Nikolaj Steen er imponeret over denne skuespiller: ”Han er en rigtig mandemand, men har en sårbarhed skjult inde under maskuliniteten”

Jeg ville ønske, jeg havde lavet …

Cameron Crowes ’Almost Famous’ (2000). Den handler jo om den branche, musikbranchen, som jeg selv var en del af i 25 år, inden jeg begyndte at lave film og serier – ikke, fordi vi selv havde groupies og sådan nogle ting – men mest af alt er den bare pissehamrende godt sat sammen.

Den har en skøn varme, som ikke er kvalmende, hvilket det ofte kan blive, når man gerne vil lave noget, der er ’varmt’. I mine øjne er det den ultimative feel good-film, fordi den også er skidesjov. Den der umulige kærlighedshistorie mellem Kate Hudsons karakter Penny Lane og Patrick Fugits William Miller er ikke så postuleret, hvilket gør det hele mere naturligt.

Og så er den jo baseret på en rigtig historie, nemlig Cameron Crowes egen. Film, jeg godt kan lide, har jeg som minimum set fem gange, men her er vi nok oppe på 12.

Det bedste, jeg har instrueret, er …

’Labans jul’ (2017). Det var en virkelig billig, low budget adventskalender, der kørte på Danmarks Radio, som handler om en skuespiller (spillet af Peter Frödin, red.), der arbejder som centernisse i Rødovre Centrum, og som bliver disruptet af en youtuber, han lige pludselig skal dele scenen med.

Og det er så hans downfall, vi følger. Det, synes jeg, var meget vellykket, for jeg har det med komedier, som jeg har det med mange andre genrefilm: at en komedie først er en rigtig god komedie, når det også er en tragedie.

Jeg er også glad for ’Oldboys’ (2009), som også er lidt af en tragedie om et ensomt menneske, der ikke kan komme videre med sit liv, men pakket ind i komediegenren. Jeg så den lige igen omkring nytår, fordi jeg ved et tilfælde opdagede, at den lå i top-10 over de mest sete film herhjemme på Netflix. Selvfølgelig sidder jeg og kigger på alle fejlene, men jeg må sige, at jeg stadigvæk synes, at grundhistorien er ret fed.

Når jeg er på filmset, har jeg altid …

nikotin – i en eller anden form – med.

Jeg ville ønske, jeg havde fået lov til at instruere …

min yndlingsskuespillerGene Hackman, selvom jeg ville være så angst, hvis jeg stod over for ham, at jeg nok ikke ville turde instruere ham. Han er jo en rigtig mandemand, men han har en sårbarhed skjult inde under maskuliniteten – og sådan er det i alle hans film.

Han spiller med så mange nuancer: Han er aldrig bare god-god eller ond-ond, der er altid noget komplekst menneskeligt i hans roller. Jeg kan tydeligt huske en scene i ’Mississippi Burning’ (1988), hvor han står ude i køkkenet og taler med en kvinde, han er blevet lidt forelsket i, og som er en af de kvinder, der er gift med et af Ku Klux Klan-medlemmerne, hvor hun spørger ham om, hvorfor han ikke længere er gift: ”Hun forlod mig,” svarer han så.

Og du kan bare se, at der kører en hel film foran hans øjne, og den måde han formidler den sorg på – han fortæller jo 10 historier – gør, at man er helt inde under huden på ham. På ét blik.

Den bedste skuespiller, jeg har instrueret er …

nok Peter Frödin. Ham har jeg bare en kæmpe kærlighed til. Han er et festfyrværkeri af idéer, som skal styres. Og det sammenspil er vi ret gode til at beherske. Han bliver ikke fornærmet, hvis jeg går ind på hans banehalvdel og kommer med noget, jeg selv synes er sjovt. Fordi vi kender hinanden så godt, stoler vi selvfølgelig også på hinanden og vores idéer, og det er virkelig en gave.

Jeg har også lige instrueret Lars Brygmann, som jo aldrig er dårlig. Og på samme måde som med Peter giver han så meget ekstra til karakteren, noget, som jeg aldrig selv ville have set. Hvis man kan give og få gaver hele tiden, så er det en fornøjelse at gå på arbejde.

Det dårligste, jeg har præsteret, var …

i en funktion som skuespiller. Nærmere bestemt i ’Edderkoppen’ (2000), hvor jeg spillede advokaten Busch.

Først og fremmest skulle jeg spille meget ældre, end jeg selv var dengang, og oven i det spillede jeg over for Thomas Bo Larsen, som bare spillede igennem, så det var virkelig svært at få den overstatus i scenen, som det var meningen, jeg skulle have. Værst var det dog, at jeg ikke kunne huske mine replikker.

Det var ikke, fordi jeg ikke havde læst dem, men jeg kunne simpelthen bare ikke huske dem. Det var en masse navne og noget geografisk information, og jeg havde ikke læst resten af manus, for det fik jeg ikke lov til. Så jeg havde ikke nogen indre billeder at hænge replikkerne op på.

Så stod jeg dér, i et retslokale, som var fyldt med næsten alle de andre skuespillere i serien, deriblandt Susse Wold og Bent Mejding, som sad og ventede på, at den der rocksanger, som pludselig troede, at han skulle være skuespiller, tog sig sammen. Undervejs stod jeg seriøst og overvejede, om jeg kunne løbe ud af lokalet og ned til den tyske grænse på halvanden dag, hvorfra jeg så kunne starte et nyt liv.

Jeg er bedst …

de fleste tidspunkter på dagen. Undtagen lige efter frokost og i den sidste time.

Min guilty pleasure er …

alt med Nicolas Cage, som jeg har et had/kærlighedsforhold til: Han er både fantastisk, men også virkelig cheesy.

Hvis jeg ikke var blevet instruktør, var jeg blevet …

indretningsarkitekt. Det har nok noget at gøre med min OCD. Jeg kan bedst lide, når jeg kigger i et rum, at der ikke er noget, der forstyrrer øjet. Derfor er jeg efterhånden blevet ret god til at indrette.

Den sjoveste tv-serie at instruere var …

’NamaStay’ (2024). Jeg har været så heldig at lave mange komedier, og det er jo tit enormt sjovt. Men når det kommer til ’NamaStay’, så var det virkelig et kamikazeprojekt, hvor vi havde uhyggelig kort tid til både at skrive manus og til at skyde hele serien, og hele den energi var bare virkelig sjov.

Alt gik op i en højere enhed, og så var det også rigtig sjovt at arbejde sammen med min søster (Paprika Steen, red.), som spiller med i serien.

Hvis jeg kun må se én serie resten af mit liv, er det …

’Breaking Bad’. Det er virkelig et uoriginalt svar, men sådan må det nu engang være, for den er så godt sat sammen. Det er vildt, hvordan de er lykkedes med at lave en serie, hvor man starter med en hovedperson, der er karikaturen på en underhund, og som siden transformerer sig til et monster. Og man er bare med ham hele vejen.

Vi forstår ham og holder endda med ham, når han gør den ene forfærdelige ting efter den anden, fordi vi inderst inde godt kan sætte os i hans situation. Den desperation bliver plausibel og forståelig, og den måde, de i serien retfærdiggør alt det umoralske, er vildt fedt. Desuden spiller de også alle sammen helt enormt godt.

Når det kommer til film, kan jeg altid se ’Jaws’ (1975), men det kræver en meget lang uddybning.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Skuespil og Mænd