Ritt Bjerregaard: ”Jeg gider ikke forholde mig til vejret, for det kan jeg ikke gøre noget ved, og sådan har jeg det også med alder”

Har du set videoen med Ursula von der Leyen, der ikke får en stol under et besøg hos den tyrkiske præsident Erdogan?

”Det har jeg. I EU gælder det om ikke at blive overset, som det fx skete for von der Leyen. Man skal være oppe på mærkerne. Jeg var selv meget opmærksom på det, da jeg var kommissær. Jeg havde sådan nogle flotte, farvestrålende jakker, hver gang jeg var i parlamentet. Så kunne man se, at der sad jeg, og jeg var ikke bare sådan en, man kunne komme uden om. Der har været mange situationer, hvor jeg har skulle orientere mig og sørge for at placere mig for ikke at blive skubbet til side. Det har været et vilkår.”

I ’Ovenpå’, fjerde bind af dine erindringer, skriver du om dirigenten Barbara Hannigan, at hun formår at være i mænds verden og blive i den uden samtidig at blive som dem. Er det også lykkedes for dig i dit politiske liv?

”Det har jeg i hvert fald gjort mig umage for, at det skulle – men der er også to sider af det. Da jeg lige var blevet valgt ind, var jeg meget opmærksom på, at jeg ikke bare ville ’lillepige-gøres’. Det kan ofte blive sådan, at unge kvinder altid er søde eller flotte eller noget i den dur. Jeg ville tages alvorligt, og jeg tror, det gjorde, at jeg var ret sammenbidt i de første år. Da de år så var overstået, var det i højere grad muligt både at være en autoritet og samtidig tydeligt være kvinde på en måde, som jeg syntes, fungerede for mig.”

Der var en famøs overskrift i Ekstra Bladet, da du første gang blev udpeget som minister …

”Anker Jørgensens nye pin-up-minister, ja.”

Har det været sådan, at du blev omtalt på en anderledes måde i medierne end dine mandlige kollegaer?

”Ja, gennem hele min karriere – og det har både været en ulempe og en fordel. Da jeg stillede op i 1971 og blev valgt, var det klart en fordel. Når jeg var ude til møder, var jeg tit den eneste kvinde. Og hvem var så på billederne i avisen? Det var jeg selvfølgelig. Og det var en fordel, fordi der var mange flere, der opdagede, at jeg var opstillet, og så blev jeg jo valgt, hvilket jeg har haft glæde af gennem et langt politisk liv. Så at jeg har skilt mig ud med mit køn, og at der derfor har været meget mediedækning, har jo bragt nogle gode ting med sig. Den dårlige side af mediedækningen har været, at der kom nogle slagsmål om, hvad jeg som ung kvinde gjorde.”

Tænker du på noget specifikt?

”Da jeg havde været minister i tre måneders tid, skulle jeg til at føre valgkamp. Den kom nærmest udelukkende til at handle om, at jeg havde ministerbil. Det havde alle ministrene jo sådan set… Men det var simpelthen forsidestof for formiddagsbladene at se en ung kvinde stige ind i en fin bil med chauffør, og det var det slet ikke for mine mandlige kollegaers vedkommende. Jeg fik jo også noget af en tur, da jeg blev fyret som minister efter sagen med Hotel Ritz (Ritt Bjerregaard var i 1971 i Paris for at få valgt en kandidat til Unescos Styrelsesråde og deltog også i en OECD-konference. Hun opholdt sig i byen i knap 14 dage og brugte omkring 50.000 kroner på udgifter under opholdet, red.). Jeg havde i realiteten ikke brugt flere penge end nogle af de andre, men det blev alligevel fremstillet som om, at jeg havde gjort noget forkert, og det blev dækket meget. Ekstra Bladet lavede endda en historie, hvor de sendte deres modefotograf til at fotografere en model, der lå og slangede sig i en seng på Hotel Ritz.”

Har du nogensinde tænkt: ’Nu stopper jeg, jeg har ikke lyst til det her mere?’

”Ikke på grund af mediedækningen, nej. Jeg har altid været indstillet på, at man skal slås for at nå i mål. Men det gjorde jeg, da en af mine rigtig gode veninder, Inge Fischer Møller, døde. Hun blev valgt som næstformand i Socialdemokratiet imod ledelsens anbefaling, og så blev hun mobbet og undergravet på mange måder. Hun blev syg, og så koksede det for hende, og hun endte med at tage sit eget liv. Lige der spekulerede jeg på, om jeg skulle fortsætte, og om det var prisen værd. Var jeg stærk nok til, at jeg ikke selv havnede, hvor hun var havnet? Jeg nåede frem til det resultat, at det var jeg, og så fortsatte jeg. Men det er noget, jeg aldrig helt kommer over.”

