ADHD, sure FCK-fans og forkerte kontaktlinser: Hvordan i alverden blev Nicolai Vallys Superligaens bedste spiller?

”SKAL JEG LIGE PRØVE at tage dem på?” lyder det inde fra Nicolai Vallys’ soveværelse.

Han er sprunget op fra bordet i stuen og står nu derinde og pusler. Det, han gerne lige vil vise, er et par bukser, der er en del af et mødesæt, som Brøndby har stillet til rådighed til kampdage. Men for Vallys, en stilbevidst type, har han det virkelig vanskeligt med de her bukser.

”Det er ærgerligt, der ikke er video med i artiklen,” tilføjer han derindefra og griner.

Jeg kigger rundt i lejligheden. Vallys bor ekstremt pænt. Så er det sagt. Det er lige til at blive grøn af misundelse over. Vi kan starte med køkkenet, der er en blanding af træ og ståloverflader. Manden, der står bag, er den hotte snedker Kasper Sixten. Han har lavet masser af ting her i lejligheden. Vallys ringer hele tiden til ham med nye idéer. Regnestykket er simpelt: en god superligahyre + meget fritid. Sådan skal det være.

Stuen er heller ikke tosset. Fyldt med gode sager. Den er stor og sydvendt, så på en dag som i dag, hvor solen hænger helt frit og lavt på himlen over Nørrebro, vælter det ind med lys. Da jeg kom, indskød han, at det havde været rigtig godt, hvis han så også lige havde fået dem vasket. Og de er rigtigt nok ikke fuldstændig finpudsede, de store vinduer.

Op ad den ene væg er der en stor reol. Her har Vallys blandt andet en pladespiller stående. Men den er kun til pynt, for højttalerne virker ikke for tiden. I pladesamlingen står der Bremer/McCoy og Barselona og den slags. Musik for moderne mænd. Der ligger også to fodbolde i reolen, en for hvert hattrick, han har scoret i Superligaen. Bøger er der også. Jeg lurer lidt. Det er en temmelig blandet landhandel. Han får ikke læst så meget, som han godt kunne tænke sig, siger han. Men af bøger, han har læst, og som han godt kunne lide, er ’Doppler’ af norske Erlend Loe og ’Døgnkioskmennesket’ af japaneren Sayaka Murata.

(Noget tid senere taler jeg med Vallys’ gode ven i Brøndby IF, forsvarsspilleren Rasmus Lauritsen. Han fortæller, at det er ham, der har lånt Vallys lige netop de to bøger. Lauritsen havde tænkt, at to af den slags skæve og ikke særligt lange romaner ville være lige noget for Vallys).

Så kommer han ud fra soveværelset, den lang- og hjulbenede Vallys, og han har et stort grin ud over det hele. Han stiller sig foran sin Børge Mogensen-daybed med blåt betræk, han har arvet fra sin mormor og morfar. Med let spredte ben står han, som om han skal til at tage et frispark. De lyse chinos, han er kravlet ned i, klæber sig til benene. Han ser helt umyndig ud. Og hjemmetøflerne, som før stak stilfærdigt ud under et par lange, brede cowboybukser, ligner nu et par andefødder.

Han vender vrangen ud på kanten af bukserne. ”Det her er regular fit,” siger han. ”Jeg tror, vi havde slim fit sidste år.” Han klukker.

Vallys går tilbage til soveværelset og smider bukserne ind i skabet igen.

DET ER DEN ANDEN mandag i det nye år, og Vallys er netop kommet hjem fra årets første træning i Brøndby. I dag skulle de bare udføre løbetests. Lige for at se, hvor formen står oven på juleferien. Den var heldigvis fin, fortæller han.

Han har ellers tilladt sig selv at nyde livet lidt, mens han har holdt ferie. Det er han blevet bedre til. Bare at slappe lidt af, når sæsonen alligevel er på pause. Hans gode ven Nicolaj Thomsen, fodboldspiller i B.93 og medejer af tøjmærket Another Aspect, har sagt til ham, at hvis man alligevel fyldes op med dårlig samvittighed, når man tager et glas vin, så kan det være det samme. Det kan der være noget om, har Vallys tænkt på siden.

Men nu er det altså hverdag igen. Og formen er fin.

Hvornår skete det egentlig, hvornår blev Nicolai Vallys bare lige sådan en af Superligaens bedste spillere? Hvis ikke den bedste? Pludselig var han der, pludselig mere end det, pludselig var han temmelig god, pludselig helt umulig ikke at få øje på.

Nicolai Vallys

(f. 1996) Opvokset på Østerbro i København. Begyndte til fodbold som fireårig i BK Skjold. Skiftede i 2016 til Skovshoved IF, der på det tidspunkt netop var rykket op i Danmarksserien. To år senere – efter to oprykninger i træk – tog han videre til 1. divisionsklubben Roskilde FC. Året efter, i sommeren 2019, skrev han kontrakt med Superliga-klubben Silkeborg IF. Her blev han hurtigt en af holdets profiler og var i 2022 med til at sikre bronze til klubben. Samme år – da han var 25 år gammel – skiftede han til Brøndby IF på en fireårig kontrakt. I 2023 fik han sin første og hidtidig eneste kamp for det danske landshold. Bor på Nørrebro i København. 

Nu, hvor vinteren er indtruffet, og ligaen er på pause, kan han gøre følgende status: Han er i skrivende stund delt topscorer med 10 mål i 19 kampe (plus fire assist); hans klub, Brøndby IF, ligger nummer et i rækken, et point foran FCK og FC Midtjylland. Og han er netop blevet kåret til Efterårets profil af Tipsbladet, en pris, der uddeles på baggrund af stemmer fra Superligaens trænere. I 2022, da han spillede for Silkeborg IF, blev han kåret til Forårets profil. Kun seks spillere før ham har nappet begge priser. Erik Sviatchenko, Robert Skov, Thomas Delaney, Andreas Bjelland, Michael Gravgaard, Mohamed Zidan. Og nu altså Nicolai Vallys.

