Phillip Faber: "Det var ofte ubehageligt at være i mit barndomshjem, og det føltes umuligt at slippe ud af det. Der var ingen voksne, der kunne se, hvad der foregik"

Hvordan holdt du jul, da du var lille?

”Den 24. var jeg altid hos min mor, og efterjulen holdt jeg med min far. Jeg har holdt jul mange forskellige steder, for min mor har levet et turbulent liv, hvor vi er flyttet meget rundt.

Det har været sjovt, men jeg er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug, så min opvækst har også haft en meget utryg og ubehagelig side. For det meste var julen fantastisk, hyggelig og tryg, men jeg har også oplevet, at den har været virkelig ubehagelig.

Julen er jo speciel på den måde, at den gentager sig selv én til én, år efter år. Der er ritualer og traditioner, og man kan ikke lade være med at sammenligne og tænke på, hvor man var sidste år, hvem der var der, eller på det man har mistet, og det gør, at der er enormt mange følelser knyttet til julen.

Jeg tror, det er derfor, mange danskere har det svært ved, at supermarkederne sælger juleskum i oktober, og at julesangene er uvelkomne før december. For det sætter minder og følelser i gang. Det er i virkeligheden ret kraftfuldt og ret smukt.”

Hvordan har du det med julen nu?

”Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af, hvor mine rødder var, og til jul skal alt være perfekt. Der ligger en forventning om det, og det har jeg haft det svært ved.

Men mens jeg skrev min nye bog, har mit syn ændret sig. Dels har jeg fundet forskning, der tyder på, at vi i Norden har fejret jul før Jesu fødsel, hvilket jo åbner traditionen for dem, der ikke føler sig troende i den forstand. Og jeg er ikke super kristen, så det er rart for mig.

Og så har jeg fundet ud af, at komponisterne bag de største juletræssange ikke skrev dem med henblik på, at de skulle blive så store. ’Højt fra træets grønne top’ blev skrevet til Peter Fabers egen lille familie. Han havde aldrig regnet med, den skulle udgives. ’Dejlig er den himmel blå’ blev komponeret af en ukendt havnekontrollør. Grundtvig skrev mange af sine salmer til sin egen menighed. De er ikke skrevet for at blive hits. De er skrevet til dig og mig, uden man har villet noget med det.

Det har givet mig en følelse af at høre til. For den tilgang, jeg har haft til julen, har været enormt broget med lidt amerikansk christmas-crooner-stemning, lidt fra det land og den religion, og det har jeg egentlig altid tænkt var forkert, for den rigtige jul var jo den med Jesus. Men nu er den jul, jeg altid har holdt, blevet verificeret. Der lever i julen en fortælling om at høre til, og den er vigtigere end alt det andet.”

Vil du fortælle mere om din opvækst?

”Jeg voksede op som skilsmissebarn lige fra begyndelsen af. Jeg har boet hos min mor og været hos min far hver anden weekend. Jeg skulle være meget selvstændig og selvkørende, fordi der ikke var faste rammer i mit hjem, så jeg blev voksen meget tidligt.”

Hvordan var din mor og fars hjem forskellige?

”Min far er meget regelret og relativt forudsigelig. Min mor er meget uforudsigelig.”

Hvad slægter dig mest på?

”Begge dele. Jeg har en kreativ og noget improviserende side, som jeg bruger, når jeg er vært og komponerer. Og så har jeg noget struktur og en higen efter tydelighed, som jeg bruger som leder og dirigent.”

Kan man sige, at dit godmodige humør er kommet fra din mor og din arbejdsflid fra din far?

”Jeg kan ikke stille det så simpelt op, for det hele er et valg. Det meste i hvert fald. Jeg fandt tidligt ud af, at hvis jeg gjorde mig umage, så kom der noget fedt ud af det. Og hvis jeg gjorde mig meget umage, kom der noget meget fedt ud af det. Hele mit værdisæt og alt det, jeg lever efter og tror på, er noget, jeg selv har skabt.

Mit humør er naturligvis ægte, men det har været et valg, ellers havde jeg ikke kunnet holde det ud. Jeg er kompromisløs med mig selv og mine omgivelser. Jeg kan ligne en glad, ubekymret sjæl, hvilket jeg især gjorde i ’Morgensang’, hvor det jo handlede om at invitere folk indenfor og få alle til at føle sig veltilpas, men der ligger et stort forarbejde bagved. Det ville ikke være kommet ud af ingenting.

