Prins Nikolai til Euroman: ”Jeg har altid været vant til det i en eller anden forstand”

Fra en tidlig alder var Prins Nikolai klar over, at han var født ind i et liv med pligter og privilegier. Læs interview og se stor modeserie med prinsen i det nye Euroman.

Prins Nikolai til Euroman: ”Jeg har altid været vant til det i en eller anden forstand”
Offentliggjort

ANEKDOTEN ER velkendt. Kronprins Frederik var 11, da han til en familiefrokost i 1979 fandt ud af, hvad han havde i vente: Hans lillebror Joachim skulle arve Schackenborg Slot, fortalte deres mor. Frederik skulle arve hele kongeriget.

Kronprinsen har senere beskrevet det som en skræmmende erkendelse, han ikke var forberedt på. Det tog ham mange år at lære at elske, det man skal.

Som søn af prins Joachim hviler der et mindre pres på Nikolai, men nu hvor han er blevet myndig, vil han fremover repræsentere familien i flere og flere officielle sammenhænge. Senest var han inviteret med til gallataffel på Christiansborg Slot, da hans farbror, kronprins Frederik, fyldte 50 år i maj.

Spørger man Nikolai, hvornår det gik op for ham, at han er prins, tænker han sig om et øjeblik. Det gør han ofte, inden han svarer.

”Jeg har altid været vant til det i en eller anden forstand,” siger han så.

Han siger det uden tegn på dramatik eller anstrengelse. Det giver indtrykket af en mand, som lever fint med sin skæbne. Rollen som prins virker naturlig, behagelig og velkendt, som når man stikker fødderne i et par tøfler.

Ovenstående er et uddrag af Euromans interview med Prins Nikolai om hans opvækst, modelarbejde og fremtid. Det er første gang, at den unge prins stiller op til et større interview med et dansk medie. Du kan læse interviewet i sin helhed i det nye Euroman, som nu er i butikkerne. Du kan blive abonnent her.

I magasinet kan du også se prinsen i en stor modeserie – fotograferet af den internationalt anerkendte modefotograf Marco van Rijt og stylet af Euromans Senior Fashion Director Frederik Lentz Andersen.

Det kan meget vel blive Prins Nikolais eneste modelopgave på dansk grund, inden han indleder sin militæruddannelse efter sommerferien.

LÆS OGSÅ: Eventyret om Prins Nikolai: Skal han være Diors nye ansigt?

LÆS OGSÅ: Joachim: ”Jeg har ikke forkælet mine børn efter skilsmissen. Mangel på opdragelse skal ikke kompensere for skyldfølelse”

LÆS OGSÅ: Euroman-klassiker: Kronprinsen