Allan elsker ’Men in Black’, hader lever, og så er han Pjerrot

”HA HA HA!”

Der går sjældent mere end fem sekunder, uden han bryder ud i sit karakteristiske grin. Det lyder ikke som noget, man har hørt før, og endnu mere besværligt er det, at det tilhører den gruppe af grin, man ikke kan rekreere. Når nogen sidenhen har spurgt mig, hvordan han er, har jeg forsøgt at gengive grinet, for det er på mange måder indbegrebet af ham.

Men når jeg prøver at rekreere grinet, kommer det altid til at lyde overfladisk, som om jeg ikke mener det. Når han kreerer grinet, kommer det fra maven, og man får en opfattelse af, at han sjældent har hørt nogen sige noget så genialt. De sekunder, grinet varer, føler man sig set, man bliver en gammel ven. Men så stopper grinet igen, og man kommer tilbage til virkeligheden. Det er dog heldigvis aldrig længe, man skal befinde sig i hverdagen og det reelle, før grinet og det gamle venskab vender tilbage. Som sagt: sjældent mere end fem sekunder.

Det er ikke et overfladisk grin. Det er et grin, man kun kan fremstille, hvis man har oprigtigheden og ærligheden i takt. Hvis ens hjerte er forstørret af ren og skær plads til andre mennesker.

Det er ved at beskrive hans grin, jeg bedst kan beskrive Allan. Men bad jeg ham beskrive sig selv, ville det nok nærmere lyde sådan her:

Allan Clausen er 52 år, han bor med sin kæreste Urban på Vesterbro, han kan godt lide filmen ’Men in Black 1’, han kan ikke lide smagen af lever. Og så er han Pjerrot. Det har han været i 17 år efterhånden.

TIL TIDER KAN DET være svært at skelne mellem privatpersonen og klovnen. Selv når han er i civil, snakker han ikke uden samtidigt at gestikulere. Når noget skal forklares, oversætter han det helt automatisk til dansesprog. Farer op med armene, når noget er storartet. Holder hænderne tæt, når noget er sårbart.

Det lå ikke i kortene, at Allan skulle være Pjerrot. I en tid hvor nepotisme er et stærkere våben end atombomben, kan det nærmest anes mærkværdigt at høre om en dreng fra Hvidovre, der voksede op i en regulær kernefamilie og endte som verdens ældste klovn.

Men Allan kan ikke huske en tid, hvor han ikke drømte om at stå på den store scene. Han spillede skuespil, før han kunne stave. De første penge, han tjente, kom fra Dansk Danseteater. Da de andre tog på universitetet efter gymnasiet, tog Allan en uddannelse i dans.

LIVET SOM PJERROT er bygget op om mange små hemmeligheder. Små, uskyldige, uhemmelige hemmeligheder, som man går rundt og lader som om, man tror på for at søde tilværelsen en smule. Den slags hemmeligheder, man så ofte holder for børn vel vidende, at de en dag vil opdage sandheden.

En af den slags hemmeligheder er, at Pjerrot i Tivoli ikke er landets eneste. I et land med 5,8 millioner indbyggere er der plads til ikke mindre end tre officielle udgaver af Pjerrot: En på Bakken, en i Tivoli Friheden og denne i Tivoli.

Det hænder, at gæster spørger, om han stadig spiser ild, men det gør han ikke, det har han faktisk aldrig gjort. Det var Bakkens Pjerrot, der engang spiste ild, men det må han ikke længere på grund af noget med arbejdsmiljøloven.

”Når nogen spørger, siger jeg, at jeg ikke kan gøre det længere, for det gør så forfærdeligt ondt,” fortæller Allan, mens han omfavner sin hals med begge hænder og kvæler sig selv. Og så griner han.

En anden hemmelighed er, at ligesom der ikke kun er én Pjerrot i Danmark, er der heller ikke kun én Pjerrot i Tivoli. Der er to. Og lykken vil, at de begge hedder Allan, og den ene Allan kun er lidt højere end den anden Allan, så det bør ikke være noget, der volder problemer, men for at være helt på den sikre side, har de nu alligevel øvet sig på at ligne hinanden. Gå på samme måde. Gestikulere på samme måde. De har endda de samme minder.

