”Så stod jeg der, sort og suspekt, og så kunne mine hvide venner stjæle en masse tøj”

Er du gået fra en restaurant uden at betale regningen?

”Nej, men jeg er blevet beskyldt for det. Omkring årtusindeskiftet tog vi en flok musikere til Cuba for at spille. Vi var 13 afsted, og en af aftenerne gik omtrent halvdelen af os ud og spiste i Havana. Vi faldt i snak med en ung gut. Nogle af drengene skulle have noget røg, og det kunne han hjælpe med.

Af en eller anden årsag gav de ham ikke kun pengene til røgen, men også de penge, vi skulle bruge til at betale for restaurantbesøget. Det var ligesom meningen, så vidt jeg husker, at ham her skulle betale for hele vores selskab med det samme og så derefter ud på sin mission. Han gik da også op til disken, stod og vinkede smilende til os og betalte tilsyneladende.

Men på et tidspunkt kom ejeren af restauranten ned og ville have sin betaling. ’Jamen, vi har da betalt,’ sagde vi. ’Nej, det har I ikke,’ sagde han, og sådan gik det frem og tilbage. Det endte med, at han ringede efter politiet, og så blev vi alle marcheret op til Station 1 i Havana. Der ventede vi, mens politiet forsøgte at finde ud af, hvad der var sket og ledte efter ham lømlen.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Tatoveringer er jo et slags ar. Et, der ikke får lov til at hele. Da jeg var ung, troede jeg ikke, jeg skulle have tatoveringer, men da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at det kunne være inspirerende at se kroppen som et slags lærred, ligesom byens vægge er det for graffitimalere.

En af mine favorit-tatoveringer er fra mit yndlingsfodboldhold, Arsenal. Jeg har deres, skal vi kalde det motto, på min højre arm. ’Victoria Concordia Cres-cit’ som betyder noget i retning af ’Victory grows out of harmony’. Jeg gad ikke bare have tatoveret Arsenals kanon på min arm. Det motto har i stedet nogle værdier gemt i sig, som betyder noget for mig. Man skal være en holdspiller i livet, og man skal gøre tingene sammen.”

Er du kommet til skade, mens du har optrådt?

”Ikke på musikscenen. Men teaterscenen … det er et farligt sted. Når man opfører et teaterstykke, skal man som skuespiller ofte bevæge sig væk fra scenen, så de andre skuespillere kan overtage den, og så komme tilbage, når man skal på igen. Den tur foregår sjældent i en lige linje, og normalt er der helt mørkt ude i kulisserne.

Jeg har flere gange oplevet, at jeg er hoppet over noget, fx en trapdoor i gulvet, og så har jeg mistimet mit spring, er faldet halvt ned i hullet og har derefter skrabet mit skinneben op. Det skete blandt andet under ’Efter brylluppet’ på Betty Nansen Teatret, men heldigvis var der vist ingen blandt publikum, der lagde mærke til det.”

Har du nogensinde stjålet noget?

”Ja, det har jeg, men det har været småting. Jeg har dog kendt rigtig mange andre, der huggede nogle seriøse sager. Da jeg var dreng, gik jeg på en international skole, hvor der var en masse diplomatbørn, og det var sgu de værste røvere.

Jeg husker især nogle episoder, hvor vi var i Lyngby Storcenter, og jeg fungerede som afledningsmanøvre. Så stod jeg der, sort og suspekt i de ansattes øjne, og så kunne mine hvide venner stjæle en masse tøj, mens butiksdetektiven havde travlt med at holde øje med mig.”

Hvornår blev du en mand?

”Da min første søn blev født for 24 år siden. Der kunne jeg for alvor mærke, at det hele ikke længere kun handlede om mig selv. Jeg stod pludselig med det her store ansvar for et lille menneske, og der følger selvfølgelig en vis portion angst med. Man vil jo ikke fucke det op, og jeg tænkte meget over, hvad jeg selv havde lavet af vilde ting.

Mine teenageår foregik primært i DSB’s tognet, hvor jeg malede graffiti og surfede oven på togene. Dengang anså jeg det ikke som værende så farligt, jeg ville jo bare gerne være sej med de andre. Men jeg håber for Guds skyld ikke, at mine unger har rendt rundt og lavet nogle af de samme ting, som jeg gjorde.”

Hvad er det mest besynderlige, du har oplevet i forhold til medierne?

”Tilbage i 90’erne var jeg med i et band, der hed Los Umbrellos. Vi lavede blandt andet nummeret ’No Tengo Dinero’, der betyder: ’Jeg har ingen penge’. Det var blevet et hit på en radiostation i Houston i Texas, så vi tog til USA for at skyde en musikvideo.

Vi optog blandt andet på motellet Safari Inn i Los Angeles, som også blev brugt som location i ’Pulp Fiction’. Det var et helt specielt set-up. Vi havde medbragt en masse pornoskuespillerinder samt Ron Jeremy (tidligere mandlig pornoskuespiller, red.) og en orangutang. Journalisterne derovre fattede ingenting. De kunne ikke regne os ud, og de blev ved med at spørge mig, om jeg var pornoskuespiller, eller om jeg i virkeligheden var en alfons.”

Hvis du mødte dig selv som dreng, hvad ville du så sige?

”’Tro på det, og lad være med at forcere tingene.’ Man skal ikke begræde sin situation, hvis man ikke er præcist der, hvor man gerne vil være. Jeg sidder i dag på et stort teater, jeg skal være med i en stor forestilling, og mit fjæs hænger på plakaten udenfor.

Det ville jeg aldrig have troet, da jeg var 14-15 år gammel. Og så ville jeg sige: ’Husk dine venner. Anerkend dem, der hjælper dig og viser dig respekt.’ Det er en illusion, at man kan klare alting selv.”

Hvad ville du gøre, hvis du havde én dag tilbage at leve i?

”Tro det eller ej, men jeg ville slappe af og puste ud. Jeg har altid løbet hurtigt, og hvis man gør det, når man ikke altid at tænke over, hvad man egentlig har opnået. Det kunne være fedt at se filmen i stedet for at producere den.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Danmark