Michael Noer har altid et særligt krav, når han er på filmoptagelse, og det er bedre end champagne

Jeg ville ønske, jeg havde lavet …

’Son of Saul’ (ungarsk film fra 2015 af László Nemes, som blandt andet vandt en Oscar for bedste udenlandske film, red.).

Filmen handler om jøden Saul Ausländer, der tvangsarbejder i gaskamrene i Auschwitz, men det er ikke så meget plottet, mere det filmtekniske, måden, den er filmet på, hvor kameraet hele tiden følger Saul med rundt i Auschwitz, som gør den virkelig interessant og intens.

Jeg har selv arbejdet med POV, da jeg lavede fængselsfilmen ’R’ (2010) sammen med Tobias Lindholm, og for mig er en films, eller en tv-series, POV helt afgørende for, hvordan man orkestrerer en fortælling, en filmisk oplevelse. Jeg synes nemlig godt, at der kan være tendens til at vise for meget, både i drama- og krimi-genren.

I tilfældet ’Son of Saul’ er det jo en film om Anden Verdenskrig, som er blevet en subgenre i sig selv, men her formår man faktisk at komme med et helt nyt take på den med et genialt greb, som jeg gerne selv ville have lavet.

Jeg ville ønske, jeg havde fået lov til at instruere …

Joaquin Phoenix, og for at være mere specifik: Joaquin Phoenix i ’Joker’ (2019). Sikke en gave. Han er en rubberman, som transcenderer den genre, han står på skuldrene af. Det er virkelig en bedrift at spille en karakter, som er bygget så meget op på en anden, i dette tilfælde Batman, men uden at man på noget tidspunkt savner Batman.

Det, der er vigtigt at huske på, når man taler om at lave film, er, at man laver skuespil og optager til klipperummet. Nu ved jeg ikke, om det passer, men jeg er klart af den opfattelse, at Joaquin Phoenix varierer sin performance og giver forskellige bud under hver scene, som gør, at man får noget ekstremt formbart og organisk materiale, der i sidste ende er nemmere at klippe til en god film. Det er også det, som Trine Dyrholm er så dygtig til.

Den bedste film, jeg har instrueret, er …

min dokumentarfilm ’Vesterbro’ (2007). Eller det er måske ikke den bedste, men det er den vigtigste. Det er et portræt af min daværende nabo Julie og hendes kæreste, Martin, og deres venner og liv.

Måden, jeg lavede filmen på, følelsen undervejs, var skelsættende, og det var den film, der sparkede døren ind hos mig selv. Det var en påmindelse, eller måske nærmere en erkendelse af, at man jo ikke behøver at rejse om på den anden side af kloden for at lave en dokumentarfilm i en krigszone, fordi der også kan gemme sig en fantastisk historie og nogle fantastiske karakterer helt tæt på dig. Det har jeg tænkt meget over siden: At karakter og ægte følelser trumfer alt.

Den bedste skuespiller, jeg har instrueret, er …

Rami Malek i ’Papillon’ (2017). Det var imponerende, hvor legesyg og modig han var, og det vil jeg gerne honorere ved at fremhæve ham her. Han gik bare planken ud, selv om der stod 500 statister og en hysterisk producer og kiggede på, og en åndssvag kran var involveret, så insisterede han på at lege.

For mig har det været gennemgående for alle de mange dygtige skuespillere, jeg har arbejdet med gennem tiden – Ghita Nørby, Jesper Christensen, David Dencik, Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl – at de tør lege.

Jeg vil også lige fremhæve den vildeste krabat, jeg har arbejdet sammen med. Nemlig ham, som jeg også har lavet flest film med (tre stykker, red.): Roland Møller. Jeg kan huske, da vi lavede ’R’ sammen, og jeg spurgte ham, om han kunne spille skuespil, hvortil han svarede: ’Om jeg kan spille skuespil? Jeg har siddet i fængsel. Der spiller du skuespil for at overleve.’

Det satte nogle ting i perspektiv for mig, ikke at man så bliver bedre end andre af den årsag, men det giver en helt anden indgangsvinkel, og den har jeg stor respekt for.

Jeg fortryder, jeg sagde nej til …

’Sicario’ (2015). Men lad mig komme det i forkøbet med det samme, så det ikke lyder, som om der lå en decideret kontrakt foran mig, som jeg sagde nej til.

Når man kommer til Hollywood, bliver man tilknyttet et agentbureau, og så er man i høj kurs, fordi man er the newest kid on the block. I Hollywood er der altid en masse manuskripter og projekter, der cirkulerer rundt, og som man ikke er sikker på bliver til noget.

Et af de projekter, som jeg blev tilbudt at byde ind på, var ’Sicario’. Men jeg synes simpelthen, at manuskriptet var så dårligt og klichéfyldt. Taylor Sheridan (der også er manden bag blandt andet ’Yellowstone’ og ’Wind River’, red.) skriver meget nøgternt, men altid om nogle store emner, så hans manuskripter har brug for et modspil fra instruktøren.

Den canadiske instruktør Denis Villeneuve endte med at lave filmen, og det er første og indtil videre eneste gang, hvor jeg har læst et manuskript for efterfølgende at se filmen og blive så positivt overrasket – jeg var completely blown away. Det er en god påmindelse om, at film ikke er ord, film er billeder.

Den sjoveste film/tv-serie, jeg har lavet, var …

’Nøgle hus spejl’ (2015) med Ghita Nørby. Jeg kom fra at have lavet ’Nordvest’ (2013) – som også var rigtig sjov at indspille – og min agent i USA, som jeg netop havde fået der, forstod slet ikke, at jeg nu skulle til at lave en film på et dansk plejehjem; hvorfor skulle jeg ikke til USA og lave nogle film, hvor folk får skudt hovedet af?

Men den var virkelig sjov at lave, for jeg befandt mig godt blandt de her gamle mennesker på plejehjemmet, hvor vi optog. Det gav mig nogle gode minder fra min barndom, hvor jeg ofte besøgte min morfar, som var på plejehjem.

Og så var det igen en erfaring, der bekræftede mig i, at man ikke altid behøver at rejse om på den anden side af kloden for at finde den gode historie.

Når jeg er på et filmset, har jeg altid …

smøger med. Eller det vil sige, at jeg nu er stoppet med at ryge. Men i mange år storrøg jeg, når jeg var på filmoptagelser.

Det var en slags oral trøst, når jeg blev stresset, og da det gik op for mig, hvilket det gjorde under optagelserne til ’Huset’, besluttede jeg mig for at droppe det. Det var en god beslutning.

at blive hentet i bil hver morgen. Det er langt bedre end champagne.

Hvis jeg kun må se en film i resten af mit liv, er det…

’Heat’ (1995). Det er min sutteklud. Den er tre timer lang, og man er måske i den nye streamingtidsalder, hvor filmene er blevet ekstremt lange, alt for lange, lidt bange for den type spilletid.

Martin Scorseses ’Killers of the Flowermoon’ (2023) er 3,5 timer lang. Goddag, mand! Men ’Heat’ er helt tilpas.

Der er en perfekt balance mellem plot og karakter, mord og sårbarhed. Og så er den et studie i, at man ikke bare kan lave en film om røvere og politifolk. Du bliver også nødt til at have dybere lag, og ’Heat’ er en fuldstændig fantastisk film om maskulin sårbarhed, om to mænd, der finder hinanden under de mest utænkelige omstændigheder. Det er ikke en mande-bankrøver-film, men derimod en sjælerejse ind i heart of darkness.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Film og Skuespil