”Vi fortæller hinanden, hvem vi har talt med, når vi har været ude i haven som Pjerrot, så der ikke pludseligt kommer nogen og siger ’vi talte med dig i sidste uge’, og man så ikke kan huske, hvem de er, og hvad man talte om.”

Da Allan mødte den lille Sonia, hvis største ønske var at give Pjerrot et kram, fortalte han det videre til den anden Allan, så han, hvis han senere mødte Sonia, kunne spille videre på forestillingen. På den måde er der konstant små initiativer i spil for at sikre, at ingen ødelægger magien.

Det betyder meget for Allan, at han har mulighed for at tilføje magi til børnenes liv. Selv har han ingen børn, men han har to nevøer fra sin søster, Rasmus og Emil. De elsker sjove onkel Pjerrot. Da Emil var ikke så gammel endda, blev hans mor kaldt til samtale på skolen.

”Han siger, han kender både Julemanden og Pjerrot,” havde nevøens lærerinde sagt. Hun var vant til, at han fortalte små, hvide løgne, men nu var det alligevel gået for vidt.

”Jamen, det passer,” måtte Emils mor sige. ”Hans onkel er jo Pjerrot inde i Tivoli, og til jul bijobber han som Julemanden.”

En tredje hemmelighed er Pjerrots skovalg.

”Shh…” hvisker han højt og eksalteret, da han viser mig sine sko.

I hånden har han et par Vans. Et par kridhvide Vans, blottet for den røde identitetsmarkør, der almindeligvis er at finde på skoens bagside. Verdens ældste klovn går på scenen i et par skatesko.

I 1995 VAR ALLAN en del af det første kuld, der blev uddannet på Skolen for Moderne Dans. Tiden efter uddannelsen bød på mange og forskellige job: danser i Bakkens Cirkusrevy, skuespiller i diverse opstillinger på børneteatre og medvirkende i flere musicals. Men efter at have lavet ’Askepop’ ved årtusindskiftet, fik han nok.

”Det var helt vildt udmattende at skulle være sin egen booker. Man skulle konstant sælge sig selv. Jeg følte, jeg skulle være overfrisk hele tiden,” reflekterer Allan om årene uden den faste indkomst.

Som afbræk fra usikkerheden tog Allan et sommerjob som kontrollør i Tivoli. Det ville være en mulighed for at trække vejret. Hvor han før havde været vant til at komme til Glassalen i Tivoli for at blive set, skulle han nu kontrollere billetter fra de mennesker, der ville ind og se. Det, der startede som et sommerjob og et ønske om at få fast fodfæste i en periode, trak ud, og et sommerjob blev til et vinterjob. Jobsikkerheden og den løn, der fulgte med, hev i ham.

Men en dag begyndte snakken i krogene, som den nu så ofte gør, og der blev snakket om ham Allan, der førhen havde optrådt i Glassalen og på Østre Gasværk Teatret, men nu arbejdede for Tivoli, og det er ikke, fordi han arbejdede med at underholde, nej, det var et almindeligt arbejde. Det kunne da ikke passe, at hans talent skulle bruges på at tjekke billetter. Kunne man ikke prøve at få ham ned på Pantomimeteatret og optræde?

Det kunne man godt. I 2003 satte Allan for første gang sin fod på Tivolis skrå brædder.

PJERROT HAR FLERE SUPERFANS, end man lige skulle tro. Der er en gruppe voksne, der kommer og ser samtlige forestillinger – dem er Allan på fornavn med. Men der er også flere børn, hvis højdepunkt på en tivolitur er at se den hvide mand.

I garderoben hænger en reol fyldt med små pjerrot’er. Glasfigurer og sprællemænd i hver deres variation af verdens ældste klovn. Blandt de sjælløse figurer, findes der én rigtig person – en lille dreng, der har klædt og sminket sig som Pjerrot, fået sin mor til at tage et billede og afleveret det indrammet til Pjerrot. Nu står han foreviget på reolen blandt figurer og flasker, Allan har fået foræret af den loyale gruppe voksne.