Men det er jo bare kolde og kedelige konstateringer. Historien om Nicolai Vallys er meget mere eventyrlig. Den burde nemlig slet ikke kunne lade sig gøre. Det er historien om en omvandrende, blændende uregelmæssighed, om en ung mand, der har snydt et mægtigt system og er gået sin helt egen vej, uden om landets store talentakademier og sirligt tilrettelagte karriereplaner. Fuldkomment planløst, helt improvisatorisk, er Vallys vadet ind på den store scene.

Han fatter det heller ikke rigtigt selv. Al den succes, al den meget pludselige succes. For noget tid siden sagde han til en fysioterapeut i Brøndby, at på et tidspunkt stopper det her – den her drøm – og så skal han vende tilbage til sit rigtige liv.

Også uden for banen – som et menneske, som Nicolai – er Vallys ikke, som fodboldspillere er flest. Og slet ikke, som fodboldspillere engang var flest. Han er en spejling af sin tid og sin generation. På sine arme har han ikke vikingemotiver eller tribals, men en hval (Hvallys), tre søde rottweilere og et væbnet hjerte (hentet fra generationsfællerne i Barselonas seneste album). Han besøger gallerier og drikker sur kaffe, går i tøj fra Klättermusen, Auralee, Our Legacy og Another Aspect. Og så – og her kommer det mere væsentlige – er han en følsom ung mand. Sådan en, der i et interview for rullende tv-kameraer på et tidspunkt har sagt, at det er, ”som om der er et lag i min hjerne, der ikke fungerer.”

I BRØNDBY KALDER DE af og til Nicolai Vallys for Sommerfuglen. Hvis de står og snakker med ham, og der kommer en sommerfugl flyvende forbi, har de mistet ham. Poof.

Til nytårsaften var han vært for et hold venner, og som vært er der som regel lidt at se til. Det kan hurtigt blive en stressende omgang, sådan noget værtskab. Derfor kunne han godt bruge lidt hjælp til at få bundet sit slips. En ting mindre, han skulle spekulere på. Andreas Heimer, hans nære ven og tidligere holdkammerat i Silkeborg, trådte til. Men det var ikke bare lige sådan at få gjort. Da jeg taler i telefon med Heimer, husker han det, som om de otte-ni gange var lige ved at have den, men så: Væk var han, Sommerfuglen. En tanke dukkede op, noget skulle ses til, og Heimer og slipset måtte vente.

Ja, Nicolai Vallys er til den distræte side, og det er der en grund til. I sommer fandt han ud af, at han har ADHD. Verdens største chok var det nok ikke. Hans ekskæreste havde i hvert fald sagt det til ham mange gange. Men nu lå det fast. Han fungerer fuldstændig fint, siger han. Og han gentager flere gange, at det altså virkelig ikke må forstås, som om han fisker efter medlidenhed. Det er bare et faktum, en del af ham, og det er noget, han bruger en del tid på at tænke over.

”De bogstaver – ADHD – er ikke et problem for mig. Tværtimod. Jeg tror, det har været en hjælp. Og jeg synes også, det afspejler sig i min måde at spille fodbold på,” siger han.

På et tidspunkt, mens vi snakker sammen, siger Vallys, at han føler, at han i det hele taget har svært ved at blive klog på sig selv. I den forstand har diagnosen tilføjet lidt klarhed til billedet. Man kan måske sige det sådan, at den har lukket op ind til et rum, og derinde i det rum gemmer der sig nogle forklaringer på forskellige ting.

Som hvorfor det kan være vanskeligt at få et slips om halsen på ham.

”Jeg kan mærke, at vi skal ud at gå nu,” udbryder Vallys, da vi har siddet ned i 13 minutter. ”Skal vi ikke det?”

MAN FRISTES TIL AT spekulere i, hvor loftet befinder sig for Nicolai Vallys. Indtil nu har han temmelig sømfrit tilpasset sig de niveauer, han et skridt ad gangen er nået til. Fra Københavnsserien til Superligaen. Ligesom de her videnskabsforsøg, man laver med chimpanser, hvor man præsenterer dem for mere og mere udfordrende problemer, og de bare bliver ved med at løse dem. Er det alt, hvad I har?

Da jeg taler med Andreas Heimer, fortæller han, at det er ”sjældent, jeg har mødt nogen, der er så god til at tilpasse sig. På banen og socialt. Det er jeg virkelig fascineret af.”

En anden af Vallys’ venner, Frederik Thyssen, som han spillede med i både BK Skjold og Skovshoved IF, fortæller, at ”uanset, hvilket niveau vi spillede på, tilpassede han sig med det samme med sin spilintelligens og sit touch. Det er virkelig kendetegnende for ham.”

Formen, Vallys har vist i Superligaen, og det faktum, at de mange mål kommer fra en position som kant og offensiv midtbane, er da heller ikke gået ubemærket hen. Det er et sprog, man ikke behøver tolk for at få ud over landets grænser. En ikkeangriber, der laver kasser. Derfor er flere klubber fra de største ligaer i Europa nu begyndt at kigge mod Vestegnen.

Og Vallys vil gerne. Ud i Europa. Det er det store eventyr. (Og den store check).

”Jeg er ambitiøs og målrettet, så selvfølgelig er Europa en stor drøm. Sådan noget som Italien kunne være fucking nice,” siger han. La Liga har han også hørt varmt om fra sin holdkammerat Daniel Wass, som har spillet i Spanien. Men grundlæggende er han rimelig åben.

Da jeg besøgte ham første gang – det var en dag i begyndelsen af december – var han stadig ikke helt klar over, om der ville ske noget i løbet af vinterens transfervindue. Men nu er det blevet januar, forårssæsonen nærmer sig, og Vallys har indstillet sig på, at det ikke bliver lige nu. Og han forstår godt klubbens position. Der er et mesterskab, der skal jagtes.

Der må dog ikke gå alt for længe. Vallys er allerede fyldt 27. Han ved, at han ikke kommer til at være varm for evigt.

”Man må fandeme smede, mens jernet er varmt,” som han siger i et sjældent kontant øjeblik. ”Det er så kort en karriere, og nåleøjet er så lille.”

Men han bryder sig ikke så godt om den del af fodboldverdenen. Det er noget andet, han har talt med sin ven Nicolaj Thomsen om. Den der indbyggede mekanisme, der gør, at man altid kigger sig om efter andre græsplæner og sjældent bare hviler i at være der, hvor man er.