Hvad tænkte du, da din efterfølger som overborgmester, Frank Jensen, måtte gå af på grund af sager om seksuel krænkelse?

”Jeg kendte jo godt til sagerne. Så jeg har været spændt på, om de kom frem. Jeg mener ikke, at der var andet for ham at gøre end at gå af, hvilket en efterfølgende undersøgelse på rådhuset jo også understregede. Jeg synes, det var virkelig imponerende, at de yngre kvinder havde modet til at tage den kamp. Cecilie Priess og Maria Gudme stod virkelig op for det. Det samme gjorde Sonja Marie Jensen fra Nyborg, som var en af de første, der fortalte, at partifællerne gav hende et klap bagi. Hun fik jo straks beskyldninger om, at nu ville hun bare i medierne, men det er jo et forsøg på at få fjernet den sexisme, der ligger i vores kultur. Det er så imponerende, at de yngre kvinder har kræfter til at tage den tur.”

Du skriver i ’Ovenpå’, at venskaber og relationer har været afgørende for det liv, du har levet. Jeg har også set, at du omtaler dig selv som en selskabspapegøje. Er du god til at samle folk omkring dig?

”Det er jeg. Med det professionelle liv jeg har haft, har jeg kunnet se, at det meget hurtigt ville blive sådan, at arbejdet opslugte mig helt, fordi jeg ikke har så store familiære forpligtelser. Hvis jeg ikke lagde det fast i et netværk eller en gruppe, som kom ind i kalenderen, så blev der aldrig tid. De steder, jeg har været, har jeg lært mine medarbejdere, at hvis der står sådan et arrangement i kalenderen, så kan der ikke fyldes andet ind. Hvis jeg har en aftale, så holder jeg den. Ellers kan man ikke have venskabsgrupper, for så falder de fra hinanden, fordi folk føler, at de ikke er vigtige nok, og hvorfor skulle de så selv prioritere det?”

Hvilke venskabsgrupper har du?

”Åh, der er mange. En frokostklub, en vinklub, en læseklub, en rejseklub, for nu at nævne nogle stykker. Man kan bruge sammensætningerne i grupperne til meget forskelligt. En af mine venner er Britta Thomsen, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Hun har været portugisisk gift, og derfor taler hun også portugisisk. Så i rejseklubben har vi rejst rundt med hende til fx Portugal og Kap Verde, og det har virkelig været en øjenåbner for os i klubben, fordi hun kender så mange folk. Jeg bliver også ofte virkelig en betydningsfuld person i de sammenhænge. I mange andre lande er det sådan, at når man har været kommissær, så er man det for livet. Det er ikke som i Danmark, hvor man siger: ’Nå ja, det var hun jo engang.’ Man gør lidt ekstra ud af det, når der kommer en rigtig kommissær. Så vi bliver tilbudt at se regeringsbygningen, eller spurgt om vi ikke lige kan deltage i et lille arrangement, hvor vi bliver vist frem. Et år havde vi også Anne Linnet med, og så kunne hun også lige give et lille nummer i radioen. Så på den måde oplever vi mange ting, når vi rejser med klubben.”

Jeg har læst, at du også bruger naturen meget til at koble af?

”Jeg er så heldig at have et sommerhus, der vender lige ud til Dalby Bugten, så jeg går ved havet og samler mine 10.000 skridt hver dag, og det nyder jeg meget. Jeg går også og planter lidt i haven og ser, hvad man kan gøre med den i forhold til den æbleplantage, som jeg havde i mange år. Plantagen lå midt inde på Sjælland, og den var meget grøn og frodig, så det at have et sommerhus ud til havet, hvor det er barsk og blæsende, er noget helt andet. Jeg kan mærke, at det at gå og arbejde med jorden giver mig en fred i sjælen. Det gør musik også for mig, selvom det er lidt sværere at opnå den samme ro. Jeg er gennemgående rastløs, fordi der er meget, jeg skal nå at have udrettet, så det er bedst for mig, når jeg er til en koncert. Så er der ikke noget andet, jeg kan lave, og så bliver det næsten meditativt for mig. Hvis jeg går herhjemme og sætter noget god musik på, så kommer jeg altid i tanke om noget andet, jeg kan lave imens, og så har det ikke samme virkning på mig.”

Nu har du set tilbage på dit liv over fire erindringsbøger. Er der noget, du fortryder?