Ikke langt fra billedet af drengen ligger to sutter omhyggeligt placeret. De tilhørte engang en danserindes søn, der aftalte med sin mor, at hvis han droppede at gå med sut, ville Pjerrot passe på dem. Det er noget tid siden, han afleverede dem, men modsat den skæbne, de fleste andre sutter i dette land lider, er de ikke blevet smidt ud.

”Vi gemmer den, for hvad nu hvis han en dag kommer herind og vil se sin gamle sut?”

Som barn var Allan selv vild med Pjerrot. På familiens årlige tivoliture sikrede Allan sig, at de lagde turen forbi Pantomimeteatret, hvor han betaget ville betragte pantomime-forestillingerne, der cirka varede den tid, det tog ham at gumle sig igennem en pind candyfloss. Dér ville han sidde, drømmende om en dag selv at betræde den ældgamle scene.

Da jeg besøger Allan i forklædning som Pjerrot, er en af de største overraskelser, at han kun sjældent møder børn, der er bange for ham. Man kunne tro, at langt de fleste børn fandt hans jokerlignende mimik frastødende, men det gør de ikke. Han har børnene i sin hule hånd. Jeg fortæller Allan, at jeg selv syntes, Pjerrot var temmelig uhyggelig som barn, og så udstøder han sit karakteristiske grin, tænker sig om en enkelt gang og svarer:

”Det sker, at der er børn, der synes Pjerrot er uhyggelig. Men så spørger jeg dem altid, hvad de hedder, og siger, det er et flot navn, og spørger hvor gamle, de er, og så er man pludselig ikke så uhyggelig mere.”

PANTOMIMETEATRET ER TIVOLIS eneste fredede bygning, og som Allan formulerer det, da jeg spørger, om Pjerrot har en fremtid: ”Hvis ikke, teatret var fredet, var der nok ikke en Pjerrot i Tivoli.”

Inde i den gamle bygning oser der af minder fra en svunden tid. På væggene hænger de gamle generationer, og der vil man helst ikke hænge, for det vil betyde, at man ikke er der længere. Fra de sydøstvendte garderober er der direkte udsyn til Grøften. Dengang, man måtte den slags, kunne Pjerrot åbne sit vindue og få serveret en øl og røverhistorier, mens han sminkede sig hvid.

Allan har det som en ål i mudder, når han viser rundt inde i teatret. Hver gang vi passerer et levn fra fortiden, illustrerer han, hvordan det bruges: Da han viser mig den gamle Orkestergrav, spiller han luftviolin. Trækker forpustet i luften for at vise, hvordan man trækker påfugleforhænget ned med håndkraft. Konstant møder han nogen, som han hele tiden møder, han er der jo trods alt hele dagen hver dag, men de slipper aldrig for et stort hej, og hvordan går det, og hvad skal du spille i dag, og det bliver godt, jeg skal lige interviewes, men vi tales ved senere, ikke?

Da Allan begyndte at have sin daglige gang på teatret for tyve år siden, var det ikke som Pjerrot, men som danser. Der skulle gå tre år, før han begyndte at sminke sig hvid. På et tidspunkt skulle der opstilles en pantomime, hvor der var brug for to gange Pjerrot på scenen på samme tid. Men der var kun tale om få minutter til allersidst i forestillingen, og hvem gad bruge en time på at klæde sig ud som Pjerrot for at få så lidt scenetid?

”Det vil jeg,” råbte Allan.

Få minutter i en forestilling blev til en karriere. I 2006 debuterede Allan som Pjerrot. Siden den første forestilling er der blevet vasket mange kilo hvid maling af. I løbet af sommersæsonen medvirker han i ”lige omkring 214 forestillinger.”