”Jeg ved ikke, om det er generelt ... men efter jeg er skiftet væk fra Silkeborg, har jeg haft det sådan, at jeg slet ikke satte nok pris på, hvor rart og trygt det var, og hvor søde folk var. Og hvor godt det egentlig gik. Jeg ved, at jeg 100 procent har haft det fedt, mens jeg var der, men jeg har sikkert også gået med en følelse af, at det kunne blive endnu bedre. Det prøver jeg at være bevidst om den dag i dag og sætte pris på de små ting i hverdagen.”

Han fortsætter:

”Hvis det går godt, vil man altid det næste step. Og hvis det går dårligt, vil man også noget andet … Jeg kan jo godt forstå den mekanisme. Men jeg er også på en måde vred på systemet. Jeg har en drøm om at komme til udlandet, men omvendt kan jeg heller ikke se, hvorfor jeg ikke bare skulle forlænge med Brøndby i 10 år og blive boende i København.”

UDEN FOR LEJLIGHEDEN LIGGER der lidt sne, og solen skinner stadig. Det er en af de dage, hvor luften føles friskere og sundere end ellers. Alt glimter.

Det her er faktisk det bedste vejr, siger Vallys.

Inden vi kommer for godt i gang, går vi ind på en Original Coffee for at få noget at drikke. Lidt at varme os på rundt om Søerne i København. Vallys bestiller grøn the. Han forsøger at holde sig til to kopper kaffe om dagen. En om morgenen, en om eftermiddagen.

”Vi ses,” siger han til manden bag disken, da vi går igen.

Kender du ham?

”Han er Brøndby-fan,” svarer Vallys.

Der er i det hele taget mange Brøndby-fans, og de er ikke et udpræget genert folkefærd. Slet ikke over for deres klubs offensive stjernespiller. Det er som regel hyggeligt, det der med at blive genkendt rundt omkring, siger Vallys. Men fodboldfans kan også godt være … ret vilde, som han udtrykker det. En dag, mens han sad på en café med en veninde, kom en Brøndby-fan cyklende forbi, og da han så, at det var Vallys, der sad der og kukkelurede, begyndte han at råbe hans navn. Altså på en positiv måde. En hyldest til helten ude fra Vestegnen. Vallys og veninden tænkte sig lidt om, men de kunne ikke – som de sad der – komme i tanke om en eneste person i hele verden, som de ved synet af pludselig ville begynde at tilråbe.

Og så er der hele FCK-bataljen. Den kan vi dårligt komme udenom. Nicolai Vallys er vokset op på Østerbro, tæt op ad Fælledparken og dermed også Parken, hvor FCK har hjemmebane. Og – ja – hvor Vallys er kommet, da han var yngre.

Så da han på den allersidste dag af transfervinduet i sommeren 2022 skiftede fra Silkeborg til Brøndby – og det efter lang tids rygter om et muligt skifte til FCK – gav det anledning til nogle ret komplicerede følelser i begge lejre. Hos nogle af Brøndbys mest hardcore fans nægtede de eksempelvis at acceptere deres nye spiller.

Som bosat i København støder Vallys også fra tid til anden ind i FCK-fans. Det er svært at undgå. Heldigvis er de for det meste søde og rare. Måske lidt drillende, men i det store hele venligt indstillede, siger Vallys, mens vi står og tripper for at krydse Åboulevarden. Solen er ved at forsvinde ude mod sydvest. En ambulance suser forbi.

Men det er ikke altid, at de er lige høflige, fansene. En sommerdag, en lørdag, havde der været kamp i Parken. Vallys skulle lige ned og købe yoghurt og havregryn. Han gik hen ad Ravnsborggade på Nørrebro. På 20a, en vinbar og restaurant, sad der en gruppe unge mænd. De begyndte at råbe ad Vallys. Brøndby-svin eller et eller andet, råbte de. Pludselig rejste en af dem sig op og ville have taget et billede sammen med ham. Var det en joke? Ligesom for at tage pis og gøre grin? Vallys var ikke sikker. Så rejste en til af dem i gruppen sig. En knap så munter skikkelse.

”En af hans venner måtte holde ham,” siger Vallys.

Og han så ikke ud til at være verdens hyggeligste fætter?

”Nej, han smilede i hvert fald ikke,” siger Vallys. Han lader til at tage det meget cool. Og – gentager han – der er aldrig sket noget lignende. Alt er godt.

Vi er slet ikke til at stoppe, hvad varme væsker angår, så vi går ind på en ny café på Nørrebro. Vallys nupper endnu en grøn the. Inde i baren møder han en stor fan. Jeg får ikke lige fat i navnet. Han render af og til ind i ham, kan jeg forstå. Han fortæller Vallys, at han fik en ny Brøndby-trøje juleaften. Og det var med ’Vallys 7’ på ryggen.

”Jeg skylder dig også stadig en trøje,” siger Vallys til ham.

De hyggesnakker lidt videre. Vallys tager det helt stille og roligt. Jeg prøver at forestille mig nordmanden Erling Haaland – forrige sæsons bedste spiller i engelsk fodbold – stå og sniksnakke med en superfan på en kaffebar i Manchester. Ikke for at skyde Haaland noget skidt i skoene. Han er nok også et nøk mere berømt. Og sikkert en fin fyr på sin egen måde. Men Vallys fremstår bare som en særligt venlig gut.

DET VARIERER LIDT, men i Danmark har vi cirka 60 forskellige fastboende arter af dagsommerfugle. Og ud af dem er der kun seks arter, der overvintrer. En af de seks er Citronsommerfuglen. Den mest hårdføre af dem alle. Men på en dag som i dag, hvor solens stråler kun rammer træerne i Brøndbyskoven i sammenlagt syv minutter, og temperaturen hele dagen opholder sig på den blå side af frysepunktet, er end ikke Citronsommerfuglens grøngule vinger til at få øje på. Den ligger og sover og venter på forår.

Sommerfuglen i gul og blå er derimod lysvågen. Nicolai Vallys løfter sin højre hånd ned mod en syngende Sydtribune: Åååååhhhh … Hey! Hey! Hey!