Jeg føler, at alt er valg, at alt kommer af valg. Og det gode ved at øve sig på noget er, at det bliver en vane og en virkelighed på et tidspunkt. Jeg sidder i kød og blod og griner hjerteligt nede fra maven, det er fra det allerinderste, men det er et valg, jeg har truffet.”

Da du begyndte at lave ’Morgensang’ og ’Fællessang’ på DR, blev du med ét landskendt. Hvordan oplevede du det?

”Mit liv har ændret sig for altid. Det bliver aldrig det samme igen. Men det er jo en gave. Jeg er helt vildt stolt, for det var ikke på baggrund af en fiks fidus. Det skete i kraft af den musik, jeg elsker allermest, det var et format, vi selv fandt på, og det var lige der, folk havde allermest brug for det. Jeg er glad og stolt over det. Det kunne ikke være bedre.”

Hvornår gik det op for dig, at dit liv ville ændre sig?

”Fra da vi sendte ’Morgensang’ på DR1 første morgen. Nærmest med det samme var der en kvart million seere, og det var der i snit hele vejen igennem og nogle gange op mod 400.000, vel at mærke på et sendetidspunkt, hvor der normalt er 20.000 seere.

Alt var jo lukket ned i den periode, men når jeg gik på gaden, råbte folk efter mig:

’Taaaak! Taaak for sangen!’

Og på sociale medier væltede det ind med beskeder og opkald. Siden da har jeg haft min telefon indstillet til ikke at modtage opkald, når den ikke kender nummeret. Det føltes som en dæmning, der gik i stykker.”

Hvornår begyndte du at spille musik?

”Min mor sendte mig lidt tilfældigt til klaver som seks-årig, jeg elskede det fra starten af, og det var fandeme heldigt. Jeg er jo velsignet med at have en passion. Jeg kan jo se på alle de unge sangere i pigekoret og på andre unge mennesker, at deres største pres er at finde ud af, hvad de skal studere, og hvad de skal med deres liv. Det har jeg været forskånet for, og det har været en redning for mig.

Jeg vil ikke være patetisk, men jeg ved ærlig talt ikke, hvad der var sket med mig, hvis ikke jeg havde kunne sætte mig op på mit værelse med høretelefoner på og sidde og spille musik, når det var ubehageligt at være derhjemme. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Musikken var der for mig på et meget vigtigt tidspunkt.”

Hvordan oplevede du folkeskoletiden?

”Det var svært, og derhjemme havde jeg ikke den store støtte til lektierne. Jeg havde det socialt svært, for jeg var teaterdreng, og jeg sang og spillede musik, så jeg skulle ofte have fri fra skole til at tage på teatret. Og det fællesskab, der var i skolen, trådte jeg ud af, når der var prøveforløb på teatret. Der følte jeg mig meget vigtig og meget særlig. Jeg har været en lille højrøvet skid.

Jeg kan huske en dag på Folketeatret, hvor jeg havde fået hovedrollen i ’Skatteøen’, og der var der en statist, meget, meget sød, der sagde til mig:

’Phillip, jeg har bemærket, at når du kommer gående ind i et rum, går du med næsen i sky.’

Det spekulerede jeg helt vildt meget over. Det var virkelig sødt af hende at sige det, for hun havde ikke behøvet det, og jeg havde slet ikke tænkt over det før. Jeg fandt bare så meget identitet i at have en rolle der. Og det gjorde det ikke lettere for de andre i klassen, at jeg var sådan en vigtigper.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Det vigtigste for mig i den teaterperiode var, at der var en rolle til mig. For jeg kom fra et hjem, hvor det ofte var meget ubehageligt for mig at være, og det føltes umuligt for mig at slippe ud af det, for der var ingen voksne, der kunne se, hvad der foregik. Jeg var fanget i det.

Teatret var en helt anden verden. Jeg kunne ånde, og der var voksne mennesker på et hold, der fungerede og talte ordentligt til hinanden, og der var en rolle, jeg kunne spille. I virkeligheden var jeg bare lykkelig over, at jeg kunne øve mig på noget, synge og sige mine replikker og være dygtig til det.

