Dennis Ritter: ”Dét skulle Rolf nok ikke have sagt på direkte tv”

Siden denne artikel blev publiceret, har Rolf Sørensen meldt afbud til Tour de France som kommentator for TV2. Årsagen er hjerteproblemer.

Sygemeldingen har dog ikke indvirkning på artiklens indhold, der beskriver et arbejdsvenskab og et makkerskab, der snart har kørt i 20 år. Vi ønsker god bedring til Rolf Sørensen.

HVERT ÅR mødes Rolf Sørensen og Dennis Ritter med deres gamle ven og kollega Jørgen Leth på torvet i startbyen Compiégne dagen før det formentlig hårdeste af alle forårsklassikerne, Paris-Roubaix. En tradition, der har overlevet, siden de kommenterede løbet sammen for sidste gang i 2018.

”Jørgen har garanteret valgt den samme café som sidste år,” siger Rolf Sørensen til Dennis Ritter, efter han har parkeret den lejede, sorte Mercedes på den sædvanlige parkeringsplads ved en kirke tæt på torvet.

På det lille torv ligger to fortovscaféer side om side. Jørgen Leth sidder sammen med sin søn Asger Leth og to af sønnens venner – som forventet – på Le Bar du Palais, den af caféerne længst til venstre. Solen skinner, og Rolf Sørensen og Dennis Ritter læner sig forover og giver et langt kram til Jørgen Leth, der sidder på en sort havestol med et tyndt tæppe over benene.

Rolf Sørensen ændrer karakter, efter han har sat sig til bords med 86-årige Jørgen Leth. Han har øjensynligt en nærmest ærefrygtig respekt for sin tidligere kommentatorkollega.

Det skyldes, forklarer Rolf Sørensen, da jeg et par uger senere besøger ham på hans gårdejendom ved Kokkedal i Nordsjælland, at det var Jørgen Leth og hans makker i 90’erne, Jørn Mader, der løftede cykelsporten op til at være et folkeligt fænomen i Danmark.

”Jørgen er en inspiration til alt, hvad angår sprog. Han er en magiker i den kategori, og det var jo hans film og særligt hans kommentering, der gjorde cykelsporten til allemandseje i Danmark.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af at arbejde og kommentere sammen med Jørgen Leth?

”At der gerne må være stille en gang imellem. Lyden af cyklerne og helikopterne uden vores stemmer indover. Dét er lyden af Tour de France. Og så har han lært mig, at jeg skal gøre mig umage med sproget. Når Jørgen var der, tænkte jeg mig lige om en ekstra gang, inden jeg sagde noget. Dennis hader også, hvis jeg laver for mange sproglige fejl,” siger Rolf Sørensen.

Han, Dennis Ritter og Jørgen Leth var fast kommentatortrio for TV 2 under Tour de France fra 2007 til 2018. Da Rolf og Ritter skulle fortsætte uden Jørgen Leth, var de rent ud sagt skrækslagne for, at seerne ville savne det særlige præg, Jørgen Leth satte på Tour-dækningen. Det begyndte også med vrede mails og sociale medier, der flød over med sure kommentarer. Folk længtes efter de store fortællinger rundt om selve løbet.

Derfor har Dennis Ritter, ligesom Rolf Sørensen, hentet inspiration til sin egen formidling af verdens største cykelløb fra Jørgen Leth.

”Jeg har ikke direkte overført hans måde at kommentere på til mig selv. Det ville blive kunstigt, for jeg kan slet ikke det, som Jørgen kan. Men den forståelse af, at Tour de France er langt større og mere end bare et cykelløb, har jeg fået gennem ham,” siger Dennis Ritter.

På Les Bar du Palais i Compiégne bestiller Jørgen Leth en croque madame, Rolf Sørensen nupper en tatar og en cola, og Dennis Ritter får en burger uden ost med Cola Zero til. Rolf Sørensen sørger omhyggeligt for Leth. På cafébordet flytter han rundt på glas og kopper for at gøre plads til Leths tallerken. Og uden at han har bedt om det, rejser Rolf Sørensen sig og rækker hen over bordet for at give Jørgen Leth to små gule poser med fransk sennep.

Imens de venter på maden, finder Ritter sin telefon frem fra bukselommen for at optage en videohilsen til popmusikeren Andreas Odbjerg, som han er blevet venner med gennem deres fælles interesse for cykelsport. Rolf Sørensen råber ”Hej, Andreas!” og vinker, da kameraet bliver vendt mod ham. Også Jørgen Leth smiler og hilser pænt. Efter videohilsenen er sendt mod Odbjergs Instagram-indbakke, spørger Jørgen Leth, hvem ham Andreas egentlig er?

