Peter Falktofts venner om hans bedste og værste sider: "En gang imellem er det okay bare at holde sin kæft"
I det nye Euroman kan du læse et stort portræt af journalist, tv- og radiovært og forretningsmand Peter Falktoft. Her forholder Rasmus Elmelund hovedpersonen for hans venners vurderinger af Falktofts bedste og værste sider.
Foto: Samy Khabthani
Emil Simonsen, også kendt som Orgi-E, rapper i Suspekt
Det bedste
"Peter springer altid ud i nye udfordringer, han er konstant på et eventyr, og det er ekstremt inspirerende at være en del af. Han er nysgerrig og konkurrenceminded, han vil være den bedste til det, han gør – uanset hvad."
Det værste
"I konkurrencelysten får han nogle gange kørt sig selv lidt mere op, end han måske selv kan håndtere. Det kan let gå ud over ham selv – og i værste fald hans omgivelser."
Adam Holm, tv-vært
Det bedste
"Peters store styrke, som jeg ser det, er hans nærmest vulkanske energi, der kommer til udtryk som en direkte og uforfærdet tilgang til sine omgivelser. Han lægger ikke fingre imellem og er ikke en fantasiløs efterplaprer. Det er et træk, jeg personligt vægter højt. Peter lider ikke just af selvhad, omvendt er hans selvbenovelse ikke større, end at han er åben og nysgerrig. Han er faktisk temmelig generøs med sin anerkendelse af andre menneskers kvaliteter, men samtidig er han uden nåde over for de folk, han betragter som idioter."
Det værste
"Peters værste side er, at han underspiller sin egen viden. Jeg har opfanget, at han ved langt mere, end han giver udtryk for, men jeg tror, at han hylder en identitet, hvor man helst skal være fresh for ikke at fremstå som en blegnæbbet nørd. Han har dog rigeligt med omløb i pæren, så det er vel blot et spørgsmål om alder, før han i højere grad gør det til en del af sin identitet og offentlige karakter."
Esben Bjerre, tv- og radiovært og tæt kollega med Falktoft gennem flere år
Det bedste
"Det bedste ved Peter er hans ubetingede loyalitet. Der findes få som Peter, der passer så godt på dem tæt på, hvad enten det er familie eller venner. Nogle gange nærmer det sig et niveau, som kun strengt rettroende muslimer ellers kan mønstre, men det er kun skønt."
Det værste
"Det værste ved Peter er hans manglende koncentrationsevne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Peter er startet på en historie eller har spurgt ind til noget, jeg bogstavelig talt har nævnt 10 sekunder tidligere. Men jeg har efterhånden lært at navigere i det."
Hella Joof, filminstruktør og forfatter
Det bedste
"Det bedste ved Peter er hans hjerne, som er en skatkiste af høj intelligens: enorm hukommelseskapacitet, humor og selvironi."
Det værste
"Hm, altså for mig er det ikke noget dårligt, men han har et temperament og en kompromisløshed, som jeg finder aldeles forfriskende. Det kan dog godt give lidt shit på skjorten fra de krænkede."
Mads Steffensen, tv- og radiovært
Det bedste
”Der er sikkert en del, der tror, at han er en omvandrende eksplosion konstant. Det er han ikke. Han er også en sød og betænksom fyr. Jeg kan godt lide ham, og sådan har det altid været.”
Det værste:
”Han er kompromisløs i forhold til, hvad han mener. Og han er også nogle gange ret tonedøv i forhold til, hvad andre mener. Når han ikke er enig, markerer han tydeligt, og det er jo som sådan befriende. Jeg nyder at høre ham argumentere, når en eller anden har pustet sig op. Han er fabelagtig til det, men det kan også være virkelig trættende. Det er okay en gang imellem at lytte og lære og måske endda også bare at holde sin kæft.”
Du kan læse om Peter Falktofts reaktion på ovenstående og resten af portrættet samt meget andet i den nye udgave af Euroman, der er på gaden i dag: