Nu ringer Hollywood efter Roland Møller: "Da jeg fyldte 25 i spjældet, tænkte jeg: 'Nu skal jeg væk herfra'"

Det er, som om uforudsigeligheden hersker, som om noget ildevarslende eller nervepirrende lurer, hvor end skuespilleren dukker op for snart efter at fordufte igen.

Det har stået på i en rum tid. Jeg har set ham falme i karrierens stjernestund. Set ham angre fodfejl og negligere fejltrin. Set ham forsvare en tosse. Set ham dyrke sine rødder og tale magten midt imod. Set ham i barklammeri, set ham i gruppekrammeri. Set hans grin smitte med pandemiens hast, set ham smelte kvindehjerter så kølige som drivis.

Den 46-årige strejfer synes altid på vej – op imod strømmen, ud i verden, ind i mørket. Væk fra det, der risikerer at snære. Hans næste træk kan være en kontra, et rejehop eller et slag med halen, og for enden af de udstrakte hænder kan der vente løftede pegefingre eller opmuntrende skulderklap. Han evner som få at sprede den gode stemning. Og som endnu færre at skumle indiskret igennem.

Én ting kan man regne med: Roland Møller smalltalker ikke, han handler, og det er meget lidt kedeligt at opholde sig i hans umiddelbare nærhed.

Instruktørerne, casterne og biografpublikummet må være nået samme konklusion, for hvordan går det ellers til, at en midaldrende, selvlært skuespiller – en ekskriminel med adskillige voldsdomme i synderegistret – i indeværende årti har formået at disrupte den danske filmbranches fornemste prisuddeling og lande Hollywood-roller på stribe?

Roland Møller er en nød, som hans betragtere gerne vil knække. Eller som Tobias Lindholm – manden, der gav ham spillefilmdebut for otte år siden – formulerer det:

”Mens mange af os andre kan smuldre under pres, så bliver Roland tydeligere og tydeligere. Kameraet søger ham. Man tror ham. Og det gør ham talentfuld. Både til det, han gør nu, og det, han gjorde før.”

2018. På ingen tid forvandles kvarteret mellem Amalienborg og Kongens Have fra en glitrende tidslomme til et uvelkomment gennemfartsreservat. En abrupt blæst støder i butikkernes markiser, og snart vil det skybrud, der skralder sine indvolde ud over Københavns Havn, kanonere kaskader af nivende regndråber sidelæns gennem gaderne.

Kulissebyttet minder til forveksling om det humørdyk, som Roland Møller har gang i. Ti minutter tidligere, to lyskryds længere inde mod centrum, er skuespilleren gået i kiosken efter cigaretter. Besøget kaster – som altid, når skuespilleren gør sin kantede entré – en mindre ordveksling af sig:

”Tyve blå kameler.”

”Hård eller blød pakke?”

”Hård pakke, ligesom mig.”

”Nå ja. Du er ham fra The Rock-filmen, ja?”

”Jo ... jo, det er mig, min ven.”

”Du gør det godt, min ven.”

”Tak skal du ha’, min ven.”

Frakke Boss til 11.000 kr. 3-delt jakkesæt Oscar Jacobson til 5.200 kr. Skjorte Oscar Jacobson til 1.200 kr.

Tilbage i det tiltagende blæsevejr skubber Roland Møller en smøg i kæften, træder ud på vejbanen, finjusterer sin rute og dirigerer os gennem den ensrettede biltrafik. Da han når apoteket på hjørnet af Landgreven og Store Kongensgade, møffer han døren op og spørger efter noget håndkøbsmedicin, der kan slå en spirende forkølelse i dørken. Om tre dage skal han igen stå på et filmset i Prag.

”Dernede er de ligeglade, om jeg har feber eller ondt i halsen. Der skal leveres, så tidsplanen holder. Det er dyrt at lave film, det kan jeg godt sige dig.”

På vej ud kommer en duknakket gut i vejen. Inde under hans lavtsiddende kasket busker et askegråt fuldskæg. I sammenligning med vildnisset, der gror på Roland Møllers underansigt, blegner det uvægerligt. De to mænd er centimeter fra at kollidere. Gutten løfter blikket, så man kan se ind under den bukkede skygge. Det er Kim Bodnia. Dansk skuespils farlige mand i 1990’erne hilser flygtigt på ham, der overtog faklen et par årtier senere.

”Hej Roland. Go’ dag. Vi ses!”

”Vi ses, Kim. Go’ dag!”

Et strejf filmhistorie, to titaners tilfældige sammenstød er forbi, før det tilnærmelsvis slog gnister.

Roland Møller har en ballerinas åbne fodstilling, men ynden er til at overse. Hans hærdebrede korpus pløjer sig ud ad Store Kongensgade. Ved det første røde lys kyler han apotekspillerne i svælget og nikker mod en vinhandel.

”De har noget virkelig god spiritus derovre. Hvis vi stadig skal have et eller andet at tale på?”

Butiksejeren kender Roland Møller og præsenterer ham for en særudgave af Diplomático-rommen.

”Hvad koster den?”

”1.000 kroner.”

”1.000 kroner? Fuck det, vi er for gamle til at drikke dårligt. Vi tager den.”

Mens butiksejeren taster ind og gør ved, skærer et øredøvende dyt gennem regntæppet. Det næste dyt følger øjeblikket efter.

”Hvis han gør det dér igen, så ...”

Roland Møllers gemytlige dialekt er erstattet af en luftig hvislen. Han kniber øjnene så meget sammen, at de bliver til dybe, ulmende sprækker i den rillede læderhud.

”Lad ham være, han har fået nyt horn,” siger butiksejeren.

Han smiler afvæbnende.

”Men det kan jeg ikke,” siger Roland Møller. Uden at smile.

Seks lange dyt følger.

”Hvem fanden er det, der larmer sådan?”

Fynboen braser ud af vinhandlen og forsvinder rundt om hjørnet til Fredericiagade.

Et kvarters tid senere står han i døråbningen til sin femtesals-altan og puster røg ud i uvejret. Nedbør snitter skråstreger på den uldne septemberhimmel, dråber pludrer meditativt i de omringende tagrender. Roland Møller har atter ramt hvilepulsen. Han trækker luft helt ned, hvor det skratter i rygerlungerne.

Da vi stadig var på gadeplan, fik han konfronteret den aggressive bilist – en kvinde i sine tressere.

”Der sker ikke noget, når du dytter,” råbte han og bankede på sideruden. ”Det er bare pisseirriterede!”

Det så ud til at få hende på andre tanker, hvorfor Roland Møller i stedet vendte sin opmærksomhed mod kilden til utilfredsheden. En fragtmand, hvis varevogn stod parkeret på tværs af færdselsretningen.

”Du holder jo midt i det hele, bro’. Hvis du flytter dig ind til siden, er alle glade.”

Den hårdt pressede fragtmand ignorerede Roland Møller og snerrede ad bilkøen:

”Hvis I har et problem, kan I bare komme. Fuck jer, mand.”

Skuespilleren knipser til sit skod. Det slukker i den dyngvåde luft.

”Det er derfor, jeg ikke gider køre bil,” siger han så.

”Trafik får noget grimt op i folk, og så sidder der en gammel dame inde i tørvejr og leger moralens vogter.”

Mens vi trækker ind omkring sofabordet, minder jeg ham på en sekvens fra en aktuel biograffilm. Godt halvvejs i ’Papillon’, under forberedelsen af en fangeflugt, kigger Rami Maleks dokumentfalskner over på Roland Møllers tikkende bombe af en medindsat.

