Når de kendte besøger Danmark, ringer de efter Anders Larsen

Når de kendte besøger Danmark, ringer de efter Anders Larsen: ”Du vænner dig aldrig rigtigt til det her arbejde”

Anders Larsen er ham, de udenlandske berømtheder ringer til, når de skal gæste Danmark. Her fortæller den 50-årige danske sikkerhedsvagt om afledningsmanøvrer i biler med tonede ruder, om dengang han reddede P. Diddy ud af en slåskamp, og om hvorfor det i hans branche er afgørende at have talegaverne i orden.

Offentliggjort

Når de kendte besøger Danmark, ringer de efter Anders Larsen: ”Du vænner dig aldrig rigtigt til det her arbejde”

Du kan høre artiklen læst op her.

BILLEDERNE POPPER frem på computerskærmen, ét efter ét. Anders Larsen peger, griner og fortæller anekdoter til hvert enkelt foto.

”Det var dengang, jeg gik rundt med Liv Tyler i hele København, uden at der nærmest var nogen, der fandt ud af, at hun var i byen.”

Næste billede: ”Det var den aften, jeg fik Vin Diesel ind på en propfyldt bar totalt uden at vække opsigt − lige indtil han selv syntes, at han fik for lidt opmærksomhed.”

Næste billede: ”Her gik jeg en tur ned ad Nørregade sammen med Owen Wilson.”

Vi befinder os på Anders Larsens kontor på Hovedvagtsgade i hjertet af København. Et stenkast fra Café Victor, helt oppe under taget. Anders Larsens firma Security Service har i årevis været det, man ringer til, hvis man har brug for de rette folk til at tage sig af internationale stjerner på visit. Og her taler vi vel at mærke om superstjerner fra den allerøverste hylde.

Den veltrænede dansker er sikkerhedsvagt for de kendte eller bodyguard − eller livvagt − for de tilrejsende berømtheder, om man vil. Anders Larsen selv foretrækker at kalde sit job for ’at arbejde med sikkerhed inden for underholdningsbranchen.’

”Jeg hader ordet bodyguard. Det har sådan et ’her kommer jeg’-prædikat. I virkeligheden handler det om at gøre arbejdet så stille og ubemærket som muligt. De fleste stjerner vil gerne kunne gå for sig selv, så ofte går jeg alene og er passivt og casual klædt i stedet for at troppe op med to ekstra mænd i jakkesæt, sorte solbriller og øresnegl. Det handler om at holde stjernen så usynlig som muligt,” siger Anders Larsen og klikker videre på computeren.

Ansigterne, der dukker op på skærmen i det lavloftede kontor, ville gøre enhver autografjæger syg af misundelse. For har du nogensinde stået foran et luksushotel i København, lad os sige d’Angleterre eller Skt. Petri, for at få et glimt af en international stjerne, lad os sige Justin Timberlake, Lady Gaga eller Bruce Springsteen, så er det næsten 100 procent sikkert, at du også har fået et glimt af Anders Larsen.

Foto: Anthon Unger, Uffe Kongsted, Mogens Flindt og Henrik Rugaard | Anders Larsen med Harry Styles, Mariah Carey, Puff Daddy, Evander Holyfield, Miley Cirus, Liam Gallagher, David Hasselhoff og Justin Timberlake.

HAN ER I DAG 50 år og har været i gamet i årtier. Oprindelig, efter at have været soldat ved garderhusarregimentets hesteeskadron i et år, begyndte han som dørmand i nattelivet − på flere barer og diskoteker i datidens festcentrum, Boltens Gaard. I 1999 stiftede han Security Service, fik kontakter i modebranchen og et job som sikkerhedsvagt for deltagerne i tv-programmet ’Popstarz’ − og så gik det stærkt.

”I 2003 stod jeg for sikkerheden ved Malene Birgers allerførste modeshow, og allerede der byggede jeg et team op af gode folk. Pludselig stod jeg for sikkerheden ved næsten alle shows under modeugerne, og før krisen ramte i 2008, kunne jeg have 32 job på en uge. Jeg og mit hold stod så der i sorte jakkesæt med kobberfarvede slips. Det blev vores trademark, og netop fordi vi havde jakkesæt på, så vi ikke så vagtagtige ud, og det gjorde os populære,” siger Anders Larsen.

Hans første sikkerhedsjob for en international celeb opstod, da Snoop Dogg i 2005 skulle præsentere sine specialdesignede sneakers under navnet ’Doggy Bisquits’. Det foregik ved et event med autografskrivning i en sportsbutik på Strøget.