Så taler de om morgendagens cykelløb igen. Hvem har mulighed for at bide skeer med hollænderen Mathieu van der Poel? Hvem kan overraske og dukke op i finalen ud af det blå? Og hvad med Mads Pedersen? Sådan fortsætter diskussionen, indtil Rolf Sørensen lidt utålmodigt trækker op i ærmet på sin tætsiddende sorte striktrøje og afbryder samtalen for at vise sin første tatovering til Jørgen Leth.

På Rolf Sørensens højre underarm lyser et fyrtårn på en mørkeblå baggrund med ’Mette’ skrevet i blokbogstaver under. Han forklarer stolt til hele selskabet, at det er fyrtårnet i Lønstrup i Nordjylland, hvor hans kæreste Mette Lyck kommer fra. Jørgen Leth tager fat i Rolf Sørensens arm, holder fast og lykønsker sin ven med kærligheden.

”Det er virkelig smukt,” siger han.

Senere, i hans hjem i Kokkedal, spørger jeg Rolf Sørensen, hvorfor han nu i en alder af snart 60 har fået sin første tatovering.

”Den er en kærlighedserklæring til Mette. Efter vi er fundet sammen, kan jeg være mig selv på en måde, jeg ikke har kunnet i 30 år. Jeg slapper af og hviler i mig selv på en helt anden måde end førhen. Særligt vinteren med korte dage og uden cykelløb var svær, inden jeg fandt sammen med Mette. Vi får det bedste frem i hinanden, og jeg er virkelig lykkelig for mit liv sammen med hende.”

Han kigger ned på armen med tatoveringen og kører den modsatte hånd hen over fyrtårnet.

”Jeg troede faktisk ikke, at jeg skulle have en tatovering. Jeg har altid sagt, at mine ar fra mine styrt er mine tatoveringer, men nu tror jeg, at jeg snart skal have lavet en mere.”

Til august skal Rolf Sørensen og Mette Lyck giftes.

”Det bliver en intim fejring med de tætteste venner og familien, efter vi er blevet viet i Karlebo kirke, der ligger få kilometer fra vores hjem. En lille fest i naboens lade,” siger han og får pludselig øje på en stor rovfugl, som flyver hen over træerne, der omkranser gårdejendommen.

”Shit, se lige den der!”

EFTER FROKOSTEN I COMPIÉGNE er det tid til, at der skal netværkes og udveksles informationer mellem journalister, sportsdirektører og ryttere, som var det fredag aften for Christiansborgsjakket på Toga Vinstue.

Rolf og Ritter slentrer hen mod rytterbusserne bag scenen, hvor holdene skal præsenteres. Rolf Sørensen går endda ind i Astanas bus (det åbner i det hele taget en del døre at have været en stjerne i 90’erne) for at tale med Michael Mørkøv.

Også gamle bekendte fra feltet, der i dag er sportsdirektører, samt udenlandske kollegaer fra TV 2 Norge og Eurosport, hilser på. De danske ryttere kommer drypvist forbi og sludrer i nogle minutter. Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Mathias Norsgaard. Rolf hilser på dem, fyrer et par jokes af og deler ud af sine tips til løbet. Ritter trykker dem i hånden og sender sig selv sms’er med noter om, hvad rytterne fortæller uden for citat.

Kasper Asgreen fortæller fx, at han er frustreret over, at han ikke kan finde formen, selvom han gør alt efter bogen og ikke har været syg eller skadet. Selvtilliden er ekstremt lav i øjeblikket, indrømmer han. Planen i Paris-Roubaix bliver derfor at forsøge at komme med i morgenudbruddet, fordi han ikke spår sig selv nogen chancer for at køre med favoritterne i finalen.

Den rytter, Rolf og Ritter allerhelst vil fange, Mads Pedersen, går som den eneste dansker direkte forbi dem. De forsøgte ellers ihærdigt at placere sig strategisk perfekt til at falde i snak med ham, efter han og resten af Lidl-Trek var blevet præsenteret på scenen. Rolf Sørensen affejer straks ’afvisningen’:

”Han er godt nok i zonen. Er du vild, mand!”

DAGEN EFTER, på Vélodrome André Pétrieux i Roubaix, et par timer før Paris-Roubaix begynder, trasker Rolf Sørensen rundt og dufter savsmuld og nostalgi. Efter en lang vinterpause står han igen midt i cykelcirkusset. Han smiler bare af at være her og småsnakker med alle, der vil tale med ham. Og det er der mange, der vil. Efter han har været ovre at tjekke, om døren ind til de berømte bade var åben (det var den ikke), griber han fat i Laurent Jalabert og Sean Kelly, to tidligere rivaler fra 80’erne og 90’erne, der i dag giver den som ekspertkommentatorer for henholdsvis fransk og britisk tv.

