”Alle snakker om dansens mester, han er kjempe fin og svøbt i polyester,” siger en karikeret mand i skinnende 80’er-aerobictøj, der får ’alla til at dansa’ på et hjemmelavet danskersvensk.
Kristian Gintberg har opbygget en massiv fanskare af børn og deres forældre med den selvglade Danse Staffan og alle hans mange andre karakterer, som han selv spiller på DR Ramasjang. Ramasjang Mysteriet har fået sin egen bog, han turnerer rundt i landet, og Kristian Gintberg udvikler både programmer, tegner kostumer og komponerer musik til sine shows og programmer.
Senest har han haft hovedrollen i teaterstykket Hodja fra Pjort. Han har spillet forestillingen 100 gange og i enhver dansk by, men han mener stadigvæk ikke, at han har den forkromede opskrift på, hvordan man sikkert får børn til at grine hver gang.
Annonse
”Jeg har flere gange tænkt, at børnene ville synes, at noget var pisse sjovt, hvor de bare er begyndt at græde i stedet for. På et tidspunkt fik vi lavet en stor metalfarvet maskine med en kæmpe skorsten og en stor lampe, der blinkede. Altså en forstørrelsesmaskine. Det skulle se ud, som om man smed en lille nøgle derind, hvorefter det sagde: ’blip, blip, blip’, og så kom der en kæmpe nøgle ud. Jeg havde fået lavet lyden i et studie, og syntes selv, det var vildt fedt. Men børnene syntes, det lød farligt. Så da jeg skulle til at afsløre det store nummer med nøglen, var der lige pludselig 20 børn i publikum, der græd og ville ud,” siger Kristian Gintberg og fortsætter:
”Man tænker jo selvfølgelig, hov, det var sgu ikke lige meningen. Især fordi jeg vidste, at den lyd ville komme otte gange mere i løbet af forestillingen. Så jeg vidste godt, at jeg var doomed.”
Kristian Gintberg i sit Danse Staffan-outfit
Efter det første show måtte han hjem og gøre lyden mildere. Man fintuner hele tiden, når man har med et børnepublikum at gøre, og han er altid nervøs på dagen op til optagelserne til Ramasjang Mysteriet, der foregår i et kæmpestort studie, der er indrettet som en dyster, mørk hule fuld af teknikere og røg. Lige meget hvad skal man have optagelser i kassen med det barn, der nu engang er på settet.
”Jeg synes ikke, jeg er særlig god til at få børn til at grine. Jeg synes, jeg er bedre til at få deres forældre til at grine. Men klassiske klovnerier, cirkustricks og en mand i dametøj, synes børn tit, er pisse sjovt. Der er sådan lidt hotelunderholdning om aftenen på en charterrejse på Gran Canaria over det. Man kan sagtens lave en god popsang på fire akkorder med noget autotune og noget falsk panfløjte, hvilket jo bare er mega catchy. Det synes jeg også, men man ved godt, at det er de billige tricks. Jeg ved også godt, hvad den nemme vej til børnegrinet er, men jeg prøver også at udfordre det en lille smule,” siger Kristian Gintberg.
Han forklarer, at det bliver for kedeligt, hvis man ved, hvad man får hver gang. Børn er et taknemmeligt og nemt publikum, men de kan også være det værste.
Annonse
”Børn synes, prutter og bøvser er sjove. På den måde er de nemme. Men de er også svære. Man skal virkelig tage sige sammen, hvis man gerne vil gøre sin optræden fem procent mere sofistikeret. Jeg har lige optrådt i DR’s koncertsal, hvor Thomas Buttenschøn, Silja fra Ramasjang og jeg skulle optræde med noget musik. På et tidspunkt skulle jeg ind og lave gak og løjer som Ronnie Roligan, der er en af karaktererne fra Ramasjang Mysteriet. Jeg havde lånt en tryllekasse, hvor man kan save benene af en dame. Så jeg smækkede Silja ned i kassen og savede hendes ben af,” fortæller Kristian Gintberg, der havde gået efter at lave et antinummer i Cirkus Nemos ånd.
Derfor hev de et par ben ud af tryllekassen, som alle kunne se, var falske og i hvert fald ikke tilhørte Silja. Nummeret lignede med Kristian Gintbergs egne ord lort fra starten af. Og det var med vilje. For joken var netop, at Ronnie Roligan var dårlig til at trylle. Det forstod børnene bare ikke.
”Alle forældrene sad og skreg af grin, fordi de godt forstår ironi. De har set folk lave nummeret med tryllekassen før og forstår godt, det er en parodi på noget eksisterende, men der var sindssygt mange børn, der forlod koncerten, fordi de begyndte at græde. De var sådan: ”Hov, nu får Silja jo skåret benene af!” eller ”Hvor er Ronni Roligan ubehagelig, fordi han siger hold kæft.” Sommetider er det sindssygt svært at regne ud, hvad, børn synes, er sjovt. Men det er også det, der er spændende ved mit job. Det er et nemt trick at slå en skid, men det er jo ikke lige sjovt, hvis man slår 70 prutter i træk.”