Det er søndag den 3. december, og Brøndby IF tager imod Hvidovre IF i efterårssæsonens sidste kamp. 15.36 siger uret. 24 minutter til kampstart.

På kampdage vågner Vallys cirka 8.30-9.00. Skulle det ske, at han virkelig bare kan sove, har han en alarm sat til klokken 10, så det ikke griber om sig. Men ellers vågner han for det meste af sig selv. Så står han op og laver noget havregrød og kaffe. Måske lidt æg. Eller nogle boller. Og lidt juice til. Og så ser han et eller andet på fjernsynet. Det kan være alt muligt. Han vil bare ikke tænke på kampen.

Derefter går han en tur.

Tilbage i lejligheden spiser han en omgang pasta med noget kylling eller broccoli. Og så, når måltidet ligesom har lagt sig, er han ved at være klar til at køre mod stadion. I en taske tager han noget med, han ikke altid har gjort, når han skal til kamp. Tilbage i september, da han fik debut på det danske landshold, opdagede han nemlig noget: Landsholdsspillerne spiser Nutella-madder før kamp. Så det gør Vallys også nu. Det griner de lidt ad, holdkammeraterne i Brøndby. Uh, landsholds-Vallys, siger de. Men når man har set de store drenge køre den ind med hvidt brød og nøddesmørpålæg, har man vel dårligt noget valg. En pakke hvidt brød og et glas Nutella ryger ned i tasken. Og så afsted.

På vejen mod stadion hører Vallys nogle bestemte sange, der ligesom kan få blodet til at cirkulere i det helt rigtige tempo. Et nummer, der virkelig får ham op at støde for tiden, er ’Many Men’ med 50 Cent.

’Many men, wish death upon me

Blood in my eye dog and I can’t see

I’m trying to be what I’m destined to be’

”Der er ingen, der skal se mig, når jeg hører den,” fortæller han og smiler. ’Hall of Fame’ med The Script kan han også godt lide at høre på vejen. Der er noget over teksten og beatet, siger han. Det er lige til at blive euforisk over.

Ude på det bundfrosne stadion er klokken tre minutter i kampstart, og spillerne træder ud på banen. Folk har rejst sig. Stadionlysene lyser klart i vintermørket. Måske har Brøndby-spillerne, som de går der med nogle artige børn i hænderne, stadigvæk rester af en aggressiv Eminem siddende i øregangene. De hører nemlig ’Lose Yourself’ som det sidste, inden de går ud. Ingen fine fornemmelser der.

Da der er gået otte minutter af kampen, står en af Brøndbys forsvarsspillere, Jacob Rasmussen, med bolden ved sine fødder lidt inde på Hvidovres banehalvdel. Han kigger efter muligheder. Vallys, der i kampens første otte minutter har bedt om bolden i omegnen af halvfjerds gange eller sådan noget, står cirka 10 meter længere fremme i en blind vinkel, lige bag en Hvidovre-mand. Han tripper. Han er som en sprælenergisk trøffelhund, der har fået færden af en stor, fed trøffel. Han løfter sin højre arm og peger ud mod kanten, hvor hans holdkammerat Mathias Greve befinder sig. I samme øjeblik kommer Daniel Wass og tilbyder sig. Den kløgtige Wass ved udmærket, hvad der skal ske nu.

Rasmussen lægger den af til Wass, som slår den fladt ud mod Greve på sin førsteberøring. Vallys har for længst læst situationen og drejer højre rundt om sig selv og accelererer ind i et frit rum. Lige forbi en fremadstormende forsvarsspiller, der først nu – for sent – indser, at han er blevet snydt. Ude fra kanten sender Greve bolden ind i det hul, Vallys har fundet. Med sin inderside tæmmer Vallys den nogle meter foran sig og tager den med i løb. Han stryger mod feltet med lange, svævende skridt. Oppasseren er sat. Kun en enkelt forsvarsspiller mangler, og han bakker og bakker. Man forstår ham godt. Vallys går med små, kælne indersideberøringer helt tæt på ham, sænker sin venstreskulder, og så, mens målmanden intet kan se, støder Vallys bolden mod det lange hjørne med et studsende indersidespark. Henry-agtigt. Mål.

”Nico har noget instinktivt i sig, en veludviklet sans for at tage imod bolden,” fortæller Kent Nielsen, der var Vallys’ træner i Silkeborg, mig en dag, vi taler sammen. ”Han spiller gårdfodbold. Det har vi grinet meget af. Jeg er selv vokset op med at spille på den måde. Hvis der er plads et sted, så løber man derhen. Og man angriber, uanset hvor man er på banen.”

Kampen bliver 4-0, men Vallys lægger ikke yderligere til eget regnskab. Bagefter er der en børnefamilie, han skal have taget billeder og trykt hænder med inde på grønsværen. De må have vundet en konkurrence. Videre til nogle andre børn, der står og venter ude ved reklamebanderne. En far i en grå og orange kedeldragt fotograferer. Smil, hej, sådan der. Og så ind mod omklædningsrummet. Pludselig strækkes et par barnearme mere frem. Highfive. Highfive. Highfive. Og lige en mere. Vallys strækker sin arm. Klask. Han har sindssygt lange arme.

EN ONSDAG MORGEN i januar besøger jeg Charlotte og Allan Vallys, Nicolai Vallys’ forældre. Vældigt søde mennesker. De har lavet kaffe og fundet tre croissanter og to brede smil frem. Jeg var virkelig også blevet taget på sengen, hvis de havde vist sig at være nogle rigtige skiderikker.

Charlotte og Allan, der i sin tid mødte hinanden i en badmintonhal, bor i en rummelig lejlighed på Østerbro. Fra køkkenet kan man se ned i gården. Den er rektanglet og stor. Rundt i kanten er der asfalt, så biler kan køre rundt, og inde i midten er der et stort græsareal. For et lille barn må det føles som et himmerige.

Det var der, det skete. Hver dag efter skole, og hvornår der ellers lige var tid, rendte Vallys rundt dernede og spillede fodbold med sin storebror og gårdens andre børn. Der røg et par vinduer i ny og næ. Sådan er det. Børn, der løber i deres egen verden og forestiller sig, at de er brasilianske stjernespillere, kan man ikke sige noget til.

