Sådan føles det at overleve en tragedie

15 danskere fortæller i det nye Euroman ekstreme historier fra virkelighedens overdrev. Her fortæller Tor Nygård Kolding om at opleve Pearl Jam-tragedien på Roskilde Festival i 2000 fra første parket.

Sådan føles det at overleve en tragedie
Offentliggjort

Det er lørdag eftermiddag i sommeren 2000, jeg er 20 år, og i aften skal mit livs tredje Roskilde Festival kulminere. Først spiller Pearl Jam, der lige har udgivet et nyt album, og senere på natten The Cure. Det bedste fra 90’erne og 80’erne. Mine venner og jeg har været inde i Roskilde by og købt alle de flasker Krudtugler, vi kunne slæbe, og nu sidder vi i lejren og griller cocktailpølser på en primus med nogle svenskere.

Vi vil gerne være i god tid til koncerten, så op ad aftenen begynder vi at trave mod Orange Scene. Der er sygt mange mennesker, kan vi allerede fornemme. Området foran scenerne er på det tidspunkt helt anderledes end i dag, det er dybest set én stor pløjemark, og der står nogle enkelte bølgebrydere, som egentlig bare er store jernbøjler. Dem frygter man som koncertgænger, for hvis man havner op ad sådan en til en pakket koncert, gør det nas.

Musikken går i gang, og det er fedt. Jeg elsker, når det er lidt vildt, og man kan føle hinanden, for jeg ved jo, at det aldrig går galt. Folk er altid gode til at passe på hinanden. Det regner og blæser i aften, og måske er et af højttalertårnene gået. Vi vil gerne helt op foran, hvor lyden er bedre.

Min ven Christians kæreste er ret lille og bliver klemt mellem folk. Hun er ikke på toppen, så vi skiftes til at have hende på skuldrene. Jeg bærer hende i lang tid og får det selv lidt dårligt. Vi har allerede hjulpet flere piger væk. Når man står så langt fremme, og nogle gerne vil ud, så løfter man dem op oven på publikum og lader dem crowdsurfe helt op foran og ned i pressegraven. Så får de lidt vand og kommer ud i tide. Jeg kan mærke, at jeg også trænger til vand og beslutter mig for selv at tage turen over hegnet. Jeg bevæger mig længere frem, indtil jeg ikke kan komme videre. Så banker jeg en stor mand på skulderen, peger opad og spørger: Gider du smide mig op?

Med ét går der en kæmpe bølge gennem publikum. Vi er sindssygt mange, der på samme tid vælter oven i hinanden. Normalt når man falder, slår folk ring omkring en og hjælper en op. Men vi er for mange, der ligger, og presset er for stort. Der er absurd mange crowdsurfere. Vi ligger pludselig i lag, måske fem-seks stykker oven på hinanden. Jeg bliver trukket ret langt ned, og på et tidspunkt er jeg næstnederst i bunken med tre eller fire oven på mig.

Tor Nygård Kolding, 40 år, laver film og underviser på et gymnasium, har lavet dokumentarfilmen ’Nine Rocks’ om tragedien under Pearl Jam-koncerten og sine personlige oplevelser.

Jeg kan mærke, at ham, der ligger under mig, bliver livløs. Selv bliver jeg pludseligt træt og har mest bare lyst til at lægge mig til at sove. Lige inden jeg falder hen, tager fanden ved mig. Jeg har været i Beredskabskorpset og aftjent min værnepligt, og noget i mig siger: ”Hey, det er farligt, det her, Tor, du skal ikke sove.”

Så jeg får rejst mig halvt op og kommer på en eller anden måde længere op i bunken. En mand under mig flår mine cowboybukser af mig. Jeg får hele tiden støvler i hovedet, og på et tidspunkt besvimer jeg. Min tidsfornemmelse er væk, og jeg registrerer ikke rigtigt noget. Hverken sangene fra koncerten eller folks råben.

Musikken stopper. Projektører lyser ned mod os, og jeg kan se den tågede damp fra alle de her kroppe. Det går op for mig, at nogen har slået en ring om os. En eller anden griber fat om min hestehale og min skulder og får revet mig ud af bunken. Da jeg lander, besvimer jeg igen. Vågner, kommer på benene og går i gang med også at prøve at vriste folk fri. ”Safe them!” råber jeg, så højt jeg kan. Men de er filtret kluddermor-agtigt ind i hinanden, og jeg er helt afkræftet.

Pludselig går der flugt i den for mig, helt dyrisk. Jeg skal bare hjem til mit telt. Så jeg vader ned gennem det, der er tilbage af publikum. De står lamslået og kigger op mod scenen. Folk fatter ikke, hvad der er sket, men jeg kan se på dem, jeg passerer, at jeg må se temmelig smadret ud. Min skjorte er også flænset, og jeg har næseblod. Jeg får vaklet tilbage til teltet, hvor Christian ligger med sin kæreste. De ved ikke, hvad der er sket, de er bare trætte af, at koncerten blev stoppet og er gået tilbage til teltet for at hygge sig. Jeg sætter mig foran teltet, og så bryder jeg sammen.

De får mig ned til et samarittelt, og det er en vanvittig oplevelse. Der er førstehjælpere og ambulancer i rutefart. Jeg kan nærmest ikke tale. Nogle lægger et tæppe over mig og får mig ind i en improviseret ambulance, som kører mig til en af de store bygninger på festivalpladsen, hvor vi er flere, der bliver tilset af en sygeplejerske. Jeg har små skrammer og ondt i ryggen, men har ikke brækket noget.

Så får vi en krisepsykolog, og min oplevelse er, at hun er lige så chokeret som os andre. Min søster er også på festivalen, og jeg vil have facts. Hvad er der sket, hvor mange er døde, er det kun mænd? De ved ikke noget. Jeg rejser mig for at gå, men en betjent stopper mig og siger, at jeg trænger til en kop kaffe. Så snakker vi stille og roligt, og fuck mand, hvor var det vigtigt, at vi fik den snak. Bagefter går jeg ned i mit telt og ligger der resten af natten og ryster uden at sove.

Dagen derpå tager jeg hjem, selv om festivalen fortsætter. Jeg skal helt til Nordjylland, og DSB-toget er selvfølgelig propfyldt. Over for mig sidder en forretningsmand i jakkesæt: ”Kommer du lige fra festival? Var du tæt på?” spørger han. Jeg svarer ja. ”Så er det nok ikke så sjovt mere,” siger han. Jeg kunne have banket ham én på lampen, men det gør jeg ikke. Det er den længste togtur, jeg nogensinde har været på.

Årene efter taler jeg ikke rigtigt med nogen om det. I 2004 er jeg tilbage på festivalen for at lave et kunstprojekt, og da vi går og bygger, er scenen hele tiden bag mig. Jeg prøver at ignorere den, men det der orange monster ånder mig ligesom i nakken. Faktisk besvimer jeg og vågner i et samarittelt uden at ane, hvor jeg er. Da burde jeg måske have tænkt, at der var noget, jeg nok burde genbesøge.

I min generation – specielt, når man er vokset op i Nordjylland – snakker mænd ikke rigtigt om den slags. Først ni år efter, i 2009, hvor min kammerat kommer med en rulle film fra et gammel Kodak-engangskamera, som han har fremkaldt fra det år, går det op for mig: Fuck. Der har været nogle lidt … destruktive måder, jeg af og til har opført mig på, som måske kan spores tilbage til det her. Noget uforløst. Og så går jeg i gang med at lave en film om det.