”Jeg har det lige som Édith Piaf. Jeg fortryder intet. Det er et princip, jeg har. Jeg tænker mig altid meget godt om, når jeg er i nogle vanskelige situationer. Hvis du tager situationen med Hotel Ritz: Skal jeg betale 20.000 kroner, og så vil Anker Jørgensen se igennem fingrene med sagen? Jeg tænkte det virkelig igennem, fordi jeg godt var klar over, at hvis jeg ikke ville betale, så blev jeg nok fyret. Jeg kom frem til, jeg ikke ville være politiker på den måde. Det skulle ikke være sådan, at jeg for 20.000 kroner kunne sikre mig, at jeg kunne blive. Så ville jeg hellere sig nej og tage den derfra. Og det gælder mange af sådan nogle begivenheder i mit liv: Jeg er ret omhyggelig med at tænke det igennem – og når jeg så har tænkt det igennem og taget en beslutning, så giver jeg mig ikke i kast med at fortryde efterfølgende.”

Hvad med beslutningen om ikke at få børn. Ville du have gjort det anderledes, hvis du kunne vælge om?

”Nej. Jeg tror ikke, jeg kunne have haft det karriereforløb, jeg har haft, hvis jeg havde haft børn. Det har givet mig en meget større frihed ikke at have børn, fordi der var nogle forpligtelser, som jeg ikke havde. Når andre kvinder skulle hente børn eller skulle hjem til familien, så havde jeg en mand, der var historiker og som var optaget af sit eget og som syntes, at jeg jo bare kunne komme, når jeg havde lyst, og så fandt vi ud af det. Så det har givet mig frihed – men også mange nysgerrige spørgsmål. ’Hvorfor det?’ og ’er det ikke meget lidt kvindeligt ikke at have børn?’. I udlandet, i de år hvor jeg mest lavede international politik, havde jeg indtryk af, at de syntes, det var synd for mig. Det har jeg aldrig selv følt.”

Du fylder snart 80. Hvornår er det tydeligst for dig, at du bliver ældre?

”Det kommer løbende. Jeg har altid været glad for at stå på ski. Og især langrend. Jeg er taget til Norge hvert år i mange år, og det har altid været nogle virkelig gode ferier. Men så væltede jeg pludselig og brækkede armen, og der blev jeg klar over, at jeg ikke skulle stå på ski mere. Jeg ville være bange for at falde, og så kan man ikke stå ordenligt på ski. Jeg kan også mærke, at min balance er blevet dårlig, og det er sikkert både noget med alderen og med kræften, så nu er jeg holdt op med at cykle. Det er et tab for mig. Der kommer hele tiden sådan nogle ting – og det er kræften også et eksempel på. Jeg spurgte lægerne: ’Hvorfor får jeg kræft? Jeg er sådan en, der har levet sundt, dyrket motion og spist økologisk.’ De svarede, at jeg havde alderen til det.”

Og hvordan har du det så med at blive ældre?

”Jeg er meget praktisk indrettet. Jeg gider ikke forholde mig til vejret, for det kan jeg ikke gøre noget ved, og sådan har jeg det også med alder. Jeg kan heller ikke gøre noget ved nogle bestemte aldersfænomener. Men jeg kan lade være med at blive tyranniseret af dem. Jeg holder af at vandre, og jeg kan godt vandre 15-16 kilometer. Så det bliver jeg ved med. Og det er jo så en måde, hvor jeg sørger for, at jeg stadig godt kan noget.”

Har du et naturligt forhold til døden?

”Døden er ikke noget, der har spillet en stor rolle i mit liv. Mine forældre er fx begge to døde i en høj alder, min mor var 89, og min far var 82. Men når man får kræft, er man nødt til at tage stilling til det. Det kommer selvfølgelig også med alderen. Når man fylder 80, kan man jo godt regne ud, at der ikke er 80 år tilbage.”

Hvad er det vigtigste for dig, når du en dag skal herfra?

”Jeg håber på, at når jeg ikke kan mere – når det ikke er godt med hovedet, eller når jeg ikke kan bevæge mig ordenligt – at jeg så kan få lov til at dø. Jeg synes, man skal have ret til at sige, at nu har jeg sådan set levet mit liv, og jeg tror ikke, at der er mere i det for mig nu. Det er jo svært at få lov til i Danmark, så jeg har selvfølgelig udfyldt skemaer med livstestamente og behandlingstestamente… Men hvis det kommer så langt, vil jeg i givet fald have råd til at tage til Schweiz eller Holland, når jeg ikke orker mere. Jeg vil gerne spise et godt måltid mad, drikke noget dejlig vin, spise nogle piller, gå i seng og så sige tak for livet.”

’Ovenpå – Erindringer IV’ udkom 19. maj.