Phillip Faber: "Det var ofte ubehageligt at være i mit barndomshjem, og det føltes umuligt at slippe ud af det. Der var ingen voksne, der kunne se, hvad der foregik"
Med veltrimmet skæg og varme øjne sad Phillip Faber 100 morgener i træk og sang danske hjerter op. Med ét var han landskendt og formåede at samle og styrke et trængt folkedyb. Sidenhen er han rykket ind på danskernes bogreoler med historien om den danske sang, og nu er han aktuel med en bog om julesangenes magi. Boris Schilling Weiss har mødt Faber til en snak om at finde sin rolle, opnå uventet berømmelse og om at hade at spilde tiden.
Hvordan holdt du jul, da du var lille?
”Den 24. var jeg altid hos min mor, og efterjulen holdt jeg med min far. Jeg har holdt jul mange forskellige steder, for min mor har levet et turbulent liv, hvor vi er flyttet meget rundt.
Det har været sjovt, men jeg er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug, så min opvækst har også haft en meget utryg og ubehagelig side. For det meste var julen fantastisk, hyggelig og tryg, men jeg har også oplevet, at den har været virkelig ubehagelig.
Julen er jo speciel på den måde, at den gentager sig selv én til én, år efter år. Der er ritualer og traditioner, og man kan ikke lade være med at sammenligne og tænke på, hvor man var sidste år, hvem der var der, eller på det man har mistet, og det gør, at der er enormt mange følelser knyttet til julen.
