Sådan føles det at lave en redningsaktion på et bjerg
15 danskere fortæller i det nye Euroman ekstreme historier fra virkelighedens overdrev. Her fortæller den professionelle bjergbestiger Jakob Urth om sin hårdeste tur nogensinde.
Foto: Privat Jakob Urth på vej op ad Lhotse, verdens fjerdehøjeste bjerg og nabo til Mount Everest.
Det er midnat, da vi begiver os ud på den sidste strækning mod toppen. Vi befinder os i 7.700 meters højde. Ekspeditionen har varet cirka 35 dage, nu er vi tæt på målet. Lhotse har for mig altid stået som noget særligt. Det er verdens fjerdehøjeste bjerg på 8.516 meter og er nabo til Mount Everest. I mange år har det spøgt i baghovedet på mig, at jeg burde udfordre mig selv på Lhotse.
Det er mørkt, og det blæser kraftigt med minusgrader på den forkerte side af 30. Det går direkte i mine tæer. Det bliver hurtigt stejlt med en vinkel tæt på 70 grader, og da væggen er ren is, tør vi ikke gamble, men beslutter at sætte fixreb op. Det betyder, at vi vil komme senere op, til gengæld vil vi også komme hurtigere ned. Vigtigst af alt vil vi dog give os selv en meget mere sikker base for at nå både frem og tilbage.
Det vælter ned med sten og is, men vi finder en god linje på bjerget, som vi er trygge ved. Min klatremakker er en polak ved navn Tomasz. Polakker har nærmest bjergbestigning som nationalsport, og Tomasz er ikke typen, der går af vejen for lidt smerte.
Annonse
Jakob Urth med sin polske makker Thomaz (th.) i Camp 2. Det er sidste foto af de to, inden topforsøget skydes i gang.
Ved femtiden om morgenen begynder det at lysne, da jeg pludselig mærker et slag på først min skulder, dernæst min hjelm. ’Fuck, jeg er ramt,’ tænker jeg, mens jeg forsøger at få ordentligt fæste med isøkserne – så vil jeg i det mindste blive hængende, hvis jeg skulle få noget så tungt i hovedet, at jeg besvimer. Lidt efter tør jeg kigge op igen og ser fjer i luften. En sten har ramt min dundragt, men det er ikke alvorligt.
’Are you okay? We have to go fast. Go, go!’ beordrer Tomasz oven over mig, og jeg kan ikke være mere enig. Den opstigende sol vil varme isvæggen og løsne endnu flere sten. Selv om jeg har hjelm på, kan sådan en sten på størrelse med en tennisbold sagtens slå mig bevidstløs. Jeg har mange gange undgået en truende sten ved i sidste øjeblik at kaste overkroppen til side i en skæv vinkel, så det måtte ligne en sekvens fra en ’Matrix’-film.
Vi kommer omsider over en stejl passage og sunder os, da jeg får øje på to pandelamper 30 meter længere nede. Vi er ikke de eneste klatrere på vej op ad Lhotse, hvilket jeg ellers troede. Jeg og Tomasz fortsætter, men kort tid efter lyder der et højt skrig under os, og jeg ser en pandelampe forsvinde ned ad bjerget. Jeg tænker, at en af de andre klatrere må have tabt lampen, men da mine øjne lidt senere har vænnet sig til lyset, kan jeg se en mand hænge i et reb med benene i vejret nede ad bjergsiden.
Jeg råber op til Tomasz, at nogen under os er blevet ramt, og at vi er nødt til at tjekke, om de er okay. Han tror imidlertid ikke, at det er alvorligt og råber tilbage: ’No, let’s go!’
Jeg ser på min højdemåler. Den siger 8.360 meter. Jeg har aldrig været så højt oppe før, og spidsen på Lhotse ligger bare halvanden hundrede meter over os. Skrigene nedefra bliver imidlertid værre, og Tomasz fanger mine øjne. Jeg kan se, han er enig – vi er nødt til at klatre tilbage og tjekke, hvordan vores ukendte kolleger har det. Da vi kommer ned til dem, bliver vi mødt af et forfærdeligt syn. Der er tale om to koreanere, og begge er blevet ramt af store sten. Der er blod overalt. Tomasz når over til ham, der hænger i rebet med benene i vejret. Han har mistet både iltmaske og rygsæk. Polakken vender den lille klatrer om og kan se, han har brækket i hvert fald den ene arm og er ved at gå i chok.
Med tungen lige i munden på vej over et isfald.
Jeg når over til den anden koreaner, og det er rigtigt slemt. Han er blevet ramt direkte i hovedet af en sten, så både hans hjelm og iltmaske er blevet flået af. Ansigtet – eller snarere det, der er tilbage af det – er fuldstændigt revet op. Klatreren er dækket i blod, og hans tænder er smadret. Han har mistet sine handsker, og der er allerede gået forfrysninger i den ene hånd. Jeg er ret sikker på, koreaneren er død, men til sidst giver han en svag lyd fra sig.