Jeg tror, jeg mærkede selvtilliden boble i mig og lod det løbe afsted med mig, og det mærkede jeg meget der. Jeg mærkede det også på klaveret, men musikalsk set var det i gymnasiet, jeg rigtig fandt i min bane.”

Hvor gik du i gymnasiet?

”Aurehøj.”

Et musikgymnasium.

”Præcis! Det var første gang, jeg mødte den klassiske musik. Lidt sent i livet egentlig. Jeg havde spillet al mulig andet musik inden da og aldrig komponeret eller dirigeret, ikke klassisk musik i hvert fald.

Men en dag, hvor jeg havde hørt skolens lille orkester spille, gik jeg hjem og komponerede mit første orkesterstykke. Jeg fandt det nede i kælderen den anden dag, og ja, det var mit første, bevares, men det var virkelig dårligt, ha ha.

Dagen efter tog jeg det med til læreren og tænk, så sagde han til mig, at jeg lige skulle få styr på nogle små teknikaliteter, men at skolens orkester gerne ville spille det og kun, hvis jeg dirigerede det. Og det havde jeg aldrig prøvet, endsige tænkt på. Sikke en tillidserklæring.

Det var en livsændrende samtale, og hvis ikke han havde sagt det til mig, havde jeg ikke siddet her i dag. Han vil slet ikke have æren for det, selvom jeg har prøvet at give ham den før. Ydmyghed i sin reneste form.”

Hvad hedder han? Så kan vi prøve at give ham æren igen.

”Niels Bundgaard, og hans kollega hedder Merete Wendler, og de har spillet en kæmpe rolle i min udvikling. Men aldrig på en privat facon. Her på bagkant har jeg fundet ud af, at der var flere af lærerne, der godt kunne se, jeg havde det svært derhjemme. Men det er også en gave nogle gange bare at vise, at der er en ramme, hvor man tages seriøst, hvor man taler ordentligt til hinanden, og hvor der er en klar struktur.

Jeg bryder mig ikke om den åndssvage horisontalitet i vores samfund, hvor vi alle sammen er lige hele tiden. Det er noget pjat. De var mine lærere, og der var et hierarki, og den struktur lærte jeg meget af. Det var en smuk måde at hjælpe mig på.”

At gå fra ’bare’ at spille klaver til at være dirigent er jo et markant skifte mod mere ansvar og lederskab. Hvordan havde du det med det?

”Det elskede og elsker jeg stadigvæk, ha ha. I det øjeblik, man som leder giver en besked til et orkester eller for den sags skyld bare tager ordet til et møde med andre mennesker, skal man være velforberedt, og det er en værdi, jeg holder meget af.

Tænk på, hvor mange minutter af folks liv man tager, når man giver beskeder, kommer med forslag eller udstikker retninger. Hvis man bruger 10 sætninger på at sige, hvad der kunne siges på én, fordi man ikke har tænkt over, hvad man ville sige eller bidrage med, så stjæler man jo sammenlagt mange timer af folks liv!”

Du er meget opsat på at spare tid?

”Jeg er helt afsindigt opsat på det. Og på at skabe tryghed. Hvis jeg har ansvar for andre mennesker, er jeg forberedt til tænderne. Det skal aldrig være min skyld, at andre bliver utrygge, eller at arbejdet tager længere tid end nødvendigt.

Hvis vi er i en produktion, som strækker sig over en længere periode, så noterer jeg det, hvis der er nogle, der i min optik ikke ser grundstrukturen af et møde eller en aftale på samme måde som mig. Enten prøver jeg at tage snakken med vedkommende, køre en person ind som kile imellem os, så jeg distancerer mig selv fra det, eller også beslutter jeg mig for ikke at arbejde med den person eller det produktionshold igen.

Der sker mange uforudsete ting i mit arbejde i forvejen, men hvis det der sker, kunne være forudsagt af enhver, og det sker på grund af manglende forberedelse, bliver jeg irriteret. Hvis jeg kommer hjem og er en dårligere, trættere, mere energiforladt far og mand, fordi nogen ikke har forberedt sig ordentligt, synes jeg ikke, det er okay. Jeg har kun det her liv.