”Se på ham,” siger den forfærdede fusker, ”han er uforudsigelig. Han er som et dyr i et bur.”

Træffer beskrivelsen også skuespilleren bag?

”Hæhæ,” gnægger Roland Møller.

”Jeg tror ikke, den kan tæmmes. Jeg har prøvet hele mit liv. Jeg er jo lidt impulsiv af natur. Det er ikke noget, jeg planlægger. Det sker bare.”

Skuespilleren vrider den ene mundvig opad, den anden nedad, som om han ikke helt kan bestemme sig. Så hæver han glasset med rom og skåler. Sprutten bider, og han åbner kæften på vid gab. Lindrende ilt vælder ind.

”Det er sjovt, du nævner det,” siger han så. ”For én ting er selvfølgelig, at min facon drager. En anden ting er, at den skræmmer. Det gør den på flere planer.”

1984. Næsby var en perfekt forstadsflække at vokse op i. Omme bag industrikvarteret lå en skov, der gemte på eventyr. Til den anden side tiggede havnen om at blive udforsket. Og så var der kun en kilometer ind til Odense.

Irene og den to år ældre Willy havde mødt hinanden i Klosterbakkens Svømmehal, hvor Willy flanerede med sine spektakulære udspring. Siden kom de begge til at knokle på den nærliggende kileremfabrik. Det skete også, at Willy kørte lastbil, og manglede husholdningen stadig noget, turnerede han de lokale værtshuse med sin guitar.

Da Irene fik Roland i 1972, var hun netop fyldt 18. Nu var deres søn blevet 12 – og så var han nyslået Fynsmester i tidens helt store dille: electric boogie. Endda på tværs af alderklasserne.

”Alle dansede det i skolegården, og derfor havde jeg også et år, hvor jeg var ret meget på toppen,” husker han.

Da den ålede dans gik af mode, fik knægten fra Næsbys sociale boligbyggeri en flok bøller fra 9. klasse på nakken.

”De mobbede mig for mit tøj og for min kasket, kaldte mig for Roland Rap og kastede brød efter mig,” husker han.

En dag blev han ramt hårdt af en snebold. Den borede sig helt ind til trommehinden.

’Vatøre,’ råbte plageånderne efter ham.

Roland svarede, at hans storebror ville komme efter dem.

”Men de vidste godt, at jeg ikke havde en storebror. ’Hold din kæft’, råbte de.”

Det lykkedes ham at hjule fra dem, og hjemme i sikkerhed lagde han en plan. De skulle ikke slippe af sted med at tryne ham på den måde.

I spisefrikvarteret næste dag cyklede den nyslåede teenager over til det ufærdige biblioteksbyggeri og rev pløkkerne, der holdt stilladset sammen med ydermuren, ud.

Ganske rigtigt stod de store drenge og ventede på ham efter skole. Roland drønede ned ad Bogensevej på sin BMX. Da han rundede stilladset, klatrede han op og sprang af på øverste etage. Da de store drenge klatrede efter ham, skubbede han, så stillads og forfølgere væltede mod asfalten.

”En af dem brækkede en arm, og det hørte rektor om. Så vi skulle alle op og stå ret. ’Nu skal I altså lade Roland være,’ sagde han. Jeg tog det som lidt af en sejr.”

Det blev forår, og en dag overværede Roland, hvordan den værste af bøllerne var i færd med at stjæle en bold fra en langt mindre dreng.

”Lige pludselig fik jeg bare nok. Min far har altid sagt til mig, at der ikke er nogen, der er større, end de kan ligge ned. Og med det i baghovedet gik jeg over og fik ham ned og ligge.”

Der blev helt stille i skolegården. Og så kom det. Jubelbrølet.

”Han var jo skolens tyran, så alle syntes, det var fedt, han lå dér.”

Det blev den nye dille. At bede Roland om hjælp, når nogen chikanerede. Han kunne dårligt undgå at føle sig vigtig.

”Vi tog også rundt til halfester. Når vi havde tævet dem fra de andre forstæder, sluttede vi fred, og på den måde blev vi flere og flere. En dag fik jeg så den geniale idé, at vi skulle rulle nogle pushere.”

”Fordi de ikke ville melde det til politiet. Jeg tror, det var noget, jeg havde set i en film.”

Som tænkt, så gjort. Noget tid efter henvendte pusheren sig til Roland Møller. Ikke for at få sine penge tilbage, men for at søge beskyttelse mod dem, som brugte endnu grovere metoder.

Forretningen greb om sig.

”Da der kom nye til og ville have mit marked, blev de rekrutteret. Så splittede vi gevinsten. Før jeg havde set mig om, havde jeg virkelig mange under mig.”

”Omkring 50.”

”18-19 år.”

”Ret ofte var jeg jo ude og holde møder med livet som indsats. Hvis ikke de andre troede på, at jeg var villig til at gå skridtet videre end dem, så ville jeg tabe. Så jeg kørte et psykologisk spil. Et eller andet sted blev jeg vel hurtigt en god skuespiller.”

”Ikke specielt tit. Slåskampe er ofte tabt eller vundet, inden du overhovedet går i gang. Mange gange kan du mærke, om det bliver en slåskamp, hvor du virkelig skal yde noget, ik’. Om det er hurtigt overstået, eller man slet ikke behøver. Det, jeg var god til, var at undgå slåskampene. Selv om jeg har været i mange dem. Det var min styrke. Men når du lige pludselig har 50 vildbasser under dig, bliver det svært at kontrollere. Magt tiltrækker de værste og korrumperer de bedste.”

”Fordi du er nødt til at sænke dine moralske standarder, hvis du vil ned, hvor magten kan samles op.”

En dag manglede Roland Møller sine mange håndlangere. Sammen med to venner havde han fremprovokeret en konfrontation foran McDonald’s i Odense centrum.

”Vi stod og drak milkshake, tyggede isklumperne og spyttede så slushen i nakken på et hold, vi ikke kendte. ’Wøøøøøø!’ sagde de. Og så kom vi op og slås med dem. Pludselig stormede tredive af deres venner rundt om hjørnet, og det var ret tydeligt, at de alle sammen kunne karate.”

Roland Møller vidste egentlig godt, at der var en kampsportturnering i byen.

”Vi var så meget i knibe, at den ene af mine venner trak en gaspistol. Det skabte lidt spredning, og vi kunne stikke af. Lidt efter fandt politiet os. Det gav 30 dage ... nej, 60 dage sgu i fængslet.”

Jakkesæt MOD til 2.000 kr. Vest MOD til 700 kr. Skjorte MOD til 500 kr.

”En nederen oplevelse. Især fordi jeg blev anholdt hjemme hos mine forældre, men også fordi Odense Arrest var lidt af en skuffelse. Der var fyldt med narkomaner og typer, der spildte din tid. ’Fuuuck, mand, det bliver en lang afsoning’, tænkte jeg.”

”Fordi fængsler ikke altid fungerer sådan. Derinde tager dit overlevelsesinstinkt over, og jeg lærte jo en masse nye at kende. Når man først føler sig uønsket i samfundet, er det fristende at skabe et parallelsamfund.”

”De var kede af det. Og det var faktisk det værste for mig. Jeg kan jo ikke undskylde mig med, at min far tævede mig, eller min mor var alkoholiker.”

På et tidspunkt faldt Roland Møller i snak med sin fars gamle kammesjukker.

”’Han var godt nok lidt af en slagsbror. Han har også siddet her engang,’ sagde de til mig. Det anede jeg intet om.”

