Morten Olsen: "Vi vandt jo aldrig noget med vores 80'er-landshold, men vi vandt alligevel med den måde, vi spillede på"

Hvornår vidste du, at du havde et talent som fodboldspiller?

”Jeg lærte at spille fodbold og beherske bolden på gader og stræder med vennerne fra nabolaget eller skolen. Vi spillede til håndboldmål, og når man skulle vælge hold, var jeg en af dem, som altid blev valgt først. Som ungdomsspiller i slutningen af 1960’erne deltog jeg i en talentturnering i DBU-regi med min klub Vordingborg. Meget overraskende var vi kommet med til slutrunden. Vi vandt den ikke, men det var der heller ingen, der havde regnet med. Vi var blandt andet oppe imod AaB, der havde tre spillere, som jeg senere kom til at spille på landsholdet med. Jeg blev kåret til turneringens bedste spiller, selvom jeg kom fra en lille serieklub. Det var den ultimative bekræftelse på, at jeg var god. Jeg spillede som angriber, men jeg lavede ikke så mange mål. Til gengæld var jeg løbe- og driblestærk.”

Hvilken begivenhed formede din karriere?

”Kurt Nielsen, som var træner for B.1901 i 1. division i 1970’erne, fik mig overtalt til at tage skridtet videre til topfodbolden, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Det var ikke ligefrem noget, der var en selvfølge for mig. Jeg havde det godt i trygge Vordingborg sammen med rødderne. Men det lykkedes ham at overtale mig på en stille og rolig måde, fordi han sikkert havde pejlet sig ind på, hvilken person jeg var på det tidspunkt, en beskeden ung mand fra en provinsby. Han inviterede mig med til en træningskamp en kold februardag.

Vi skulle spille i Kastrup, og jeg stod på bussen i Vordingborg. Efter vi havde spillet kampen, fløj resten af B.1901 direkte til Mallorca på træningstur, mens jeg tog alene hjem. Jeg fik en fornemmelse af, hvad der var i vente, hvis jeg sagde ja til at skifte. Det blev afgørende for mig, at han troede på mine evner. Jeg nåede kun at spille 10 kampe for B. 1901, før jeg kom på landsholdet, så Kurt Nielsen havde set rigtigt.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Mine forældre var selvstændige og drev en farvehandel, så jeg lærte at håndtere usikkerheden ved at stå på egne ben. Jeg er barn af efterkrigstiden, hvor vi havde små kår, så det handlede om hårdt arbejde, ihærdighed, pligtopfyldelse og en vis beskedenhed. Det kunne jeg bruge i min professionelle karriere, men måske var jeg også for beskeden, nu hvor jeg kigger tilbage. Jeg startede fx min udenlandskarriere som spiller i Cercle Brügge, som var en semiprofessionel klub, men jeg kunne have været kommet til Bayern München på det tidspunkt. Dengang mente jeg dog, at det var et for stort skridt at skulle tage, og jeg tror egentlig også, at det var den rigtige beslutning at sige nej til deres tilbud. Jeg har også altid haft den respekt, at jeg ikke løb fra mine kontrakter. En aftale var en aftale. Da jeg var træner i Brøndby IF, ville Borussia Dortmund ansætte mig, men jeg sagde til ledelsen i Brøndby: ’Fordi jeg netop har forlænget min kontrakt, så er det jer, der skal bestemme, om jeg skal tage til Dortmund.’ Jeg havde også den holdning som landstræner, hvor der ligeledes var bud efter mig, blandt andet fra Bayern München igen.”

Hvad er din største succes?

”Vi vandt jo aldrig noget med vores 80’er-landshold, men vi vandt alligevel med den måde, vi spillede på. Når jeg møder folk i udlandet, kan de stadig huske, hvor godt vi spillede ved EM i 1984 og VM i 1986. Der er kun ét land, der kan vinde EM og VM, men er der så kun én vinder? For mig tæller det også at inspirere andre. Jeg var selv nede som tilskuer i Spanien i 1982 for at se VM, og jeg ved godt, at Italien blev verdensmestre, men for mig var vinderne Brasilien, som måske havde det bedste hold, de nogensinde har haft. Så en succesoplevelse kan være mange ting. EM 1984 og VM 1986 står som en berusende oplevelse for mig.”

Hvordan kommer man sig bedst over en skuffelse?

”Man skal sige til sig selv: ’Nu skal jeg vise dem, at de tager fejl.’ Eller: ’Vi skal vise dem,’ for fodbold er en holdsport. Jeg kan huske, at pressen krævede mig afsat, efter vi tabte 0-4 til Armenien i Parken i en kvalifikationskamp til VM i 2013, hvilket selvfølgelig aldrig må ske på hjemmebane. Jeg måtte hanke op i mig selv og tage fat i medarbejderne og spillerne. Vi tabte ikke én kamp det resterende efterår, og havde Italien ikke udlignet i den afgørende kamps sidste minut til 2-2, havde vi kvalificeret os til VM.”

Hvad er det værste ved at blive ældre?

”At jeg har brugt min krop så meget i mit liv, har selvfølgelig præget den. Jeg har altid løbet meget og gjorde det også efter min egen spillerkarriere, men det kan mine knæ ikke holde til længere. Min krop er blevet slidt. Det kan være frustrerende, når jeg ser andre jævnaldrende tage løbeskoene på, men det har jo sin grund.”

Har du nogle ar?

”Min første store kærlighed forsvandt i sommeren 1978 ombord på en færge, som sejlede fra Gedser til tyske Travemünde. Hun blev aldrig fundet. Den uvished og det ar, eller nærmere bestemt sår, jeg har rendt rundt med gennem mit liv lige siden, heler sig aldrig. At opleve sådan en ting som menneske er uforståeligt og svært at acceptere. Især uvisheden er det værste.”

Hvad er din største luksus?

”At jeg gjorde min hobby til mit arbejde. Da jeg var klubtræner i Ajax Amsterdam og 1. FC Köln, lavede jeg det nummer, at jeg tog spillerne med ud på bilfabrikker og viste dem, hvad de her 10 mennesker ved samlebåndet stod og lavede hele dagen. Det gjorde indtryk. Jeg ville demonstrere overfor spillerne, at vi havde verdens bedste arbejde. Privat har jeg ikke de store materielle luksusser. Jeg elsker til gengæld at komme ud i naturen, og netop den glæde er nok det eneste positive, der er at sige om corona. Nyd de gratis glæder i livet.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Interview, Landsholdet og Oplæste artikler