Jeg elsker at være sammen med min søn, og jeg gider ikke komme sur hjem til ham eller min kone, fordi nogen ikke har gjort deres arbejde.”

Talent eller flid. Hvad foretrækker du?

”Jeg går meget op i håndværk. Jeg tror ikke på, at man kan komme ind fra gaden med skæve idéer fra et lidt krøllet hjem, og så er man kunstner. Det kan du godt pakke sammen.

Hvis ikke man kan sin teknik og sit stof, kan du kalde dig kunstner fra her og til Månen, men det hjælper ikke. Man bliver nødt til at øve, øve og øve i mange tusinde timer. Der er ikke nogen genvej. Til sidst kan man sit håndværk så godt, at det, man laver, bliver til kunst. Det er min filosofi. Alt det andet er noget pop. Det har ingen slidstyrke, og om 50 år er der ingen, der gider kigge på det.

Jeg er så træt af at se på nyskrevne partiturer fra komponister, der ikke kan skrive noder. Og det er meget fint, for de opfylder alle mulige woke kriterier, men hvis ikke man ved, hvad den dybeste tone, en kontrabas kan spille, er, så skal man ikke skrive orkestermusik. Punktum.”

Hvad tror du, folk forbinder dig med?

”Fællessang, artighed og svigermors drøm. En halvkedelig type.”

Hvordan har du det med det?

”Sindssygt irriterende, ha ha. Når jeg er sammen med folk for første gang og siger ordet ’pik’, bliver de helt slået ud af den. Det er ret sjovt. Men ’Morgensang’-formatet var jo i sin essens inkluderende. Jeg skulle please og sørge for, at alle havde det godt. Der var ikke plads til værkstedshumor. Det blev meget artigt, som jeg jo også er. Når folk kommer hen til mig, siger de oftest:

’Min mormor er helt vild med dig, ha ha.’

Det er altid deres mormor. Satans!”

Du blev chefdirigent for DR Pigekoret som bare 28-årig. En meget prestigefuld titel i en meget ung alder. Var det overvældende?

”Igennem mine 20’ere havde jeg bare ventet på at blive opdaget. Jeg havde følt mig så klar. Til at komponere min næste opera eller til at få en eller anden kæmpestor og vidunderlig dirigentstilling. Og der var ingen, der så mig, og jeg stablede mine egne projekter på benene og dirigerede alle mulige små steder, og der skete bare ikke nok. Jeg følte ikke, jeg blev udfordret, og jeg kedede mig, for jeg var så understimuleret. Og endelig kom det!

De havde haft mig i kikkerten før, men jeg var jo så ung. Men så satsede de alligevel på mig. Og misforstå mig ikke: Da jeg havde min første prøve med pigekoret, følte jeg mig kun næsten god nok til det, for hold op, hvor var og er de dygtige. Jeg skulle virkelig tage mig sammen.

Og det er bare en af flere gange, hvor jeg har taget en opgave på mig, som har føltes stor og en anelse skræmmende, men hvor jeg har klaret den og derigennem taget faglige kvantespring.”

Du har tidligere udtalt, at du håbede på, at der efter corona-pandemien ville blive sat mere pris på folk, der kan deres kram. Synes du, det er sket?

”Nej. Under corona kunne jeg sidde foran en kvart million seere og tale om dur og mol, og normalt ville de i min øresnegl sige ’stop, stop, stop, vi mister seere.’ Men der var stadig en kvart million seere dagen efter. Så kunne jeg tale om vekseldominanter, og næste dag var der stadig en kvart million seere.

Jeg ved godt, det var en særlig tid, men jeg følte, vi havde bevist, at man ikke mistede seere ved at tale om noget, som de fleste ikke forstår.

Min tese er, at kommunikation i øjenhøjde, der siges fra hjertet, vil kunne interessere alle. Jeg fatter heller ikke altid, hvad korrespondenterne i TV-avisen siger. Men jeg er draget af det, for de taler til mig som et voksent menneske. Jeg føler, jeg er vidne til noget vigtigt, og det gør forskellen.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan formidle kunst og kultur på den måde. Jeg troede, at der ville ske et skred i den opfattelse efter corona, men der er ikke sket en skid.”