Pia Kjærsgaard: 'Man kan se på meget lang afstand, om jeg lyver. Jeg dur ikke til det”

Pia Kjærsgaard: "Man kan se på meget lang afstand, om jeg lyver. Jeg dur ikke til det”

Den 75-årige folketingspolitiker og tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, om at spille kostbar som ung, om en nødlanding i Polen og om altid at sige sin mening.

Offentliggjort

Har du nogensinde foregivet at sove for at undgå et skænderi med din mand?

”Man skal altid huske at sige pænt godnat til hinanden, men jeg må indrømme, at det er sket mere end én gang, at vi er gået i seng og har været sure på hinanden. Til sommer har jeg været gift med min mand Henrik i 55 år, så alt andet ville også være mærkeligt. Det er et meget godt trick, hvis man ikke vil eskalere et skænderi, for der er ikke rigtigt mere at gøre, når først den ene eller den anden har lagt sig med ryggen til.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Da jeg var 13-14 år, hang jeg meget ud nede på Hellerup Havn om aftenen sammen med alle de andre unge mennesker i området. Iblandt dem var Henrik, som på det tidspunkt havde en Diesella-knallert, hvor der var en gammel antenne på bagagebægeret. En aften stod jeg ved siden af den, da den pludselig væltede ned over mit ben og gav mig en dyb flænge ved siden af mit ene knæ. Jeg kørte hjem, fik det vasket og sat et plaster på. Min far sagde, at jeg skulle få det syet, men det ville jeg ikke, for jeg skulle tilbage til de andre på havnen. I dag er det blevet til et fint lille ar, der nok godt kunne være undgået, havde jeg ikke været så forhippet på at komme tilbage til Henrik og de andre.”