“Han var en dreng med stort D,” siger Allan, da jeg spørger, hvad Nicolai Vallys var for en. ”Nogle gange var han i godt humør, andre gange skidesur. Eller også lukkede han sig inde i sig selv. Hvis han havde været på en lejrtur, var han virkelig træt, når han kom hjem. Så havde han brug for at være lidt alene.”

Vallys gik både til fodbold og badminton, da han var dreng. Fra han var helt lille, var han konstant i gang. En rigtig sportsdreng. Og han var naturligt god til det. Også badminton, selvom han med tiden måtte vælge mellem de to.

(En ikke helt uinteressant sidebemærkning: Da jeg taler med Vallys’ gode ven Frederik Thyssen, tidligere holdkammerat i både BK Skjold og Skovshoved IF, nævner han for mig, at deres træner i BK Skjold plejede at sige, at Vallys havde en fordel, fordi han havde spillet så meget badminton. Noget med bevægelserne. Ikke en helt bimmelim teori, synes jeg. De svævende, økonomiske skridt, en badmintonspiller foretager sig. Balancen. Forståelsen for egen akse. Da jeg fortæller det til Vallys selv, siger han, at diverse trænere igennem årene faktisk har forsøgt at få ham til at tage kortere skridt. Det gør de ikke længere, tilføjer han. Nu skal han bare gøre, hvad der fungerer).

”Du må hellere tage sådan en her,” siger Allan og skubber tallerkenen med croissanter over til mig. ”Hvis du altså har lyst.”

Jo, tak, og det har jeg. Og så må vi også hellere se efter at komme til sagen. For jeg er selvfølgelig ikke bare kommet for at se, hvor Vallys er vokset op, eller for at høre, om han var var tyk som baby (hvilket han åbenbart var). Mere konkret er jeg nysgerrig efter at høre, hvordan Charlotte og Allan oplevede de år, hvor der begyndte at være bud efter deres teenageknægt hos DBU. Og hvor han så, efter nogle samlinger, sagde: ’Ellers tak.’

Da jeg taler med Vallys om det hjemme hos ham selv, siger han blandt andet: ”Jeg tror, det handlede om, at det blev gjort lidt for alvorligt.”

Hvortil jeg spørger: Var du bange for ikke at være god nok?

”Ja, det tror jeg måske. Og bange for at lave fejl. Det hænger nok sammen,” siger han. ”Jeg ved ikke hvorfor, men måske var det det der med, at jeg var vant til at være den bedste, og så var det lettere slet ikke at prøve.”

Nicolai Vallys har helt generelt svært ved at huske hvordan og hvorledes. ”Jeg føler, min hukommelse er ret tåget,” siger han. ”Jeg har tænkt over, at der er mange ting, jeg ikke rigtigt kan huske. Eller som er sket på én måde, men som jeg fortæller en anden historie om.”

Her er to situationer, Vallys mener at kunne huske fra de år:

1. Han er til en DBU-samling, han er nok 13 år gammel, og han tager elevatoren ned på det hotel, de er på, for at få en kop kakao. Men han er i bare tæer og får en ”kæmpe skideballe.” Han husker det klart. De er vrede over, at han kunne ske at træde i noget. Altså med sine bare fødder, hans instrumenter. Vallys havde bare tænkt: tre meter hen, elevator, tre meter mere, kakao, tilbage.

2. Han står på Charlottenlund Fort og drikker øl med nogle venner. (I en Jyllands-Posten-artikel er lokationen Bellevue Strand, der ligger nord for Charlottenlund Fort), da hans far ringer og siger, at der er kommet et afbud til ungdomslandsholdet. De vil gerne have Vallys med. Men han siger nej tak

DEN SÆREGNE HUKOMMELSE vender vi tilbage til. Først vil jeg gerne spørge Charlotte og Allan, i hvilken grad Nicolai Vallys – set igennem deres opmærksomme forældreøjne – interesserede sig for talentspejdere og DBU og den slags. Sådan noget, som for den gængse fodboldaspirant nok er det mest dødflatterende og -forførende, man kan forestille sig.

”Jeg har ikke indtryk af, at det var noget, han på nogen måde gik op i,” siger Charlotte.

”Jeg har heller aldrig hørt noget. Jeg tror ikke, det er noget, der har fyldt,” siger Allan.

”Han var jo med til nogle DBU-træninger. Men det der med at skulle stå og lave det samme igen og igen til træning, det var pludselig noget andet. Jeg tror egentlig, han havde det godt med at have en træner, der kendte ham. Det andet sagde ham ikke rigtigt noget,” siger Charlotte.

Han var måske også bange for at blive vejet og fundet for let?

”Det har jeg hørt, han har sagt senere hen,” siger Charlotte.

”Men det var ikke noget, han snakkede om overhovedet,” siger Allan. ”Men jeg kan huske, at han syntes, det var underligt at spille med de andre til DBU-kampene, fordi de råbte så meget. De var så ærgerrige. Alle råbte. Alle på nær Nicolai.”

(En sidehistorie mere: Da jeg taler med vennen Frederik Thyssen, siger han noget andet interessant. Han tror ikke, at Vallys, der dengang ikke var særligt høj eller bred, nogensinde forstod, hvor god han var. Og så det her: ”Han kom fra den tryggeste og skønneste familie. Da han pludselig skulle vejes og måles, var det imod drenge, der var dobbelt så store og hurtige, og de var alle klar på at sige højt, at de gik efter at blive fodboldspillere”).

”Spørgsmålet er,” siger Charlotte, ”om Nicolai var blevet ved med at spille fodbold, hvis han var blevet en del af et elitemiljø for tidligt.”

”Det tror jeg personligt ikke. Måske var han stoppet,” siger Allan. ”Vil du have noget mere kaffe?”

Jeg takker pænt ja til kaffen og siger, at jeg også gerne vil høre dem, hvordan de husker det der med Charlottenlund Fort/Bellevue Strand. Vallys har nemlig fortalt, at Charlotte og Allan ikke helt køber historien.

