Sådan føles det at få 62 brud på kroppen

I august 2013 var jeg selvstændig VVS’er. Jeg arbejdede på et tagvindue i en gammel, høj patriciervilla i Hellerup. I loftsrummet skulle jeg tjekke en utæthed i vinduet, der sad i et tag med naturskifer. Jeg stod på en stige, men fik overbalance, så jeg faldt ud på taget, og så gik det ellers bare nedad på fuld damp.

Jeg forsøgte at gribe fat i alt muligt og slog med hånden gennem skiferen, men der var ikke noget at gribe fat i, så jeg røg ud over taget.

”Det er sgu noget lort, det her,” tænkte jeg. Jeg troede, jeg skulle dø og var totalt bange for, om jeg skulle se min kone og børn igen. Jeg nåede også at tænke, at jeg ikke måtte lande på benene, fordi jeg cykler meget, og faldet ville smadre mine ben.

Jeg landede 12 meter fra huskanten på en knastør græsplæne. Højre hånd og arm knækkede helt ud til den forkerte side af kroppen, min skulder blev revet af led, jeg knækkede flere ribben og fik mere end 30 brud på hofte- og bækkenpartiet, der flækkede fra top til bund. Kunden var hjemme og så mig flyve forbi køkkenvinduet. Mine lunger var punkteret, så jeg kunne kun lige fremstamme, at hun skulle ringe 112.

På Rigshospitalets traumecenter klippede de tøjet af mig og skar hul i siden på mig, så der kunne komme luft til lungerne igen. Jeg følte faktisk ikke smerte lige der, det var først senere, da lægen begyndte at trykke på de knækkede ribben og sætte armen på plads. Heldigvis var mine indre dele som hjerte, lever, nyre og den slags o.k., og der var ingen indre blødninger. Lægerne tjekkede mig i en MR-scanner og kunne se, at jeg af utrolige årsager hverken havde knækket noget i ryggen eller nakken. Det så altså fint ud, sagde lægen, men jeg havde cirka 62 brud.

”Det skal vi nok få lappet sammen,” sagde lægen, hvorefter de fyldte min arm og hånd med metal for at holde det hele sammen. Jeg var totalt smadret, og næste morgen kunne jeg godt mærke, at jeg havde ondt, selv om de havde pumpet mig med morfin. Det var et sandt smertehelvede.

Cirka 10 dage senere overførte lægerne mig til Bispebjerg Hospital, hvor de ville forsøge at sætte mit bækken og de andre brud sammen. De var utroligt søde alle steder, og jeg følte mig meget taknemmelig over behandlingen. Der lå jeg i godt 20 dage. Spiste over 20 piller i døgnet. Så sendte de mig hjem.

Lægerne kunne ikke sætte mit bækken sammen, de var bange for varige skader. Derfor skulle jeg ligge hjemme i tre en halv måned i en speciel madras, der skulle forme sig efter kroppen, mens min familie passede mig. Jeg fik meget morfin og lå hele tiden ned, så hele mit tarmsystem gik i stå, jeg kunne for eksempel ikke komme af med afføring trods lavementer. Det var et mareridt, og først efter en vild kamp lykkedes det endelig at komme af med skidtet. Det var eddermame noget af en lettelse.

Stille og roligt kunne jeg komme til genoptræning. Det tog samlet to et halvt år, før jeg var nogenlunde genoptrænet og kunne cykle igen. Min virksomhed måtte jeg lukke, og jeg endte med at få et fleksjob, som jeg stadig har i dag. Jeg tager stadig smertestillende medicin, og jeg har fysiske gener som følge af ulykken. Min krop har fået en del knubs, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg lever og har været utroligt heldig. Kirurgen sagde, at mit fald svarede til, at jeg var banket ind i en mur med 80 km/t. Jeg burde være en grøntsag, men jeg var i rigtig god form, og det var måske med til at redde mit liv.