Peter har viet sit arbejdsliv til en umenneskeligt svær opgave: Gør Nordhavn og Carlsberg Byen charmerende
Hvordan skaber man steder i byen, man har lyst til at være i? Det ved Peter Bur Andersen, der er medstifter og kreativ direktør hos design- og arkitektvirksomheden BRIQ. Her fortæller han om sit arbejde med Nordhavn og Carlsberg Byen. Og hvordan man tænker vinter ind i byrummene.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Visit Copenhagen, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Når Peter Bur Andersen tænker på steder i en by, han virkelig godt kan lide, tænker han på tre ting. Det første handler om at føle sig komfortabel. Det næste handler om at føle sig forbundet med stedet. Og så er der den tredje ting.
”Den er lidt sværere at definere. Jeg kalder den poesi,” fortæller Peter Bur Andersen på et videoopkald fra et helt lyst og minimalistisk mødelokale.
Annonse
”Poesien er, når du kan mærke, at der er et eller andet, der giver dig en følelse af, at her er fandeme nice at være. Men det kan være svært at sætte ord på, hvad det er.”
Peter Bur Andersen er medstifter og kreativ direktør hos BRIQ, en design- og arkitektvirksomhed, der blandt andet specialiserer sig i byliv.
Virksomheden har blandt andet stået bag udviklingen af Guldbergsgadekvarteret på Nørrebro, hvor Brus, Bæst og Mirabelle ligger.
”I Guldbergsgade lykkedes vi, tror jeg, ret godt med at ramme de tre ting: komfort, forbundethed og poesi,” siger Bur Andersen.
Det var succesen med Guldbergsgadekvarteret, der siden sikrede BRIQ arbejde på to meget omtalte kvarterer i København: Aarhusgadekvarteret i Nordhavn og Carlsberg Byen.
Opgaven for BRIQ lød konkret på at udarbejde en strategi for alle de såkaldt udadvendte kvadratmeter i bydelene. Bagere, biografer, teatre, specialbutikker, indkøbsmuligheder, den slags. Med andre ord alt det, der udgør fundamentet for livet i byen.
Annonse
Men hvordan går man helt konkret til den opgave?
”På baggrund af strategien for bydelene satte vi os ned og lavede en liste over, hvad det fx var for nogle potentielle aktører, vi gerne ville have ind, på hvilket tidspunkt og i hvilket format. Og så rakte vi simpelthen ud og spurgte, om de ville være med til at lege i det her stadig ubesjælede kvarter.
Vi har gået tusindvis af ture, siddet i hundredvis af møder og tænkt og talt i uendeligheder, inden vi endelig nåede frem til et format, som virker og smager rigtigt for alle involverede.”
Peter Bur Andersens og BRIQ’s arbejde i Nordhavn begyndte i 2014 og er ”faktisk stadig i fuld gang” her på niende år.
Nuværende status er, at nogle af de lokaler, der dengang stod tomme, i dag er fyldt ud af steder som Atelier September, Andersen & Maillard, Audo Copenhagen, Hija de Sanchez Cantina og – i den mere praktiske ende – indkøbsmuligheder som Netto, Lidl og Meny.
Alle, der har passeret forbi eller opholdt sig i Nordhavn på en varm sommerdag, ved, hvor populært et sted det er, når solen skinner. På rad og række ligger folk og soler langs havnebassinet, og supermarkederne fyldes af folk i få gevandter og klipklapper, der henter afkølede forsyninger.
Sagt helt kort: Området fungerer naturligt om sommeren. Men hvordan tænker man vinteren ind, når sådan et byrum skal indrettes? Hvordan undgår man, at et sted med helt nye bygninger ikke fremstår menneskefjendsk, når der bliver koldt udenfor?
Annonse
”Det er jo et godt spørgsmål,” siger Peter Bur Andersen.
”Jeg tror, at vi danskere generelt skutter os lidt mere om vinteren. Vi bruger byen på en anden måde, og det er, uanset om det er nye byområder eller eksisterende brokvarterer.
Konkret i Aarhusgadekvarteret er der dog en eksisterende arkitektur og tæthed mellem de nye bygninger, der giver en menneskelighed, vi kender fra fx brokvartererne. Men om vinteren har kvarteret især to attraktioner, der er fede: Den ene er det vinterbadningsmiljø, der er opstået.
Vand kan virkelig også noget om vinteren, er vi mange, der har fundet ud af. Og så er der biografen. Den fungerer godt hele året rundt, men særligt om vinteren er den et kæmpehit.”
Hvor meget tænker man over sæsoner, når man sammensætter en strategi for et byområde?
”Man tænker over det, i den forstand at alle de små butikker, man implementerer, skal have et flow hele året. Når der er titusinder af besøgende på en varm sommerdag, så kan alle leve godt af det flow af mennesker, men det er anderledes om vinteren.
Derfor handler det i høj grad om at skabe en hverdag for de mennesker, der bor der til daglig. Sådan at man føler, at man bor et sted, hvor man ikke behøver at bevæge sig ret langt væk for at få en hverdag til at hænge sammen.”
Har det ændret sig de seneste år, den måde man tænker vintermånederne med ind i byplanlægningen? Her tænker jeg på, at måden, vi bruger det offentlige byrum på i vintermånederne, på nogle områder har forandret sig. Fx at det er blevet så enormt populært at vinterbade.
”Jeg tror faktisk ikke, at jeg førhen har været så bevidst om at tænke specifikt på vinteren. For mig har det hele tiden handlet om at være med til at skabe en by, der fungerer hele året rundt. Men jeg synes, det er sindssygt interessant. Og noget, som jeg gerne vil kigge mere på i fremtiden.
Her i København er jeg meget inspireret af sådan noget som Folkehuset Absalon. Et community, hvor man virkelig har noget på hjerte, og hvor der er 120 forskellige aktiviteter på en uge. Fra linoleumstryk til bordtennis.
Det her med at skabe et rum for fællesskabet, der måske kan endnu mere om vinteren end om sommeren, hvor man alligevel har så mange muligheder i København.”
Her til sidst: Hvordan går du selv til vintermånederne, Peter?
”Vores lille familie er flyttet fra en stor lejlighed på Østerbro til en meget lille en i Carlsberg Byen, og det skaber jo en livsstil, hvor vi skal bruge byen noget mere.
Vi elsker at hænge ud i lobbyen på Hotel Otilia eller at gå ned på Coffee Collective eller til Københavns Bageri. Finde de der små lommer, hvor vi synes, det er fedt at være.
Og så er jeg kæmpefan af at tage en god jakke på og bare gå en tur i byen. Det, synes jeg, er fantastisk.”