Sådan føles det at bo hos en galning

SAMMEN MED TO VENNER var jeg taget på den obligatoriske Australien-rejse i kølvandet på sommerens Bacardi Breezer-våde studenterfester. Året var 2008, vi var 18-19 år, og vi var lige blevet færdige med gymnasiet. Vi havde ikke lyst til at rejse op og ned ad østkysten og drikke os fulde med andre backpackere, nej, Anders, Jakob og jeg ville arbejde for kost og logi og møde den rigtige australier.

På en backpackerhjemmeside så vi en annonce indrykket af en mand ved navn Greg. Han ledte efter arbejdskraft til sin enorme farm Borrona Downs Station, som ligger midt i ingenmandsland i New South Wales i den østlige del af landet. Den tætteste landsby til farmen hedder Tibooburra og ligger 100 kilometer væk. Vi regnede os frem til, at Gregs grund var på størrelse med Sjælland.

Vi havde aftalt med Greg, at han skulle samle os op i byen Broken Hill, hvor vores tog stoppede, og som lå 200 kilometer fra hans farm. Aftalen var, at vi skulle bo hos ham i fire uger med mulighed for forlængelse, hvis vi var glade for at være der. Vi stod og ventede i Broken Hill i flere timer, inden han dukkede op. Allerede der fornemmede vi, at vores vært var en speciel mand.

Han kørte os gennem faldefærdige blikhusekvarterer, sådan nogle man kender fra slummen i Sydamerika. Her skulle han hente et eller andet, som han ikke ville fortælle os, hvad var.

På køreturen mod farmen knappede han 8-10 øl op og drak dem selv, han endte med at blive godt vissen. Mødte vi kænguruer på vejen, zik-zakkede han med firehjulstrækkeren – ikke for at undvige dem, men for at pløje ind i hver enkelt, som var det et arkadespil. Det var vores første møde med kænguruer.

Da vi nåede frem til farmen sent ud på natten, ville han drikke flere øl med os, men vi var for trætte og afslog tilbuddet, og så kom den prompte: ”European cunts.”

Næste morgen tog vi fat på vores nye hverdag hos Greg. Det første, han gjorde, var at forbyde os at tale dansk med hinanden, for vi kunne jo være terrorister ”efter 9/11, I ved nok,” lød hans forklaring. Greg boede alene på farmen, på nær en håndfuld medarbejdere. Snakken blandt dem gik, at Greg havde en voksen søn og havde haft en kone, men at de begge var skredet.

Selv fortalte Greg ikke meget om sin historie. Han var ikke ligefrem noget snakkehoved, han kommunikerede mest med dybe suk eller hoverende latter. Hans hud var mere rødmosset, end der var tale om læderhud, men han var for stolt til solcreme.

Heller ikke Gregs toiletvaner var helt normale. Han sked med døren åben, mens han sad foroverbøjet og læste i australske sladdermagasiner. All right, læste er nok at stramme den, han kiggede vist mere på de smukke og i nogle tilfælde halvnøgne kendiskvinder på siderne. Fik jeg øjenkontakt med ham gennem lokumsdøren, gav han et enkelt nik med hovedet og sagde ”Hey Todd,” som han kaldte mig. Mærkeligt nok vænnede jeg mig til det.

Som dagene gik, lærte Anders, Jakob og jeg, at Gregs foretrukne ord var ’cunt’. Han formåede at putte det ind i hver sætning – oftest som et genstandsled. ”Og så tager du cunten og rører rundt,” kunne han sige ved madlavning. Cunt var i dette tilfælde en grydeske. Det kunne også være en skovl, når han skulle vise, hvordan vi skulle grave i jorden. Eller en hammer. Han brugte det også ved skæld ud, når vi skuffede ham. Og det gjorde vi desværre mange gange.

Selv om han fremstod som en hård banan, var han ikke mere tough, end at han nægtede at deles om den eneste sikkerhedshjelm, han havde, når vi skulle kravle rundt sammen med ham oppe i hans mange vindmøller for at reparere dem. Han ville ikke risikere noget, mens vi andre måtte indse, at kom der en hvirvelvind og slog os omkuld, ville vores hoveder ende som udsmattede vandmeloner, når vi ramte jorden. Det skete heldigvis ikke.

Andre dage bestod vores arbejde i at grave huller i jorden og lægge vandrør, der skulle tilkobles en stor vandtank. Vandtankens indre skulle vi senere stifte bekendtskab med.

Greg havde mange fårehunde og særligt den, der hed Bing, kom vi til at kende. Bing listede sig konsekvent bagom Greg, når den skulle ind i hundegården om aftenen. Aldrig foran. Den var tydeligt bange for ham. Jeg er selv glad for hunde, så da jeg så Bing første gang, begyndte jeg at klappe den. Og så brød helvede løs. Greg rakte ud efter et jernrør, der stod op ad hegnet og tæskede løs på hunden.

”Det er din skyld, at jeg er nødt til at tæske den, Todd. Klap aldrig hunden.” Han sparkede løs på Bing, og til sidst kastede han hunden ind i hegnet.

Greg havde køer. Et par dage efter Bing-episoden sad jeg på forsædet sammen med Greg i hans firehjulstrækker, da han pludselig ændrede kurs på marken. Han havde fået øje på en bestemt ko, og da han ikke drejede på rattet, da vi nærmede os den, vidste jeg, hvad der ville ske. Koen skulle pløjes ned. Ganske rigtigt. Greg trykkede speederen i bund og bragede ind i koen. Jeg sad som forstenet. Greg bakkede, og da koen kom op på benene igen, kørte han den ned igen. Sådan fortsatte det.