Som det første siger Rolf Sørensen til sine udenlandske kollegaer, at Mads Pedersen bevidst kørte hasarderet og uklogt i Flandern Rundt søndagen forinden, hvor han angreb med blot én anden rytter med hele 100 kilometer til mål, brændte alle sine tændstikker og endte langt fra podiet. Det gjorde han – ifølge Rolf Sørensen – for at underspille sine egne chancer i det kommende Paris-Roubaix. For ligesom at fortælle konkurrenterne, at de altså ikke behøver at bekymre sig om ham denne gang.

Jalabert og Kelly gengælder med deres indsigt om tilstanden hos deres landsmænd. Nogle har været syge, andre bøvler med efterveer fra styrt. De informationer giver Rolf Sørensen videre til Dennis Ritter, der sidder med hovedet begravet i en uoverskuelig bunke af papirer, bøger og skærme i kommentatorboksen. I virkeligheden er ’kommentatorboksen’ bare en blåmalet, faldefærdig træbænk med flyttekasser stakket op bagved som ryglæn på den øverste del af velodromens tribune. Der er en lille time, til det går løs.

”Det er min måde at forberede en kommentering på,” forklarer Rolf Sørensen tilbage i gårdejendommen ved Kokkedal. ”Udover at det er skidehyggeligt at få snakket med en masse folk, jeg sjældent ser, så får jeg også brugbare informationer ud af det. Desuden er det vigtigt for mit og Dennis’ samarbejde, at jeg ser en masse cykelløb, for han kan ikke nå at se alt. Fx har jeg set Paris-Roubaix fra start til slut tre gange (med italienske, britiske og danske kommentatorer fra Eurosport, red.), efter vi kom hjem, og jeg går aldrig glip af et World Tour-løb.”

Rolf Sørensen har netop været ud at handle i sin sorte Jeep Compas. Mette byder på kaffe. Ja tak, siger jeg, og uden yderligere spørgsmål får jeg serveret et shot fra en Nespresso-maskine.

Hjemmet emmer af cykling. Oppe på førstesalen står Michael Mørkøvs gamle enkeltstartscykel, som Rolf Sørensen har fået af Mørkøv, sammen med nogle andre ældre cykler, der nu mest tjener som dekorative elementer. Nedenunder, mellem stuen og køkkenet, står Mette Lycks landevejsracer op ad den ene væg og Rolf Sørensens op ad den anden. Cyklerne – begge Pinarello Dogma med Zipp-højprofil hjul – bliver brugt en gang imellem, dog oftere af Mette end af Rolf, der ikke er at finde på landevejen lige så ofte som sin kommende hustru.

Bag et rundt spisebord af grå granit hænger en lyseblå plakat med en italiensk tekst, der handler om kærlighed. På en bænk ligger bogen ’Rolf Sørensen præsenterer Tour de France’. Det er den eneste bog i samlingen, der i øvrigt mestendels indeholder cykellitteratur, som ligger fremme.

Vi sætter os ved spisebordet og gør klar til interviewet. Rolf Sørensen skænker et glas med gulerod-og mandarinjuice. Da vi har talt sammen i en lille halv time, rejser han sig.

”To sekunder,” afbryder han sig selv midt i en talestrøm om 80’ernes træningsture med alle de italienske stjerner som Michele Bartoli, Mario Cippolini og Andrea Tafi på de toscanske landeveje. Han går over i køkkenet, hvor hans jakke ligger, og fortsætter tilbage forbi spisebordet og ud i haven.

Frem fra jakkelommen finder Rolf Sørensen en pakke Marlboro. Han tænder en cigaret (Rolf Sørensen ryger, efter eget udsagn, mellem fem og 10 smøger om dagen) og spørger:

”Kan vi ikke fortsætte herude i solen?”

I TIMERNE OP TIL en Tour de France-etape – eller til et løb som Paris-Roubaix – overlader Dennis Ritter ingenting, som i slet ingenting, til tilfældighederne. Faktisk vil han helst undgå at tale med nogen, hvis han kan være fri.

”Jeg hader at være uforberedt. Jeg kan ikke sætte mig i boksen uden at vide med sikkerhed, at jeg er så klar, som jeg overhovedet kan blive. At jeg har vendt hver en sten. Jeg har set andre i mit fag pludselig begynde at tro, at det hele sidder på rygraden. Og det er dér, det går galt. At lave samme nummer og ende i den kategori er jeg pissebange for,” siger Dennis Ritter, da jeg senere møder ham i hans lejlighed på indre Frederiksberg.

Dennis Ritter bor uden et støvfnug i sigte, her er nærmest klinisk rent. Der er tre stuer en suite; en med sofa og fjernsyn, en med et rundt træspisebord i ædeltræ, og en med en anseelig bogreol og bløde, hvide stole og sofa. Alle rummene er udstyret med designermøbler og originalkunst.

