Ritt Bjerregaard: ”Jeg gider ikke forholde mig til vejret, for det kan jeg ikke gøre noget ved, og sådan har jeg det også med alder”
Siden sit farvel til politik har Ritt Bjerregaard nedskrevet sine erindringer. På hendes 80-års fødselsdag udkommer sidste bind af bøgerne, der ser tilbage på et levet liv, både på og uden for den politiske scene. Sofie Valentin møder Bjerregaard til en snak om at få magten som kvindelig politiker, om af princip aldrig at fortryde og om selv at ville bestemme, hvornår man gerne vil dø.
Har du set videoen med Ursula von der Leyen, der ikke får en stol under et besøg hos den tyrkiske præsident Erdogan?
”Det har jeg. I EU gælder det om ikke at blive overset, som det fx skete for von der Leyen. Man skal være oppe på mærkerne. Jeg var selv meget opmærksom på det, da jeg var kommissær. Jeg havde sådan nogle flotte, farvestrålende jakker, hver gang jeg var i parlamentet. Så kunne man se, at der sad jeg, og jeg var ikke bare sådan en, man kunne komme uden om. Der har været mange situationer, hvor jeg har skulle orientere mig og sørge for at placere mig for ikke at blive skubbet til side. Det har været et vilkår.”
I ’Ovenpå’, fjerde bind af dine erindringer, skriver du om dirigenten Barbara Hannigan, at hun formår at være i mænds verden og blive i den uden samtidig at blive som dem. Er det også lykkedes for dig i dit politiske liv?
”Det har jeg i hvert fald gjort mig umage for, at det skulle – men der er også to sider af det. Da jeg lige var blevet valgt ind, var jeg meget opmærksom på, at jeg ikke bare ville ’lillepige-gøres’. Det kan ofte blive sådan, at unge kvinder altid er søde eller flotte eller noget i den dur. Jeg ville tages alvorligt, og jeg tror, det gjorde, at jeg var ret sammenbidt i de første år. Da de år så var overstået, var det i højere grad muligt både at være en autoritet og samtidig tydeligt være kvinde på en måde, som jeg syntes, fungerede for mig.”