I de varme måneder møder Allan som regel lidt i elleve. Han kan lide at gå en tur i den gamle have, inden den åbner for offentligheden. Dagene består foruden en spadseretur af prøver, promoveringsarbejde og to shows om aftenen. Når der er så travlt, bliver det ikke til mere end én fridag per uge og en sommerferie på tre sammenhængende fridage. Med andre ord: Allan arbejder en del mere end den gennemsnitlige dansker. Men han har ingen planer om at stoppe.

FÅ SANDHEDER ER KONSTANTE, og det er den om Pjerrot heller ikke. Der findes ikke flere udgaver af Pjerrots historie, end der findes sandkorn i Sahara, men det er tæt på. I Tivoli mener man, at figuren nok stammer fra Italien, men det kan også godt være, han kommer fra Grækenland. Andre mener, han kommer fra Asien.

Her er hvad, der er sikkert:

1. Pjerrot kom til Danmark i år 1800, hvor han begyndte at optræde på Dyrehavsbakken. Det var brødrene Prices nogle-og-tipoldeforældre, der sørgede for importen. Vi kan altså takke Price-familien for mere end ’Borgen’ og grotesk meget smør i danske køkkener: Vi kan også takke dem for Pjerrot.
2. Pjerrot har eksisteret i Tivoli siden åbningen i 1843.
3. Pjerrot har haft én rival i Tivoli: Rasmus Klump.

Før i tiden havde Pjerrot en større plads i forlystelsesparken, end han har i dag. I efteråret plejede figurerne fra Pantomimeteatret at gå rundt i haven, møde mennesker og optræde på Plænen. I dag er den rolle mere eller mindre blevet overtaget af en pandekagespisende bjørn.

Da Rasmus Klump kom til Tivoli i 2010, blev han taget særdeles godt imod af børnene.

”Da vi så, at alle børnene var så glade for at kramme Rasmus Klump, besluttede vi at gøre Pjerrot blødere, så han kunne appellere bedre til de små. Vi gjorde ham til en gladere figur, der var mindre voldsom og mindre fuld i forestillingerne.”

Den milde rivalisering figurerne imellem har løsnet sig over årene. Rasmus Klump har dagtimerne, Pjerrot har aftentimerne. Rasmus Klump har de helt små børn, Pjerrot har lidt af hvert. Rasmus Klump har efterårsforestillingerne, Allan har efteråret til at lave andre ting end at være Pjerrot.

Allan kan ikke finansiere hele sit år ved at være Pjerrot. Om sommeren trækker han sommetider i andre kostumer på teatret – foruden Pjerrot strækker hans roller sig fra at være en bejler til at være en papegøje. Om vinteren spiller han på helt andre teatre. Den kommende vinter skal han spille en bedstemor i en opsætning af ’Snedronningen’ i Tivolis Koncertsal, fortæller han, imens han gør sig krumrygget og ryster bevidst på stemmebåndet.

EN DAG I AUGUST fejres Tivolis 180-års fødselsdag. Da Haven åbner klokken 11, står Pjerrot klar til at tage imod de mange glade gæster. Forinden har Allan brugt en time på at blive Pjerrot, bagefter bruger han en halv time på at blive Allan igen. Klokken 12 skal han til prøve på en ny forestilling. Prøven varer lidt over to timer. Så er der pause, indtil han klokken halv fem skal blive Pjerrot på ny.

Det er et meget særligt ritual at blive Pjerrot, som består af enorme mængder af den hvide ansigtsmaling, man typisk kan købe i Fætter BR til fastelavn. På en sæson bruger Allan et halvt kilo af den.

”Godt ind i ørerne,” siger han, mens han sørger for, at selv hans øresnegle bliver kridhvide. Det er de små detaljer, der gør tricket. Det eneste på Pjerrot, der går fri fra dække, er hans hænder. Ellers ville publikum ikke kunne se hans gestikuleren.