”Jeg var helt grøn i det der med kendte fra udlandet, men jeg kastede mig ud på dybt vand, og det gik overraskende godt. Instinktivt lærte jeg at arbejde med crowdkontrol. Snoop er en stor stjerne og selvfølgelig vil der være en masse mennesker, som gerne vil tæt på ham. Der bliver kaos, ligegyldig om du vil det eller ej, så det handlede om at skabe kontrolleret kaos. Meget tidligt fandt jeg ud af, at 80 procent af mit arbejde er logistik og forberedelse.”

Hvad går dine forberedelser især med, når en kendt person er 24 timer i landet?

”Primært i at samarbejde med lufthavnen og hotellerne. Hvis vi har med politikere at gøre, og hvis PET er indeover, så er Marriott ved Kalvebod Brygge fantastisk, fordi vi der kan skærme det hele af, og frømandskorpset kan ligge i både udenfor i havnen. Det er ikke nogen hemmelighed, at stjernerne normalt bor på d’Angleterre, Skt. Petri eller Nimb, og der handler det også om at have et tæt samarbejde. Det kan være, pressen har fundet ud af, at fx Gigi Hadid kommer, og så står pressen, autografjægere og fans selvfølgelig ude foran hotellet og venter. Så tager vi bagudgangen eller nogle af de hemmelige udgange, kun vi kender til. Der er mange måder, hvorpå man kan få en kendt person væk fra et hotel, og hotellerne har væsentligt flere indgange og udgange, end man skulle tro.”

Tre gode ting at vide som sikkerhedsvagt – ifølge Anders Larsen

1. ”Hegn er guds gave til denne her branche. Specielt mojo-hegn, altså koncerthegn, som ikke kan vælte. Med hegn bliver det hele væsentligt mere kontrolleret, og du undgår at skulle holde folk tilbage fysisk. Artisten føler sig mere tryg og bruger mere tid på både presse og fans, og så kan du koncentrere dig om andre vigtige ting."

2. ”Skab så lidt opmærksomhed som muligt. Det gør dit arbejde nemmere. Jeg har gået med Justin Timberlake og hans personlige træner i Fiolstræde uden at have andre sikkerhedsfolk omkring os, og hvis folk så opdagede, at det var ham, så var vi allerede på vej videre.”

3. ”Det er vigtigt, at dine sociale færdigheder er i top, at du har et præsentabelt ydre, og at du kommer med en myndig optræden, der signalerer hjælpsomhed og imødekommenhed samtidig med, at du udstråler autoritet. Og at du kan kommunikere på mange sprog. Jeg taler selv tysk, fransk, dansk og engelsk.”

OP GENNEM 00’erne eksploderede antallet af internationale kendisser, som kom på visit i Danmark. Noma og hele den ny-nordiske restaurantscene trak et væld af folk til, og samtidig blev København også for alvor interessant som venue i musikbranchen. Alene i 2006 troppede navne som P. Diddy, Adrien Brody, Formel 1-køreren Jenson Button, Justin Timberlake, Kanye West, Pharrell Williams, Lars Ulrich og Nelly Furtado op, da MTV Music Awards blev afholdt i hovedstaden.

”Du vænner dig aldrig rigtigt til det her arbejde,” siger Anders Larsen.

”Og det kan være hårdt. Ofte er du på i lang tid. Du er tidligt oppe for at forberede dig og vågen til sent. Det er ikke fysisk anstrengende, men mere mentalt hårdt, fordi du konstant er observant, skal notere dig alles bevægelser og hele tiden være et skridt foran.”

Men det er vel også sjovt?

”Ja, selvfølgelig. Jeg har fået nogle vilde oplevelser og fået lov til at komme behind the scenes, om man så må sige, og helt tæt på de her berømtheder. Jeg har siddet en hel nat og snakket med Paris Hilton i pyjamas på Hotel Skt. Petri, da hun og hendes hold havde lejet det meste af en etage på hotellet. Og jeg har reddet P. Diddy ud af en slåskamp med en af hans ansatte på d’Angleterre, hvor han havde tabt sin enormt store diamantørering, som jeg endte med at finde og aflevere til ham.”

Nu lyder det nærmest, som om du bliver venner med de kendte?

”Ha, nej. Oftest kommunikerer jeg faktisk mest med stjernernes managere, men jeg synes, det er vigtigt lige at blive introduceret, så personen ved, hvem man er. Min primære funktion er at være et filter mellem pressen, fans og stjernen. Det filter skal være en karakter, der forstår sig på, at stjernen ikke er stjerne uden fansene. Selvfølgelig skal der være steder, hvor fansene ikke kan blive lukket ind, og der skal være noget privatliv, men man skal hele tiden være opmærksom på, at fansene skal behandles ordentligt. Det der med at være voldelig og aggressiv, det går ikke.”