Koen blev mere og mere groggy, den begyndte at bløde fra næsen, og nu gik der minutter, før den kunne rejse sig. Da Greg havde kørt koen ned otte gange, og den blev liggende, forklarede han mig: ”Todd, koen var løbet ud af folden, og den her måde er den eneste, den forstår.”

Anders, Jakob og jeg blev mere og mere bange for at være på farmen. Vi følte os fanget i ingenmandsland. På hovedvejen, der lå et godt stykke væk fra farmen, kom der én bil forbi hver anden dag. Vi ringede hjem til vores forældre i Danmark og sagde, at de skulle slå alarm, hvis de ikke hørte fra os om et par dage. Vi frygtede, at vi skulle dø derude. Det hjalp heller ikke på vores paranoia, at vi fandt patroner i hans bil.

En morgen, hvor vi skulle arbejde langt væk fra farmen, kørte vi forbi et får, der var langhåret og skulle fanges og med hjem for at blive klippet. Men fordi vi var på vej ud, bandt Greg benene sammen på fåret og lod det ligge ude på marken, så han kunne hente det senere. Da vi kom tilbage nogle timer senere, lå fåret og hev efter vejret. Bundet og forsvarsløst var det blevet angrebet af en rovfugl, der havde plukket øjnene ud på det og spist dem. Pelsen var smovset ind i blod fra de nu tomme øjenhuler.

Det døende får skulle stadig med hjem og blev smidt op på ladet af bilen. Problemet var, at fåret skulle ligge akkurat der, hvor min plads var. ”Så må du sætte dig på det,” sagde Greg.

Kilometerne gik, og min røv løftede sig mindre og mindre, mens jeg sad på fåret. Dets vejrtrækning lød til sidst, som når man ikke kan starte en græsslåmaskine. Jeg endte med at slå et døende får uden øjne ihjel ved at sidde på det. Fåret var dødt, da vi nåede frem til gården, og Greg sukkede blot af mig.

Efter tre uger kunne Anders, Jakob og jeg ikke holde til mere. Vi ville væk fra farmen, væk fra Greg. Men vi var bange for hans reaktion og sad længe i vores skurvogn for at finde den bedste måde at sige det til ham. Vi kom frem til at, at vi hellere måtte pakke det ind.

”Greg, du ved, at vores rejse er begrænset, og vi vil jo så gerne se så meget af landet. Men det er ikke, fordi det ikke har været hyggeligt. Vi har virkelig moret os her.”

Jakob smurte virkeligt tykt på. Greg blev hverken sur eller skuffet. Overraskende nok. Han tilbød at køre os til Broken Hill, det var egentligt venligt af ham. Men de andre medarbejdere fortalte os, at Greg engang havde set sig sur på en kvindelig, fransk medarbejder og havde efterladt hende på farmen og var kørt til byen og først var vendt tilbage nogle dage senere. Vi følte os derfor ikke helt sikre på vores ’flugtplan’.

På den absolut sidste dag skete der noget, som nok igangsætte min angst for små og lukkede rum. Greg bad Jakob og mig om at kravle ned i den store vandtank, som var tom for vand, for at tjekke noget, som han ville fortælle os, når vi var kommet derned.

Da vi stod nede i tanken, tog han låget til tanken og smækkede det i med et brag. Der blev næsten helt mørkt. Jeg var ikke i tvivl: Nu tænder han for vandet, og så drukner vi hernede, mens Anders bliver skudt oppe på landjorden. Om fem år er vi med i et afsnit af ’De forsvundne danskere’.

Der var klamt og varmt nede i tanken, og der lugtede af brændt gummi. Jeg kunne godt ane Jakob dernede, men vi havde ikke tid til at berolige hinanden. Vi skulle bare op omgående og begyndte at råbe efter hjælp, som rungede hult i tanken. Kunne de høre os? Vi prøvede at slå låget op, men det var ikke muligt nedefra. Greg stod sikkert på det.

Jeg mærkede små prik i min pande, så blev det voldsommere, og det stak. Det fortsatte ned i min hals, der strammede sig sammen. Panikken var sluppet gennem paskontrollen i min hjerne. Det føltes som minutter dernede. Så løftede Greg på låget og udbrød knastørt: ”Slap dog af, cunts. Det var bare for sjov.”

Jeg har aldrig følt mig så fri og lettet, som da vi senere samme dag vinkede farvel til Greg i Broken Hill, og vi tog bussen væk mod feriebyen Byron Bay på østkysten. Her brugte vi 14 dage på at sunde os og drikke os fulde med andre backpackere, som vi ellers havde svoret ikke at gøre, inden vi følte os mentalt klar til næste farm.

Mange år senere tænker jeg stadig på, om Greg er i live. En dag for nylig lavede jeg en Google-søgning på hans navn. En artikel fra 2016 poppede op. Der stod, at Royal Flying Doctor Service havde sendt deres helikopterlæge ud til Borrona Downs Station. Mens Greg var i gang med noget arbejde, var der kommet en ko bagfra og havde angrebet ham. Koen sparkede Greg seks meter op i luften. Han overlevede på mirakuløs vis. Men han havde brækket ribbenene, sit kraveben og skulderblad, mens der var brud på kraniet og slag i ansigtet.

Køerne fandt sig ikke i mere pis. De havde taget deres hævn på Greg-manér.