Når Allan har malet bystedelen af sig hvid, bruger han makeupfjerner til at skære to kæmpe øjenbryn og en endnu større mund ud. Derefter går han ud i det dedikerede pudderrum og sætter malingen fast med en 4:3-blanding af kalk og kridt. Når det er sat, kan han begynde at tegne detaljerne. De store, sorte øjenbryn. Den gigantiske, røde mund og røde næsebor og øjenkroge. Allan kunne blive ved for evigt med at perfektionere de små detaljer, men det kan han ikke i praksis, for ude foran teatret sidder et publikum og forventer at blive underholdt klokken 18.

Tidligere i dag stod det ned i stænger. Nu skinner solen. Allan må bruge ekstra maling for at være sikker på, at Pjerrot ikke sveder væk, når han om lidt skal hoppe rundt på scenen.

Har I nogensinde aflyst et show?

“Hvis det står direkte ind på scenen med regn, aflyser vi, men ellers ikke. Jeg kan huske engang i noget uvejr, hvor vi spillede for to mennesker.”

Hvad hvis det er meget varmt?

”Pantomime-forestillingerne bliver ikke aflyst. Der var et par gange under hedebølgen i 2018, hvor malingen dryppede af mig, men det var bare med at klø på.”

Da Allan er i gang med at tegne øjenbrynene i mågeform, viser teatret sig fra sin gamle side.

“Mormor, hvad skal du have?” kan man gennem vinduet høre en børnestemme inde i Grøften spørge.

“Jeg skal have en cola.”

LIDT I SEKS er Allan ikke længere Allan, men Pjerrot, og hvis Allan i sig selv er larger than life, er Pjerrot større end universet. Grinet har fået en gennemslagskraft, der ikke kan måles på Richterskalaen. Hans gestikuleren er blevet endnu større.

Mens Pjerrot og alle de andre rødder optager scenen, strømmer folk til græsplænen foran teatret. Nogle kommer halvtilfældigt forbi, står et minut og betragter spektaklet for så at gå videre igen. Andre har øjnene limet fast til scenen. Specielt overraskende er det forholdsvist store antal små børn, der ikke fjerner blikket. I en tid, hvor der ellers snakkes noget så flittigt om børns manglende koncentrationsevne, er det intet problem for denne flok at se 30 minutters sprogløs kombiballet.

DA DER ER BLEVET BUKKET AF, skal Pjerrot ud og hilse på tilskuerne. Alle børnene, der har taget skue foran lågen til Pjerrots hus, får de samme to spørgsmål: ”Hvad hedder du? Og hvor gammel er du?”

En dreng i en klapvogn er malet som Pjerrot. Han bliver ikke spurgt, hvad han hedder.

”Du er jo Pjerrot! Og hvor gammel er du, Pjerrot?” siger Pjerrot til ham, og så får den 6-årige Pjerrot taget et billede med den 52-årige Pjerrot.

En far vil have Pjerrot (den voksne) til at tage et billede, hvor han holder hans baby. En del udenlandske turister skal have billeder. Alle vil have et stykke med Pjerrot. Og de får det.

Da de sidste har fået taget deres billede, er det tid til, at Pjerrot skal blive Allan igen for en stund. Inde i garderoben vasker han sine hænder, ”det bliver man nødt til, når man giver så mange high fives,” og fylder dem med madolie, som han tværer rundt i ansigtet. Klovnen skal vaskes. Han bruger en spisekniv til at skrabe det værste af, 10 makeupservietter til resten.

Tyve minutter senere er han Allan igen. Det eneste, der vidner om Pjerrrots tilstedeværelse, er den hvide maling helt inde i ørene, han ikke har fået fjernet fuldstændigt endnu. Og dog.

”Det havde været rart med et bad,” siger Allan og erstatter øjenkontakten med sig selv i spejlet med øjenkontakt med mig, ”men det bliver først bagefter.”

Og så kommer det. Grinet. ”HA HA HA.” Og endnu engang er vi gamle venner, og endnu engang bliver Allan Pjerrot og Pjerrot Allan, men så stopper grinet igen, akkurat så pludseligt som det startede, og vi er tilbage til virkeligheden.

I et par minutter får Allan lov til at være Allan. Men det er på lånt tid. For om under en time skal Allan være en papegøje.