Kristian Gintberg i Ramasjangs lufthavn i programmet 'Ramajetterne'
Inden Kristian Gintberg satte sit betydelige præg på DR Ramasjangs sendeflade, gik han på Rødkilde Teaterhøjskole på Møn. Det var nemlig meningen, han ville søge ind på Teaterskolen for at tage den traditionelle skuespilleruddannelse. Men han følte sig aldrig rigtig helt som de andre skuespilleraspiranter. Det gik op for ham, at han egentlig bedst kunne lide at lave gak og løjer.
”Jeg er måske ikke så kunstnerisk på det punkt. Jeg synes sgu, det er sjovt at tage en paryk på, sætte nogle falske tænder i og sige mærkelige ting,” siger Kristian Gintberg, der selv er med til at finde på børneprogrammerne på DR Ramasjang og skriver musikken dertil. Og allerede på højskolen begyndte han at optage en dummy, som han havde planer om at sende til Danmarks Radio. Da forstanderen hørte om det, satte han sin elev op med en casting på DR Ramasjang-programmet ’Lille Nørd’.
”Til castingen brugte jeg det første stykke tid på at undskylde, at jeg ikke vidste en skid om fysik og kemi, men så gik det op for mig, at jeg bare skulle vælte rundt som en bæver eller lege kat. Jeg fik jobbet og blev ansat i et par måneder. Det endte med, at jeg fik en måned mere hist og pist, og så er jeg endt med at blive hængende på DR,” siger Kristian Gintberg, der optrådte for allerførste gang i sine forældres garage sammen med sin bror.
Annonse
”Min storebror og jeg fik tit min far til at parkere bilen uden for garagen, så der var ledigt derinde. Vi hang tæpper op derinde og lavede nogle Casper og Mandrilaftalen-agtige sketches, hvor vi interviewede hinanden som sådan nogle latterlige karakterer. Vi havde købt en vest og en paryk i genbrugsbutik, og så sad vi og skabte os åndssvagt. Vores forældre og søster blev selvfølgelig tvangsindlagt til at se det og grinede flinkt med. Vi syntes selv, vi var de sjoveste mennesker i verden,” siger Kristian Gintberg og fortsætter:
”Vi kunne rigtig godt lide, at kalde karaktererne sådan nogle helt almindelige 70’er-navne, og det er jeg nok kørt videre med. I Ramasjang Mysteriet hedder de jo Vagn og Preben og sådan noget.”
Men på højskolen på Møn havde den unge multikunstner et kursus, der endte med at blive ret definerende for en af hans mest elskede og populære karakterer i fremtiden.
”En af mine højskolelærere underviste i noget kropsbevidsthed. ’Tænk med kroppen’ hed kurset vist. En dag sagde han som punchline mod slutningen af et foredrag: ”Og husk nu venner - dans eller dø.” Folk sad virkelig og nikkede og bed sig i brillestangen, som om det var the words of wisdom. Jeg var den eneste, der sad og skreg af grin over det,” siger Kristian Gintberg.
Det var ikke noget, man grinede af på Teaterskolen, men det var det til gengæld i Danmarks Radios børneafdeling.
”Jeg var endelig kommet hen et sted, hvor man måtte tage pis på tingene, så jeg tænkte, at der skulle stå ’Dans eller dø’ på Danse Staffans t-shirt. Til at begynde med hed han faktisk Danse Hans, men vi syntes ikke, det lød svensk nok. Så vi spurgte nogle andre på redaktionen, der sad og lavede nyheder om, hvad det mest svenske navn, de kendte, var. En af nyhedstilrettelæggerne råbte: ”Hvad med Staffan?”. Og så tænkte jeg, det er sgu godt.”
Kristian Gintberg til en af sine live-forestillinger
I Ramasjang Mysteriet er der syv forskellige faste karakterer, og Kristian Gintberg har tegnet dem alle sammen selv. Optagelserne foregik i Aarhus, og han boede i København, så han udnyttede pendlerlivet til at skabe de forskellige karakterer ned til mindste detalje med papir og farveblyanter.
”Der er mange, der tror, at der står en eller anden påklæderske, en sminkør og kæmpe hold af producere, men det er egentlig ret low budget. Vi er ikke særlig mange mennesker, så vi har mange forskellige hatte på hver især. Jeg synes, det er skide sjovt at være nede i kostumekælderen og finde ud af lige præcis hvilken trøje, en karakter skal have på,” siger Kristian Gintberg, der også selv skriver musikken til flere af programmerne på Ramasjang.
Han er selv med til at finde på og udvikle programmerne til Ramasjang, og hele foråret og efteråret skal han være med til at optage en julekalender til dukkeprogrammet ’Ramajetterne’. Den kommer til at handle om ham selv og fire dukker, der styrer en lufthavn i bedste Muppet Show-stil. Julemanden har fået stjålet sin computer med navne og adresser på hele verdens børn, og hvis ikke han får den tilbage, bliver det ikke jul.
”Jeg er i gang med at lave musik til den nu, sammen med Jan Rørdam, der er producer på den. Der skal være en titelsang og en ’vi elsker pebernødder’-sang, eller hvad vi nu finder på. Så lige nu sidder vi et studie ude på Nørrebro med en akustisk guitar og en kop kaffe og snedkererer sange om julen.”
Vi må vente til december på at høre sangene og se Kristian Gintberg i juledramaet. Indtil da kan Danse Staffan, Camping Vagn, Riffel Hanne og alle de andre heldigvis nydes på DR Ramasjang.
