Skiderikker, snydepelse, dumme svin og deciderede røvhuller har sjældent fået mere opmærksomhed end lige nu. Om det skyldes en slags fællespsykologisk modreaktion mod det speltvaginale og politisk überkorrekte cykelhjelmssamfund, vi for tiden har så travlt med at bygge op, er svært at sige, men på bogmarkedet mæsker krimi-læserne sig umætteligt i blod, mord og ugerninger, og på tv vælter den ene succesrige serie-forbrydelse efter den anden ud af skærmen. I USA har tv-folk taget udviklingen et skridt længere, og med produktionsselskabet HBO i spidsen portrætteres forbrydere og dumme svin nu med så megen karakterdybde og litterær finesse, at de ofte indtager den plads, der tidligere tilhørte helten.
I fiktionens verden bliver skurken dog stadig så godt som altid afsløret, det gode vinder, og vi kan atter sove roligt. Men som skuespilleren David Dencik siger i det nye nummer af Euroman, er de bedste skurke hentet ud af virkeligheden. Og i den går mange skurke desværre ikke bare fri, de har også frit spillerum. Det videnskabelige amerikanske tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) bragte tidligere på året en artikel, hvor man via en række forsøg førte bevis for, at de velhavende svindler og bedrager mere end andre. Nu er det i sagens natur kun de opdagede tilfælde, vi hører om, men fra Amanda Jacobsen til Stein Bagger er eksemplerne på den adfærd utallige. Læg dertil, at mange banker og bankdirektører, trods finanskrise og massiv statsstøtte, fortsat rager til sig i form af ublu renter, lønninger og enorme aftrædelsessummer i det, der, udefra set, virker som en næsten Disney-agtig skurkagtighed.
Tankegangen synes at være, at så længe alle gør det, ophæves den enkeltes ansvar, og så er det jo ikke så slemt. Den form for ’skurkelogik’ finder man også i (den banksponsorerede) cykelsport. Øverst på den vaklende snydeskammel står Lance Armstrong, men herhjemme har vi Bjarne Riis, der fuskede sig til en Tour de France-sejr og med argumentet ”Jamen, alle snød jo” på forunderlig vis har formået at bevare sin status som nationalhelt. Men hvis fx en Milena Penkowa, en selskabstømmer, en skattesnyder eller en fodbold-matchfixer uhindret fik lov at bruge samme argument, ville vores samfund inden længe falde sammen og overgå til russiske tilstande, hvor forbryderne for længst har overtaget magten. Som en konsekvens af dopingsnyderiet trak Rabobank sig i oktober fra cykelsporten, så alt håb er måske ikke ude – hverken for bankerne, cykelsporten eller den skrøbelige fælles moral.
Annonse
Men hvad angår sex, ser det unægtelig sort ud for den flinke, betænksomme og belevne mand. Kvinder tænder nemlig ofte mere på skurke, skiderikker og ’bad boys’. I den dokumentariske artikel ’Mandefald’ på side 84 i det nye nummer af Euroman kan du fx læse om, hvordan et forhold falder fra hinanden, efter at en kæreste i hemmelighed begynder at netsurfe efter en mere spændende mand. I de yderste postnumre af min bekendtskabskreds findes også en gruppe kvinder med samme trang. Så ofte de kan, tager de til Tyrkiets solkyst for at blive ordnet af dertil indrettede lokale tyrkiske mænd. At deres tyrkiske elskere både er gift og har samme ferieordning kørende med mange andre kvinder fra mange andre lande, generer dem ikke. Tværtimod.
Alt for ofte er den irriterende og konkave konklusion, at er du sød, vil kvinderne måske gerne have dig som langtidspartner, men de tænder ikke på dig. Er du til gengæld en hård skiderik, tænder de på dig, men vil forsøge at lave dig om, så du kan blive en sød langtidspartner – hvorefter de ikke længere tænder på dig. Det er det piskende hav, vi – ordentlige – mænd må prøve at navigere i.
Denne måneds udgave af Euroman udkommer torsdag den 15. november 2012.
