”Jeg er nok den mandsperson i det erhvervsmæssige og intellektuelle miljø, der får sit udseende kommenteret mest. Og for at være ærlig er det ikke særlig behageligt”

VI ER I DEN RØDE og meget højloftede ’executive lounge’ på det femstjernede luksushotel Villa Copenhagen, der ligger i den gamle postcentral ved Københavns Hovedbanegård, som den norske hotelmogul Petter Stordalen åbnede i 2020, efter det havde været igennem en årelang totalrenovation.

Det er her, Morten Albæk bor, når han arbejder i København – og det gør han ofte.

Han er iklædt nedknappet skjorte, sorte lædersko, såkaldte monk straps, smalle bukser og en habitjakke. Hans hår er tilbagestrøget, tættere på slikket, huden er solbrun og skægget er tætsiddende … du kender beskrivelsen, det gør Morten Albæk også. Han har hørt den et utal af gange, og han er træt af det.

”Jeg er mændenes svar på Helle Thorning-Schmidt,” griner han. (Og nej, han bliver aldrig statsminister, hvis det er et spørgsmål, du sidder og brænder inde med).

Han udgiver bøger, fordi det, der står i dem, er noget, han gerne vil have folk til at forholde sig til. Fordi det er vigtigt for ham at bidrage til samtalen, at bringe noget til bordet, der kan få folk til at gøre sig nogle af de samme overvejelser, som han selv har gjort sig.

”Men når vi kommer over i, hvor jeg bor, hvilke biler jeg kører i, hvilket tøj jeg går i, om mine sko er håndsyede eller ikke håndsyede, om de er fra Italien eller fra Rumænien. Hvordan jeg sætter mit hår, eller hvilket ur jeg har på, så er det jo ren overflade, og jeg forstår ikke, at det skal fylde så meget, som det gør,” siger han og kigger rundt i den store, røde lounge.

”Jeg kunne sagtens have valgt, at vi skulle have siddet et andet sted end i ’executive lounge’ på et femstjernet hotel i København, så jeg undgik at få den scenografi skrevet ind. Jeg kunne have taget mit ur eller min ring af. Det er ikke bare overvejelser, som er specifikke til nu, men som jeg har haft gennem årene, for jeg kan igen og igen konstatere, at jeg nok er den mandsperson i det erhvervsmæssige og intellektuelle miljø, der får sit udseende kommenteret mest. Og for at være ærlig er det ikke særlig behageligt, da jeg ikke synes, det er relevant.”

Adspurgt til, hvordan han egentlig selv vil beskrive sit personlige brand, griner han let. For mange år siden begyndte han at få invitationer fra virksomheder, der ville betale ham penge for at komme og fortælle om, hvordan man bygger et personligt brand op.

”De havde simpelthen en forventning om, at jeg havde sat mig ned og lavet en drejebog for, hvordan jeg skulle lave et personligt brand, der var en hybrid mellem filosof, forfatter og erhvervsmand,” siger han. ”Men jeg måtte skuffe dem og skrive tilbage, at det anede jeg ikke noget om, for jeg havde aldrig skænket det en tanke.”

Tag ikke fejl: Morten Albæk er bevidst om, hvordan han fremstår. At han af nogle anses som værende påtaget, måske endda falsk, en, der taler ét sprog det ene sted og et andet sprog et andet sted. Han ved også udmærket godt, at han af mange stadigvæk opfattes som ”sådan en, der har arbejdet med kommunikation”. Det nager ham tydeligvis. Han hader at blive misforstået, det var noget af det allerførste, han fortalte mig. Og at anse ham som ’kommunikationsmand’ er at undervurdere hans, fysisk set, halvskæve forretningsnæse.

På samme måde som kun at anskue ham som en mand med slikhår, solbrun teint og nedknappet skjorte.

Morten Albæk forventer mere.

Men forventningen eller antagelsen, om du vil, fra virksomhederne var, og er, vel på sin vis rimelig nok. Der er noget underligt besnærende ved en, der går fra at læse filosofi til at være succesfuld erhvervsmand og ligeså forfatter, og som ovenikøbet har et udseende og en stil, de fleste på hans egen alder nok gerne vil bytte sig til. Det kan være svært at tro på, at han ikke er ekstremt bevidst om den fortolkning af hans person, at han ikke har fodret det narrativ gennem sin karriere, fordi det har gavnet ham.

Omvendt afslører den tanke måske også mere om den, der tænker den, for hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at få en karriere som Albæks uden at have gået strategisk og kalkulerende til den fra starten? Hvorfor gik jeg selv ind til mit første møde med ham med idéen om, at han var arrogant og glat som ål? Hvorfor handler den mest hyppige kritik af ham om hans form?

Han bliver til en projektion, der afslører, hvor svært vi har det med folk, vi ikke rigtig kan placere. Sådan er det nemlig med Morten Albæk: Han er et produkt af paradokset. Mellem landsby og kultiveret hjem, mellem altruisme og kapitalisme, mellem filosofi og tal, mellem jysk ydmyghed og store ambitioner og lysten til at kommunikere sine budskaber med en megafon for munden. Det er der, han befinder sig bedst. Han vil ikke sættes i bås, selvom vi andre prøver så hårdt på at gøre det.

Han er typen, der holder ferie på Ruths Hotel i Skagen, ikke fordi det er smart, men fordi han har en årelang og geografisk tilknytning til stedet, også fra før at det bedre borgerskab gjorde sit indtog på terrassen med rosé i magnumflasker. Han er forfængelig, han kan godt lide kvalitet, ’det gode liv’ og de privilegier, der er fulgt med succesen.

Han har bare ikke behov for at skilte med det. Tror du ikke på det? Fair nok. Han vil stadigvæk gerne møde dig, tale med dig – og du vil tale med ham, og efter det vil du købe hans bog, og du vil forsvare ham over for dine venner og kolleger, der synes det samme, som du gjorde.

Det nye Euroman med Morten Albæk på forsiden er på gaden torsdag den 25. maj, hvorfra forsideinterviewet også kan læses i fuld længde på euroman.dk.