”Selvfølgelig gjorde det det. Han var også en vildbasse.”

”Mine forældres store udfordring var jo nok, at de var unge. Jeg stillede mange spørgsmål, som de ikke kunne svare på, og det gjorde jeg også med mine lærere. Hvis de kørte på rutinen, så udfordrede jeg dem, til de udvandrede og smækkede med døren. Jeg var ikke bogligt begavet, men var alligevel ret skarp, og den del fik jeg ikke stimuleret. Jeg var rastløs, det gik for langsomt, og det var ikke farligt nok. Så jeg søgte slåskampene.”

”100 procent.”

2018. Roland Møller er sulten. Han flytter dagens interviewaftale til et sted, hvor man kan få noget i skrutten. En stor dag venter, og på vej over til smørrebrødsrestauranten synes han i højt humør. Han fløjter versmelodien til Kim Larsens største firserhit:

”Strisserne kom, før vi ventede dem, midt om natten, så mig og min baby vi var på den igen, midt om natten.”

Det er en uge siden, at den ufrivillige nationalskjald åndede ud. De var ikke bare genboer, over årene nåede de også at tågesnakke på diverse odenseanske værtshuse. Roland Møller fremhæver, hvordan Kim Larsen engang i 1990’erne købte lejligheden ved siden af sin families, så han ved aftenstide kunne luske derind og spille musik og drikke øl uforstyrret til den årle morgenstund.

”Det ville jeg sgu også gøre, hvis jeg stod i samme situation.”

Men den er ikke næsegrus, beundringen.

”Hvis der er noget, jeg har lært af Kim, så er det at passe på med stilstanden. Han kunne ikke lide at blive udfordret af ham Franz (Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee, red.), og så gik han i stedet solo. Han udviklede ikke sin lyd. Man skal turde lave noget lort for at kunne rykke sig. Det er uden for komfortzonen, at de store ting sker.”

Roland Møller vedstår sig fx, at 2016’s ’Undercover’ – en julekomedie med Linda P og ham selv – ikke endte videre vellykket.

”Men den gav mig min hidtil største hyre, hvad der jo også er noget. Desuden har jeg været fan af Peyk siden MC Einar-dagene (instruktør Nikolaj Peyk var den kreative hovedkraft i Danmarks første dansksprogede rapgruppe, red.). Og større var katastrofen jo ikke. Forsiden den ene dag bliver brugt til at pakke fisk ind i den næste, og ’Undercover’ var ret sjov at lave.”

Nu satser han så igen.

I den franske ’A Bluebird In My Heart’ spiller han en mut eksfange, som udstyres med en fodlænke og udsluses til et kummerligt herberg et sted i en gråmeleret Paris-forstad. Dramaet er blevet lunkent taget imod, men flere anmeldere, blandt andet branchemagasinet The Hollywood Reporter, fremhæver det danske islæt:

”Vi lærer aldrig meget om fængselsfuglen – hvilken forbrydelse, han har begået, hvordan han er havnet i udlandet, hvorfor han ikke gør sig den umage at lære fransk – men Møller leverer overbevisende i rollen som et såret, overdimensioneret dyr, der forsøger at holde lav profil (...)”

Klokken 21.30 skal ’A Bluebird In My Heart’ have dansk premiere. Da ingen hjemlige distributører viste interesse, indgik Roland Møllers bagland en aftale med Grand Teatret. Han har selv købt 200 af billetterne til aftenens visning.

Filmens instruktør havde opsøgt fynboen under festivalen i Cannes i 2016. Han havde set en dvd med thrilleren ’Nordvest’, hvor Roland Møller spiller den intimiderende Bjørn. En præstation, der vandt ham sin første Bodilstatuette efter tre ud tre mulige nomineringer i birolle-kategorien.

”Ham instruktøren var meget ydmyg og meget klar i sin vision. Han virkede ikke spor arrogant på den dér franske facon. ’Du er det mest ægte, jeg har set,’ sagde han til mig.”

”Så takkede jeg ja på stedet. Fordi jeg satte pris på tilliden. Man behøver ikke altid have de dygtigste omkring sig, men man behøver at connecte med dem, man vælger. Og jeg følte ham her.”

Roland Møllers telefon vibrerer. Han kigger anklagende på displayet. Så kommer der varme i øjnene.

”Jeg bliver nødt til at tage den. Jeg tør ikke andet,” siger han så.

Tolv minutter passerer, uden skuespilleren får andet end halve sætninger indført:

”.... altså, vi er lidt sent ude, ik’?"

”... men I skal være hjerteligt velkomne, det ved du.”

”Danny og Henning og Martin og William og Smølle og fætter Lars og Peter er også inviteret. Jeg tror nok, at Peter og Michelle kommer ...”

”Det er Grand Teatret, og det ligger lige ved siden af Rådhuspladsen ...”

Til sidst rykker det utålmodigt i hans arm. Som om han holder et old school-telefonrør, og det trænger til at blive smækket på.

”... Det ved jeg heller ikke, Mor, men nu smutter jeg,” vrisser han. ”Og så finder I selv herover, og så ses vi, når I er her. Hils den gamle, vi ses, elsker dig, hej!”

Han vender håndfladerne opad.

”Hun kan kævle i timevis.”

Roland Møllers forældre når frem til Grand Teatret i god tid. Her gør de deres eneste søns mange fætre, ungdomskammerater og byvenner selskab på fortovet foran biografen. Det er en broget skare, hvis lige næppe er set ved en dansk premiere. Mere gade end galla. En del af de indvandrerdrenge, som Roland Møller engang fulgte i en mentorordning under Københavns Kommune, er mødt op. Det samme er dem, de andre slet ikke må lege med – et medlem fra hver af landets tre største rockergrupper. Ingen af dem bærer dog rygmærker.

”De har det måske lidt stramt over at skulle være der sammen, men de møder jo ikke op for at lave ballade, og jeg kan lide dem hver især, så det må de bare finde sig i,” forklarer han med en cigaret vippende mellem læberne og sin kasket højt på sned. Så godt som alle ryger.

Filmens instruktør er der, og Roland Møllers management er repræsenteret ved ejeren Ulrich Møller-Jørgensen og højrehånden Louise Castenskiold. Den rolige og bestemte kvinde varetager kontakten med Roland Møller, forhandler hans kontrakter og sørger for, at kalenderen hænger sammen. Agenturet repræsenterer en hårdkogt kerne i den hjemlige superliga. Nogle af dansk skuespils tungeste og mest rowdy drenge. Ud over Roland Møller er det folk som Mads Mikkelsen, Pilou Asbæk og Dejan Cukic.

Ingen af Roland Møllers på papiret tætteste kolleger er dog at se foran Grand Teatret denne mandag aften. Ud over Dulfi Al-Jabouri, medspilleren fra ’R’, ’Nordvest’ og den kommende ’Valhalla’, og instruktør Lotte Svendsen, som har et sidste øjeblik-afbud med fra Iben Hjejle, skorter det på genkendelige filmbrancheansigter.

Inde i salen griber aftenens vært en mikrofon og opfordrer folk på de forreste rækker til at indtage de ledige pladser længere tilbage i salen. Folk gør, som han siger. Dernæst følger en disclaimer:

”Det her er ikke en actionfilm. Og det bliver jeg nødt til at sige, fordi en masse af mine folk her går langt tilbage i tiden. Til Odense. Det her er en film, hvor alt bliver fortalt mellem billederne.”

