Sort, queer og regnbuefar: Moussa Mchangama vil skabe forandring derhjemme og i samfundet

Først og fremmest tillykke med, at du er blevet far. For nylig mødte jeg dig med barnevogn og ikke kun én, men to andre forældre. Hvordan vil du beskrive din familiekonstellation?

”Vi er en normkritisk familie, som består af tre forældre: Far, mor og mami, og så vores lille datter, Ebba, på et halvt år. Det er kernen. Vi er meget bevidste om, at vi ikke er en heteronormativ kernefamilie.”

Du er far, men hvad med mor og mami?

”Vi har alle selv valgt, hvad vi vil kaldes. Vi deler forældreskabet ligeligt mellem os og kalder hinanden for medforældre, når vi beskriver vores familie. Det synes vi er den mest rammende beskrivelse af, hvad vi er; mennesker, der har valgt at være forældre sammen.”

En ting er, hvad man vil. En anden ting er, hvad man kan. Kan man rent juridisk være tre forældre i Danmark?

”Nej. Systemet er i vores tilfælde usmidigt, fordi det juridisk er bygget op om den heteroseksuelle kernefamilie. Systemet er skabt til to forældre, punktum, og at udfordre det er lidt af en opgave for systemet selv.”

Hvordan kommer det til udtryk?

”Vores barn kan kun få efternavn fra to af os, ikke alle tre. Det er væsentligt sværere at være den forælder, der ikke er juridisk forælder, når vi møder det offentlige: Lægebesøg, udstedelse af pas, interaktion med daginstitutioner og så videre. Det har også betydning for den måde, vi kan tage barsel på og al den information, der kommer i e-Boks. Det er en ret heftig oplevelse, når én konsekvent holdes udenfor fordi systemet ikke opfatter os som en rigtig familie – og derfor vil vi lave om på systemet. Vi synes ikke, det er statens opgave at beslutte, hvordan mennesker må stifte familie.”

Men nu har i en lille datter, og det er alt andet lige vidunderligt. Hvordan kom forældreskabet på tale mellem jer? Spurgte du Sara og Mia, eller spurgte de dig?

”Det var en tanke, vi alle havde haft. Vi havde været bekendte i nogle år, men aldrig tætte venner. Jeg havde inviteret på middag, og jeg havde det på min agenda, at jeg ville bringe det op. Det var så også på deres agenda, viste det sig. Men det krævede et par flasker rødvin, før vi turde åbne snakken. Det var første skridt. Det andet var nogle måneder senere, da vi besluttede os for at vælge hinanden til.”

Du er meget integreret i Mia og Saras parforhold, fordi I er forældre sammen. Hvilke overvejelser gjorde I jer, før I gik videre?

”Vi brugte utroligt lang tid på at tale og udforske sammen, hvordan det kunne se ud, hvis vi skulle skabe en familie. Det har indebåret nogle tilvalg, der har været ret væsentlige, fordi vi har valgt hinanden som mennesker og potentielle forældre lang tid før, vi overhovedet vidste, om vi kunne få et barn.”

Hvad har I snakket om?

”Helt konkret har vi nedfældet et dokument, der beskriver vores værdier som forældre. Hvad vi gerne vil. Hvordan vi som forældre kan blive præsenteret i det offentlige. Mange af de snakke, vi har haft, handler om, hvordan vi selv og vores barn skal blive rustet til at møde det system, der grundlæggende ikke har en kasse at putte os i. Hvordan vi beskytter den institution, forældreskabet er, når en af os ikke juridisk opfattes som forælder. Hvordan vi forbereder vores barn på spørgsmål fra omverdenen, når hun ikke blot har tre forældre; hun har tre homoforældre, og den ene af dem er endda sort. Det betyder mange ting. Men vi har lavet vores hjemmearbejde ordentligt.”

Jeg bliver jo nødt til at spørge: Hvordan blev Sara gravid?

”Man kan godt få børn uden at bolle.”

I skulle have hjælp af systemet?

”Ja – og det er en udfordring, når man er tre forældre i praksis. Det offentlige skal registrere mennesker i kasser, og sygeplejersker og læger skal stille spørgsmål, der ikke kan rumme os. De er jo ikke dumme, og det er ikke nogens skyld, vi mødte udelukkende venligt personale. Men systemet er skabt til andre.”

Hvordan var fødslen?

”Vi havde nogle fantastiske jordemødre, der lavede særlige foranstaltninger. De så helt tydeligt os alle som forældre og én familie. Det var en lang fødsel, der endte med akut kejsersnit. Når det sker, må der kun være én pårørende på stuen, siger reglerne. Det omgjorde chefjordemoderen på sin egen måde ved at rydde et skab med glaslåger, så jeg kunne stå derinde og kigge ud og være en del af det.”

Hvordan besluttede I, hvem der skulle stå derinde?

”Det var ikke et svært valg. Det skulle jeg. Selvfølgelig skulle Mia være helt tæt ved Sara, som jo er hendes kæreste – der er jo tale om en operation her. Jeg fik alligevel Ebba i armene meget kort efter, hun var født.”

