Sådan føles det at lave en redningsaktion på et bjerg

Det er midnat, da vi begiver os ud på den sidste strækning mod toppen. Vi befinder os i 7.700 meters højde. Ekspeditionen har varet cirka 35 dage, nu er vi tæt på målet. Lhotse har for mig altid stået som noget særligt. Det er verdens fjerdehøjeste bjerg på 8.516 meter og er nabo til Mount Everest. I mange år har det spøgt i baghovedet på mig, at jeg burde udfordre mig selv på Lhotse.

Det er mørkt, og det blæser kraftigt med minusgrader på den forkerte side af 30. Det går direkte i mine tæer. Det bliver hurtigt stejlt med en vinkel tæt på 70 grader, og da væggen er ren is, tør vi ikke gamble, men beslutter at sætte fixreb op. Det betyder, at vi vil komme senere op, til gengæld vil vi også komme hurtigere ned. Vigtigst af alt vil vi dog give os selv en meget mere sikker base for at nå både frem og tilbage.

Det vælter ned med sten og is, men vi finder en god linje på bjerget, som vi er trygge ved. Min klatremakker er en polak ved navn Tomasz. Polakker har nærmest bjergbestigning som nationalsport, og Tomasz er ikke typen, der går af vejen for lidt smerte.

Jakob Urth med sin polske makker Thomaz (th.) i Camp 2. Det er sidste foto af de to, inden topforsøget skydes i gang.