I det øjeblik ved vi, at vi ikke vil nå toppen. Vi er nødt til at få de to koreanere ned, selv om de måske begge vil dø undervejs. Vi binder dem sammen og begynder at fire dem forsigtigt ned med mig øverst på bjerget. Pludselig kan jeg mærke, at en af de isskruer, der skal holde mig fast, går løs på grund af den ekstra vægt. Sekunder senere giver en mere efter, og det er alvorligt. Jeg har ikke andet valg end at lette belastningen øjeblikkeligt og giver nærmest bare los på rebet, mens jeg råber til Tomasz, der befinder sig på bjergsiden under de to klatrere, at han skal se at komme væk. Tomasz rykker sig væk fra faldlinjen, mens jeg lynhurtigt finder en kniv frem fra selen, parat til at skære rebet over for at redde mit eget liv. Trækket løsner sig heldigvis lige akkurat nok til, at jeg kan banke de to isskruer ind i bjerget igen, så vinklen på skruerne er nok til at få fat inde i hullerne. Forsigtigt mærker jeg efter, om skruerne kan klare belastningen nu, og det så ud til at holde. Langsomt firer jeg de to klatrere det sidste stykke ned til Tomasz, der lægger dem på et sikringspunkt, hvorpå jeg helt udkørt kommer ned til dem.
Tidlig morgen i Nepals hovedstad, Katmandu. Der fragtes grøntsager til det lokale marked.
Annonse
Jeg har aldrig oplevet noget lignende og er tæt på at kollapse, da vi når frem til Camp 4. Alligevel formår vi at finde vores lille førstehjælpskit med morfinpiller og nogle adrenalinsprøjter, som vi stikker ind i koreanerne gennem tøjet. Jeg prøver at komme et par morfinpiller ind i munden på ham, der har fået smadret tænderne, men må opgive. Herpå klatrer Tomasz og jeg ind i vores telt, hvor jeg skiftevis græder og brækker mig af udmattelse, mens de to koreanere bare ligger ude foran. Vi har ikke flere kræfter og kan ikke gøre noget som helst for dem lige der. Vi besvimer af udmattelse, og da vi vågner igen, forsøger Tomasz at få noget at drikke, men spilder det meste ud over sig selv, da han konstant falder i søvn.
Jeg ved, at vi må væk derfra hurtigst muligt, ellers vil vi alle fire dø. Jeg får kaldt over radioen, at de to koreanere er kommet slemt til skade, men resten af deres ekspedition befinder sig helt nede i Base Camp. Det vil tage dem halvanden dag at komme op. Heldigvis fungerer katastrofeberedskabet i lejren, og kort tid efter får jeg besked om, at en redningsaktion er sat i gang af et hold sherpaer fra Camp 2.
Vi lader de to klatrere ligge i det fri og falder atter om i vores eget telt med deres blod over det hele.
Sneen er farvet rød i det spor, hvor vi har trukket dem. Kort før middagstid kommer vi til os selv og får lagt de to asiater ind i et tilfældigt telt. Lidt senere kan vi se, at redningsholdet er tæt på, så jeg går tilbage til koreanerne for at give budskabet videre. Jeg forsøger at trække den værst tilredte klatrer ud for at hjælpe redningsmandskabet, og han åbner øjnene. Han forsøger at sige noget, men i samme øjeblik dør han i mine arme. Om der går minutter eller timer, ved jeg ikke. Tiden står stille. Jeg er uden ord. Jeg holder ham lamslået et stykke tid, så lægger jeg ham stille ned. En følelse af tomhed forplanter sig i kroppen på mig. Jeg ved, at intet vil blive det samme igen.
Sherpaerne kommer op, og på deres blikke kan jeg se, at de ved, hvad vi har været igennem. De er meget rolige og effektive, så kort tid efter begynder de at transportere den overlevende koreaner ned ad bjerget i en sovepose. Den anden efterlader de død i teltet.
Tomasz og jeg kigger op på toppen. Vi ved, at slaget er tabt. Det bliver ikke denne gang, vi klarer Lhotse. Vi pakker vores lejr sammen og begynder at klatre ned mod Camp 3. Jeg husker ikke ret meget fra turen, kun at det er halvmørkt, da vi når frem.
Da Tomasz og jeg næste dag vender tilbage til Base Camp som to zombier, hører vi, at den anden koreaner har overlevet. Han har mistet nogle fingre, hvilket er billigt sluppet i forhold til den tilstand, han var i. Kort tid efter løber jeg på ekspeditionens koreanske leder, der havde arrangeret turen. Han siger, at den overlevende er glad for, at han var kommet ned fra bjerget, og lederen takker for vores hjælp. Men det ærgrer ham tydeligvis, at uheldet er dårligt for hans forretning. Resten af turen må nu aflyses. Den koreanske leder føler åbenlyst, at han har tabt ansigt, og det overskygger fuldstændigt det faktum, at han trods alt ikke skal hjem med to lig, ’kun’ et. Jeg går ud fra, at de samme æresbegreber er grunden til, at jeg aldrig har hørt fra ham, jeg var med til at redde ned.
Lhotse blev min værste tur nogensinde. Bjerget krænkede min fornemmelse af at være udødelig. Men jeg har forsøgt at vende den dårlige oplevelse til noget positivt. Rent professionelt udgjorde Tomasz og jeg et fantastisk team, der var på niveau med de bedste klatrere i bjergene det år. Desuden fik jeg rykket min forestilling om, hvad jeg kan klare, både fysisk og mentalt. Hvis jeg løber en tur, der føles hård, tænker jeg altid ’Næh, Lhotse – den var hård!’
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.