To af medielandskabets mest betydningsfulde figurer har slået sig sammen, 30 år efter de arbejdede sammen for første gang. Men hvorfor lige nu?
Hvad kan Casper Christensen og Mikael Bertelsen lære af hinanden? Det har vi talt med dem om, og det handler om ærlighed, venskab, mod, utilstrækkelighed og Gud. Og en lillebitte løgn.
CASPER CHRISTENSEN ER drejet rundt på den stol, han sidder og bliver sminket i.
”Kender du Mikael Bertelsen?” spørger han og kigger op.
Vi er i et fotostudie i København. Hans hår og skæg er efterhånden ren og skær lysegråt. Skægget er kraftigt, særligt ned over hagen. Han ser frisk og frimodig ud, godt glimt i de blå, nu 54-årige øjne, men han har selvfølgelig også undergået en menneskelig selvransagelse den seneste håndfuld år: Han har været igennem et terapiforløb på MDMA, er blevet far til to små drenge, Jagger og Cooper, og så bor han og kernefamilien nu ikke længere i en knaldvilla ud til Øresund, men på et landsted oppe omkring Tikøb i Nordsjælland med tilhørende fem hektar jord, som hans kleppert af en gårdhund, en etårig Broholmer ved navn Bådsmand, går og vogter over. (Bådsmand er så tung, fortæller Christensen, at hvis den rejser sig op ad ham, så vælter han simpelthen bagover).
”Jeg vil bare sige allerede nu, at Mikael har det med at fortælle mange og meget lange anekdoter,” siger han. ”De kan godt tage op til 40 minutter.”