Mørket sænker sig i salen – og i ’A Bluebird In My Heart’. Dramaets heftigste scene smadrer ind på nethinden, da Roland Møllers gådefulde karakter med venstre knæ lammetæver en voldtægtsmand bag rattet i en bil. Jubelråbene skyller frem og tilbage i Sal 1. Så var der alligevel lidt til husarerne.

Da rulleteksterne er klappet hen over lærredet, vader de sidste stående mod et karaokested oppe på Strøget. Roland Møller har lovet fri bar til alle, der synger en sang. Næste morgen ligger den nattelange fest dokumenteret på hans Instagram-profil. Der er også blevet plads til en stribe stikpiller – adresseret med fornavn til de musikere og skuespillere, som brændte ham af.

”Sådan gør man ikke, og så skal man da lige have det at vide,” siger Roland Møller.

Han griner i skægget.

Det kan være en kombination af tilfældigheder og andre forpligtelser, der gør, at filmbranchen er blevet væk fra Roland Møllers sene mandagsarrangement. Men det virker også lidt påfaldende. Ligesom det virker påfaldende, at der går årevis mellem hans danske engagementer, når nu hans fire første roller kastede nomineringer til Bodilprisen af sig. Og to statuetter.

Jakkesæt MOD til 2.000 kr. Vest MOD til 700 kr. Skjorte MOD til 500 kr.

”Jeg får i hvert fald meget få tilbud fra Danmark. Efter jeg var ude og sige, at jeg ikke gad spille the bad guy hele tiden, er der stort set ikke sket noget. Ikke ud over ’Valhalla’ og nogle kortfilm.”

”Måske tror de ikke, de kan kontrollere den vildskab, som du også nævner. Måske er det dét, de er bange for.”

Når man indregner, at Roland Møller er selvlært og brugte sine formative år med at afsone fængselsstraffe og afpisse kriminelle territorier, kan hans nuværende tilværelse være svær at begribe.

”Nej. Jeg havde aldrig set det her komme. Jeg har selvfølgelig altid følt, at jeg kunne alt, som alle andre kunne. Hvis jeg virkelig ville. På den anden side sov jeg stadig rundt omkring på andres sofaer, da jeg fik min Bodil for ’Nordvest’ (i 2014, red.). Jeg var på røven og uønsket. Men så fik jeg altså det her skulderklap, som ledte mig videre til hovedrollen i ’Under sandet’. Okay, tænkte jeg så. Nu tager vi den til det næste niveau. Der skal hele tiden lægges på. Også for ikke at svigte dem, der har turdet tro på mig. De folk er min største drivkraft. Vi er alle omgivet af ægte og velmenende mennesker, men vi tiltrækker dem kun, hvis vi også tænker som dem.”

2017. Vi har aftalt at mødes på spisestedet Apollo, men da Roland Møller endelig viser sig, er han ikke i humør til udendørs servering, al dente-grøntsager og ufiltreret frugtmost. Han trækker mig tværs over Kongens Nytorv. Ind på en dunkel beværtning, væk fra sommeren og sollyset. Det skal fejres, at han uden skyggen af indsats har landet den bærende voksenrolle i filmatiseringen af ’Valhalla’ – den mytologiglade skuespillers yndlingstegneserie.

Godt nok mangler Roland Møller at høre noget personligt, men i medierne har instruktør Fenar Ahmad for længst annonceret sin drømme-Thor.

”Og det gør jo lønforhandlingerne en del sjovere, når man officielt er i høj kurs,” som han konstaterer.

Et år senere, i juli 2018, er der en måned til, at indspilningerne skal begynde, men han er stadig ikke blevet forelagt en kontrakt, og nu bejler et gammelt idol til hans arbejdskraft i den samme periode – i august og september. Hvis Roland Møller takker ja til den næststørste rolle i Jackie Chans Hollywood-produktion, bliver han en holden mand.

”Jeg tror, jeg gør det,” skriver han på Messenger.

Et par dage senere har han ombestemt sig.

”Kodeordet er integritet. Dit ord er dit ord, og jeg havde givet Fenar mit ord. Det er mere værd end at være millionær – at folk kan stole på dig,” siger han.

En runner kører os til Flyvestation Værløse, hvis forladte hangarer bliver brugt som filmstudier. Højt oppe runger vinden i de rundede hvælvinger.

’Valhalla’-optagelserne er i deres tredje uge. I de første to fortrød Roland Møller, at han ikke stod på et toptunet blockbuster-set. Han nævner et par sammenstød fremprovokeret af akut underbemanding. Et med en stuntmand (”Vi tog det udenfor og stod og råbte lidt ad hinanden”), et andet med en makeup-artist, som blev ved med at pudre ham med noget allergifremkaldende (”Jeg var ved at gå helt amok, og hun blev så bange for mig, at jeg nærmest blev bange for mig selv.”)

Siden har han prøvet at se det fra deres side:

”De gør alt for at passe deres job, men de er presset på tid, fordi der bliver sparet på en række ting. Imens sidder vi skuespillere og venter og venter på at komme i ilden. Vi er jo betalt per dag, så vi skal bare stå til rådighed. Helt ærligt, så var jeg hamrende sur den første uge, men det handlede nok især om at komme ind i rollen. Thor har godt af at være lidt bister.”

”Nu går det bedre,” tilføjer han så.

”For Fenar og de andre brænder jo for historien. Og når det så først ligner noget, så er det fedt at være en del af. Så er det ikke pengene, der driver værket, men ren entusiasme.”

Roland Møllers første opgave på denne sløve augustdag er at posere for en indfløjet plakatfotograf. Sessionen trækker ud i mere end to timer, og til sidst dirrer han i sin læderdragt. Han stiller Mjølner – Thors trofaste hammer – fra sig.

”Den er pænt tung at slæbe rundt på, og det ser ikke særlig godt ud. Jeg er ikke ordentligt til stede,” beklager skuespilleren sig.

Han pløjer sig udenfor og gør holdt ved et ensomt bord på den sprukne flyvestationsasfalt. Trækker luft ind og guider et par flyttefolk, som bærer frem og tilbage. Han søger videre og ender ved den stående buffet, fylder sig med gulerodsstave, kaffe og småkager. Et mørkhåret gespenst af en pige, filmens Røskva, dukker op. De finder hurtigt ind i en kærlig-drilsk jargon. Da hun igen er ude af syne, lovpriser han hendes naturtalent.

”Når jeg er i tvivl om mine replikker i vores fælles scener, har hun en klar holdning. Og den holder. Hver gang! Det er fucking genialt af en 10-årig pige, ik’? Hun har det dér ... det naturlige. Men hun forstår også det skuespiltekniske, der ligger bag. Det er det, der er det allervildeste.”

”Det fik jeg jo at vide. Selvom jeg fik ros for ’R’, vidste jeg reelt ikke, hvad jeg gjorde rigtigt. Den del skulle jeg regne ud bagefter. At jeg havde noget med mig.”

2018. Roland Møller bor alene. Og dog. Hver gang jeg kigger forbi, taler han til sin robotstøvsuger, Honey, der summer rundt på må og få i taglejligheden omme bag Store Kongensgade. Han kvier sig ved huslejestørrelsen.

”Ulrich (Møller-Jørgensen, red.) mente, at jeg skulle slå til, og først protesterede jeg. Men!” gjalper han så, ”den giver mig det fokus, jeg altid har bedt om. Jeg får læst mine manuskripter i ro og mag her. Og det gør, at jeg kan præstere ordentligt. Så måske er de meget godt givet ud, de penge.”

Alternativerne var heller ikke prangende. Tilbage i 2016 havde Roland Møller ledt efter et sted at bo i tre år, men uden held. Da det endelig lykkedes, fortrød udlejeren.

