Nagieb Khaja arbejdede som nedriver og vagt på S-togstationer efter studiet. I dag kan Cavling-vinderen komme ind steder, hvor andre journalister hverken kan eller tør få adgang

Jeg interesserede mig for international politik i en ret tidlig alder. Det var noget, jeg havde fået fra min far. Han var kommet til Danmark som såkaldt gæstearbejder, han lærte aldrig rigtig at tale dansk, han var ufaglært og tilhørte den nederste del af fødekæden herhjemme. Men han var meget interesseret i verden. Som barn så vi ofte nyheder fra CNN og BBC, mens han fortalte mig om, hvad der foregik rundt omkring.

Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, var det min fars søskende, der rendte rundt i krigen dernede. Min onkel prøvede at flygte illegalt over grænsen til Pakistan, og nogle gange kunne jeg høre min far snakke med menneskesmuglere i telefonen. Under den efterfølgende besættelse og borgerkrig flygtede alle min mors søstre også. Da jeg var 11 år, rejste vi fra Avedøre til Indien og boede med dem i en flygtningelejr i to måneder, fordi min mor ikke havde set dem i over 10 år.

På den ene side havde jeg en helt almindelig opvækst i Avedøre Stationsby, hvor jeg spillede fodbold med vennerne, og på den anden side kunne min sommerferie bestå af primitive vilkår i en flygtningelejr. International politik blev på en naturlig måde let at identificere sig med, fordi krige og konflikter var tæt på. Mine venner syntes, jeg var en nørd, fordi jeg gik så meget op i, hvad der skete ude i verden. Jeg var opslugt af historie og geografi, og som 12-årig kunne jeg samtlige hovedstæder i verden, hvilket gav mange vikarer røde ører, når mine klassekammerater fik lokket dem til at konkurrere imod mig.

Min familie kommer fra en del af verden, der bliver meget dæmoniseret. Hvis man så tv fra Mellemøsten dengang, var det altid sure mennesker, der stod og råbte ’Død over Vesten!’ Jeg vidste, at det var noget bullshit, når min fars generation blev portrætteret som gale afghanere eller arabere, der brændte flag af, for jeg sad med ham og mine morbrødre, som var helt stille og rolige mennesker, der gik op i Premier League og grinede af ’The Benny Hill Show’. Men i medierne var det altid endimensionelt, og det nagede mig fra en meget tidlig alder.

Under Golfkrigen blev jeg uvenner med min sløjdlærer, fordi jeg mente, der var lige lovligt meget romantisering af USA. Jeg kunne godt regne ud, at de befriede Kuwait, fordi der var en masse olie. Min lærer skældte mig ud, jeg begyndte at græde, og det blev skrevet i min kontaktbog. Derhjemme sagde min far: ’Du gjorde det rigtige.’ I 9. klasse fik vi en ny, ung klasselærer. Jeg skrev en stil om Deir Yassin-massakren i Palæstina i 1948, og bagefter sagde han til mig: ’Wow, det vidste jeg ikke.’ Han roste mig for at have lært ham noget nyt om verden. Det var en fed fornemmelse.

Men jo ældre jeg blev, jo mere doven blev jeg. Gymnasiet klarede jeg kun lige, og det var til min egen store overraskelse, at jeg efterfølgende kom ind på journalistik i Odense. Selve studiet fandt jeg dødssygt. Jeg hadede fagene og brugte mere tid på at læse bøger om Mellemøstens historie derhjemme. Når jeg skulle skrive artikler eller lave tv-indslag, hvor læreren havde bestemt emnet, blev det dårligt, og jeg var i tvivl, om jeg overhovedet var på den rette hylde.

Jeg var en af to, der slet ikke kom til nogen praktiksamtale, og jeg bestod kun lige med nød og næppe i sidste ende. Bagefter arbejdede jeg som nedriver, som vagt på S-togstationer på Vestegnen og som vagtchef på Club Mambo i Indre By i København. Efter et år havde jeg stadig ikke lavet journalistik, men der var alligevel noget i mig, som fik lyst til at give det et forsøg.

Jeg begyndte at freelance lidt for gratisavisen Urban. Jeg skrev artikler om Hizb ut-Tahrir og om diskrimination i nattelivet. Jeg havde et godt netværk i miljøer, der ellers var svært tilgængelige for andre. En dag bragte TV 2 en historie om en bande ved navn ’Triple A’, som virkelig vakte opsigt på Christiansborg og fik politikerne til at snakke om stramninger. Jeg fandt det usandsynligt, at banden overhovedet eksisterede, og efter at have snakket med forskellige mennesker i Avedøre vidste jeg, at historien var bullshit. Efter afsløringen i Urban gav TV 2 en undskyldning, souschefen trådte tilbage, og jeg selv fik mit gennembrud.