I den bagerste stue, i biblioteket, sætter vi os og drikker filterkaffe af Royal Copenhagen-krus og spiser røde vindruer fra Nemlig.

Bogsamlingen i biblioteket består hovedsageligt af bøger inden for Ritters tre store interesseområder: cykelsport, amerikansk politik og hunde (hans elskede hund Cosmo gik bort tidligere på året, og nu overvejer han at få en ny, men det bliver først efter Tour de France). Der er også plads til et par knaldromaner på den omhyggeligt farvekoordinerede væg til væg-reol.

Efter at have glanet en kort stund på bogreolen og talt om indretningen af lejligheden (det er hovedsageligt Ritters mand, Morten Toft, der står for den del) spørger jeg Dennis Ritter, hvorfor han og Rolf Sørensen er blevet så populær en kommentatorduo.

”For at kunne holde til at lave det, vi gør, er man først og fremmest nødt til at kunne lide hinandens selskab. Og det kan vi virkelig, selvom man ikke kan finde mere diametrale modsætninger end Rolf og mig. Men det er også derfor, tror jeg, at vi komplimenterer hinanden så godt. Rolf er mere spontan. Intuitiv. Ubekymret. Til tider lidt laissez faire, hvor jeg har brug for mere kontrol.”

Ritter tager en tår kaffe og holder et par sekunders pause.

”Og så har Rolf jo sine følelser uden på tøjet i kommenteringen og er tæt på de danske ryttere på en helt anden måde, end jeg er.”

DET KAN DOG gå for vidt, det med at investere sig personligt i de aktører, man skal dække. Under sidste års Tour de France fik Mads Pedersen Rolf Sørensen i fedtefadet med et par udtalelser i B.T., fordi ekspertkommentatoren i TV 2’s øjne gik over stregen.

Efter Mads P. havde vundet ottende etape af Touren, udtalte den danske stjernerytter, at han havde modtaget beskeder fra Rolf Sørensen med gode råd til, hvordan finalen skulle køres. Ekspertkommentatoren spillede derfor en rolle i, at sejren kom i hus.

”Efter den artikel blev jeg indkaldt til møde med nogle af mine chefer på TV 2,” siger Rolf Sørensen. ”At jeg rådgiver rytterne, er egentlig ikke noget, jeg nogensinde har holdt hemmeligt, men TV 2 mente, at det skabte en interessekonflikt. Der sagde jeg til dem, at det kan jeg ikke lade være med … Det vil jeg ikke lade være med! For vi er danskere, og vi vil gerne hjælpe, hvis vi kan, men jeg gør mig ekstremt umage med at fordele sol og vind lige.”

Dennis Ritter deltog ved samme møde. Han ser en smule anderledes på dilemmaet om Rolf Sørensens nære relation til rytterne.

”Sommetider er det svært for mig som kommentatorkollega at skulle navigere i. Jeg har nogle gange siddet og tænkt: ’Det, Rolf lige har sagt der, skulle han nok ikke have sagt på direkte fjernsyn.’ I forbindelse med den konkrete episode, hvor han havde hjulpet Mads P. med at analysere etapen, skulle jeg også have være bedre til at sige direkte til Rolf, at det ikke dur. Men det er svært, fordi han gør det jo udelukkende af et godt hjerte. Han ser det sådan: ’Jeg har alligevel kørt ruten, så kan jeg da lige så godt hjælpe.’”

Dennis Ritter

(f. 1972) Opvokset i Herlev. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har en bachelorgrad i jura fra Københavns Universitet. Begyndte sin karriere som journalist på DR Sporten i 1998, hvor han hovedsageligt dækkede fodboldslutrunder samt cykelsport. Blev i 2004 ansat på TV 2 Sporten og har siden 2007 dækket Tour de France sammen med Rolf Sørensen og skiftende medkommentatorer. Blev i 2016 desuden vært på TV 2 News, hvor han har sin daglige gang, når han ikke kommenterer cykelløb, mens han også sammen med Rolf Sørensen holder foredrag om cykelsport. Bor på Frederiksberg med sin mand Morten Toft.

ROLF SØRENSEN OG DENNIS RITTER balancerer hvert år mellem at være et dansk heppekor og objektive formidlere. Men skellet mellem de to grøfter var faktisk allersmallest for Rolf og Ritter langt før begyndelsen på den guldalder for dansk cykling, vi befinder os i nu. Den største udfordring opstod nemlig under Rolf og Ritters første Tour de France som makkerpar i 2007. Her stod Michael Rasmussen på tærsklen til at skrive sig ind i historiebøgerne ved at blive den anden dansker i historien til at vinde Touren efter Bjarne Riis.