Hvordan er jeres liv nu?

”Jeg boede nærmest hos Sara og Mia de første to måneder. Nu er vi sammen fire-seks dage om ugen. Udgangspunktet er, at vores barn kommer til at vokse op i to kærlige og samhørende hjem. Fysisk skaber vi en ramme, vi alle er en del af.”

Har du en nøgle til deres lejlighed?

”Ja. Mens Ebba stadig er lille, aftaler vi altid en uge frem. Vi prøver at være fleksible og rummelige overfor vores individuelle behov. De har jo også et parforhold at passe, og jeg har mine egne behov og har brug for alenetid også. Og så er to af os selvstændige, hvilket også kræver, at vi holder snuden i sporet. Vi hjælper hinanden sindssygt meget og giver hinanden pusterum på skift. Der er masser af overskud, og vi har det virkelig sjovt og dejligt sammen.”

Hvad siger omverdenen?

”At være flere end to voksne om børn er ikke længere så unormalt. Men i modsætning til skilsmisser og papforældre er vi ikke konsekvensen af brud eller bristede drømme. Det ændrer grundpræmissen ret meget, at vi ikke er gået i stykker, selvom vi er tre. En klog veninde sagde, at alt det sprog, vi har, kommer fra skilsmissefamilier. Derfor er vi nødt til at finde vores eget.”

Hvad betyder det konkret?

”At vi ikke taler om at dele Ebba mellem os, men om at skabe en kontekst af to hjem og én familie.”

Er det ikke nemmere bare at bo sammen?

”Jeg tror ikke, vi skal bo i samme hus. Måske i samme opgang. Vi bor 10 minutter på gåben fra hinanden, det er meget nemt. Det vigtige er, at vores konstellation kan udvikle sig, og at vi hele tiden tager højde for vores personlige behov og vores barns behov.”

Hvad tænker du om selv at få en kæreste? Det er lidt af en pakke, han skal sige ja til.

”Hvis man vil på date og kigger på min Instagram forinden, er der ret klar tale. Det her er en del af den, jeg er nu. Og det er i øvrigt uden forventning om, at du skal være en del af det. Det er klart, at det ændrer nogle spilleregler, for jeg har valgt, at jeg vil bruge sindssygt meget tid på det her. Jeg drømmer for så vidt heller ikke om at have et traditionelt parforhold. Jeg vil da gerne have en kæreste og en partner. Elske og blive elsket. Men jeg drømmer ikke nødvendigvis om at bo sammen med en anden. We’ll see.”

Hvad vil det sige for dig at passe ind?

”Jeg er sort, og jeg er queer, så som dobbeltminoritet har jeg ofte mødt steder og befundet mig i situationer, hvor jeg ikke passer ind. Jeg har arbejdet knaldhårdt for at være, hvor jeg er i dag, men at jeg har opnået en form for privilegier og taletid via mit professionelle virke, gør ikke, at jeg skal tie stille. Tværtimod.”

Hvad vil du gerne ændre?

”Måden vi tænker over vores tilstedeværelse i verden på. Jeg rådgiver virksomheder om forandringer, der indebærer, at bæredygtighed altid er en samtænkning af økonomiske, miljømæssige og sociale forhold. Det er det sjældent lige nu, hvor vi for eksempel ofte fokuserer ensidigt på økonomi og miljø. Samtidig sidder vi for ofte fast i at diskutere, hvorvidt vi overhovedet har problemer med for eksempel økonomisk ulighed og racisme, i stedet for at kigge på forskning, statistik og vidnesbyrd, og få syn for sagen.

Vi forklejner, hvor store forandringer, vi skal skabe, hvis vi skal lykkes med en bæredygtig omstilling. Den indebærer redistribuering af goder og et opgør med systemtænkning. Hvis vi skal lykkes med de her ting, skal vi forstå det helt store perspektiv. Samtidig er jeg bestyrelsesforperson i Mino Danmark, hvor vi beskæftiger os med etniske minoriteters samfundsdeltagelse. Jeg blev forperson lige op til Black Lives Matter-protesterne eksploderede på verdensplan, hvilket katapulterede mig meget mere ind på scenen, end jeg havde forventet.”

Hvordan bruger du dig selv i dit arbejde?

”Jeg er en aktivistisk og dygtig strateg, der er god til at finde en retning, virksomheder kan udvikle sig i. Mit arbejdsliv, aktivismeliv og privatliv er blevet kædet meget sammen de seneste år. Jeg vil gerne skabe forandring ved at tage et opgør med de normer og forestillinger, vi har om Danmark og vores rolle i verden.”

Hvorfor?

”Der er intet i historiebøgerne, der tyder på, at hvide, heteroseksuelle mænd kommer til at ændre verden for andre end dem selv. Overskriften for de næste år er at turde at lære. Anerkende, at man har blinde vinkler, og aktivt gøre noget for at løfte andre mennesker, så vi begge to trives. At være privilegeret medfører et stort ansvar. Og hvis man ikke forvalter det ansvar, er man bare et røvhul.”