”De havde googlet en artikel, hvor min fortid blev opremset. Mig skulle de ikke røre ved.”

Det var Roland Møllers seneste kæreste, som under en velgørenhedsmiddag overtalte en rigmand til at udnytte sine kontakter og skaffe skuespilleren permanent tag over hovedet. Forholdet overlevede ikke. Med støvsugeren er det en anden sag. Den bliver ved med at give.

”Jeg har opdaget en bonusfunktion, som filtrerer luften. Jeg kan virkelig mærke det,” siger skuespilleren og skiller hjemmevant apparaturet.

Han trækker en fnullermand på størrelse med en bordtennisbold ud af filtret.

”Det er lidt som at rense afløb. Det gør jeg også hele tiden, måske fordi jeg har lidt OCD.”

For foden af skråvæggene venter malerier og plakater på et løft. Der mangler også et spisebord, og skærmen til den stationære computer er flækket. Tøjstativerne med de sorte jakkesæt står til gengæld snorlige. Det samme gør den gigantiske seng – Roland Møllers hidtil største investering.

”Den kostede mig 150.000 kroner. Ikke at den kan noget, men jeg ligger godt i den. Du bruger en tredjedel af dit liv i sådan én. Det er mere tid end i en bil. For fire år siden havde jeg prioriteret anderledes. Da jeg fik min hyre for ’Under sandet’, tog jeg til Ibiza og brugte 240.000 på 40 dage. Jeg kom hjem uden en krone.”

”Det var det! Og det havde jeg brug for lige på det tidspunkt. At eksplodere.”

”Det er først i år, jeg for alvor tjener penge.”

”Ikke noget. Støvsugeren kom gratis med, da jeg købte sengen. Det sjove er jo, at man går og snakker om al mulig luksus, når man ingen penge har. Og når man så har dem, behøver man ikke så meget.”

I 2018 bidrager Roland Møller til fire internationale filmproduktioner. Sådan var det også i fjor. ”Mere kan man umuligt nå,” siger han.

Januar og februar gik med møder i London og Los Angeles. I marts og april spillede han tysk ingeniør i en tjekkisk-amerikansk produktion. Fra april og hen til midten af juli var han i London og Amsterdam og lave ’Lyrebird’, og i august og september stod den på Fenar Ahmads ’Valhalla’ i Danmark, Sverige, Norge og Island.

På sofabordet ligger et opslået manuskript. Det er til ’Medieval’ – en film om Zizka, en uovervindelig krigsherre fra 1300-tallet. Der bliver nogle korte afbræk i Køb-enhavn, men optagelserne foregår i Prag og omegn fra først i oktober til midten af december.

”Jeg spiller Zizkas læremester, og her den anden dag fortalte jeg mine gamle drenge om rollen. ’Det er min ondeste karakter nogensinde’, sagde jeg. ’Næ nej, min ven’, var der én, der afbrød, ’den spillede du i Odense’.”

1992. Før Roland Møller blev løsladt fra sit første fængselsophold, gik hans forældre i banken. Lånet finansierede et sprogskoleophold i Santa Barbara, Californien. De ville have ham væk, mens tid endnu var.

Havde Irene og Willy Møller vidst, at deres søns sofa bugnede med pengesedler, indkasseret på organiseret kriminalitet, ville de næppe have gældsat sig. Men han turde ikke sige noget til dem. Ydermere lokkede den amerikanske vestkyst. For en hiphopfan som Roland Møller var det intet mindre end slaraffenland.

”Jeg skulle over og være sort og street, men fandt snart ud af, at afroamerikanerne ikke kunne fordrage hvide. Hjemme i skolen havde jeg ikke fulgt med i timerne, men jeg studerede Malcolm X og Martin Luther King og Bruce Lee, når jeg kunne komme til det. Hvide mennesker gad jeg jo ikke. Så det var lidt pudsigt. At det at komme til USA gjorde mig mere dansk.”

Da skoleåret var omme, flyttede Roland Møller ud af værelset hos sin værtsfamilie. Han anskaffede sig et hus, en motorcykel og et ægte dollargrin – en gul Cadillac med affjedring i karosseriet.

”Jeg tjente jo stadig gode penge gennem mine drenge derhjemme,” forklarer han.

Da Roland Møllers visum løb ud, rejste han tilbage til Odense. Et partnerskab i et blomstrende butikimperium – spilleklubber, kiosker, solarier og en tøjbutik – gjorde det tillokkende at vende snuden hjemad.

3-delt jakkesæt Oscar Jacobson til 5.200 kr. Skjorte Oscar Jacobson til 1.200 kr.

Af og til kom folk til skade, og hans straffeattest plettedes stadig mere til. Dommene var en del af det at drive beskyttelsesforretning.

”Ingen dyr, børn, kvinder, svage eller gamle mennesker kom til skade. Men mænd, der ikke kunne holde en aftale, var i farezonen.”

Så småt begyndte han at mærke noget. Skam. Hans forældre fortjente ikke den sorg og de skuffelser. Alligevel lod vendepunktet vente på sig.

”Da jeg fyldte 25 inde i spjældet, tænkte jeg: ’Nu skal jeg væk herfra.’ Og så tog det ... tre-fire år mere at komme helt fri.”

”At tingene eskalerede. Da jeg blev kriminel, skød folk ikke på hinanden, og hvis de gjorde, ramte de i foden og sagde undskyld bagefter. Der var ikke nogen, der blev slået ihjel. Nu følte jeg pludselig, at mine rivaler var tæt på at kalde mit bluff. De fangede, at jeg fakede, og hvis jeg skulle blive ved magten, måtte der lig på bordet. Så langt var jeg ikke klar til at gå. Og slet ikke for penge eller misforståede æresbegreber. Det gik også op for mig, at folk, som jeg ville brække ryggen for, ikke gad skubbe min rullestol. Jeg måtte finde nogle, der påskønnede mig og mit potentiale.”

Roland Møllers sidste dom faldt – ligesom den første – på grund af et masseslagsmål. Han var på diskotek og blev efter eget udsagn fanget i et opgør mellem to grupperinger.

”Skørt nok var jeg den eneste, der blev anholdt. Imens jeg sad inde, sluttede de andre tilmed fred uden at inkludere mig i aftalen. Og så tænkte jeg: ’Roland, nu har du en grund til at forlade det her lort’.”

2018. Restaurant Palægade skal til at lukke ned for frokosten. En kvindelig tjener med langt lyst hår og en stram mine møder os i entréen.

”Hejsa, var det dig, jeg talte i telefon med?” spørger han kækt.

”Det kan det ikke have været,” svarer hun og ryster afvisende på hovedet.

”Nå, okay. Hun lød bare så sød, så det godt kunne have været dig.”

Rødmen breder sig i hendes kinder.

”Det er fedt at flirte. Man kan kun gøre det, mens man er sød eller sjov,” siger han, da hun er forsvundet efter drikkevarer.

Roland Møllers forhold kan tælles på tre fingre de seneste 16 år. Fordelt på et i 2002, et i 2010 og et i 2016.

”Jeg er jo også selv besværlig. For det første har jeg et job, hvor det er svært at dyrke tosomheden. For det andet har jeg været single i så lang tid, at det bliver selvforstærkende. Jeg er lidt eneboer-sær, og når jeg ser en pige i en måned eller to, gentager mønstret sig. Alt er perfekt i starten, og så begynder hun ellers at ville ændre på mig. Hvilket tøj jeg skal have på, hvordan jeg spiser min mad, hvem jeg skal omgås. Stille og roligt. Men stilsikkert.”

