Sådan føles det at blive ramt af lynet

Jeg har lige gennemført et halvmaraton med min løbeklub i godt vejr i København, da det begynder at småregne. Regnen tager til, men der er ingen tegn på torden, så jeg søger ly under et træ. Pludselig rammer det som et kæmpe kanonslag. Braget og lynet i ét. Det gør bare så ondt i hele kroppen. Jeg siger til mig selv: ”Hold kæft, du er blevet ramt af et lyn!” Jeg knytter hænderne og tænker: ”Du skal bare holde ved, indtil det er ude af kroppen.” Det føles som mindst 10 sekunder, men måske er det et eller to. Jeg tænker, at jeg bare skal holde ud. Men det kan jeg ikke. Jeg må give slip. Jeg læner mig til højre og vælter.

En ung mand, som løber hen for at hjælpe, fortæller bagefter, at det dampede kraftigt fra mit hår og min krop. Det hvide vendte ud af begge mine øjne. Han var sikker på, jeg var død. Lige der føler jeg selv, jeg er død. Jeg må være i Himmelen, tænker jeg. Er det sådan, det er at være død? Det er jo rart. Det er en mærkelig følelse at have. Jeg er ikke specielt kristen eller noget, men jeg følte bare sådan en tryghed. Alle mine bekymringer var væk. Sådan havde jeg det.

Pludselig vågner jeg op i et hvidt telt og tænker: ”Jeg lever endnu!” Min klubkammerat sidder på en stol ved siden af og fortæller, hvem jeg er og alt det der. Jeg spørger bare, hvordan løbet er gået. Det er gået godt. Jeg siger til dem, at mine ben er væk. De kigger og siger: ”Dine ben er der.” ”Nej,” siger jeg, ”de er væk. Der er ingen ben.” Jeg kunne overhovedet ikke mærke dem. Så falder jeg væk igen.

Jeg har fået at vide, at de kørte mig på Rigshospitalet. Jeg var ved at ryge af båren, for der lå vand og mudder overalt. Min kone sad omme foran.

På hospitalet kan lægerne ikke strække mine ben ud. Min kone fortæller senere, at jeg skreg helt vildt. Lægerne vender sig om og siger: ”Hvad fanden gør vi ved ham?” Men det er ikke noget, jeg selv kan huske.

Jeg vågner op på stuen og ser, at mine børn er kørt herover fra Jylland. ”Hvad dælen, har jeg været væk så længe?” Så kommer lægerne ind og kigger. Men de skal ikke røre ved mine tæer! Begge fødder er kulsorte. Bare de snitter dem, skriger jeg af smerte. Jeg har også brændemærker på højre knæ, hofte og kind.

Næste dag bliver jeg udskrevet med smertestillende medicin, jeg skal tage hver fjerde time. Efter fem dage kan jeg støtte nok på benene til at gå i bad. I spejlet ser jeg et rødt mærke lige under højre skulderblad. Det var der, lynet ramte. Min kone tager et billede af det.

Jeg havde nye løbesko på, som jeg kun lige havde løbet til. Senere opdager vi, at de er helt hårde og stive. De er simpelthen brændt af. Jeg har siden haft smerter i armen og døjer stadig med min hæl. Og hukommelsen. Sådan noget som navnet på nabobyen kan jeg ofte ikke komme i tanke om. Det er mærkeligt, når man har boet her i 30 år. Men det kommer langsomt tilbage.

Jeg har aldrig været bange for tordenvejr. Men et halvt år efter, hvor det sådan rigtigt tordnede, skal jeg love for, jeg fik svedeture. Det troede jeg ikke, jeg ville få, men det gjorde jeg altså. Det har sat en eller anden skræk i mig.