Sådan føles det at blive angrebet af en haj

Jeg befinder mig midt ude i ingenting i Stillehavet, 100 kilometer fra den mexicanske havneby Puerto San Carlos. Jeg er sejlet ud for at tage undervandsbilleder af sværdfisk. Det er den vildeste action.

Fisken kan blive tre meter lang og svømmer 80 kilometer i timen, når den jager stimer af småfisk, der krøller sig sammen i en kugle for at beskytte sig selv. Det er et fantastisk syn, hvis man er heldig.

Jeg er sammen med min makker, den franske undervandsfotograf Greg Lecoeur. Inden vi hopper i vandet på 400 meters dybde, siger Greg, at jeg skal have øjne i nakken, da der kan være hajer. Fint nok, vi hopper i og befinder os snart efter tæt på en stime af småfisk, som er på flugt fra en gruppe på omkring 10 sværdfisk.

Pludselig mærker jeg noget, der tager hårdt fat i mig. Min første tanke er, at det er en søløve, der er kommet bagfra. Jeg vender mig om og er ansigt til ansigt med en makohaj. Den er to meter lang. Jeg gætter på, at den vejer 80-90 kilo. Hajen ligner en hvidhaj, og den mangler et øje. Måske er det derfor, den har svært ved at orientere sig.

Normalt angriber makohajer ikke mennesker, men denne her har sikkert troet, at jeg var en konkurrent, på jagt efter de samme småfisk, som den havde udset sig. Makohajen har bidt sig fast i min højre arm. Jeg skriger. Jeg bokser med hajen oppe ved havoverfladen. Med venstre hånd tager jeg fat i dens mund og prøver at åbne den, men hajen er én stor muskel med tænder som knive. Alle fem fingre på venstre hånd bliver skåret op. Hajen vil ikke give slip. Den har fat lige over albuen. Jeg mærker ikke smerte, kun hajens faste greb og varmen fra blodet, der breder sig under våddragten.

I min højre hånd holder jeg fast i mit undervandskamera. Det vejer 10 kilo og koster 50.000 kroner. Jeg har ikke kræfter i armen til at holde det. Jeg giver slip på kameraet, og det forsvinder under mig ned mod bunden. Hajen og jeg kæmper et minut til halvandet. Greg befinder sig længere fremme, og han tror først, at jeg skriger af begejstring over at se sværdfiskene. Men så vender han sig om og ser hajen.

Han svømmer hurtigt hen for at hjælpe. Han slår hajen med sit kamera, han rammer den tre-fire gange, og til sidst slipper den taget. Han redder mit liv. Jeg mærker, at min arm hænger og dingler. Jeg har ingen kræfter, men formår alligevel at svømme hen til båden og kravler op. Vi ringer til kystvagten, som sejler os i møde. Sejlturen med kystvagten ind mod land tager en time. Jeg ligger på bunden af båden, og hver gang vi rammer de to meter høje bølger og lander på vandoverfladen, bliver jeg trykket ned mod gulvet og får pumpet luften ud af lungerne. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg ved ikke, om jeg klarer den.

Der går tre timer, før jeg bliver indlagt på et lille, lokalt hospital. De mener ikke, de kan stille noget op og taler om at amputere min arm. Min biceps er skåret over, musklen på underarmen er ødelagt, knoglen er knust, og jeg har omfattende nerveskader. Mine mexicanske venner får mig flyttet over på et større hospital, hvor en dygtig specialkirurg opererer på mig i syv-otte timer. Jeg får 170 sting. Det eneste, der ikke er beskadiget på min arm, er hovedpulsåren. Var der gået hul på den, var jeg død. I dag kan jeg ikke strække armen helt ud, og jeg kan ikke mærke min tommel-, pege- og langfinger. Men jeg har min arm.