”At jeg spiser den for hurtigt. Og snakker med mad i munden.”

Roland Møller nævner en komedie med Jack Black og Gwyneth Paltrow. Hun er ualmindeligt tyk, han er som hypnotiseret og ser kun sin idealkvinde.

”Giv mig verdens grimmeste dame og kast så en fortryllelse på mig. Så skal du se mig behandle hende som en dronning resten af mit liv. Vi ville være lykkelige.”

”Dem, der ser godt ud, er mange gange nogle idioter.”

”De er manipulerende, ik’. Mange af dem er sådan ... ’Nej, hvordan gør man det?’ Og så står der ti mænd og siger: ’Nu skal jeg vise dig det!’ i munden på hinanden. Jeg kan godt lide stærke, selvstændige kvinder. Men måske har jeg for meget med i bagagen.”

Han bestiller en Carlsberg mere.

”Jeg kender modelpiger, som siger, at der ikke er noget værre end at få sendt et pikbillede på telefonen. Så har jeg så sagt: ’Naah, det sker der sgu ikke noget ved, tag det som en kompliment’. Men nu da jeg selv får billeder af bryster tilsendt, og også en del trusseløse motiver, så har jeg taget mig i selv at blive fornærmet. Så bliver jeg selv lidt ... øh ...”

”Snerpet!”

”At det er godt, når nogen uden en stemme får en stemme. Når det så er sagt, så synes jeg, at #metoo risikerer at være forbeholdt nogle privilegerede, hvide kvinder, som i forvejen huserer i toppen af fødekæden. Det rykker ikke noget for de seriøst undertrykte. Måske kommer der kun det ud af det, at alle vi andre render rundt på listefødder.”

”Vi er blevet tøffelhelte, hele tiden bange for at gøre noget forkert. Det hele skal være så politisk korrekt, og det er, som om en hvid mand ikke må være stolt af noget længere. Hvorfor tror du altid, jeg bliver castet som skurk? Det gør jeg, fordi det ondeste væsen på Moder Jord er en privileged middle aged white man.”

”Sikkert ikke, men det er da et af mine mål at få det afprøvet.”

Roland Møller går om bord i sin hønsesalat. Han tygger på noget.

”Min frihedstrang er altoverskyggende. Den kommer af at have siddet inde, og den gør mig rastløs, når tingene kører i ring. Jeg kan ikke spille, hvis jeg føler mig låst af en eller anden instruktørs stramme fortolkning. Og hvis en kvinde tager af min frihed, så er det dér, jeg daffer.”

Oven på tre stykker højtbelagt smørrebrød og to flaskeøl bliver der ikke noget med at slå mave. På vej ud af frokostrestauranten får skuespilleren øje på en bowle fyldt med karameller. De er tiltænkt de yngste af gæsterne, men han begraver sin underarm og trækker en nævefuld op. Guffer dem én efter én. Da vi passerer Emmerys, foreslår han et pitstop efter kaffe.

”Det er min hjerne. Den banker derudad for fulde gardiner. Jeg bliver hurtigt rastløs, keder mig hurtigt, hvis ting bliver for ensformige. At gå her har jeg jo prøvet utallige gange, så jeg bliver nødt til at stimulere mig selv. På filmsettet laver jeg typisk pranks med de andre. Eller også spiser jeg, drikker eller ryger.”

”Som udgangspunkt har jeg jo lært ikke at sige, at jeg aldrig vil gøre noget. Ellers bliver det for interessant for mig at prøve.”

”Så må andre fyres damer være et klart no-go. Hovmod, spritkørsel, falske mennesker, grådighed er også no-gos ... og standardinterviews!”

Roland Møllers højre øjenbryn løfter sig. Inkvisatorisk. Så slipper han en infernalsk latter løs.

2002. Hvis han virkelig ville lægge sit liv om, måtte det være på betryggende afstand af Odense. Efter sit tiende fængselsophold skilte Roland Møller sig af med sine butikker og afviklede sin beskyttelsesforretning. Pengene, han trak ud, gik til en slags livsforsikring. Hvis nogen forhindrede ham i at forlade den fynske underverden i hel tilstand, ville det blive hævnet. Af lejemordere fra Balkan.

Det var således en afblanket eksilfynbo, der i en alder af 30 år flyttede ind på et ydmygt værelse på Nørrebro i København.

”Jeg kom fra et hus på 450 kvadratmeter, fra bil, fra Harley og masser af kontanter. Nu havde jeg ikke råd til andet end en stjålet cykel og en madras på gulvet.”

Hans nye omgangskreds dyrkede ikke kriminaliteten som nederste fællesnævner. Den gik op i hiphop, som gjaldt det liv eller død. Roland Møller havde knyttet venskab med Jesper ’Joker-Jay’ Dahl, da Den Gale Pose turnerede forbi i midten af 1990’erne. Trioen fik set og smagt, hvad Odenses natteliv var i stand til, den døsige overflade til trods, og næste gang han måtte ind og afsone, begyndte frontfiguren at skrive breve til ham.

”Det var en befrielse. Jeg har jo altid været splittet imellem de kreative miljøer og mine gamle rødder, og inde i fængslet er der absolut ingen at tale filosofi eller mere eksistentielle sager med. I stedet udvekslede jeg tanker og raptekster med Jesper.”

I 2001 var det udmundet i noget. Roland Møller bidrog – side om side med L.O.C. og Szhirley – til Den Gale Poses bud på dansk gangstarap, nummeret ’Generation W’. Når Roland Møller gik på mikrofonen, kaldte han sig Dabbadon, og han havde ambitioner om noget mere end at være nogens sidekick.

”Men hvis der skulle være skejsere i det, skulle man smide et helt album ud, og det var for meget arbejde for mig. Hvis jeg var kommet tidligere i gang, kunne det godt have givet mening. Så kunne det have sparet mig for nogle år i spjældet. Så kunne jeg have nøjedes med at rappe om det barske liv.”

Selvom der blev sniffet nogle streger kokain og røget nogle joints, gik det nogenlunde med at holde sig fra decideret kriminalitet.

3-delt jakkesæt Oscar Jacobson til 5.200 kr. Skjorte Oscar Jacobson til 1.200 kr.

”Ja, og jeg faldt da også i, når mine sko var slidt ned til sålerne. Så indkasserede jeg gammel gæld og den slags.”

En morgen vågnede han og nød, at solen skinnede ind af det persienneløse vindue.

”’Du kom fra ingenting, du kan gøre det igen,’ sagde jeg til mig selv. Og for første gang i 20 år kunne jeg trække vejret med maven. Huuuuuh! Det satte gang i endorfinerne. Dæmonerne forlod min krop.”

Allerede mens Roland Møller sad inde, nedgriflede han sine minder som indsat. Hulter til bulter. Nu satte han anekdoterne i system.

”Det var ren terapi, for når jeg næste morgen læste, hvad jeg havde skrevet aftenen før, så var jeg sådan ... ’Aaaaah! Det er sgu da derfor, du er blevet så skør!’”

I 2005 fik han ansættelse i en løntilskudsordning på Flamingo Records, Jokerens nystartede pladeselskab. Det var første job med hvid aflønning, og forældrene var ved at segne af stolthed, siger han. En af de første opgaver blev at finde deltagere til DR1-programmet ’DM i børnerap’. Roland Møller nåede at indspille en enkelt cd med de unge rimsmede, inden der spredte sig rygter om hans fortid.

