Sådan føles det at overleve en tragedie

Det er lørdag eftermiddag i sommeren 2000, jeg er 20 år, og i aften skal mit livs tredje Roskilde Festival kulminere. Først spiller Pearl Jam, der lige har udgivet et nyt album, og senere på natten The Cure. Det bedste fra 90’erne og 80’erne. Mine venner og jeg har været inde i Roskilde by og købt alle de flasker Krudtugler, vi kunne slæbe, og nu sidder vi i lejren og griller cocktailpølser på en primus med nogle svenskere.

Vi vil gerne være i god tid til koncerten, så op ad aftenen begynder vi at trave mod Orange Scene. Der er sygt mange mennesker, kan vi allerede fornemme. Området foran scenerne er på det tidspunkt helt anderledes end i dag, det er dybest set én stor pløjemark, og der står nogle enkelte bølgebrydere, som egentlig bare er store jernbøjler. Dem frygter man som koncertgænger, for hvis man havner op ad sådan en til en pakket koncert, gør det nas.

Musikken går i gang, og det er fedt. Jeg elsker, når det er lidt vildt, og man kan føle hinanden, for jeg ved jo, at det aldrig går galt. Folk er altid gode til at passe på hinanden. Det regner og blæser i aften, og måske er et af højttalertårnene gået. Vi vil gerne helt op foran, hvor lyden er bedre.

Min ven Christians kæreste er ret lille og bliver klemt mellem folk. Hun er ikke på toppen, så vi skiftes til at have hende på skuldrene. Jeg bærer hende i lang tid og får det selv lidt dårligt. Vi har allerede hjulpet flere piger væk. Når man står så langt fremme, og nogle gerne vil ud, så løfter man dem op oven på publikum og lader dem crowdsurfe helt op foran og ned i pressegraven. Så får de lidt vand og kommer ud i tide. Jeg kan mærke, at jeg også trænger til vand og beslutter mig for selv at tage turen over hegnet. Jeg bevæger mig længere frem, indtil jeg ikke kan komme videre. Så banker jeg en stor mand på skulderen, peger opad og spørger: Gider du smide mig op?