Historien i grove træk: Michael Rasmussen var vel sagtens fem etaper uden styrt fra at stå i Paris som vinder af Touren efter sin sejr på toppen af Col d’Aubisque i den gule trøje, da han blev smidt ud af løbet af sit hold, Rabobank. Det skete, fordi Michael Rasmussen havde oplyst til antidoping-myndighederne at være i Mexico på et tidspunkt, hvor han i virkeligheden var i Italien. Med andre ord var der rod i de såkaldte whereabouts.

At Michael Rasmussen kørte rundt i gedigent møgvejr i Dolomitterne på det pågældende tidspunkt kort inden Tour de France, kom frem, fordi Davide Cassani, som dengang var kommentator på italiensk tv, sagde i sin kommentering, at han havde set Rasmussen træne hårdt og længe i Italien en dag, hvor konkurrenterne sløjfede træningen på grund af dårligt vejr. Som en hyldest til Rasmussens karakter og vilje.

Det fik fatale konsekvenser for danskeren i gult. Men allerede længe inden var folk mistænksomme over for Michael Rasmussen, husker både Rolf Sørensen og Dennis Ritter.

Alligevel valgte man hjemme fra TV 2’s Tour de France-redaktion i Danmark en anden, mindre kritisk tilgang til ’Kyllingen’ i kommenteringen. Det på trods af den dopingskygge, som hang over cykelsporten dengang: Floyd Landis, der blev fanget med fingrene i kagedåsen få dage efter at have passeret målstregen i den gule trøje på sidste etape i Paris året forinden, og ikke mindst den famøse Operation Puerto, hvor flere stjerneryttere blev afsløret i at samarbejde med dopinglægen Eufemiano Fuentes. Bare for at nævne et udpluk af de skandaler, der satte sit præg på sporten i de år.

”Det blev aldrig sagt direkte, at vi skulle ignorere den mistanke, der var mod Michael Rasmussen,” siger Ritter i bilen på vej fra Compiégne til Roubaix aftenen før forårsklassikeren.

”Men jeg kunne mærke, når jeg talte med vores folk hjemme i Danmark, at begejstringen skulle køres op på alle cylindre. Altså, vi var ved at få en ny dansk Tour-vinder, så nu skulle den bare have gas. Samtidig gik Rolf og jeg rundt nede i Frankrig og talte med udenlandske kollegaer fra pressen og andre omkring løbet. Ingen stolede på Michael Rasmussen over en dørtærskel.”

Når I sagde til jeres kollegaer derhjemme, at der var en mistro rettet mod Michael Rasmussen, fik I så besked på, at I ikke måtte ødelægge den gode stemning?

”Det blev ikke sagt med de ord eller så direkte overhovedet … Men det var præcis det, som lå mellem linjerne. Jeg følte mig ekstremt presset i forvejen, fordi vi jo skulle efterfølge Mader og Leth. Samtidig var DR Sporten, hvor min storebror i øvrigt arbejdede, enormt skarpe på de kritiske historier om Michael Rasmussen. Jeg skævede lidt misundeligt til ham og dem, må jeg indrømme, selvom jeg havde fået min drøm om at kommentere Tour de France opfyldt. For jeg frygtede, at vi kunne ende på den forkerte side af historien.”

Også Rolf Sørensen følte, at han sad som en lus mellem to negle, da skandalen om Michael Rasmussen buldrede afsted.

”Det var nogle vanvittigt svære dage. Hvor meget skulle man gå med på den her lynchstemning, der var mod en mand, der ikke var bevist skyldig? Hvor meget turde man at lade sig begejstre over hans præstationer? Også for mig som cykelrytter, der fem år forinden havde kørt rundt i feltet. Men vi måtte jo bare kommentere det cykelløb, vi så. Der var ikke andet for os at gøre. Men jeg kunne godt mærke på Dennis, at han var presset over det, allerede inden Michael blev taget ud af sit hold. For hver dag, der gik, blev det sværere og sværere for ham.”

Tour de France fortsatte, dagen efter Rasmussen var blevet smidt ud af løbet, og makkerparret fortsatte med at kommentere. Men imens de sad i kommentatorboksen, og etapen var godt undervejs, blev ondt pludseligt værre. Rolfs telefon ringede. Det var Michael Rasmussen.

”Jeg kan huske, da Rolf kom tilbage fra den samtale,” siger Ritter. ”Han var kridhvid i ansigtet. Helt fra snøvsen. I telefonen har Michael Rasmussen fortalt til Rolf, hvor langt ude han var den nat, efter han blev smidt ud. Senere har han jo skrevet i sin biografi, at han var selvmordstruet på det tidspunkt.”

Rolf Sørensen supplerer:

”Resten af den Tour var umådelig svær at komme igennem. Det må jeg sige.”

