deres racercykel med, du ved, just in case.

Jeg tror, at noget af det, der irriterer mig mest, er den arrogance, de danske cykelejere udviser, når de lige skal markere, at de selvfølgelig har fortrinsret. Den uigennemtrængelige moralske overlegenhed, de optræder med på deres jernheste, som mest af alt minder mig om vikingernes hærgen – hvilket vi englændere stadig finder ret skrækindjagende.

Men selv en bitter cykelhader som mig må ønske danskerne tillykke med endelig at blive belønnet af cyklismens overherredømme – ved at få lov til at afholde starten på Tour de France. Jeg kan godt forstå det danske folks begejstring.

Også jeg elsker de der helikopter-skud af folk, der vifter med baguettes fra 1700-talsslotte eller franske marker. Og jeg deler også spændingen ved at se tilskuerne løbe om kap med de forreste ryttere i feltet, mens jeg funderer over, hvem der først bliver kløvet ned af kameramændene på motorcyklerne.

Men jeg frygter bare, at hele dette sceneri kun vil få danskernes cykelgalskab til at blusse endnu mere op, end tilfældet allerede er.

Alligevel, når alt kommer til alt, så vil der i disse sommermåneder ikke rigtig være nogen vej uden om at tage bare en lille smule del i al denne festivitas.

Jeg vil derfor i denne tid gøre en undtagelse og afvige pladsen på gader og stræder, når prustende, midaldrende mænd i lycra spurter forbi. Og jeg vil i de kommende dage og uger lade den endeløse parade af ladcykler passere på H.C. Andersens Boulevard, før jeg endelig kan dreje til højre på Nørre Søgade.

Jeg kommer til at heppe på Christian Eriksen og jeres hold ved VM senere i år, og jeg vil endda tvinge mig selv til at spise remoulade og lakrids (også samtidig hvis det er det, der kræves).

Og ja, jeg kommer nok også til at vifte med mit Dannebrog sammen med resten af horderne, når Tour De France farer afsted gennem det danske landskab i begyndelsen af juni. Og så vil jeg gå tilbage, sætte mig ind i S-toget og tage hjem igen.