”Sådan som jeg husker det,” siger Allan,” er det en fredag aften, min telefon ringer. De har fået et afbud på ungdomslandsholdet, og de vil rigtig gerne have Nicolai med. ’Tror du, han er interesseret? Vi henter ham i morgen tidlig og kører ham til Jylland.’ Han ligger derinde (Allan peger ind mod Vallys’ værelse, red.) og slapper af. Der har været fuld fart på hele ugen. Jeg går ind til Nicolai og siger: ’DBU har lige ringet. De vil gerne have dig med. De henter dig i morgen tidlig og kører dig til Vejle.’ Så kigger han bare på mig og siger: ’Far, jeg har sgu ikke lyst. Jeg gider ikke.’”

”Sådan husker jeg det også,” siger Charlotte. ”Jeg ved slet ikke, hvor han har det andet fra.”

Jeg siger til dem, at jeg synes, der er noget sjovt ved, at Vallys måske selv har spundet en historie oppe i hovedet. At han har fundet et godt billede i den historie: Han ville hellere være sammen med vennerne i stedet for at lave kedelige pasningsøvelser og spille med folk, der råber.

”Der har været nogle historier, hvor jeg har tænkt: Hvor kom den fra?” siger Charlotte.

Jeg siger, at han har et sjovt hoved. Det griner de heldigvis af, det venlige forældrepar. Jeg siger også, at han har fortalt mig om det med ADHD’en.

”Jeg tror, han er glad for at have fået en årsag til, at det kan have kørt lidt rundt i hovedet på ham,” siger Charlotte.

”Men i alle de år, hvor han har rendt rundt med ADHD, har fodbolden bare kørt for ham,” siger Allan.

”Det er også derfor, han synes, det er sjovere at lege med fodbolden. I stedet for at der står en træner og giver vildt mange informationer. Selvom det selvfølgelig også er noget, han har lært,” siger Charlotte.

Inden jeg takker for kaffe og croissanter, vil jeg lige høre dem, hvor meget de ser til deres søn, og om stjernetilværelsen har forandret ham.

”Han sidder ikke lårene af os,” siger Charlotte. Hun tilføjer, at det hjælper, når hans lille niece er på besøg.

Og forandret? Nej, det synes de ikke, han er.

Er han stadigvæk klar på lige at vaske op efter and juleaften?

”Jamen, det har han aldrig gjort,” siger Charlotte.

”Har han sagt det?” udbryder Allan.

Og så griner han helt vildt.

I 2020, EFTER DET første år i Silkeborg, var Vallys hjemme på sommerferie. Sæsonen havde været både god og dårlig. Klubben var rykket ned fra Superligaen, men mod slutningen af sæsonen var de begyndt at finde melodien, hvilket havde skabt en stemning af optimisme og tro på tingene i truppen. For Vallys selv havde året hovedsageligt været godt. Han havde bidt sig fast i startopstillingen og bevist, at han sagtens kunne begå sig i Superligaen.

Men i sommerferien, mens han løb rundt i Skovshoved og spillede lidt bold med en ven, brækkede han foden. Dagen efter sad han på en café med sin daværende kæreste. Han ville være ude i fire måneder og var virkelig ked af situationen. Mens de sad der, kiggede ekskærestens mor og søster forbi. Han havde aldrig mødt dem før. På sin fod havde han en stor skinne, så da de kom, spurgte de, hvad der var sket.

”Og så begyndte jeg bare at græde,” siger han. ”Jeg tror egentlig, at de tænkte: ’Hvad er det for en sød og følsom fyr?’”

Nu vi er ved følelserne. Nicolai Vallys siger sjældent ’jeg synes’, og han siger aldrig ’jeg mener’. Vallys siger ’jeg føler.’ På den måde hænger han helt åbenlyst sammen med sin generation. Man føler, før man konstaterer. Da jeg fx spørger Vallys, om han havde drømme om at blive professionel fodboldspiller, da han var barn, svarer han: ”Jeg føler, at jeg havde drømme om at blive professionel, men jeg kan ikke helt huske det.”

Men den formulering røber måske også noget dybere om mennesket Nicolai Vallys, noget mere end en sproglig generationsting. Nemlig, at han virkelig føler og mærker. Mange ting. Det er sandheden, han udtrykker, når han siger: ’jeg føler.’

Det betyder også, at Nicolai Vallys går til psykolog.

Hvis det her var et portræt af en erhvervsperson, en politiker, en kunstner eller et ok gennemsnitligt ungt menneske, ville ovenstående konstatering være totalt banal. Men Nicolai Vallys er fodboldspiller, og medmindre man sætter sports- foran psykolog, er det ikke længere en banal konstatering. Også selvom engelske stjerner som Marcus Rashford, Jadon Sancho og Dele Alli er begyndt at tale højt om mentalt helbred.

Men det gør Vallys altså, går til psykolog, og det har han gjort i et par år. Det er ikke noget vildt eller graverende, egentlig fylder det ikke særligt meget. Og det skal – som han siger – i hvert fald ikke lyde offeragtigt. Men presset, der eksisterer, når man spiller i en klub af Brøndbys størrelse, er rimeligt heftigt. Opmærksomheden fortættes og forstørres sådan et sted. Pludselig står man i en supermarkedskø, og ekspedienten vil have taget et billede, og nu går hele køen i stå, og alle står og kigger. Det er en del af tilværelsen som fodboldstjerne.

Og det er også noget, der lægger til billedet af Vallys’ karakter: Hvis han mangler et værktøj nede i kassen, er han ikke bange for at søge vejledning.

”Det er min måde at tackle de ting, der følger med at være professionel fodboldspiller,” siger han. ”Og et forsøg på at optimere alt og blive den bedst mulige version af mig selv. Lære mig selv bedre at kende.”

Må jeg godt skrive det?

”Mhm, ja … Altså, det irriterer mig HELT vildt, at det er noget, man overhovedet skal overveje … Jeg tænker bare, at det er positivt. Hvis der er nogen, der kan få noget ud af at læse det og tænke: ’Ok, det gør han også.’”

Selv midaldrende mænd på landet rynker ikke længere på næsen, hvis nogen siger, at de går til psykolog.