FÅ MINUTTER FØR, løbsdirektør Christian Prudhomme vifter med sit flag og sætter Paris-Roubaix i gang, får Dennis Ritter endelig selskab af Rolf Sørensen i kommentatorboksen. Det er søndag den 7. april. Klokken er lidt over 11. Det sidste på kommentatorparrets tjekliste, inden de er klar til seks timers lind talestrøm, er, at en tekniker skal minde Rolf Sørensen om, hvilken knap han skal trykke på for at mute sig selv, når han skal hoste (det skal han tit) under kommenteringen.

Det er ikke luksuriøse sæder, de er blevet bænket på. Men som Jørgen Leth gentog år efter år, dengang han kommenterede løbet: ”Det er kun retfærdigt, at vi kommentatorer skal sidde ubekvemt, når rytterne har det så ubekvemt ude på ruten.” Her gengivet på Leth’sk af Dennis Ritter.

I Rolf Sørensens side af kommentatorboksen er der nærmest tomt. Han deler en skærm, der viser tv-transmissionen af løbet, med medkommentator Lars Bak, der også er tidligere cykelrytter. På bordet ligger der blot en startliste og en overstregningstusch. Færdigt arbejde. Ritter har to skærme (sin egen computer og en med live-billeder fra løbet), en stak papirer, en notesblok, to kuglepenne og løbsbogen.

Når de kommenterer Tour de France, er der et fast inventar, de ikke har taget med til Roubaix: et foto af deres afdøde ven og kollega Chris Anker Sørensen, der på det indrammede billede har hele ansigtet plastret til med et smittende smil. Chris Anker Sørensen døde i september 2021, hvor han blev kørt ned af en bil på en cykeltur i forbindelse med VM i Belgien.

Billedet var med for første gang under Tour de France-etaperne i Danmark i 2022 og har været en fast bestanddel på bordet i kommentatorboksen lige siden.

”Vi havde talt så meget om, hvor stort det ville blive med Tour de France-starten i Danmark, Chris og jeg,” siger Ritter – der normalt er frygtindgydende god til at holde øjenkontakt – mens hans blik flakker rundt i stuen i lejligheden på Frederiksberg.

”Chris havde glædet sig enormt meget til det, så det var så hjerteskærende, at han aldrig fik lov til at få den kæmpestore oplevelse. Så jeg tog et indrammet billede af ham med den dag, der var enkeltstart i København. Det var jo totalt irrationelt, men så følte jeg, at han var med til at opleve det sammen med os.”

Netop under Grand Départ, Tour de France-starten, i Danmark blev Chris Anker Sørensen hyldet og mindet over hele verden, da tv-transmissionen viste et billede, som var blevet malet af ham hen over en mark uden for Holbæk i forbindelse med, at feltet kørte forbi på anden etape.

”Jeg havde virkelig gjort meget for, at det skulle blive vist på tv-signalet. Taget fat i ASO (arrangørerne af Tour de France, red.), fransk tv og rettet henvendelser gennem alle tænkelige kanaler. Jeg fik aldrig en garanti for, at de ville vise det, så da det pludselig kom … Det var med afstand det sværeste og mest rørende øjeblik i min karriere, fordi det sad i baghovedet, at der sad seere i 190 lande og så et billede af Chris og hørte om ham.”

Ritter rejser sig fra sin stol og finder en mindebog, han har fået af Chris Anker Sørensen bror, Allan Bo Andresen. Bogen er fyldt med billeder fra Chris Ankers liv. På første side er der skrevet en personlig hilsen fra familien til de mennesker, der stod Chris Anker allernærmest. Dennis Ritter giver mig bogen i hånden. Jeg bladrer lidt i den. Ritter tilføjer:

”Jeg tænker på Chris næsten hver dag. Der opstår ofte en situation, hvor det falder mig ind at skrive en besked eller ringe til ham for at fortælle eller spørge om et eller andet.”

Ritter peger på et billede af sig selv med en arm om skuldrene på Rolf Sørensen og Chris Anker.

”Og det var jo ikke kun os to, han havde den effekt på. Det var hele holdet bag Tour-dækningen, som blev smittet af at omgås med en humørspreder som ham. Alt fra teknikere til chauffører til reportere. Det kan man også se, når vi hvert år lige inden jul mødes hele cykelredaktionen ved hans gravsted ude i Skovlunde for at mindes Chris og sige glædelig jul. Der kommer vildt mange mennesker fra TV 2. Det er virkelig en tradition, jeg sætter pris på, og som jeg håber, vi vil holde fast i langt ud i fremtiden.”

Rolf Sørensen er normalt et meget snakkesaligt menneske. Når emnerne er de rigtige. Man kan stille ham ét spørgsmål om Italien og hans 25 år dernede, og så kan man nå en kort tur på cyklen, før talestrømmen er ovre og anekdotebanken tømt.