Hvad er den største udfordring i dit arbejde?

”Paparazzifotograferne. Jeg kender dem alle sammen og har rimeligt godt styr på dem. Nogle gange er der brug for mere ekstreme metoder. Vi bruger også ofte decoy-biler for at føre dem på afveje, men nogle af dem kører virkeligt hasarderet. Vi havde en opgave med Robbie Williams, hvor vi skulle op til Vedbæk Stadion. Der måtte vi sætte skivebremselåse på deres motorcykler for at forsinke dem, og så lod vi en mand blive tilbage, som fortalte dem, at de kunne hente nøglen til låsen oppe i receptionen på hotellet om lidt − når vi var væk.”

Foto: Anthon Unger, Uffe Kongsted, Mogens Flindt og Henrik Rugaard | Ander Larsen med Paris Hilton, Mick Jagger, Ice Cube, Jackie Chan, Pamela Anderson, Gigi Hadid og Robbie Williams.

I DE SENESTE 10 år har Anders Larsen og hans firma, Security Service, passet på et utal af navne, når de har gæstet Danmark i forbindelse med officielle eller private besøg, koncerter og filmindspilninger. Heriblandt Jackie Chan, Mariah Carey, Pelé, Cheryl Cole, Bruce Springsteen, Zac Efron, Gerard Butler og mangle flere.

Der har været godt gang i butikken, ikke mindst fordi den danske sikkerhedsvagt også har tætte samarbejder med fire firmaer i Los Angeles og to i London, der sender opgaver hans vej.

Men så kom coronakrisen, og siden det tidlige forår har Anders Larsens firma nærmest været lukket ned, da alle opgaver enten er blevet aflyst eller udskudt. Han regner dog med at være helt oppe at køre igen, når modeugen skal afvikles i august.

”Jeg arbejder normalt ofte ude i Europa og i Asien, især i Hongkong og i Tokyo, og sidste år var jeg på omkring 20 arbejdsrejser. Så det har været en lidt mærkelig pause. Jeg har dog været på kontoret i hele perioden for at holde mig i gang, og jeg underviser også som instruktør i kamp-systemet Wing-Tsun.”

Har du nogensinde været bange i dit arbejde?

”I 2015 havde jeg en opgave i en lille by i Mexico, Puebla, hvor to karteller bekæmpede hinanden. Op til jeg tog afsted, fik jeg tilsendt en video, der viste, hvad de gør ved hinanden, og dernede blev vi så stoppet ved nogle vejafspærringer, hvor vi ikke lige vidste, om det var militæret eller kartellerne, vi skulle konfrontere. Det var ikke så fedt. Så synes jeg alligevel, det er mere betryggende at gå rundt med Britney Spears i Københavns gader.”

Bærer du våben?

”Nej, ikke normalt. Jeg har haft nogle få opgaver i udlandet, hvor jeg har været bevæbnet. Men modsat i USA, hvor de fleste sikkerhedsfolk bærer våben, er det kun politiet og militæret eller sikkerhedsfolk i ledsagelse med politiet, der må være bevæbnede i Danmark. Derudover har jeg specialiseret mig i sikkerhed inden for underholdningsindustrien, hvor trusselsniveauet er væsentligt lavere, end hvis du som sikkerhedsvagt skal passe på en politiker, hvis fjende kan være fanatisk og er klar til at ligge fire dage samme sted for at gennemføre et angreb uanset hvad.”

Er du blevet velhavende af dit job?

”Bestemt ikke, uden at jeg dog skal klage. Jeg tjener gode penge nogle gange, men jeg har aldrig lavet det her for at blive rig. Standardtariffen for en livvagt i USA er en dagsløn på omkring 1.000 til 1.500 dollar, og det er cirka det samme i Danmark. Så kan det selvfølgelig godt blive en bedre hyre, hvis trusselsniveauet er højere.”

Anders Larsens top-3-favoritter blandt internationale stjerner

1. Pelé: ”Han er legendarisk og har vundet tre verdensmesterskaber. Det er ikke fordi, jeg er fodboldnørd, jeg har bare enorm stor respekt for ham, og han var virkeligt rar over for sine fans.”

2. Jackie Chan: ”Han var super flink og sjov at være sammen med. Som sikkerhedsvagt kan man ikke helt undgå at høre, at der bliver snakket i bilen, og det var lidt som at sidde midt i ’Rush Hour’-filmene at køre med ham.”

3. Lady Gaga: ”Hun er så gennemført i den personlighed, hun har. Jeg har oplevet nogle stjerner, der virkeligt behandlede deres personale dårligt, men hun opførte sig utroligt fedt og cool over for sit hold.”