”Så blev jeg flået af projektet.”

En dag spurgte en nyuddannet manuskriptforfatter efter folk, der havde siddet inde og kunne tjekke manuskriptet til en fængselsfilm. Den, der blev til ’R’. Jokeren anbefalede sin homie, og på opfordring sendte Roland Møller sine noter mod en ukendt skæbne.

”Lidt overraskende viste Tobias (Lindholm, red.) sig at være på. Så jeg rådgav om de roller, der skulle castes til. ’Men det er dig, der skal spille Mureren,’ sagde han en dag. Det var jeg ikke helt sikker på. Hvis medierne manglede noget at rive i, var jeg et rent tagselvbord. Det kunne jeg ikke byde mine forældre.”

”Jeg sendte en prøveballon op under en fredagsbar på pladeselskabet. Om de troede, jeg havde skuespillerpotentiale. Folk var flade af grin, og så ringede jeg ellers til Tobias. ’Let’s go!’ sagde jeg til ham.”

”Damn right, jeg havde. Og så havde jeg jo fanget den dér med komfortzonen.”

”Vi havde et moment i Pilous celle, hvor jeg skulle flippe ud på ham. Da jeg lod være med at splitte det hele ad, virkede det klart stærkere. Det var Tobias, der lærte mig det. Effekten af at underspille.”

”Jokeren og Ulrich var de første, der gav mig en chance. Siden hen genopfandt Tobias mig, hvorefter Michael Noer holdt mig fast. Men det var Martin Zandvliet, der løftede mig op til en hovedrolle.”

2016. Roland Møller forlader efterfesten på Bremen Teater. Bodilstatuetten for bedste mandlige hovedrolle har hans forældre taget med sig hjem til Odense, og nu må han væk og videre. Da han nogle timer tidligere forcerede scenekanten og råbte ”Hey mor!” blev filmkritikernes motivation læst op over højttaleranlægget:

’... hvad det end var, Møller havde lært på livets alternative teaterskole, så var det noget, der rykkede på lærredet. Skulle nogle stadig være i tvivl om talentets ægthed og størrelse, må enhver skepsis være blæst bort efter ’Under sandet’. Roland Møllers bryske sergent Carl Rasmussen er en både voldsom og øm præstation. Meget af dramaet – i en intenst dramatisk film – hviler på Roland Møllers skuldre. Der ligger det godt.’

Det er flotte ord, og mere etablerede navne, deriblandt Ulrich Thomsen og Pilou Asbæk, har måttet se sig slået. Alligevel virker aftenens triumfator ikke videre forløst. Snarere rastløs.

Turen går til Lille Kongensgade. Først den latinamerikanske restaurant Llama, snart efter natklubben Sunday, hvor en værtinde gratulerer med flasker på husets regning.

Uroen lægger sig, da Roland Møller kommer på plads i den udendørs rygerbar. Men kun for en kort bemærkning. En gammel kending maser sig ind og griber fat i hans krave. Roland Møller hæver stemmen, kendingen råber tilbage:

’Har du glemt, hvor du kommer fra?’

Og smak. Så er de i totterne på hinanden. Restauratører, IT-millionærer og musikmanagere stimler sammen for at skille kamphanerne ad. Der udveksles ikke slag, men ikke desto mindre ... klokken 02 om natten på den største aften i Roland Møllers 44-årige liv ender han i håndgemæng og virker meget lidt lykkelig.

”Det var en gammel kammerat, der var gal over ikke at være blevet inviteret med til prisfesten. Det skulle han selvfølgelig have været,” husker han.

”Jeg tænkte, at jeg havde opnået noget uopnåeligt. Men da jeg fik prisen overrakt, var det bare okay. Jeg skulle stadig op og træne næste dag, og der fulgte ikke nogen penge med, ikke nogen filmkontrakt. Og visse folk fandt det ufortjent, sagde rygterne.”

”Det må ikke lyde utaknemmeligt, men når jeg når mine mål, er der ikke altid nogen forløsning. Derfor skal man huske at nyde de små sejre, huske processen. The grinding er tit det fedeste ved det hele.”

Skjorte Oscar Jacobson til 1.200 kr. Bukser Oscar Jacobson del af sæt til 5.200 kr.

2016. Første chance i udlandet. Charlize Theron, Oscarvinderen, den blændende smukke sydafrikaner, Roland Møllers mangeårige distancecrush, skal indspille superheltindefilm i Budapest. Hans nye amerikanske agentur, skaffet efter en druktur i Toronto med Batmanskurk Tom Hardy, har landet ham en rolle som KGB-type i ’Atomic Blonde’. Den tegneserieinspirerede actionfilm forestiller at udspille sig i Berlin, men den indspilles i Ungarn.

Roland Møller er ankommet i limousine fra lufthavnen, og foran hotellet står to paraplybærende runnere parat. De skærmer ham de sidste meter mod vestibulen.

Efter et par dage tropper Charlize Theron og filmens to producere op i fitnessrummet. Danskeren okser løs på trappemaskinen, da hun komplimenterer ham for ’Nordvest’ og ’Under sandet’.

”Hvorfor kom du så sent i gang med at lave film?” spørger hun så.

”Åh nej,” tænker Roland Møller.

Men han fortæller det, som det er. Efter en halv time åbner den ene af producerne endelig munden.

”Den bog ville jeg gerne læse,” siger han.

”Også mig,” samstemmer Charlize Theron.

Reaktionen gør indtryk.

”Hun skøjtede over alt det, jeg havde frygtet at blive opdaget i. Hjemme i Danmark føler jeg, at min fortid er en klods, der trækker mig ned. At der er en berøringsangst. I USA siger de: ’Hey, det kan vi bruge til noget. Du greb din chance. Det skal inspirere andre, ikke gemmes væk.’”

I oktober 2018 poster Roland Møller et link på min Messenger. Det leder til et interview med Lars Ranthe, som er med i TV 2-serien ’Kriger’. Lars Ranthe erklærer sig for ’konge i et lorteland’. Det ligner også, at han disser en unavngiven kollega:

”Det med at flytte til Los Angeles og gå til castings og sidde i en trailer i et halvt år i en ørken i Nevada og spille russisk gangster for at kunne sige det til nogle venner, det er et young man’s game.”

”Prøv og spørg mig om den artikel,” skriver Roland Møller

Det gør jeg så.

”Det kan næsten kun være en hentydning til mig.”

”Resten passer ret godt. Hvem skulle det ellers være? Men når jeg er ude og indspille, sidder jeg ikke bare og glor i en ørken. Der er et sprog eller en dialekt, der skal læres, replikker, der skal sidde, stuntprøver, møder med agenter og castingbureauer.”

”Tag ud og arbejd lidt i udlandet, og du vil opdage, at du ikke er konge i et lorteland. Du er lort i et kongeland! Faktisk håber jeg for Lars, at han vil prøve at drømme lidt. Det er aldrig for sent – og en dejlig følelse at have nogle venner, der får optur, når du har opnået noget, som er værd at prale af.”

Roland Møller trækker lidt i skægbørsterne. Et smil antydes inde bagved.

”Og så pas på med de journalister dér. De næres af konflikter.”

I sommer oplevede millioner af biografgængere ham som hovedskurk i den film, der var den mest sete i to uger på verdensplan – ’Skyscraper’ med Dwayne ’The Rock’ Johnson. At spille ryg til ryg med den højest betalte skuespiller derude gav den glubske fynbo appetit på endnu mere.