Anderledes forsagt bliver han, når han taler om Chris Anker Sørensen.

Hvornår tænker du på ham?

”I næsten alle kommenteringer.”

Hvilke nogle tanker dukker op?

”Jeg kommer bare til at tænke: ’Her havde Chris nok sagt sådan her … ’ Men vi er også gode til at nævne ham, så det stadig føles, som om han er der med os.”

Han tier. Tager brillerne af, pudser dem og tørrer en begyndende tåre væk fra sin højre øjenkrog med baghånden.

”Dennis har været helt, helt fantastisk i den her proces med at bearbejde sorgen over det forfærdelige tab. Også fordi han er god til at mindes ham på en måde, hvor det bliver glædeligt og sjovt i stedet for sørgeligt, når vi taler om Chris. Når vi mindes ham, mens vi kommenterer cykelløb. Det er Dennis virkelig god til. Det må jeg sige.”

Rolf Sørensen hoster et par gange, siger undskyld og gentager for sig selv:

”Ja, jeg savner ham virkelig.”

Rolf Sørensen

(f. 1965) Opvokset i Annisse i Nordsjælland. Flyttede allerede som 17-årig til Toscana, hvor han boede hos en italiensk plejefamilie, for at blive professionel cykelrytter. Kørte det meste af sin karriere på det italienske hold Ariostea og for hollandske Rabobank. Er med 53 sejre fordelt over 17 sæsoner den dansker med flest professionelle sejre gennem tiden. Har blandt andet vundet to etaper i Tour de France, Liège-Bastogne-Liège i 1993 og Flandern Rundt i 1997. Stoppede som aktiv rytter i 2002. Er i dag ekspertkommentator på TV 2 samt foredragsholder og medforfatter til fem cykelbøger. Bor i Kokkedal med sin forlovede Mette Lyck.

DER ER NÆRMEST mennesketomt på velodromen i Roubaix, mens rytterne kører rundt 250 kilometer længere sydpå ved startbyen Compiégne.

På den faldefærdige, blå bænk med udsigt over cykelbanen sidder Rolf Sørensen og Dennis Ritter klar til at fordøje begivenhederne. De har masser af snacks foran sig; Blue Jeans-lakridser, spejlæg-vingummier, nøddemix og dåsecolaer. Dennis Ritter fumler med sine papirer og tripper uroligt med begge ben. Rolf Sørensen skiftevis spejder ud over den øde cykelbane og retter fokus mod skærmen.

Op ad eftermiddagen kommer cykelfans fra hele verden dryppende og stimler sammen i små, nationale enklaver. Der er franske, belgiske, hollandske, italienske, palæstinensiske og ikke mindst danske flag at spore rundt om betonbanen. Om et par timer vil Mathieu van der Poel komme buldrende ind på banen langt foran konkurrenterne.

Midt i flokken af fans, der pænt venter på at købe øl, støder jeg på 12 venner, der fejrer 40-års fødselsdag med cykelløb og fadøl i Roubaix. De skjuler dårligt, hvor de kommer fra, og hvem de holder med. En af gæsterne til fødselsdagen, Mads Stavnsbo på 38 år fra Klampenborg, er rød og hvid fra top til tå. Han bærer en ældre DBU-træningsdragt med en rød- og hvidstribet overdel og har postkasserøde bukser på. Vennegruppen har også flag, cykelkasketter og bannere med.

Mads Stavnsbo er stor tilhænger af Rolf Sørensen og Dennis Ritter.

”Jeg har nogle gange været på ferie under Tour de France og set det uden Rolf og Ritter som kommentatorer. Det er helt skørt og slet ikke lige så fedt. Så tænder jeg hellere for TV 2’s Tour-radio og lytter til dem, fordi det er langt stærkere end at se billederne uden deres analyser, fortællinger og den indlevelse, som jeg elsker, at de har.”

En anden i flokken supplerer og fremhæver VM i 2019, hvor Mads Pedersen overraskende sikrede sig sejren. Det var et tydeligt et eksempel på, hvad der gør Rolf Sørensen til landets bedste kommentator (hans ord). Nemlig at han ikke er bange for at leve sig helt ind i cykelløbet og lade sine følelser få frit løb.

Kammeraterne er enige. De var ellers nervøse for, om arven fra Jørn Mader og Jørgen Leth kunne løftes.

”De havde nogle kæmpestore sko at fylde ud efter Mader og Leth, som er legender. Men jeg synes faktisk, at de har fyldt dem ud til fulde. De kan fastholde seerne i adskillige timer hver dag igennem hele Tour de France. Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan det,” siger Mads Stavnsbo.