Som teenager havde jeg ofte siddet på Avedøre Bibliotek og læst reportager fra Mellemøsten og omegn af folk som Robert Fisk og Patrick Cockburn fra The Independent. Det var garvede britiske krigskorrespondenter, der altid var der, hvor ingen andre var. Fallujah blev belejret af amerikanerne, og det var fuldstændig umuligt at komme ind i byen, men så rapporterede Fisk pludselig derindefra. Pludselig sad han og lavede et interview med Osama Bin Laden. Hver gang folk sagde, det ikke kunne lade sig gøre, fandt han alligevel en vej ind.

Jeg var meget fascineret af det, men det forekom mig altid som en umulig tanke selv at lave de ting. Men i forbindelse med dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’ opstod muligheden pludselig. Instruktørerne Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen havde længe forgæves prøvet at finde krigsfanger, så jeg blev spurgt, om jeg troede, der var en vej ind i Kandahar. Det var et farligt område i det sydlige Afghanistan, men jeg ringede lidt rundt og fandt på meget kort tid et set-up, og derefter rejste jeg ind og fandt mange af krigsfangerne.

Det gik op for mig, at jeg måske selv havde en evne til at komme ind de steder, der virkede umulige at komme ind i for mange andre. Og samtidig fandt jeg ud af, at jeg havde en evne til at skabe tillid til folk, jeg ellers ikke deler verdenssyn med. Sådan fik jeg hurtigt opbygget et godt netværk.

Da jeg var yngre, var jeg måske lidt for frygtløs. Det mærkede jeg konsekvenserne af, da jeg blev kidnappet på en landevej mellem Kandahar og Helmand i 2008.

Jeg var mange gange sikker på, at jeg skulle dø i løbet af den uge. Dengang tænkte jeg, at den tager jeg på mig selv, men det kan jeg ikke længere, for jeg har også en familie, der sidder rædselsslagne tilbage.

Mine børn er blevet teenagere, og de lægger mere og mere mærke til, når jeg gør sådan noget. Med årene er frygten også kommet mere til udtryk for mig selv. Jeg er bange, men jeg er det på en måde, hvor jeg bruger det rationelt til at tage de rigtige forholdsregler.

Jeg går stadig længere, end de andre gør. Jeg føler en forpligtelse til det. Tilbage i 2015 lykkedes det mig at rejse ind i Syrien, selvom Tyrkiet havde nærmest hermetisk lukkede grænser, og Rusland havde intensiveret luftangreb i det østlige Aleppo og i Idlib-provinsen. Russerne påstod, at de bombede Islamisk Stat, men jeg fik at vide af folk på jorden, at de bombede hospitaler, civile områder og ikke-islamiske oprørsgrupper.

Der foregik den vildeste propagandakrig på kryds og tværs, men den mest effektive journalistik, man kan lave i krigssituationer, er altid at være på stedet. Det styrkede mig i troen på, at det var vigtigt at være der som det vestlige samfunds øjne og ører. Jeg smuglede mig derind og dokumenterede situationen indefra, og jeg filmede blandt andet op på russiske fly, der bombede i civile områder.

I The New Yorker skrev den amerikanske journalist Steve Coll en meget lang artikel om bombardementerne, hvor han nævnte mig: ’Nagieb Khaja, den danske journalist, som var der, viste selv, hvordan russerne bombarderede.’ Han har vundet en Pulitzer, han er en af mine største idoler, og så var jeg hans kilde. Han brugte mig til at sige, hvordan virkeligheden så ud i et magasin, som jeg vidste, at Barack Obama læste, og som Vladimir Putin får refereret af sine rådgivere.

Nogle gange kan jeg godt blive ramt af følelsen af: ’Hvad har jeg egentlig gang i?’ Da Afghanistan var ved at blive løbet over ende af Taliban i sommer, rejste jeg ind, da alle andre var på vej ud. Flyet var helt tomt. Lige inden vi lettede, så jeg på billeder af de desperate mennesker, som klyngede sig til det fly, der skulle den anden vej. Mens jeg selv havde en en-vejs-billet ind i landet.

Det sker også, at jeg tænker, at jeg løber risici for ingenting, der kan koste min familie alt. Men det er episoder som ovennævnte med The New Yorker, der bestyrker mig i, at jeg rent faktisk kan skabe en forskel med mit arbejde.