”The Rock flyttede ind med en landsby af containere og en horde af hjælpere. Kok, frisør, sminkør, skrædder, you name it. Intet var overladt til tilfældighederne. Men da vi stod og skulle tilpasse vores replikker, lyttede han til mine forslag og var godt selskab uden for kameraet. Det var ikke steget ham til hovedet,” siger Roland Møller.

Efter at have medvirket i et dusin Hollywood-produktioner anes en tendens. Han hyres mestendels til skurkeroller, og sådan vil det blive ved. Medmindre han altså fremviser andre sider af sit repertoire.

”Amerikanerne kan godt lide at putte os i kasser, men jeg hører ikke til i en kasse. Det har jeg aldrig gjort. Hvis nogen putter mig i en kasse, vil jeg automatisk forsøge at bryde siderne ned på den.”

”For Guds skyld ikke!”

”Man kan sige, at jeg prøver at pleje to karrierer i én. I Europa leder jeg efter roller, hvor jeg kan være andet end skurk, ellers bliver det for trivielt i længden, og de roller skal så bemærkes i Hollywood og give mig andre udfordringer. Det var det, der lykkedes med ’Under sandet’. Den åbnede for udlandet.”

2018. På en sen efterårseftermiddag, en af dem, hvor sydsøgende svalestimer piler lydløst under skyerne, og tusmørket ånder de glaserede tagrygge tungt i nakken, venter en skikkelse på Roland Møllers trappetrin. Han er formummet under en hættetrøje, ansigtet har mellemøstlige aner, der er næsten tyve år imellem dem.

”Jeg tænkte, om vi skulle gå en tur?”

”Det kan vi da godt,” svarer skuespilleren.

”Men jeg skal lige op og ordne nogle ting først.”

Selvom skuespilleren har opgivet sin tjans som lønnet mentor, hænger en del indvandrerknægte ved.

”Nogle gange ringer de klokken lort om natten og truer med at gøre noget dumt. Så handler det om, at de egentlig godt vil tales væk fra det.”

Som Roland Møller ser integrations-problematikken, har kommunen det med at komme for sent ud af starthullerne.

”Det begynder med mobning, og det er altså nemmere at stoppe mobbere i skolealderen, end det er at stoppe dem, når de er blevet spist af bandemiljøet. Det kan jeg godt tale med om,” siger han.

I ’Under sandet’ spiller Roland Møller en dansk kommanderende, der i 1945 tvinger en deling mindreårige tyske krigsfanger til at finkæmme et stykke af Vestkysten for landminer. Langsomt svinder sergentens indædte had, som sand mellem hænderne, og erstattes af en konfliktfyldt medmenneskelighed.

”Han er en meget sur og indebrændt mand med et klart retfærdighedssyn. Så han minder jo om mig. Især fordi jeg har bevæget mig fra mørket og mod lyset. Jeg har forsøgt at handle på det rigtige efter at have lukket øjnene for det.”

”Jeg er hverken genfødt, hellig eller frelst, og jeg laver masser af fejl. Jeg prøver bare at lære af dem.”

Vi berører en hændelse fra Folkemødet i juni på Bornholm. Flere medier berettede om et sammenstød mellem skuespilleren og en journalist. Der blev dog aldrig en sag ud af det.

”Han trak i mig, og jeg reagerede for voldsomt. Heldigvis kunne vi lukke den over en øl. Som rigtige mænd.”

”Nej, men noget boblede over den aften. Jeg kan ikke sætte fingeren på det. Det mindede mig om tidligere tider. Der var mange bedre måder at reagere på, og jeg har siden både undskyldt og beklaget.”

”Jeg trak mig, tumlede med mig selv. Prøvede at finde mening med galskaben. Huskede så mig selv på mine drømme og mål. Det gælder om at gå imod lysene, når man befinder sig i mørket.”

Han fortæller om dengang, han så et tv-indslag om de nystartede konfliktråd – et helle, hvor offeret kan se sin gerningsmand i øjnene og derved komme nemmere videre med tilværelsen.

”Jeg ringede til politigården i Odense og tilmeldte mig. Ingen har henvendt sig, men jeg er stadig tilmeldt, hvis nogen får brug for at sige eller spørge om noget. Jeg vil gerne have folks respekt. Før havde jeg ikke folks respekt – jeg havde kun deres frygt. Respekt er noget, man skal gøre sig fortjent til. Hvis den kommer let til dig, er der ingen, der for alvor respekterer dig. Det var det, jeg mærkede, da jeg fik min første Bodil. Det var noget helt, helt andet.”

Frakke Oscar Jacobson til 4.800 kr. Skjorte Oscar Jacobson til 1.200 kr. Bukser Oscar Jacobson del af sæt til 5.200 kr.

2018. Kufferten står opslået på sengen, endnu ikke færdigpakket. Under det gamle skrivebord, lejlighedens eneste antikvitet, suger Honey løs. Roland Møller rører et par kopper pulverkaffe og rister tobak til en joint. Han har koblet af i en uges tid, siger han, men fra i morgen venter Prag og det sidste lange stræk af ’Medieval’-optagelser.

”Alt i alt har jeg været hjemme i halvanden måned i år. Det slider. Men jeg bliver ikke ved med at have momentum i USA, og derfor tager jeg heller ikke en time-out. Det vil jeg fortryde, hvis efterspørgslen pludselig forsvinder.”

Han nævner en række potentielle projekter. Og om at sige nej.

”Man skal have noget at bidrage med, ellers spilder man alles tid, inklusive sin egen.”

James Bond-folkene har forhørt sig. Og Tom Hardy har ønsket ham med i ’Spiderman’-spinoff’et ’Venom’.

”Men rollen, jeg var tiltænkt, havde et kort liv. Og jeg gider ikke dø med det samme i min Marvel-optræden. Så hellere holde mulighederne åbne til en anden gang.”

Måske ender han i Canada til januar. Hvis han gør, vil optagelserne vare ved i et halvt år. Han ømmer sig ved udsigten.

”Jeg tænker, at det ikke kan blive ved på den her måde. At min krop ikke længere tåler tempoet. Da jeg var yngre, handlede det om at flytte sine grænser, nu gælder det om at kende sin begrænsning.”

”Ja.”

”Jeg ved det ikke.”

Roland Møller stiller sig over i altandøren og ryger i tavshed. Thors silhouette træder frem i det sivende modlys. Vi nærmer os det igen. Hvorfor hans liv har artet sig, som det har. Slået så gevaldige bugter.

”Der er nogle forskere, der er nået frem til, at nogle helt bestemte mennesker har et krigergen. Det er dem, man sender forrest i krig.”

”At det er sådan et drive, jeg har. Ham, der gør det, selvom det er ufedt."

”Fordi det er det mest mandige. Det er prisen, man betaler, hvis man vil være alfahan. For der er en pris. Løven på savannen ved også, at han en dag bliver dræbt af hyænerne, som han måske har dræbt femten af selv. Eller at han bliver dræbt af en rival, som han tidligere har smidt ud, men er kommet tilbage og er blevet stærkere end ham. Det er sådan lidt konsekvensen.”

Der er atter tyst i lejligheden.

”Mange,” siger Roland Møller så, ”... mange tror, jeg er en leder. Men i virkeligheden er jeg en soldat. Jeg har det bare sådan, at hvis generalen er svag, så udfordrer jeg ham. Hvis han er klogere end mig, skal jeg nok rette ind.”

På vej ned ad den sidste sektion trapper kan hans fløjten stadig høres oppe på femte sal. Det er udgangen på Kim Larsens ’Midt om natten’.

”Ååh, mañana, håber, vi får i morgen med.”