Så du er ikke blandt dem, der synes, de kommenterer med klaphatten spændt for hårdt fast?

”Nej, nej, overhovedet ikke. Det bliver de nødt til at have. Det er netop derfor, jeg allerhelst vil se cykelløb, når det er dem, der kommenterer.”

ROLF SØRENSEN OG DENNIS RITTER møder ofte cykelinteresserede danskere som Mads Stavnsbo og hans kammerater i supermarkedet, på gaden eller på restauranter, der spørger, hvad de har gjort af den anden: ”Har du plantet Ritter på bakken?” eller ”Hvaaa’, er Rolf ude at cykle uden dig?”

Men i virkeligheden ser de ikke hinanden særlig tit uden for arbejdet. Et par gange eller tre om året bliver det til.

Ikke at det er en hindring for at skabe et nært venskab, uddyber Dennis Ritter.

”Selvom Rolf og jeg oftest taler om cykelsport, når vi kører lange ture eller taler i telefon, deler vi også mange personlige ting med hinanden. Rolf ved nærmest alt om mig og omvendt. Vi har en stærk fortrolighed, på trods af at vi ikke ser hinanden så ofte udover til vores foredrag og i forbindelse med de cykelløb, vi kommenterer sammen.”

Det har længe været sådan, at de har kunnet dele alt. Faktisk siden Dennis Ritters medkommentator havde sat sig selv i en situation, hvor der var modvind, hvor end han kørte.

”Dengang med hans dopingindrømmelse, og mens hele ’Rolf er ren’-kampagnen (en folkebevægelse, der begyndte på ’Monte Carlo’ på P3, red.) kørte, blev vi for alvor tætte. Rolf spurgte mig til råds vedrørende den pressemeddelelse, han ville gå ud med, og kom hjem til mig en dag, hvor vi gennemgik det hele sammen. Jeg følte, at det var en ekstremt stor tillidserklæring fra hans side. Det tog vores venskab til et helt nyt niveau, og det er kun blevet stærkere siden.”

I højere grad end tidligere har Dennis Ritter sin daglige gang på TV 2 News, hvor han er nyhedsvært, og han kommenterer derfor færre cykelløb fra Odense og rundt omkring i Europa sammen med Rolf Sørensen. Men det har ikke betydet, at de ikke fortsat er tætte.

”Vi ved efterhånden alt om hinandens privatliv. Rolf har jo været igennem en del svære ting de seneste år med en skilsmisse og et alkoholafvænningsforløb. Det har været en periode, hvor vi også har haft samtaler om de svære og nære ting. Jeg har virkelig sat pris på at få lov til at være med på sidelinjen hele vejen.”

At have en stærk privat relation styrker også det professionelle makkerskab, mener Ritter. For selvom det er sjældent, kan end ikke ’Rolf og Ritter’ undgå at ville rive hovedet af hinanden en gang imellem.

”Det er da sket, at jeg har været nødt til at tage fat i kraven på Rolf for at få ham til at ændre nogle ting. Men fordi vi har så tæt en relation og har så stor respekt for hinanden, bliver det ikke taget ilde op.”

Hvad kan årsagerne være til, at du bliver nødt til at tage fat i kraven på ham nogle gange?

”Det kan være alt fra risikoen for at havne i den dobbeltrolle, som vi har talt om, eller fordi jeg har et ønske om, at han får fulgt bedre op på noget, jeg har bedt ham om at gøre. Eller at han sætter sig i boksen tidligere end fem minutter før starten.”

SYV TIMER ER GÅET med konstant snak på direkte tv. Rolf Sørensen, Dennis Ritter og Lars Bak har guidet seerne igennem et optaktsstudie og 250 kilometers intenst cykelløb. Det er endelig tid til at sætte ord på øjeblikket, hvor løbets med afstand største stjerne, Mathieu van der Poel, krydser målstregen tre minutter før sine forfølgere, Jasper Philipsen, Nils Politt og Mads Pedersen, der kæmper om andenpladsen. Som aftalt klapper Rolf Sørensen i og overlader målspeaken til Dennis Ritter.

Hele vejen rundt på velodromen har de tusindtallige tilskuere rejst sig. Rolf Sørensen og Lars Bak griber telefonerne for at fange et øjeblik med verdensmesteren, der glider ubesværet rundt på den skrå beton og modtager jubel fra alle kanter. Selv tilskuere med belgiske eller palæstinensiske flag i hænderne hylder hollænderen.

Efter de næste ryttere har krydset målstregen, bliver Rolf Sørensen stående og klapper. Først af den hollandske vinder og senere, med øget entusiasme, af Mads Pedersen, der bliver nummer tre. Ritter sætter sig ned, holder hænderne i ro og lader billederne af cykelløbet tale for sig selv.