”Nej, men altså, fodbold, mand …” siger Vallys.

Jeg foreslår ham, at vi bare tager den del med, hvor han siger, at det irriterer ham helt vildt, at man ikke bare kan sige det, at det overhovedet er en overvejelse.

Jo, siger han, den kan han meget godt lide.

Da jeg taler med Kent Nielsen, fortæller han mig, at Vallys ”slet ikke er en skræddersyet elitespiller, med alt hvad det indeholder. Han er også en følsom fyr. Han har skullet tillære sig den barske verden, som fodboldverdenen også er. Men der har han fået lagt nogle lag på i forhold til disciplinen – både på og uden for banen. Og han har bevist, at han har evnerne til en top 5-liga i Europa.”

VALLYS STÅR PÅ GADEN FORAN sin lejlighed og snurrer rundt om sig selv, mens han kigger på sin telefon. Han har glemt, hvor han har parkeret sin bil. I sin anden hånd holder han et apparat, der vist nok hjælper med at lindre muskelsmerter, og så en vifte med alverdens farveprøver. Han vil til at male sit soveværelse. I morges væltede han en stor plante ned i sin seng. Der er gang i den.

Bilen er fundet. En BMW X3 med cognacfarvede lædersæder. Skøn vogn. Vallys anede dog ikke, den havde cognacfarvet læder, da han valgte den. Han er vist rimelig ligeglad.

Vi triller afsted. Klokken er 8.45. Vallys skal til en let træning ude i klubben. De seneste tre dage – mandag, tirsdag, onsdag – har været med dobbelte træningspas. Der er ved at være tryk på, inden sæsonen går i gang.

Dunk. X3’eren bumper ned i et hul i vejen på Dronning Louises Bro. Et kuldehul, kalder Vallys det. Indenfor i bilen har han temperaturen sat til 19 grader. Jeg spørger, om han foretrækker det sådan. Lige til den kølige side, tænker jeg.

”Min indre temperatur er helt skidt. Enten har jeg det varmt, eller også har jeg det koldt. Skal jeg skrue op for varmen? Jeg kan bedre lide at have det koldt end at have det lidt for varmt.”

Vi giver os til at tale om hans tid i Silkeborg. Inden da havde hans mærkværdige karriere gået sådan her: fra barndomsklubben BK Skjold til Skovshoved IF, hvor de strøg fra Danmarksserien og op i 2. division, og videre til Roskilde FC og en enkelt sæson i 1. division.

I Roskilde havde Vallys også været på fuldtidskontrakt, men i Silkeborg var det pludselig på en virkelig ægte måde. Nu var det altså Superliga. Og så var det også første gang, at Vallys skulle prøve at bo uden for København.

Han fortæller om en episode. De skulle spille træningskamp på Amager. Altså lige rundt om hjørnet fra hans familie og venner derhjemme. Og Vallys havde kigget på programmet. Dagen efter var der planlagt en stille og rolig træning i Silkeborg, og dagen efter igen havde de fri. Det ville sige, at hvis han nu kunne få lov til at skippe træningen dagen derpå, så kunne han få et par hyggelige fridage i vante omgivelser. Hvem skulle ikke kunne forstå den fidus? Så han gik hen til assistenttræner Peder Knudsen, som han havde et godt forhold til, og spurgte, om han kunne gå hen og bede cheftræner Kent Nielsen om en enkelt dags fri. Knudsen grinede bare. Det, syntes han ikke, var en god idé.

”Man kunne godt mærke, at Nico ikke havde været igennem det gængse talentsystem,” siger Kent Nielsen. ”For ham var fodbold en leg. Den strukturerede måde, som akademier fungerer på med stramme strukturer for presspil og at tilbyde sig osv. Det var han ikke vant til. Han var mere instinktiv. Også bare det at skulle træne så meget. Også uden for banen. Det var en ny verden for ham.”

Hvordan gik I så til ham som trænere?

”Nico har en let og legende tilgang til mange ting. På banen og i særdeleshed uden for. Det er en del af hans dna. Den skulle vi ikke fuldstændig lave om på. For det er den, der har bragt ham langt.”

VI ANKOMMER TIL Brøndby Stadion. Et stort og gråt et. Det er ikke bare her, at Brøndby IF spiller sine kampe. Det er selve omdrejningspunktet for klubben og spillernes hverdag. Det er her i bygningen, at de mødes inden træning (der foregår på en kunstgræsbane lige ved siden af), det er her, de får massage, holder møder, spiser og hænger ud sammen.

Derfor var det også her, at Vallys sad og fik noget mad sammen med to holdkammerater, da han pludselig modtog en besked på WhatsApp. Det var landstræner Kasper Hjulmand, der spurgte, om han ikke lige kunne give et kald. Vallys spekulerede på, om han skulle svare med det samme. Jo, det var nok bedst. Hans drøm var gået i opfyldelse, fortalte Hjulmand ham som det første. Fire dage senere fik Vallys sin første og foreløbigt eneste landskamp i et fyldt Parken.

”Det er nok stadig lidt drømmeagtigt,” sagde han til mig, da vi gik rundt om Søerne den der frostklare dag. ”Også fordi jeg ikke er kommet med siden.”

Der er ikke sindssygt meget at berette om fra selve træningen. Det er som sagt en let omgang. Lidt indledende løb, en omgang kant og nogle intervalspil. Men så kan man jo passende kigge efter andre ting. På billeder, som Brøndby IF lægger ud fra deres træninger og den slags, har jeg bemærket, at Vallys ofte går og holder om sine holdkammerater og går og griner og gør ved. Jeg kan konstatere, at det ikke kun er spil for galleriet. Han har hele tiden gang i et eller andet.

Men så, når øvelserne går i gang, bliver hans blik i øjnene skarpt og resolut, næsten lidt vredt. Når jeg taler med de folk, der kender Vallys fra fodboldbanen, fortæller de også om en mand, der ”arbejder stenhårdt,” er ”virkelig god til at slå kontakten til” og en ”løbemaskine.”

Efter træningen hilser jeg på Rasmus Lauritsen, ham, der havde lånt Vallys de par bøger, vi snakkede om og hev ud fra bogreolen. Utroligt fin fyr. Nogle dage senere får jeg mulighed for at spørge Lauritsen ind til, hvordan han opfatter Vallys. På og uden for banen, som man siger.

”I klubben er han den sjove. Du kan se, at han altid er ude på løjer,” siger Lauritsen. ”Han er god til at skabe en loose stemning, hvor man kan snakke om andre ting, end man typisk gør på et fodboldhold. Sørge for, at det ikke bliver for konservativt.”

Hvad kunne det være?

”Musik, kunst, mode, mad og kaffe, du ved. Andre ting end fodbold og træning. Han er også god til at skabe et rum, hvor man tør debattere nogle ting. Selv om det er et meget maskulint miljø, er folk egentlig mere mangfoldige, end man umiddelbart kan tænke. Det klæder et hold at have en type som ham. Der er ikke så mange af hans slags i de store klubber, hvor det hele er meget professionelt.”

Så fortæller Lauritsen om, hvordan de godt kan lide bare at gå og hænge ud sammen. Besøge gallerier, tøjbutikker, drikke kaffe, og hvad de nu ellers lige kan finde på. Og så fortæller han, at man ikke skal lade sig narre af Vallys’ flyvske opmærksomhed.

”Det har overrasket mig, hvor eftertænksom og reflekteret han er. Han er charmerende og kan slippe afsted med det meste, men han forholder sig også til nogle af de store spørgsmål. Det kan jeg virkelig godt lide. Hvad er meningen med livet? Bruger vi tiden på de rigtige ting? Vi taler om vores karrierer, om den opmærksomhed og de penge, der følger med. Om pludselig at kunne leve af det, vi elsker. Og bagsiden af medaljen. Vi taler om forhold og kærlighed. Og om hvad man egentlig vil med sit liv, når fodbolden er ovre.”

Det får mig til at tænke på nogle af de ting, som Andreas Heimer fortalte mig, at han og Vallys godt kunne lide at lave sammen i Silkeborg. De gik i genbrugsbutikker, sad og malede hjemme i deres stuer og startede en backgammonklub med nogle af de andre holdkammerater. Det var nok ikke det, man gjorde allermest førhen.

Og så kommer der endnu en anekdote. I december, mens de stadig havde ferie, var Lauritsen og Vallys til koncert med Peter Sommer på Hotel Cecil. De sad ret langt tilbage. Det var en skøn koncert. Men på et tidspunkt sagde Vallys til Lauritsen: ’Jeg synes sgu, det er lidt sløret. Har du også svært ved at se det?’ Lauritsen var sådan: ’Jahh, vi sidder også lidt langt væk. Måske er det lyset.’ De blev siddende. Og de havde en god aften. Halvanden uge efter eller sådan noget kom Vallys hen til Lauritsen. Han spurgte, om han kunne huske, at han havde nævnt det der med, at det virkede lidt sløret og utydeligt til koncerten. Sagen var den, at han efterfølgende havde besøgt sin optiker (Vallys går med kontaktlinser) for at finde ud af, hvad der var los. Og her havde det vist sig, at han det seneste halve år var kommet til at bytte rundt på plus og minus. Også til kampe.

”Så når vi starter op nu, så kan han også se noget,” siger Lauritsen og griner.

MENS SPILLERNE GÅR I BAD, sidder magasinets udsendte fotograf og jeg og hænger i et par bløde stole. Omklædningsrummet er lige inde ved siden af os. De hører en masse høj hiphop derinde. Sikke en tilværelse. Vi modtager en besked. Den er fra Vallys. ”Vil i ha en buritto.” To minutter senere kommer topscoreren ud i træningstøj og det hele, spankulerende på sine lange, hjulede ben og stikker os en tallerken hver med en stor burrito og lidt salat og tre forskellige slags dressing.

En times tid senere er vi igen rullende i den sydtyske firehjulstrækker. Han skal ind og klippes i Indre By. Det er hos en frisør, han ikke har prøvet før. Så det er lidt spændende. Vallys går meget op i sit hår. Mens vi passerer Zoologisk Have, fortæller han os om, at han gerne vil have sit hår til at se ud, som han ikke bliver klippet så ofte. Men det gør han.

Vallys fortsætter med at udfolde visionen. Altså, han vil på den ene side gerne klippes hyppigt, men han vil som sagt samtidig gerne bevare det der, ja … Mens han sidder og fortæller, kører der noget vanvittigt blødt, nordisk jazz på bilens højtaleranlæg. Meget melankolsk og dybfølt. Han bemærker det selv.

”Det lyder helt sørgeligt med musikken i baggrunden, helt dybt, det jeg siger.”

Det griner vi af. Fodboldspillerens store kvaler.

Nej, Nicolai Vallys har det godt. Og hvis alt ligesom får lov at flaske sig, sådan som han ser det for sig oppe i hovedet, så bliver han mester med Brøndby til sommer. Og så – måske – kommer han en tur ud i Europa. Men bolden er rund, og livet er pudsigt. Så meget ved vi. Men hallo: Nu sidder linserne, som de skal. Og nu får håret et løft. Det tegner fint.

Nicolai Vallys finder et frit spot og stiller bilen. Der er lidt tid endnu, før han skal klippes. Vi køber en kaffe og en grøn the og en fastelavnsbolle til deling, og så går vi en tur ned til Københavns Toldbod. Vejret er stadig fortræffeligt. Jeg peger over mod ubåden ovre på Refshaleøen og siger, at ubåde godt nok ser en anelse aparte ud, når de ligger på land. Så snakker vi lidt om, at ubåden som brand i det hele taget har haft nogle vanskelige år.

Og så siger Vallys, at han engang har sejlet i en ubåd. Ah, siger jeg. Jeg tillader mig lidt sund skepsis her. Alt taget i betragtning. Men han fastholder, at den er god nok. Det var en sommerferie. Vistnok i Grækenland. Okay, den er god med dig, Vallys.

”Jeg ringer til min mor og spørger,” siger han.

Og det gør han så, ringer til sin mor. Hun tager den. Det viser sig, at historien (efter sigende) er god nok. Næsten. Det var bare ikke i Grækenland. Det var på Gran Canaria.